Hold bryllupstale uden nerver

Er du en af dem, der kan blive nervøs bare ved tanken om stille dig op og holde tale foran andre? Nervøsitet rangerer som den mest udbredte årsag til, at folk fravælger at holde bryllupstaler, og det er en skam.

For det er faktisk muligt at mindske sin nervøsitet og undgå de svedige håndflader og den hakkende stemme, hvis du vel at mærke har de rette redskaber til at håndtere din nervøsitet med. Så hvis du snart skal giftes eller skal til bryllup, hvor det er forventet, at du holder tale, så fortvivl ikke.

Vi har talt med Trine Bitsch fra Danske Taleskrivere, der her giver sine bedste råd til, hvordan du effektivt får bugt med nerverne.

Hav styr på din tale

Hvis du er meget nervøs for at holde tale, så forbered dig grundigt. Det lyder måske banalt, men jo bedre du kender din egen tale, jo mindre nervøs vil du også blive, når du skal holde den.

Det er derfor en god regel at skrive talen i god tid, så du har mulighed for at blive så fortrolig med den, at du ikke behøver at læse den op. Hvis du ikke kan huske din tale, bliver din nervøsitet kun større.

Så hjælp dig selv ved at forberede dig så godt, at dit talemanuskript kun fungerer som støtte til brylluppet.

Gør publikum menneskelige

Det er vigtigt at huske på, at stort set alle mennesker får sommerfugle i maven, når de skal performe foran andre. Det er helt naturligt. Men det må selvfølgelig ikke tage overhånd og blive en ubehagelig stressfaktor.

Hvis du er meget nervøs, så handler det om at få gæsterne til bryllupsfesten ned på jorden. Det er en særligt effektiv måde at håndtere sin præstationsangst med. Mange bruger det trick, at de menneskeliggør publikum ved at forestille sig, at de ikke har noget tøj på, når de holder talen.

Det kan virke lidt søgt, men det kan få din hjerne til at slappe af og arbejde med dig, i stedet for imod dig.

Annonce ♥

Få styr på vejrtrækningen

Vi er tilbøjelige til at trække vejret i den øverste del af brystkassen, når vi bliver nervøse. Og hvis du først begynder at trække vejret her, så vil du kun øge din nervøsitet. Det allerbedste, du kan gøre, er at lave en 3-5 dybe vejrtrækninger, inden du rejser dig for at holde tale.

Og sørg for at stille dig med begge fødder godt placeret i gulvet. Hvis du sørger for en god grounding, så får du automatisk mere ro, som naturligt vil kanaliseres ud i din tale.

Og hvis du har mulighed for det, så prøv at spænde op i hele din krop nogle minutter, før du holder din tale – for bagefter at slippe spændingen. Gentag gerne øvelsen nogle gange. På den måde bliver du opmærksom på, hvordan din krop føles, både når den er afslappet og spændt op.

Du får altså et redskab til at afspænde kroppen, lige inden du slår på glasset for at tage ordet.

Du er chefen på din tale

Det er vigtigt at huske på, at ingen ved, hvad du har tænkt dig at sige i din tale. Derfor er der heller ingen grund til at være nervøs. Uanset om du glemmer små passager eller springer lidt rundt i dit manuskript, så vil ingen nogensinde opdage det. Medmindre du selv afslører det.

Få øjenkontakt med en ven

Sørg for at få øjenkontakt med den, du er mest tryg ved. Det kan være rart at have et smilende ansigt at vende tilbage til, hvis du pludselig mærker, at du snubler over et ord eller bliver slået lidt ud af den, fordi du har glemt noget.

Og skulle uheldet være ude, så stop helt op og træk vejret dybt et par gange. Undgå at panikke. Tiden inde i dit hovedet føles længere, end den gør hos dem, der lytter på din tale, så bare tag den med ro.

Det rette mindset

Hvis du kan, så forsøg at sige til dig selv, at du vil holde dit livs tale. Det virker måske lidt kunstigt, men det er faktisk et almindeligt trick som både studieværter og politikere bruger, inden de skal performe.

Ved at have det rette mindset bliver hjernen fokuseret på opgaven, og det er derfor lettere at slippe din nervøsitet, når du står klar til at holde din tale.

Indrøm aldrig at du er nervøs

Mange indleder deres tale med at sige, at de ikke er de store talere, eller at de er nervøse. Men det er en dårlig idé at indrømme. Det eneste, du opnår ved at dele din præstationsangst, er at få bryllupsgæsterne til at fokusere på den.

Held og lykke med din næste tale.

Artiklen er skrevet i samarbejde med Danske Taleskrivere

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup