VORES PRÆST DEJLIGE TALE:
Kære Brudepar, Jeannette & Tuska
Jeg vil gerne begynde med at sige: Rigtig hjertelig tillykke med din 45 års fødselsdag! Selv om I er eksperter i at arrangere store fester – så KUNNE du, Jeannette, da vist ikke havde fundet nogen MERE festlig måde at fejre denne dag på – end at sætte familie & venner stævne i vores gamle kirke, så de med deres egne øjne kan se dig - sådan officielt – giver Tuska, den bedste gave, du overhovedet KAN give ham – nemlig dig selv – og med egne ører – høre jer sige det JA til hinanden, der har ligget mellem linjerne i jeres forhold – gennem 16 år.
I sit 2. Brev til Korintherne – da skriver apostlen Paulus, at vi skal være medarbejdere på hinandens glæde ---- DE ord blev ved med at dukke op i mine tanker, under vores samtale sidste uge – for ud fra det I sagde – da er det mit indtryk, at I to er endog – RIGTIG gode til at være medarbejdere på hinandens glæde. Jeg kan forstå, at du Tuska – lige så gerne i dag var gået en tur på Rådhuset og så et smut omkring pølsevognen på vej hjem – men fordi du vidste, hvor meget det betød for Jeannette, at det blev et "rigtigt" bryllup – så står vi her i dag – for som du sagde:" Hvis der er noget, der gør Jeannette glad – så er dét, der skal til".
Der er forskellige opfattelser af, hvad et "Glædes-hus" er – og jeg er naturligvis miljøskadet, men jeg vil jo hævde, at "Glædens-hus" – der er HER – i Kirken.
Fra Det Ny Testamente hører vi, at Guds søn – netop brugte hele SIT liv på at være medarbejder på andres glæde – han gav sultne noget at spise, fik blinde til at se – døve til at høre – fik uelskede med ind i et menneskeligt fællesskab. Jesus viste fuldstændig konkret styrken i Guds kærlighed til os mennesker – at det er en kærlighed, der vil gå gennem ild og vand – ja – gennem liv og død for sin elskede.
Når to mennesker som I elsker hinanden, så er det jeres kærlighed en spejling af den kærlighed Gud viste os i Jesus, og styrken i jeres kærlighed – den var ikke til at tage fejl af, da I hver især prøvede at sætte ord på, hvorfor lige præcis du er kvinden i Tuskas liv, og du er manden i Jeannettes – det kom der nogen meget smukke kærlighedserklæringer ud af – neget om loyalitet – om altid at støtte, hjælpe og være der for hinanden – noget om daglige kærligheds-SMS'er – noget om at have en forrygende – ofte sort – humor og tage en masse strøm på hinanden.
Skønt du Jeannette nævnte, at det jo giver et noget særligt liv, med Tuskas mange rejser – så bevirker det på den anden side, at I – selv efter alle disse år er blevet ved med at være forelsket – noget af det skønneste jeg længe har hørt til en vielsessamtale var, da du sagde: "Han kan stadig få mit hjerte til at slå dobbelt, efter han har været væk et par dage.". Og det er vel dét, et kærlighedsforhold i høj grad handler om – at blive VED med at have den der gnist, når man ser på hinanden.
Kigger man på jeres hjemmeside – så er der på forsiden et vidunderligt billede, hvor I sidder i sofaen efter en fest – et billede, der i DEN grad udstråler samhørighed. Men I smilede nu med lyd på, da jeg spurgte, om I på nogle områder er forskellige, og jeg kan forstå, det er en: Filosofisk, fodboldelskende fritænker, der gerne tænker i store linjer og er i besiddelse af en ikke ubetydelig portion stædighed, men samtidig har et humanistisk menneskesyn og en engels tålmodighed – når det gælder mennesker i alt fald….. – OG en meget følsom, detaljeorienteret romantikker – med et stort hjerte og en hel del temperament, der af og til kan give sig udslag i enebarnsmentalitet, der har mødt hinanden….
Nogle mennesker mener, at ægtefæller med årene kommer til at ligne hinanden mere og mere – jeg TROR nu ikke, det bliver tilfældet med jer – jeg fandt et digt om forskelligheden, som jeg har lyst til at læse for jer – det lyder:
"Vi kryber tæt ind til hinanden----
Så det til tider ta'r sig UD,
Som om vi smelter sammen til en enkelt krop og sjæl.
Men det er netop DA – vi samler kræfter til at blive 2.
