nuserchip

Medlem
  • Antal besvarelser

    213
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

Alle besvarelser af nuserchip

  1. Ok, så er det vel min tur til at forsøge at oprette en tråd. Jeg er endnu en af dem der har kigget med et stykke tid, og i behøver ikke fortælle mig at jeg bliver afhængig, det er jeg allerede Nå, men her er lidt om mig og min kommende gom: Jeg er 28 år og arkitekt, han er 29 år og forhåbentlig færdig som IT-ingeniør til sommer. Og så vil dem der kender de to fag sikkert tænke – OK en Arkitekt og en ingeniør det går da aldrig godt. Men det gør det faktisk, og til næste år - nærmere den 31. januar 2009 har vi 10 års dag. Vi blev kærester i bedste hollywood teen-movie-style efter at jeg havde ”dated” hans bedste ven et stykke tid (Vi var ikke lngere kærester på dette tidspunkt, så det var ikke så slemt som det lyder, og de er da også stadig venner) Det foregik selvfølgelig til årsfesten på vores gymnasium hvor jeg var iført kæmpe gallaskrud od blinkende diadem. Ja det kunne næsten kun gøres bedre i en ægte Hollywood film, og vi har da også været uadskillelige siden. Allerede før vores 9 års dag havde jeg gennemskuet i min kalender at vores 10 års dag ville ligge på en lørdag, men da vi var nået hen sidst i februar og både juleaften, nytårsaften, vores årsdag og min fødselsdag var passeret (har læst at det er "storfrier" dage) var der stadig ikke nogen der var faldet på knæ – på trods af flere mere eler mindre tydelige hentydninger. Da jeg er en piger der har tendens til at tage tingene i igen hånd hvis ikke de bliver gjort når jeg mener det er på tide (og jeg var ved at blive lidt stresset med hensyn til planlægning), ja så tog jeg chancen på skuddag. Og nej, jeg fik ikke 12 par silkehandsker, men tilgengæld får jeg så min søde kæreste som mand på vores 10 års dag den 31. januar 2009. Her er lidt af de overvejelser jeg har gjort mig indtil videre Tema: Hollywood-glamour-style ala Oscaruddeling, rød løber og flotte kjoler, det er jo premieren på vores nye liv som mand og kone. Farvevalg: min far er lysmand, så alt skal være hvidt med farvet belysning der langsomt skifter over aftenen. Kirken: Har ikke helt besluttet os, men præsten bliver min morbror. Feststedet: Dramasalen på min fars skole hvor der er scene, lys og masser af muligheder. Brudekjole: den laver min super seje søster, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen anden jeg hele ville have til at lave den. Første billeder her Brudeslør: jeg vil prøve at lave en Fascinator med lange smukke fjer i stedet Monogram: Ja det er sikkert ikke endeligt, men det var noget af det første jeg kastede mig over invitation: til premieren på vores nye liv sammen hører selvfølgelig en filmplakatmed titlen”VINTERBRYLLUP” så det bliver indtil videre invitationen, som sendes ud i A3 format Et lille smugkig på hele invitationen her Og her er den endelige blærerække med invitationen jeg har forelsket mig i de her ”bling bling” monogrammer, og tror jeg vil forsøge at lave et selv. hjemmelavet topfigur - Nu med gør-det-selv-vejledning "Noget gammelt" - min mormors ring Prøvekage i anledning af svigerfars fødselsdag og alternativ prøvesmager flyverkage - endnu en prøvekage i anledning af mit flyskræk-kursus Gæstegave ide sko strømpebånd - gjort personligt med lidt assesories fra dyrehandleren 720 stk bling bling Ringe - ja så kom de, se dem her Og de nyeste kjolebillder her Band: Jens og Georg Manchetknapper til Allan "Tears of joy" prototype her frisøren her Kjole - sukkersnefnug - bordkort og lidt bling bling her Polterabend Pakker, slør og limousine her
  2. Ja så skulle jeg lige til at svare frisk og frejdigt, og så slog det mig at jeg fraktisk ikke kunne huske hvad der var i kagen. Og det på trods af at vi jo spiste toppen for under en måned siden. Men jeg ved at jeg endte med et lag med hvid chokolade creme og det andet var så vidt jeg husker jordbær (kan godt være det var hindbær) Jeg ved jeg valgte disse to cremer fordi de er relativt lette at lave. Chokoladecremen er smeltet hvid chokolade rørt i flødeskum og den anden er optøede moste bær hvor den værste saft lige drypper af i en sigte inden man rører dem med flødeskum. Men jeg vil godt indrømme at selvom det var to "nemme" cremer, så tog det sin tid. Jeg vil mene jeg var omkring 5-6 timer om det fra jeg begyndte til kagen var færdig. Og til det skal det lige nævnes at de ikke vær særligt svært pyntet og at jeg købte bundene færdige. Jeg lavde det hele (bortset fra snefnugpynten) fredag formiddag/middag dagen før bryluppet, men i følge diverse hjemmesider skulle man kunne fryse cremen ned til man skal bruge den. Der var 70 gæster til bryluppet og der var rigeligt til overs, men det afhænger jo også af hvornår man servere den. Vi serverede den først efter desserten så folk var mætte. Håber det besvarer dine spørgsmål - og skla du bruge en opskrift så google Bettys bryllupskage og udskift chokolade og bær til det du selv har lyst til.
