Pyha, det er en svær situation. Jeg synes ikke, I skal lægge jer passivt ned og sige undskyld for alt, og jeg synes, det er virkeligt strengt at ringe og skælde jer ud, når I rent faktisk tidligere har forsøgt at mægle og finde en løsning. Familien har nok et andet perspektiv på det, men hvis ikke de vil være åbne for at snakke med jer om tingene og lytte på jeres opfattelse, så er det da naivt at blive tøsefornærmet over ikke at blive inviteret til bryllup.
Det lyder til at Maria har haft et kanon bryllup i Vegas, men det lyder ikke som om, at det er det, der er jeres drøm, så derfor synes jeg, det ville være synd.
Jeg aner ikke, hvad jeg selv ville gøre, men jeg tror, jeg ville være mistænksom overfor deres stærke reaktion. Og så ville jeg nok bombardere dem med følgende spørgsmål: Hvorfor er det egentlig, at de går så højt op i, om de bliver inviteret eller ej? Fordi de holder af jer og er kede af ikke at være en del af jeres liv - eller er det fordi det giver dem endnu en anledning til at brokke sig? Og kan de selv komme i tanker om noget, de har gjort de senere år, der har vist en positiv interesse for jeres liv? Mener de selv, at de har gjort noget aktivt for at begrave stridsøksen (og i så fald "hvad?") Hvis ikke, kan man så betragte sig som "den nære familie" uden at få dårlig smag i munden?
Måske får sådanne spørgsmål dem til at se tingene i et andet lys (og måske tænker over, om de har en anden dagsorden end den, de giver udtryk for), og måske kunne I få nogle uventede svar. Jeg ved det ikke, men jeg synes, I har al mulig ret til at være skeptiske overfor deres interesse...