Vi læner os til hinanden –
For at lære at stå ranke af egen kraft –
Så vi kan gå hvorhen vi vil –
Fra hinanden – til hinanden.
For hvis vi blot kryber ængsteligt sammen,
Bestandigt hviskende hinandens navne –
Så krymper kærligheden –
Og bli'r til et lille bur –
Og DER kan ingen stå på egne ben.
DET er for snævert!
De to skal blive et kød – lyder det så smukt i bibelen.
Kæreste - lad os aldrig blive mindre en 2
For kærlighed er:
At du bliver dig
Og jeg bliver mig."
Jeg syntes, det digt udtrykker nogle af de tanker, I satte ord på – I lagde ikke skjul på, at I har været igennem en hel del sammen i de år, I har kendt hinanden – den ene beskrev sig selv som "ikke den nemmeste at leve sammen med" – og den anden sagde næste forundret: "han må jo føle noget for mig, siden han stadig er her.." – I har lært jer at leve med hinandens særheder – og det er utrolig livsbekræftende at høre om en kærlighedshistorie, hvor man ikke BARE elsker, FORDI den anden ALTID er sød og rar og omgængelig – men PÅ TRODS af, at ens elskede ind imellem kan være krop-umulig og knaldhamrende irriterende.
Egentlig tror jeg, at I to ville have gode forudsætninger for at skrive en bog – sådan en "kærlighedens ABC" – der ikke KUN bestod af rosenrøde beskrivelser – men netop omhandlede alt det realistiske, der OGSÅ er forbundet med at elske et andet menneske – en bog der havde den konklusion, som du nævnte, Tuska: At kærligheden ikke blegner p.g.a. vanskeligheder – men tværtimod styrkes af de op- og nedture, man går igennem – at man godt kan være en enhed uden at være ens.
Det er som om der omkring jer to ligger et usynligt bånd, der ikke lader nogen tvivl om – at I høre sammen. Det er ikke et bånd gjort af et stramt, kvælende materiale – men derimod – sådan et smidigt et, der kan give sig i alle retninger. Det bånd er et billede på, at I Jeres forhold – der er det ikke sådan, at frihed og tryghed er modsætninger. I er begge fuldt ud bevidste om, at jeres særlige måde at være familie på – KUN kan trives i frihed.
Mange mennesker er BANGE for friheden i deres forhold – bange, fordi de frygter at det at sætte den anden fri indebærer en risiko for at miste – derfor binder de hinanden på hænder og fødder i en kvælende trummerum. I gør det modsatte – sætter hinanden fri hver eneste dag – og på den måde, kan I hver dag mødes som dem, der frit vælger hinanden.
I dag vælger I så at give hinanden jeres JA – og I skal nu til at begynde der, hvor alle ordentlige eventyr slutter – nemlig med ordene: Og så holdt de bryllupsfest og levede længe, og lykkeligt til deres dages ende – det er præcis hvad alle vi, der er her i dag ønsker jer – skønt din far ikke fysisk forstand kan være her, Jeannette – så er han jo alligevel til stede – i kraft af den kærlighed, han har givet til dig – som har været med til at gøre dig til den, de er – som du har kunnet række videre til alle dem, du elsker.
Lige om lidt vil vi bede om guds velsignelse over jeres ægteskab. Der var engang en gammel højskoleforstander, som efter en glad aften i gode venners lag skulle til at gå. Som farvelhilsen løftede han hænderne og sagde: "Må gud velsigne jer og forbavse jer". Hans venner så lidt forundrede ud – for normalt lyder det jo: "Må gud velsigne jer og bevare jer" – men den livskloge, gamle mand – han vidste noget om – at det netop er igennem forbavselsen – det at man til stadighed kan gøre nye opdagelser sammen – overraske hinanden og igen og igen opleve livet oh hverdagen som noget forunderligt og stort – at det er DET, der i høj grad holder livsgnisten tændt.
Det er samme livsholdning, I gav udtryk for: At livet skal være intenst og sjovt – at man pludselig kan arrangere en friaften for hende, man elsker – eller vække ham med langstilket røde roser, morgenmad og et frieri……….
Så uanset om I nu – før eller siden – får købt de HELT RIGTIGE RINGE – så bliv ved med at være medarbejdere på hinandens glæde, og "Må gud forsat: Velsigne jer og bevare jer og forbavse jer alle jeres dage"
Til sidst – vil jeg igen – ønske jer: Rigtig hjertelig tillykke – ikke BARE med din fødselsdag – men også med jeres første bryllupsdag. Amen