  3. Vi valgte Susannes køkken, og det fortrød vi ikke. Maden var lækker og veltiberedt, og huntilpassede uden problemer menuen efter vores ønsker (Min mand kan ikke lide fisk) Derudover benyttede vi os også at det serveringspersonale hun kender - og det var super proffesionelle og havde styr på alt.
  4. Mad

    Vi benyttede Susannes køkken her, det var virkeligt lækkert. Vi hyrede også vores personale gennem hende, og de var super proffesionelle og havde styr på alt. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale Susannes Køkken.
  5. Jeg må vel hellere se at komme i gang med min beretning, så her kommer den: Jeg har delt den op i kapitler, og her er en lille oversigt: Kapitel 1 Før Brylluppet - varsler og overtro Kapitel 2 - forberedelser Kapitel 3 - vielsen Kapitel 4 - kærligheden foreviges Kapitel 5 - middagen Kapitel 6 - en fest fuld af kærlighed
  6. Åh ja forresten - og så husk at øve dig højt foran spejlet. Du skal kunne høre din egen stemme og hvordan du udtaler ordene, det er em teknik jeg selv bruger når jeg skal tale foran ange mennesker, uanset om det er en tale eller arbejdsrelateret. Gør det så mange gange at du til sidst kan den i søvne, det gør det MEGET lettere når det for alvor gælder, så træder hjeren ligesom selv i kraft hvis man bliver nervøs og derfor bliver lidt forvirret. Øve øve øve det er mit bedste råd
  7. Hej Matilde Du kan se mintale til min mand her i min bryllpsberetning. Jeg forsøgte at lade være med at tænke så meget over hvad man plejede at gøre, og skrive en tale der fotalte ham og ikke mindst alle gæsterne , hvor meget jeg elsker ham. Min plan var at lægge ud lidt morsomt med noget hvor folk måske tænkte lidt - okay, hvad har det egentligt med en bryllupstale at gøre. Hvis man kan få folk til at grine lidt i starten så letter det stemningen, ikke mindst for en selv, når man står der med alle folks blik rettet mod en. Derefter prøvede jeg at beskrive hvad det er ved ham jeg godt kan lide uden at gå i detaljer, for hvis man snakker for længe om det samme så mister folk let fokus. Det er jo også umuligt at komme omkring det hele, men det er heller ikke nødvendigt, så længe man får understreget pointen. Til sidst havde jeg så lagt det tunge skyts ind. Det fungerede rimeligt godt, og folk kom med mange komplimenter for talen. Så prøv at tænke lidt ud af boksen med hensyn til hvordan man plejer at gøre, og begynd allerede nu at notere alle de små ting du kunne tænke dig at have med i talen. Jeg begyndte allerede 3 måneder før at skrive sætninger ned i en lille sort bog jeg havde i tasken, og det var en stor hjælp da det hele skulle sætes sammen til en tale. Håber det kan bruges Lisbeth
  8. Hej Anja! Først et stort FYtil mig selv - jeg har jo slet ikkeværet inde og ønske tillykke, har været så optaget af mit eget bryllup. Nå men bedre sent end aldrig så her kommer det tillykke Hvor er du bare smuk på de billeder, glæder mig sådan til at se og hører mere det tegner til at blive en rigtig dejlig beretning. Men tag den nu lige lidt med ro så du kan få den arm i orden igen. Du kan være helt sikker på at vi ikke løber nogen steder - jeg sidder i hverfald og venter i spænding. Sender gode tanker til din arm om hurtigtat blive frisk. Lisbeth
  9. Kapitel 6 – En fest fuld af kærlighed Og så blev et tid til brudevalsen. Klokken var 20 minutter i tolv, men Allan blev af en eller anden grund stresset, og med et befandt vi os på dansegulvet, med modstridende fødder der krævede hele hjernens opmærksomhed for at makke ret. Og folk bare klappe og klappede i noget der føltes som evigheder, mens jeg med tankens kraft forsøgte at få dem til at bevæge sig. Til sidst lykkedes mit tankeeksperiment – eller også blev de trætte af at se på vores hjælpeløds brudevals, for de begyndte at komme nærmere og nærmere for til sidst endeligt at afslutte torturen. Så skulle strømpen klippes, men der var selvfølgelig ingen der havde medbragt en saks, så det endte med den blev skåret med en urtekniv. Bagefter opdagede jeg så at min mor havde været på toilettet, og derfor kun havde se de sidste 30 sekunder af valsen, men skidt pyt – hun gik ikke glip af så meget, i hvert fald ikke danseteknisk. Heldigvis er vores udskejelser også foreviget på video, så hun kan se det hjemme i stuen. Det var nu blevet tid til dans, og bandet, der netop var færdige med at spille brudevals, gik i gang med deres imponerende repertoire af nye og gamle klassikere. Og sikke de kunne. Endnu en gang vil jeg sende mine varmeste anbefalinger afsted til Jens og Georg. JA måske ikke verdens mest opfindsomme navn men vi vil alligevel aldrig glemme dem, for hold da kæft hvor var de bare gode. Tænk at to mand kan lyde sådan – man skulle nærmere tror vi havde hyret et helt orkester. Jo det var vist ret heldigt at vi tilfældigvis stødte ind i dem, da de en kold november aften stod på et helt tomt torv i Hillerød og spillede i anledning af Hillerød by night. Sådan kan man jo også finde det perfekte band til festen. De spillede non-stop til kl. 2.00, og både Allan og jeg var på dansegulvet næsten hele tiden – både med hinanden og vores gæster. Da klokken blev 2.00 spillede de den sidste sang ”You look wonderful tonight” Og hele dansegulvet emmede simpelthen af kærlighed. Stort se alle par var ude og danse med hinanden – det var en fantastisk oplevelse. Og så skete det. Lige mens jeg stod der, helt tæt med Alan og vuggede til de smukke toner – der følte jeg mig uendelig lykkelig. Jeg tror ikke jeg nogensinde før har følt så stærk en lykkefølelse, og jeg ved ikke om jeg nogensinde vil føle det igen. Det var som om at hele verden i et kort øjeblik var fuldstændig perfekt – det var magisk. Da bandet var færdige kom de ned til os og gav os hver et kæmpe knus. De havde aldrig nogensinde før spillet til en fest med så meget kærlighed sagde de, og der var ingen tvivl m at de også havde følt magien under den sidse sang, for de var næsten helt rørte. Så blev der serveret natmad mulligatawny suppe.Vi havde egentlig taget mere musik med på en computer, men det kom aldrig rigtigt i brug. Det kunne på ingen måde måle sig med det fantastiske band, og folk var vist også så småt ved at være trætte. Kun min lille søster og hendes roommate der var inviteret med fordi hun bare har været en kanon støtte for min søster omkring alt det her bryllupshalløj og fordi hun e smadder sød, var stadig i fuldt hopla – men efter et par forgæves forsøg på at få gang i dansegulvet igen fik det tilbud om et lift hjem, og endte så i byen – men det vist en helt anden historie. Vi andre blev siddende og snakkede og hyggede mens selskabet langsomt forduftede ud i den klare vinternat efterhånden som deres taxaer dukkede op. Det var virkeligt dejligt at sidde der en timestid og snakke med alle dem man ikke rigtigt havde nået at få snakket med. Til sidst var det kun Allan og mig og min far og hans kone der var tilbage. Vi samlede de mest værdifulde gaver og kontanterne sammen, men lod resten af gaverne stå inden vi satte os ind i min fars lejede bil. Klokken var 3.39 da vi kørte ud gennem porten til skolen, og lige lidt over 4, da min far og hans kone satte os af hjemme i Hillerød. Så manglede kun bryllupsnatten, men den vil jeg ikke gå nærmere i detaljer med. Vil dog gerne lige bekræfte myten om at bryllupsnatten er noget helt særligt – også selvom man har kendt hinanden i mange mange år! Brudevals Sådan kan man også klippe gommens sokker Jens og Georg - ja de ser ikke ud af meget men hold da kæft hvor kunne de spille.
  10. Brudens tale Kære Allan For ikke så længe siden var der en kollega på mit arbejde der ud af det blå pludselig sagde: ”Hvor er jeg glad for at det ikke er mig, der er Allan til jeres bryllup!” En lidt mærkelig kommentar at smide ud i det åbne kontorlandskab, især når man tager i betragtning, at han var ved at læse korrektur på en tekst jeg havde skrevet om en ny bro over Teglværksløbet. Heldigvis – inden jeg nåede at blive rigtigt fornærmet, fortsatte han sætningen: ”Jo altså, du er så god til det der med ord, så hvis du skriver en tale, så bliver det da lidt svært for ham at overgå” Opmuntret af dette kompliment, og mit pludseligt opståede og lidt neurotiske Bridezilla-gen, gik jeg så i gang. Men du kan tage det helt roligt! Ja, det lyder måske mærkeligt fra en der bruger mange timer om ugen på at skrive smukke og følelsesladede tekster om alt fra nye bydele til højspændingsmaster og motorvejsbroer. For hvor svært kan det egentligt være at skrive et par smukke ord til den man elsker, og har valgt at tilbringe resten af livet med? Det er faktisk overhoved ikke svært – det er stort set umuligt! De ord jeg til dagligt jonglere med bliver på en eller anden måde til ligegyldige floskler. Og de virkeligt store ord, dem der får underlæben til at bævre og giver sløret blik når de udtales på biografens hvide lærred, de mister på en eller anden måde deres styrke netop fordi de igen og igen misbruges af Hollywoods flatterede stjerner. Så jeg har vendt og drejet min hjernes eget ordforråd for at finde noget der kan beskrive min kærlighed. Jeg har googlet på nettet og læst Gyldendals røde ordbog fra ende til anden, men stadig uden held. Derfor står jeg nu og mangler ord! Ord der kan beskrive den helt unikke forbindelse der er i mellem os. Som kan beskrive den tomhed og det savn der knugende vokser ud fra min mave når du ikke er der. Og ord der kan beskrive den voldsomme trang til at trykke dit nummer på mobilen som øjeblikkeligt griber mig, hvis der sker noget godt i mit liv. Som kan beskrive den sælsomme ro der fylder mit indre når jeg plaget af søvnløshed mærker din beroligende nærhed ved siden at mig i sengen. Ord som kan beskrive den varme der vokser i mig, når du smilende fortæller at du elsker mig, og lader øjnene røbe at det er sandt. Som kan beskrive den sindsro du giver mig, når jeg for 117 gang har lagt planer der rækker ud over mine evner, og du med stor tålmodighed og en kærlig hovedrysten må hjælpe mig med at rede trådene ud. Ord der kan beskrive den boblende fryd der fylder mit hjerte når du får mig til at le. Som kan beskrive den sitren af lykke der farer gennem min krop når jeg tænker de oplevelser og gode minder vi har delt. Og ikke mindst ord der kan beskrive den forventningsfulde glæde der løber gennem mig når jeg drømmer om den fremtid vi skal dele. Men hvorfor egentlig overhoved forsøge at finde et ord? Vi ved det! Vi føler det hver eneste sekund vi er sammen og hvert minut vi er adskilt. Ja selv i søvnens egenrådige drømmefyldte univers mærker vi hinandens kærlighed. Så kære Allan – du må nøjes! Nøjes med de tre små ord hvis betydning nærmest er universel. De tre små ord som findes på utallige sprog verden over. Og skidt pyt med at jeg ikke kunne finde et bedre eller mere unikt ord, for det handler slet ikke om det. Det handler ikke om bogstaverne, ordvalget eller tonen, men om den kærlighed der ligger bag. Den kærlighed der findes helt inde i sjælens hemmeligste kammer, i hjerteslagets pludselige og forunderlige ændring og i øjnenes lydløse sprog. Så kig derfor dybt ind i mine øjne, og lyt til det som ingen andre end os kan høre, når jeg fortæller dig at ”jeg elsker dig” Nu – gennem 10 år og for evigt.
  11. Kapitel 5 – middagen Vi startede ud med en velkomstdrink i form af ”Spumante” der er min yndlingsboblevin. Allan var ikke helt parat til at sige velkommen – han har det ikke så godt ed at tale i store forsamlinger, men det lykkedes ham da at få de vigtigste budskaber frem inden han gav ordet videre til min mors kæreste Vagn, der var udnævnt til toastmaster. Og her må jeg lige komme med en lille side bemærkning – for sikke en toastmaser. Han var simpelthen enhver bridezillas drøm. Han havde styr på alt. Rækkefølgen af taler, serveringen, ja selv bryllupskagen fik han hentet frem fra det skjulte køleskabe i kælderen, selvom han ikke anede at den stod dernede. Og hver gang jeg skulle til at rejse mig eller noget – kom han løbende og sagde ”Bliv siddende – det ordner jeg” Han var helt sikkert med til at give mig en helt fantastisk dag uden stress eller bekymringer. Nå bare et lille side spring med lidt ros. Efter velkomsten åbnede vi gaver. Vi havde afsat lidt over en time, og det var slet ikke nok. Men heldigvis, hvis man kan sige sådan, var min farmor og hendes hjælper forsinkede fordi bussen der skulle hente dem var det – så vi fik lige lidt ekstra tid. Da vi endeligt fik sat os til bords var jeg faktisk hundesulten. Og nu jeg tænker over det havde jeg heller ikke fået andet hele dagen end det lille stykke flute jeg fik klemt ned til morgenmad. Ikke særligt sundt – men tilgengæld var mave fin og flad i den stramme kjole hele dagen. Så blev der serveret. Vi fik høns i tarteletter på den fine måde, som en af gæsterne kommenterede, det vil sige Butterdejsæske med høns i asparges. Maden blev leveret af Susannes Køkken, og selv om jeg havde smagt det for næsten 8 år siden blev jeg ikke skuffet. Alt var veltilberedt og velsmagende, og betjeningen, der var lejet gennem hende, var helt igennem super professionelle. Endnu engang vil jeg sende mine varme anbefalinger afsted – Susannes køkken kan man trygt overlade sin bryllupsmiddag til. Og så kom det store øjeblik som Allan havde frygtet et meste af dagen. Tidspunktet hvor rækken af smukke taler skulle startes med et par kærlige ord fra min mand. Han var simpelthen så rørt og en smule nervøs at man næsen ikke kunne høre hvad han sagde, men det gjorde ikke noget for mig. Jeg var bare så stolt og lykkelig over at han overhoved gjorde det – for jeg ved at han virkeligt var nervøs, og faktisk havde overvejet slet ikke at gøre det. Det siger for mig mere end tusind ord nogensinde kan gøre. Derefter var det min fars tur, med en sød og lidt fjollet tale, der var meget i hans ånd. Så en lille sang min mor havde skrevet. Også blev hovedretten serveret, her fik vi helstegt tyndsteg med råstegte kartofler, bønner med skalotteløg og bearnaise sauce. Det var virkeligt lækkert og velsmagende som forretten. Så blev det forloverens tur til at holde tale. Svigerfar havde valgt ikke at holde tale fordi han bliver så rørt, så det er jo nok ikke fra fremmede at Allan har det. Forloveren, som var Allans bror var vist heller ikke vild med tanken, men det lykkedes da for ham at holde en fin tale efter have indledt med ”normalt ville jeg være helt rød i hoved på dette tidspunkt” Om han var det eller ej kunne vi ikke se, på grund af den blå belysning, hvilket vist gav ham en smule tryghed. Og så blev det endelig min tur til at holde tale. I modsætning til de fleste, kan jeg faktisk godt lide at tale foran mange mennesker hvis bare jeg er velforberedt. Så jeg nød faktisk at stå der og fortælle, hvad der næsten føltes som hele verden, hvor højt jeg elsker min mand. Jeg vil ikke lægge alle talerne ind selvom jeg har dem på papir, da jeg syntes det er en personlig sag at skrive og holde en tale. Men jeg kan da godt lægge min egen ind, den kan ses her Derefter blev det mor og svigermors tur i fællesskab. Det sjove er at selvom vi har været sammen i over 10 år, er det først nu, i forbindelse med brylluppet, at min mor og Allans mor har fundet ud af at de faktisk har det rigtigt sjovt sammen. Talen havde de dog kun nået at øve en enkelt gang, for første gang da de skulle øve sig havde det været så hyggeligt at min mor og hendes kæreste samt mine svigerforældre havde drukket alt for meget rødvin og svigermekanikken havde måtte tage en taxa hjem. Men deres tale var virkelig morsom. Det var sådan noget ping pong over alfabetet, og det var bare så skønt at mærke de virkeligt havde hygget sig med at skrive den. Og så kom den mest rørende tale af alle - nemlig Allans kusine. Camilla er nok min yndling i Allan familie. Hun har bare så meget kærlighed i sig, og det at hun stillede sig op og holdt den sødeste tale for Allan og mig, det var bare helt fantastisk. Derefter kom Vangs(min mors kæreste) niece på banen, med klassikeren hvor der skal sættes klisterhjeter på brudeparret, men hun havde dog ændret lidt på den. Til hendes eget bryllup havde hun nemlig slået ud af klisteret på hjerterne, og derfor havde hun tegnet et lille træs om hjerterne skulle klistres på i stedet. Til sidst var det Laila (Allans anden kusine) der havde et lille indslag. Hun havde medbragt en lille rund æske som alle skulle skrive en lille hilsen til. Den skal vi så åbne på vores 1 års dag – jeg glæder mig allerede. Her i mellem et eller andet sted blev desserten serveret, og selvom jeg hovedsageligt drak alkoholfri rødvin har jeg alligevel lidt svært ved at huske rækkefølgen, tror det skyldes de mange indtryk vi fik i løbet af aftenen. Men desserten, var for dem de er nysgerrige hjemmelavet æblekage med hjemmelavet is til – og det var mums kan jeg fortælle. Så var vi færdige med middagen og kagen skulle hentes i kælderen. Imens ordnede serveringspersonalet lige bordene så der kunne danses, og bandet begyndte at stille op. Det der med at skære bryllupskage på den rigtige måde – det have jeg altså ikke lige tænkt på. men jeg tror det lykkedes til sidste, vi fik i hvert fald både smag den ene og den anden vej og på kryds. Gommen holder tale Bruden holder tale Og det her kan man faktisk godt gå hen og blive lidt træt af i længden - især den med at trampe under bordet - hvem i alverden har dog fundet på det. Sådan endte bryllupskagen ud. Monogrammet var desværre knækket næste morgen - tror der har været lidt for mange nysgerrige hænder - men billedet eksistere og toppen ligger i fryseren, selvom den er lidt dtor.
  12. Og så sal vi da lige have lidt stemningsbillder fra salen. Vi har fået flere tusind fotos og alligevel er det ikke lykkedes for nogen at fange stemningen fuldstændigt. men her er et par gode forsøg.
  13. Snup du bare løs - det er jo det der er så fantastisk ved dette forum
  14. Hvor er det vildt Det ligner fuldstændig et billede af jer, wow Må jeg spørge hvad I har givet? Tænker umiddelbart at det var dyrt, men kan kun se priser på nogleringe mv. på siden. Vi har givet 650 kr - hvilket vi synes var ret billigt. Kan også afsløre at vi bagefter besluttede at købe 5 til i den lidt mindre størrelse til vores forældre og dem der ellers har givet en stor hånd med. Samt en lille nøglering med lys i til min søster.
  15. Tak for de pæne ord alle sammen. Og bare rolig - der kommer mere, men min tid er ldt begrænset i øjeblikket så jeg er kun på bryllupsklar når jeg sidder i toget mellem Hillerød og Svaanemøllen, hvilket giver mig godt en time om dagen. Nå, men jeg har prøvet at fotografere krystallen, men man kan nu ikke rigtigt fornemme det på billederne, altså at vi er i 3D. Her er et par forsøg. Og firmaet hedder Friis Crystal hvis nogen skulle være blevet fristet her
  16. Kapitel 4 – Kærligheden foreviges. Når man har valgt at bo i Hillerød er der kun et sted der er det helt rigtige til bryllupsbillderne – nemlig Frederiksborg slotshave. Jeg havde jo drømt om nyfalden puddersne der legende blinkede i den hvide vintersol. Sådan blev det ikke helt, men der var da sne. Blandt andet på den lille sø vi startede med at blive fotograferet foran. Anja, fotografen havde på forhånd spurgt mig om der var nogen særlige billeder vi gerne ville have, hvortil jeg havde svaret at hvis bare hun kunne tage et godt billede af os ville vi være glade, for vi er desværre ikke særligt fotogene nogen af os. Men at arbejde med Anja var en drøm. Hun havde styr på hver eneste detalje. ”Skub lige hagen lidt ind, drej jer lige lidt, læn dig bagover, kig der over” - det var næsten nemt hvis bare man fulgte hendes instrukser. Men hold da kæft hvor var det koldt at stå der i frostgrader kun iklædt en tynd silkekjole. Jeg var lykkelig for at min mor havde syet den der kappe som min søster hele tiden lagde om mig når det var et øjebliks pause og tog af igen når Anja var klar med kameraet. Der kom flere hundeluftere og par på eftermiddagstur forbi, men ingen sagde tillykke hvilket undrede os lidt. Indtil vi bagefter i limousinen kom til at snakke om, at de da nok har troet det var en rigtig fotoshoot, for der var jo både stylist (min søster) og assistent til fotografen, og hvem ville ellers være så tosset at få taget sine bryllupsbilleder udenfor i frostvejr i januar. Vi havde afsat en time til at blive fotograferet, men heldigvis havde Anja glemt sin jakke i kirken da vi tog afsted, så efter 40 minutter blev vi enige om at det måtte være nok. Tilbage i limousinen begyndte hænder og fødder så småt at tø op igen, mens vi kørte rundt i et smukke Nordsjælland og drak champagne, mens vi trak tiden lidt. Vi var nemlig ikke helt færdige med vores forevigelse af dagen. ' Næse stop var Friis Krystaller i Farum. For et par måneder siden stødte vi ind i dem i Slotsarkaderne, hvor de havde stillet en stand op, og vi blev lige med det samme enige om at det skulle vi helt sikkert. Især fordi de faktisk lå på vejen fra Hillerød til Værløse hvor festen skulle stå. Det to ca 10 minutter at blive fotograferet i 3D så vi kunne blive laserskåtet ind i en lille glaskrystal. Selve krystallen fik vi ikke med, da den først skulle laves, men de kom ud med den om aftenen så den kunne gå rundt til alle gæsterne og blive beundret – sikke en service. Og så kunne turen endelig gå mod festlokalet, hvor alle vores dejlige gæster ventede.
  17. Der vinkes fra Limoen i bedste Hollywood-stil Der vinkes stadig Og sådan ser man så ud når man har ødelagt vinduet og det er frosgrader udenfor - heldigt at Busser (chaufføren) var fiks på fingrene.
