Sy dit eget brudeslør

Tænk dig at være begravet i blød tyl og smukke blonder i din sofa, mens du syr dit eget brudeslør. Det kræver et minimum af sy-færdigheder og en god portion tålmodighed at få det smukkeste slør.

Jeg syede selv mit eget brudeslør – eller det vil sige, at dagen før vores bryllup sad min mor ved mekanikeren med en bil, der ikke ville starte, og syede det færdigt. Det er lavet af blød tyl og en bred, fransk dobbeltblonde med ledninger. Jeg elsker det. Du kan se det i baggrunden til venstre på billede herunder.

Sløret til højre har jeg også lavet, og du får her en udførlig guide til, hvordan jeg har lavet netop dette slør.

Hjemmelavet brudeslør

Det skal du bruge

For at sy dit eget slør skal du bruge

  • Blød tyl eller brudetyl
  • Blonde
  • Sytråd
  • Kam
  • Tynde synåle
  • Saks
  • Målebånd

Materialer til at sy eget brudeslør

Når du skal vælge blonden og tyllet, er det vigtigt, at de har samme nuance som brudekjolen, da det ellers kan komme til at se “beskidt” ud. Det er vigtigt, at der ikke er stræk i blonden, da det kan få sløret til at se rynket og skævt ud.

Mange stofforretninger, især de små, har mange smukke blonder, der er velegnede til at bruge til sløret. Jeg har her valgt en smal blonde i art deco-stil. Silkehuset har mange fine blonder.

Råhvid blonde

Først skal du beregne mængden af tyl og blonde. Det gøres ud fra en simpel formel, der afhænger af, hvor langt sløret skal være. Jeg vil lave et slør, der går til fingerspidserne, og måler derfor radius fra hovedet, hvor sløret skal sidde og til fingerspidsen. Radius på mit slør bliver 110 cm.

Dernæst ganger du blot længden med 3,14 og får dermed omkredsen af en halvcirkel. Dette tal angiver mængden af blonde, du skal bruge. 110*3,14=345 cm. Jeg syr kun blonde på den buede del af sløret, men hvis du også vil have blonde på den lige side, skal du blot købe 2*længden ud over de 3,45 m til buen.

Da den tyl jeg har fundet er 3 m bred har jeg købt 1,5 m for at jeg kan lave en halvcirkel med radius på 110 cm. Jeg har valgt en brudetyl for at få et ret gennemsigtigt slør. Du kan også bruge blød tyl, der er noget tættere vævet, men som er meget blødt og lækkert.

Klip og sy

Tyllen skal klippes i en halvcirkel. Dette gøres bedst ved at folde tyllen, som om du skulle klippe et kæmpe stort gækkebrev.

Hvid tyl som er foldet

Derefter skal der måles ud til slørets længde plus cirka 5 cm sømrum og klippes en pæn halvbue. Sørg for at bruge en god saks, der ikke river i tyllen.

Målebånd på tyl

Tyl, saks og målebånd

Det er lettest at holde styr på tyl og blonde, hvis du syr i hånden, men afhængig af hvilken blonde du har valgt, og hvor gode sy-kundskaber du har, kan det også sys på maskine. Jeg vil dog anbefale en god lydbog og god tid i sofaen med nål og tråd :-)

Start med at sy blonden fast til tyllen med store sting, eventuelt med en farvet tråd, som du let kan fjerne når sløret er færdigt. På den måde sikrer du dig, at blonden ligger rigtigt hele tiden.

Start i den ene ende af halvcirklen og arbejd dig fremad. Hvis du laver et meget lille slør, kan det være svært at få blonden til at lægge sig pænt i buen. Så kan løsningen være at lave et lille hak ind i blonden, for at få den til at bue sig.

Derefter er det tid til at sy blonden fast til tyllen. Brug små fine sting på forsiden og lange sting på bagsiden. Se her hvordan jeg stikker nålen i en lille smule bag ved der hvor den sidst kom op og derved låser alle stingene.

Råhvid blonde syes på tyl

Råhvid blonde syes på tyl

Hvis blonden er meget bred, er det en god idé at sy den fast både i toppen og bunden, hvis den er meget smal kan du nøjes med kun at sy den i toppen. Når blonden er syet på hele vejen rundt, kan tyllen klippes til. Hvis din blonde har små frynser, skal du passe på ikke at klippe dem af.

Hårkam syet fast på tyl

Kammen har jeg købt på ebay, men de kan også findes i syforretninger. Den syes fast midt på tyllens lige side. Kammen kan pyntes med perler og blonde og på den måde blive et smykke i håret, eller du kan gemme den i frisuren. Jeg har valgt at rynke tyllen en smule da jeg syede det på kammen samt at pynte med et stykke af blonden.

Hårkam med blonde syet fast på brudeslør

Giv dig god tid

Alt efter hvilken blonde du vælger, tager det kortere eller længere tid at sy dit slør. Sløret på billederne her tog mig kun en kop kaffe, en g&t og en aften med første sæson af Sex and the City. Vælger du en bredere eller mere snirklet blonde skal du væbne dig med noget mere tålmodighed.

Et hjemmesyet slør garanterer dig en fantastisk kvalitet, og du kan få præcis den stil, du drømmer om. Gør det til et projekt du går igang med i god tid før brylluppet og glæd dig over det på afslappende aftener i sofaen.

Blonde syet på tyl

Færdig hjemmelavet halvlangt brudeslør

God fornøjelse med projektet.

Photocredit:
Alle billeder i denne artikel er taget af Anne Kathrine Østerby Muldbjerg, muldbjergdesign.dk

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup