Bryllupsrejse til Mauritius

Hvis I tager på bryllupsrejse til Mauritius, får I lækre sandstrande, frodig natur og tropeklima. Hvis I drømmer om gastronomi i særklasse, eksklusiv indkvartering og mulighed for et væld af aktiviteter, er Mauritius kongen over dem alle.

Besøg denne Bryllupsklar annoncør:

Hvad end I kommer ”kun jer 2” eller tager børnene med på honeymoon, kan jeres vildeste drømme gå i opfyldelse på Mauritius – og I kan endda få bryllupsrejsen til en særdeles overkommelig pris.

Rejse information om Mauritius

Ø-staten Mauritius ligger midt i Det Indiske Ocean, ca. 900 kilometer øst for Madagaskar. Mauritius kan som andre tropeøer prale med azurblåt vand, kridhvide strande og kokospalmer på stribe – en både smuk og romantisk kulisse for et brudepar.

Strand på Mauritius

I bryllupsrejse-regi sammenlignes den ofte med Maldiverne og Seychellerne – men modsat disse to ø-riger, der begge fordeler sig over mange små spredte øer, består Mauritius kun af en enkelt stor ø opdelt i 9 distrikter (og et par enkelte mindre øer).

Mauritius beboes af hele 1,2 millioner indbyggere, men det gør bestemt ikke øen mindre attraktiv – idyllen er stadig helt intakt! Som Ernest Hemingway så rammende skrev det ”Hvis paradis fandtes på jorden, ville Mauritius være stedet”.  Så kan man vist ikke få bedre anbefaling?

Øens størrelse

Mauritius’ størrelse og population betyder da også, at mulighederne for aktiviteter og udflugter er helt i særklasse – det er et sandt slaraffenland for de eventyrlystne. En veludviklet infrastruktur bidrager desuden til, at det er nemt at komme rundt på øen, hvilket giver mulighed for oplevelse både i øst og vest (og nord og syd for den sags skyld) uden de store problemer.

Priser på rejser til Mauritius

Hvis I tager på bryllupsrejse til Mauritius, så er prisen for både rejse og ophold faktisk yderst konkurrencedygtig. Finanskrisen har også her gjort sit indtog, hvilket afspejler sig i priser på både flybilletter og overnatninger, så lige nu har I muligheden for at få opfyldt drømmen om en eksklusiv tropeø uden nødvendigvis at skulle tømme hele opsparingen.

Mauritius fra nord til syd

Nordkysten

Mauritius’ nordkyst byder på et imponerende antal af hoteller, restauranter, barer og butikker samt øens eneste mulighed for natteliv. Disse ting er hovedsageligt koncentreret omkring Grand Bay området. Antallet af turister på nordkysten er markant større end på resten af øen, men det betyder ikke, at her ikke er plads til privatliv og romantik.

Her er nemlig samtidig masser af små idylliske laguner og fantastiske koralstrande, så på nordkysten får I alt samlet på ét sted. På nordkysten kan desuden opleves utallige sukkerrørsplantager, hvilket udgør en stor del af landbruget på øen og derfor giver et godt indblik i lokalbefolkningens verden.

Flot vandfald på MauritiusSydkysten

Sydkysten er mere uberørt end nordkysten og er et oplagt område, hvis I ønsker at trekke. Terrænet byder på både bjerge, skove og floder og er generelt lidt mere barskt. Det rammer mere snævert end nordkysten, og er derfor også øens mindst turistede del.

Hvis I til gengæld er til det upolerede og uspolerede, så er sydkysten en oplagt destination for jeres bryllupsrejse. Og det kan afsløres, at der også gemmer sig et par idylliske sandstrande imellem klipperne.

Østkysten

Østkysten byder på et vildtvoksende og frodigt terræn. Her er frugtbart og eksotisk – og bananplanter og kokospalmer bidrager til den tropiske stemning.

Desuden byder østkysten på lange strækninger med kridhvidt sand ud til det indbydende hav, hvorfor også mange af de rigtig eksklusive hoteller og resorts er placeret her. Her er smukt, roligt og billedskønt, og området er karakteriseret af mange små idylliske landsbyer. Her er mere vind end på de andre kyster, og østkysten er derfor særdeles attraktiv i de varmeste måneder!

Vestkysten

Vestkysten kan prale med allerflest solskinstimer og tørt vejr. Landskabet byder på mange bjerge og blandt andet også på øens største naturreservat; The Black River Gorges National Park.
Denne del af øen er til gengæld ikke kendt for klassiske bounty-strande, da sandet er både grovere og mørkere, men dette kan også være en oplevelse i sig selv.

Strandene på vestkysten kan desuden anbefales til at nyde de helt spektakulære og magiske solnedgange – noget der meget vel kunne blive en yndlings-aktivitet på bryllupsrejsen?