  18. Kapitel 3 - Vielsen Indenfor lå min smukke brudebuket og ventede – og tænk sig – den så ud præcis som jeg havde drømt om. Så fik jeg min far under armen og dørene gik op mens alle de smilende ansigter vendte sig mod mig. Jeg lagde stort set ikke mærke til hvem der var i kirken, så kun min kommende mand der sod deroppe for enden med fugtige øjen og et lykkelig smil. Det var en meget smuk vielse, talen som min onkel (altså præsten) holdt, var personlig og meget rammende. Har på en eller anden måde lidt svært ved a huske alle detaljerne fra selve vielsen, men jeg husker at jeg følte mig meget meget lykkelig. Så var det hele pludseligt overstået – og vi strøg smilende og glade ned af kirkegulvet. Uden for blev der uddelt knus og lykønskninger til den helt store guldmedalje. Det var vidunderligt at se alle de mennesker man holdt af stå der og smile. Så blev der kastet ris i bunkevis. Svigermor havde på et tidspunkt spurgt mig om jeg ville have ris eller fuglefrø, til det havde jeg svaret at hvis hun valgte fuglefrø så ville hun ikke få nogen børnebørn fra vores side, for risene symbolisere jo frugtbarhed. Det havde hun vist taget meget alvorligt – for der var ris nok il at brødføde en hel hær, og jeg behøver vel ikke at fortælle at vi havde ris alle vegne. Nå men Limousinen ventede, og vi havde travlt, for Allans Grandkusine der skulle tage vores bryllupsbilleder, havde sagt at vi skule bruge mindst en time. Vores chauffør Busser stod klar med champagnen og vi kravlede ind i den lange lækre limousine sammen med fotografen, hendes mand og min søster der skulle hjælpe mig med kjolen og alle detaljerne når billederne skulle tages. Da vi kørte afsted rullede vi, i bedste Hollywood stil, de tonede ruder ned og vinkede til vores fans. Det skulle vi vist aldrig have gjort, for mit vindue satte sig fast og nægtede at køre op igen. Heldigvis var det noget Busser lige kunne fikse med lidt kærlig vold, hvilket var ret heldigt – for jeg skule nok komme til at fryse når vi nåede slotshaven. Min smukke brudebuket - lige som jeg havde ønsket mig. så gik dørene op Min onkel holdt en meget personlig tale Og her kommer hr og fru Steffensen så
  19. Kapitel 2 - Forberedelser Jeg vågner ved vækkeurets irriterende ringen. Min søster smutter i bad og jeg smutter ud i køkkenet for at fikse en kop kaffe. Men ak og ve – kaffedåsen er tom. Det lykkes dog at opstøve lidt halv gammel kaffe længst inde i skabet og jeg får klemt en bid brød ned inden vi springer i en taxa og begiver os mod frisøren. Der sidder vi så og bliver smukke i håret mens vi nyder en kop rigtig kaffe. Jeg mærker så småt krilleren i maven nu, og kan næsten ikke vente med at komme hjem og få kjolen på. Inden vi drøner ud af døren igen, får jeg lige en hårspray med i bryllupsgave af min søde frisør Marc, for vi kan jo ikke have at frisuren falder sammen i løbet af dagen. Hjemme hos min søster igen bliver der lige tid til en kop beroligende te. Jeg har været smart og har købt et par ekstra kontaktlinser så mine øjne kan være friske hele dagen, men desværre er der noget galt med den ene – så det ender med at mit øje bliver endnu mere irriteret. Heldigvis har jeg ikke smidt de gamle linser ud, og det lykkes mig derfor at redde øjet nogenlunde ved at sætte den gamle linse tilbage i øjet. Så et det tid til makeup. Normalt er jeg faktisk ret god til at lægge makeup, men i dag er det som om det bare ikke vil blive godt. Jeg har tænkt på siden at det nok var fordi jeg gerne ville have det blev noget særligt – men når den som regel sidder ganske godt når jeg tager til fest, så e det jo lidt svært at gøre det endnu bedre. Nå men jeg fik kæmpet mig igennem makeuppen med et nogenlunde resultat, og så var det tid til at komme i kjolen. Den sad som var den syet på – eller det var den faktisk også – for min søster kunne ikke lige gennemskue hvordan hun løste den sidste lukkedetalje på ryggen, så hun endte med at sy det sammen efter jeg havde fået kjolen på. Så kom min mors kæreste og hentede os og turen gik med kriller i maven mod Hillerød. Præsten havde været så flink og sige at det var ok at bruden kom lidt for sent – problemet var bare at jeg altid kommer lidt for sent – så vi endte med at komme lidt for sent til lidt for sent. På uret stod der 8 minutter, min veninde siger det var 12, men taget i betragtning at det nærmest var det eneste der gik galt syntes jeg da det er ok. Den tålmodige brudgom venter på sin forsinkede brud.
  20. Kapitel 1 ”Før Brylluppet – varsler og overtro” Ja hvor skal jeg dog starte. Planlægningen har jo været i gang i næsten et år, men alt det kan jo læses i min planlægningstråd. Tror jeg vil starte med min sidste dag som frøken på arbejdet. Det var fredag eftermiddag og vores praktikant på tegnestuen havde sidste dag så der var dømt hygge med kage og afskedsgaver på chefens kontor. Klokken var omkring 14 og jeg var så småt begyndt at glæde mig til at skulle drikke den sidste fredagsøl som frøken. Men ak, sådan blev det ikke. For efter vi havde sagt pænt farvel til praktikanten blev vi alle sammen kaldt ind på chefens kontor igen. Krisen kradsede, og han havde set sig nødsaget til at fyre to af mine kolleger. Vi er 8 mennesker i alt, så det var en meget trist nyhed at få en uge før sit bryllup, og selv om jeg burde være glad for det ikke var mig der røg, kunne jeg bare ikke få min kvindelige kollegas skuffede ansigt væk fra min nethinde igen. Man kunne jo så håbe, at det var den eneste ting der ville gå skævt i den næste uges tid - men helt ærligt, det ved vi jo godt at sådan går det sjældent. Men det blev mandag og ugens første indkøbstur til Metro blev sat i værk. Vi havde fået lov at låne Allans brors bil og snart var svigerforældrenes garage fyldt til randen af drikkevarer, chips og andre lækkerier. Dagen forløb rimeligt smertefrit, den eneste der led lidt var pengepungen, men det var jo næsten alt sammen lagt ind i budgettet så det var ikke den store overraskelse. Tirsdag skulle kjolen så lægges op. Det var dejligt at føle den var ved at være færdig – kunne godt mærke stressen lidt, men valgte at stole på min søster når hun sagde vi sagens kunne nå det. Så blev det onsdag. Hvis det her bryllup havde været en flyvetur, eller jeg havde været mere overtroisk var jeg nok nu så småt begyndt at overveje muligheden for at springe fra. Vi var blevet enige om at vi hellere måtte øve os lidt på den der brudevals, så Allan havde fundet en instruktion på nettet og jeg havde iført mig mine skønne brudesko. Efter et par mere eller mindre hjælpeløse forsøg begyndte det at gå sådan nogenlunde. Og så skete det. Af en eller anden grund havde vores ene kat, der ellers næsten aldrig forlader sin sikre plads i soveværelset, besluttet at hun ville være med. Der lød et frygteligt hyl da min hæl med et smækkede ned over hendes ene pote og hun strøg ned i soveværelset og ind under sengen. Jeg blev simpelthen så ked af det, at jeg måtte opgive at danse mere den aften, og efter en halv times overtalelse og lidt lokken med whiskas (som hun ellers aldrig får) lykkedes det endeligt at få hende ud, så jeg kunne checke at der ikke var brækket noget. Torsdag var det så tid til en tur hos frisøren, håret bliver klippet og farvet, så det bare skulle sættes lørdag morgen. Alt forløb fint og uden nogen særlig stress, i hvert fald indtil jeg kom hjem. Det første der sker er at bageren ringer – de er gået konkurs. Mit stakkels Bridezilla hjerte sad allerede helt oppe i halsen, men heldigvis havde de sørget for at mine lagkagebunde kunne hentes hos en anden bager i Hillerød, så jeg kunne ånde lettet op. Men så var Bordplanen pist væk – forsvundet fra jordens overflade, og jeg mærkede panikken der prikkende begyndte at indtage min krop. Efter en times søgen i samtlige skuffer og skabe lykkedes det endeligt at finde den, og jeg fik rent faktisk en rolig nat, selvom mit stress niveau på et tidspunkt nærmede sig det røde felt.' Næste morgen er det så meningen at Allans bror skal hente mig og lagkagebundene kl 9.00 når han skal på arbejde, for så at sætte mig af hos svigerforældrene hvor der er god plads i køkkenet til at samle en bryllupskage. Kl 8.30 kommer Allan så grædende ud i badeværelset. Hans storebrors kæreste har lige ringet, at hans bror har fået et epileptisk anfald og derfor ikke kan komme og hente mig. Det er en hård nyhed at få, for det er mere end 3 år siden han sidst har haft et anfald, og vi bliver selvfølgeligt nervøse for at han ikke vil kunne komme til brylluppet. Det er her omkring vi begynder at tale om varsler og overtro. Men vi får lov at låne bilen, vi får hentet lagkagebundene hos den anden bager og når lidt forsinket hjem til svigerforældrene. Efter at kagen er færdig tager vi ud på skolen, hvor min far og min søster allerede er i fuld gang med at pynte op. Jeg har drømt, spekuleret og tænkt på hvordan det ville blive, jeg havde håbet på det blev lige så perfekt som i mine tanker, men jeg have faktisk ikke troet at det ville lykkes. Men det gjorde de. Et vinterlandskab med snedækkede træer på bordene og stemningsfuld vinterblå belysning og lysende hvide træer langs væggene. Kl 21 er jeg dog nødt til at meddele, at min søster og jeg bliver nødt til at gå, da hun lige har informeret mig om at kjolen endnu ikke er færdig. Vi smutter hjem til hende, og de sidste detaljer bliver ordnet – det tog heldigvis ikke så lang tid. Da vi endelig kommer i seng kan jeg selvfølgelig ikke sove, men efter et par baldrian piller lykkes det til sidste, og jeg vågner først igen da vækkeuret ringer. sådan så der ud under projekt oppyntning, uden den blå belysning. Særligt stemningsgivende var de hvide lagner fra ikea på stolene, og træerne på bordene der var grene samlet i skoven og sprayet med spray-sne.
  21. Mange tak for alle lykønskningerne - vi havde en fuldstændig vidunderlig og perfekt dag som vi aldrig vil glemme. Lover både billeder og beretning i løbet af ugen.
  22. Jeg er selv kommet på den skøre ting, at jeg også selv vil prøve at bage kagen til festen, men jeg kan ikke finde en form til kagen. Skal ikke have kagen i flere lag, men derimod som den kage, du har et billede af. Hvad brugte du som form + omkring kagen så den ikke "faldt sammen"? Er spændt på at se mere...og forhåbentlig være vidne til nogle billeder fra jeres bryllup!!![/color] Jeg brugte faktisk ikke nogen form - bare ren og skær øjemål. Havde ikke problemer med at kagen faldt sammen - heller ikke selve bryllupskagen der endte i fire lag - der skla nok komme billeder og beretning når jeg får tid i løbet af ugen.