1
Der stod jeg - 2 dage før brylluppet - og kiggede på min lunafigur. Jeg bad damen om at få den lagt ind (en brudekjole må gerne holde lidt på det løse), hvorefter hun prikker mig på ryggen og siger "det kan vi godt, men prøv lidt at se en rygdelle du så får"
Jeg insisterer mens damen fortsat snakker om min tykke ryg "men det er jo mig der skal have kjolen på, ikke hende"..
Det eneste jeg tænker i det øjeblik - mig stående ved alteret med ryggen til folk, præsten holder sin lange tale, mens mine rygdeller dasker ned af gulvet..
Min mor (der tænker lidt mere klart end jeg idag) beder dem om at rette kjolen, så den blir som lovet da jeg købte den.
Jeg forlader grædende butikken, føler mig som en hval og glæder mig på ingen måde til at få kjolen på lørdag.
(efter jeg har forladt butikken har min mutti vidst talt med store bogstaver
)Helt ærligt - jeg hylede i to timer.. Kjolen blev solgt til mig, den sad smukt og gav mig flot figur - pludselig var det væk. og hvis det sku rettes til var det "på eget ansvar og med risiko for (rygdelleslaskning").
Da jeg hentede kjolen var tilretningen super - og den sad perfekt., Hvorfor skulle jeg så trækkes igennem kjolehelvede to, TO dage for mit bryllup. og efter 4 tilretninger. Er ærlig talt meget skuffet. Der skulle jeg stå og føle mig som luna, med deller så lange som evige postammebryster
Nå, nu glæder jeg mig til at få min kjole på, men det er svært at falde ned efter idag
Sku bare ud med lidt galde..