Landskab - østlige Mauritius

Oplevelser på Mauritius

Aktiviteterne på Mauritius er utallige. Her kan nævnes i flæng: Snorkling, dykning, svømning med delfiner, vandski, kajakroning, surfing, fiskeri, sejlture med katamaraner, glass bottom boats, ridning, mountainbiking, trekking, golf, shopping osv. osv. osv.

Mange af hotellerne tilbyder desuden børneklubber, hvor I har mulighed for at få jeres børn passet, således at I også kan få lov at fejre jeres nye status i tosomhed.

Maden

På Mauritius skal maden fremhæves. Det multietniske samfund på Mauritius har givet anledning til en særdeles inspirerende og veludviklet madkultur med gastronomi på højt plan.
I kan forvente at få serveret masser af friskfanget fisk og skaldyr sammen med lækre eksotiske frugter og delikatesser som palmemarv og røget marlin (fisk).

Flere af hotellernes restauranter kan prale med at have (aner)kendte kokke ansat, og jo flere stjerner jeres hotel har – jo mere kan I selvsagt tillade jer at forvente af restauranten.

”Street food” er desuden et meget populært koncept på Mauritius, så hvis I er på sightseeing i en af de større byer, er det en oplagt mulighed at få frokosten som take-away og nyde den i det fri.

http://restaurants.mu/ kan I læse anmeldelser af de forskellige restauranter på øen. Det mest gennemgående råd er ikke meget anderledes, end når man går ud og spiser i Danmark, vælg restauranter der kun sælger ét køkken.

Altså vælg en indisk restaurant, hvis I ønsker indisk mad, en fransk restaurant hvis I ønsker fransk mad osv. På denne måde får I den mest autentiske oplevelse, hvor kokken har lavet det, han er bedst til!

Ile Aux Serfs – golf

Den lille ø Ile Aux Serfs ligger en kort sejltur fra hovedøen Mauritius. Den er kendt for både sin helt fantastiske strand og sin 18 hullers golfbane, der udmærker sig ved at have havudsigt fra alle 18 huller. Hvis I er til golf, er Le Touessrok Golf et uundgåeligt input på jeres bryllupsrejse – det må I simpelthen ikke snyde jer selv for.

Pamplemousses

Den verdenskendte botaniske have ”Sir Seewoosagur Ramgoolam Botanical Garden” i Pamplemousses-distriktet er bestemt værd at lægge vejen, forbi hvis I befinder jer på nordkysten. Mest kendt er haven for sine gigantiske åkander med blade på helt op til 3 meter.

Foruden åkanderne kan man se krydderiplanter, palmer og utallige andre eksotiske planter. Haven er et must-see – selv for folk der ellers ikke er interesserede i botanik.

Dette er blot et par enkelte eksempler på Mauritius brede udbud af oplevelser og aktiviteter. Chamarel (med den syvfarvede jord!), hovedstaden Port Louis, Flacq markedet, Flic Flac stranden og Tamarin vandfaldene er bare nogle af de mange andre steder det kan betale sig at læse mere om inden afrejse fra Danmark.

På bryllupsrejse til Mauritius

Bryllup på Mauritius:

Mauritius er en af de helt store bryllupsøer i Det Indiske Ocean. Dette skyldes blandt andet, at et ægteskab indgået på Mauritius også er juridisk bindende i Danmark – dette er ikke en selvfølge på mange andre sammenlignelige øer.

Mauritius har en særdeles veludviklet bryllupsindustri, og mange rejseudbydere er klar med attraktive bryllupspakker til kommende brudepar. Lige fra ”bruden bor gratis” til ekstra overnatninger og/eller gratis middage, wellness, opgraderinger og kontante rabatter.

Så hvis I planlægger at blive forenet på jeres rejse, er det bestemt værd at undersøge de forskellige tilbud fra diverse udbydere – der kan være rigtig meget at spare.

Som navnet antyder, kan I på mauritiushoneymoons.com læse mere om bryllup på Mauritius – og samtidig få hjælp til planlægningen af jeres helt specielle dag.

Værd at vide om Mauritius

Møntfoden er mauritianske rupee (forkortes Rs), men de fleste steder bruges der også euro når der handles, ligesom I også kan bruge jeres kreditkort.

Det officielle sprog på Mauritius er engelsk, men her tales også både fransk og mauritiansk-kreolsk. Generelt er befolkningen rigtig gode til at tale engelsk, og I vil derfor opleve at kunne blive forstået de fleste steder på øen.

Den overvejende religion på Mauritius er hinduismen, men det multietniske samfund byder også på katolikker, muslimer og buddhister.

Vær opmærksom på at der på Mauritius er forskel på temperaturerne fra årstid til årstid. I bryllups-højsæsonen fra juni til august, er temperaturerne på Mauritius lavere end resten af året – dette er dog ikke noget problem i praksis for langt de fleste, da der stadig er rigeligt varmt selv i den ”kølige” tid.

Mauritius er opkaldt efter den hollandske prins Maurice af Nassau.

Læs også artiklerne om bryllupsrejse Maldiverne – bryllupsrejse Seychellerne samt bryllupsrejse krydstogt

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup