Rikke aka rapanden

Medlem
  • Content count

    3,366
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    16

Everything posted by Rikke aka rapanden

  1. Jeg skal nok snart fortsætte, men er lidt stresset for tide, venter på at skulle på psyk igen til udredning, inden jeg kan starte i behandling. Ja og så valgte min computer også at gå helt i kage, så måtte slette alt på den, og installere windows på ny, hvilket har resulteret i at jeg jo ar mistet ALT der var gemt på computeren. Så skal lige have hentet alle billederne ned på computeren igen. Samtidig skal jeg for første gang være vært juleaften, hvilket også giver mig lidt nerver Glæder mig helt vildt til at være hjemme, men syntes sgu også det er lidt angst provokerende, at skulle stå for det hele. Det er jo en dag man ser frem til et helt år , så intet skal altså gå galt, ellers ved jeg at jeg bliver hys
  2. Det kommer vist ret så meget an på hvilken skrædder/syerske man vælger. Jeg gav 450 ( eller var det 400, det kan jeg faktisk ikke lige huske), for at få lagt kjolen et pænt stykke op, lagt en del cm ind, fået syet et par folder fast, og syet lagene i kjolen sammen , så jeg kunne bruge stroppen til ophæng som dansestrop
  3. Du kan købe drinks dispensere i Imerco, de kan indeholde 8 liter og koster 399.-
  4. Det behøves det da ikke nødvendigvis at være. Man vælger ligesom ikke selv hvilken familie man fødes ind i, og hvem der er i den familie. Men man kan heldigvis selv bestemme, hvem af dem man så gider have et forhold til. Ikke på vilkår om jeg gider holde af og elske alle jeg biologisk er i familie med, ligesom jeg heller ikke forventer at de alle gider mig.
  5. Jeg læser hvert eneste ord du skriver søde Rikke! Og jeg føler sådan med dig... virkelig! Du er IKKE alene og du skriver IKKE med dig selv! Åh dig vidste jeg jo godt var her, ligesom Spritta Britta Det gik desværre af helvedes til ved lægen, det kunne ikke lade sig gøre. Så jeg har fået berolignede med hjem, og så skal jeg bestille en ny tid, når russerne melder ankomst i kabinen Men jeg kom da hjem derfra, med endnu en lidelse på "cvèt" . Har psoriasis i min hovedbund, SUK. Var fandeme blevet aflivet, hvis jeg havde været en hund. Har sådan en dag hvor jeg bare føler mig som jordens største skvat. Der er fandeme snart ikke noget tilbage i/på min krop, der fungere som det burde, og når folk spørger hvad jeg fejler, føler jeg mig som en total hypokonder, hvis jeg skal remse alt op.
  6. Mit slør er vist magen til LMW`s .
  7. Prøv at vend den om, og se på den store kærlighedserklæring han har givet dig, i at erklære han vil giftes med dig, og dele resten af livet med dig. Her har der slet ikke været noget frieri, vi blev bare enige om at nu var det tid, og så satte vi en dato. Det gør det ikke mindre romantisk for mig, det største er jo netop at manden faktisk vil giftes, for det viser da virkelig en ubetinget kærlighed
  8. Håber jeg kan finde energi til at fortsætte her i løbet af ugen, men er lidt stresset i disse dage. Skal til læge her kl. 9 og have lavet et celleskrab, og jeg VED med 99,9999 % at der er noget, spørgsmålet er bare hvor slemt det er. Startede som 19 årig med atypiske celler, som så igennem årene har udviklet sig. Og efter jeg har skiftet læge, så hedder det tjek 1 gang årligt , netop fordi de jo ved at der er noget, og det er arveligt i min familie. Mine celleforandringer skyldes ikke HPV-virus, det blev nemlig tjekket sidst, så det er desværre livmoderhalskræft der er arveligt i min familie. Min mormor har fået fjernet "hele underlivet" , og min mor, moster, nogle af mine mormors søstre osv, har fået lavet et eller flere keglesnit. Jeg ved godt at celleforandringer ikke er det samme som kræft, men derfor frygter jeg stadig hver gang at få besked om at det nu er blevet helt slemt, og HAR udviklet sig til kræft. Og efter en træls oplevelse på hospitalet med røgten af mine æggeledere og livmoder, og at jeg generelt bare har døjet meget med ting i underlivet ( ikke kønssygdomme) , så slår det mig altså lidt ud hver gang. Det er nok egentlig mest frygten for at skulle på hospitalet, end det er tanken om svære forandringer eller kræft, som slår mig ud af den . Har dog aftalt med min nye læge, at HVIS jeg en dag skal opereres, så vil hun skrive i henvisningen at det SKAL ske under fuld narkose, for ellers så kammer min angst fuldstændig over, og så er det tæt på at jeg bare lader være med at dukke op, selvom jeg ved det kan koste mig livet i sidste ende. Nå sorry for total off-topic, men ville bare lige give en forklaring på ,hvorfor der måske ikke lige sker så meget herinde.
  9. Jeg var virkelig tæt på at gå hjem på et tidspunkt, men jeg holdt ud. Men det var virkelig ikke sjovt mens det stod på. Men jeg havde på forhånd aftalt med mig selv, at hvis noget gik galt, så skulle det ikke ødelægge min dag. Og det var det eneste der ikke gik efter planen, og jeg lod det ikke ødelægge min dag. Har også efterfølgende fået rigtig meget ros, fra dem som var med til festen. Så tusinde tak Jeg skal nok fortsætte , men har lige nogle ting der skal ordnes over weekenden, så kan godt være det først bliver i næste uge
  10. Haha ja, jeg undrede mig også over at Nelle bare myssede løs med mig, men det betød åbenbart ikke noget for ham. Jeg selv følte mig ikke ligefrem sexet og elegant Ahahahaha , ej men det er SÅ typisk Nelle, at komme med sådan en kommentar. Og ja typisk mig at sige " NELLE!!!! " , og daske ham en
  11. Åh tak søde piger Det hjalp lidt på mit humør. Følte mig sgu pludselig sat tilbage i folkeskolen , og følte mig som hende den upopulære ingen gad "lege med" . Også når man ser andre få masser af kommentarer, og andre beretninger få nye svar, og der ikke sker noget i ens eget. Jeg ved godt at minsygdom helt sikkert også hr noget at sige, angående de tanker jeg har. Men når jeg så læser jeres svar, så føler jeg mig alligevel mere normalt igen, fordi I netop har oplevet det samme
  12. Undskyld at jeg er gået i stå, men jeg føler lidt at jeg taler med mig selv, og kan mærke at det tricker mig lidt. Måske fortsætter jeg, og måske vælger jeg at stoppe her
  13. Jeg endte med at tage en sko med 6-7 cm hæl på, selvom jeg også hurtigt får ondt i fusserne. Jeg tog simpelthe bare skoene af når vi sad ved bordet, det var der jo alligevel ingen der kunne se. Og efter et par timer af festen var gået, ja så smed jeg skoene helt. Ja kjolen blev for lang, men altså så sørger man jo bare lige for at løfte lidt op i den når man skal gå, det er overhovedet ikke noget problem. Er jo også begrænset hvor meget man går rundt sådan en dag , altså ment at under middagen sidder man jo ved bordet, og det er alligevel mange timer af festen der går på det.
  14. Ankomst til fest, og lokationbilleder: Det kan godt være at jeg ikke kastede op i bilen, men da vi ankom til feststedet, ja så skal jeg ellers lige love for at jeg igen begyndte at kaste op. Jeg satte mig udenfor , og fik stukket rullen med poser i hånden, og ja så brugte jeg ellers bare den ene pose efter den anden. Jeg kunne ikke overskue at skulle sidde på et badeværelse i måske flere timer, så derfor valgte jeg at blive udenfor. Så bestemte folk ligesom også selv, om de gad se/høre på mig Det endte faktisk med, at jeg måtte sende min mand alene ind, for at byde folk velkommen og fortælle at de kunne gå i krig med drikkevarer og slikbuffet. Så jeg sad der helt alene, med hovedet i en pose, og så helt sikkert meget øm ud. Jeg havde det simpelthen SÅ dårligt, og tanken om bare at gå hjem strejfede mig ærlig talt flere gange ( festen blev jo holdt her hvor vi bor) . Men jeg bed i det sure æble og holdt ud. Da manden havde budt folk velkommen, så var det tid til at få taget billeder. Vi skulle heldigvis bare lige ned bagved festlokalet, hvor vi har et smukt grønt areal. Det var min veninde der skulle tage billederne, og hendes kæreste fungerede som assistent, så han rettede på kjole og slør, holdt min brækpose osv I starten var det altså lidt akavat, både mig og min mand HADER at få taget billeder, men det hjalp rigtig meget på det, at det var min veninde, og at hun er en knag med et kamera, og derfor har en masse ideer og kunne guide os. Jeg kastede ikke op imens vi tog billederne, men frygtede virkelig at jeg ville ligne udskidt æblegrød, fordi jeg jo havde det SÅ skidt. Men heldigvis var jeg så overvældet af glæde og lykke, så det overskyggede alt andet på billederne. I får lige lidt af billederne , dem som er blandt mine favoritter. Vi har stadig ikke fået alle billederne endnu, så måske jeg senere tilføjer lidt ekstra, hvis der nu dukker nye pletskud op
  15. Udenfor kirken efter vielsen : Da vi kom udenfor kirken, stod vi klar til at modtage kram og lykkeønskninger, det var altså pænt besværligt med et slør der blæste rundt, fordi der var god vind. Så det endte med at ryge et par gange rundt om armen, og så var der styr på det. Så blev det selvfølgelig også tid til at kaste ris, og svigermor havde åbenbart sørget for ris til alle gæster. Men er du gal vi fik ris, det var fuldstændig vildt. Jeg endte også med at sige " Så nu kan I altså godt stoppe, vi skal alligevel ikke have børn, så der er ingen grund til alle de ris" Jeg valgte at tage sløret om foran ansigtet, så jeg slap egentlig ret nemt udenom de mange ris, lige bortset fra dem der kom bagfra af bla. min svigerfar Min mand derimod havde ris over det hele, men han takkede altså selv nej til at komme under sløret, det var jo rigelig stort til os begge, men næææh nej det mente han ikke var nødvendigt. Da folk var færdige med at kaste ris, ville jeg gerne bare ned i bilen og ud til lokalet. Havde det stadig ret så skidt, så brækposen var også med i hånden i bilen på vej ud til festen
  16. Det var virkelig ikke sjovt mens det stod på, men altså samme aften kunne jeg grine af det. Jeg lavede da også en slags rekord, i de 30 år præsten har været ved kirken, har hun aldrig oplevet NOGEN kaste op derinde
  17. Selve vielsen: Med lidt hjælp fra min far, kom jeg op af trapperne, jeg fik kysset min mand, og vi kom på plads på vores stole. Mens musikken spillede færdig, sad jeg bare og nød de smukke toner, og der blev joket og grint lidt af at jeg havde lagt ude i hækken og kastet op Mine ben rystede helt vanvittigt, jeg kunne overhovedet ikke styre det, og kjole og buket dirrede lystigt, mens jeg også sad og snøftede og tørrede øjne og næse. Der var blevet sat et glas vand til mig ved min stol, fordi præsten jo også vidste jeg havde lagt ude i hækken, men jeg turde simpelthen ikke drikke noget. Jeg tænkte også " han må virkelig elske mig, han VED jeg har lagt ude i hækken og kastet op, og alligevel kyssede han mig Da vi skulle igang med selve vielses ritualet, spurgte præsten også om jeg kunne klare det, eller om vi skulle flytte stolene hen til os. Syntes simpelthen det var SÅ sødt at hun tænkte over sådan noget, men jeg var altså stædig og sagde jeg nok skulle klare det. Da vi så skulle give hinanden ringe på, havde min mand lidt problemer med at få min ring på, og jeg siger til ham at han bare skal presse til, hvorefter han siger " det sagde hun også igår", og i ren refleks klasker jeg til ham og siger " NELLE!!! " , og så skriger hele kirken inkl. præsten af grin. Min ene lillebror der er 13, havde spurgt min mor, om det altid var så sjovt at være til bryllup Vi kommer ned på plads igen, og jeg kan nu mærke at jeg begynder at få det ret skidt igen. Og jeg visker til min far " jeg skal have en pose!!!" , han høre mig ikke og spørger hvad jeg siger " Jeg skal have en pose, NU!!! " . Og min far begynder at fumle løs i lommerne efter posen, og jeg får den endelig ( det føltes som evigheder, og jeg var så bange for at kaste op på gulvet) . Jeg får mig vendt med ryggen mod gæsterne, og ja så må jeg så sidde der midt i kirken og kaste op i en pose. I øjeblikket var det SÅ pinligt, og jeg følte mig simpelthen som den største fiasko. Forloveren er så sød at han rejser sig op, og stiller sig bagved mig, for ligesom at skærme lidt af, så godt som han nu kan med hans lille krop Mange af gæsterne opdager slet ikke hvad der sker, hvilket jeg var ret lettet over. Da jeg er færdig siger jeg til forloveren at han bare kan smutte på plads igen, hvorefter jeg spørger min mand, hvad pokker jeg skal gøre med posen, for jeg kan da ikke vade ud af kirken med den i hånden, så kommer den jo med på alle billederne. Men der redder min onkel mig igen, han kommer op og tager posen, og giver mig en ny . I præstens tale får hun nævnt hvor forskellige vi er, og at vi egentlig ikke har noget til fælles udover vores hunde, men at vores kærlighed tydeligt er stærk, og at vi har haft meget modgang, men bare er kommet stærkere ud på den anden side. Hun får også kommenteret det med klasket, kan ikke lige huske hvad det var hun sagde, men alle i kirken skreg igen af grin. Det var en rigtig rigtig fin tale, og flere har efterfølgende sagt at den var dejlig personlig, og der var en god balance mellem det kristne og så ting om os og vores kærlighed. Da det er tid til at skulle ud af kirken, må jeg lige have hjælp af min mand og far, til at få slæbet placeret korrekt, og så er det ellers bare ud af kirken, jeg trænger virkelig til noget frisk luft, da jeg stadig har det ret så skidt.
  18. Åh tak søde Christina Vi syntes også selv det blev rigtig fint, og lige som vi havde ønsket det, pænt men alligevel også enkelt Det er det virkelig også.... håber vores bliver lige så godt... Og min mor havde bare klaret blomsterne SÅ flot, de var virkelige lige det jeg ønskede, ja og mere til. Var så vild med at de ikke var for fine og almindelige, men at de var lidt "skæve" og anderledes
  19. Åh tak søde Christina Vi syntes også selv det blev rigtig fint, og lige som vi havde ønsket det, pænt men alligevel også enkelt
  20. Ahahaha, du skal dælme nødigt snakket, Fru. mega langsom om at komme igang og færdiggøre beretning
  21. Ahahaha, jeg tror virkelig at jeg har været et ømt syn Men er du klar over hvor svært det er , at skubbe så stor en kjole og slør væk, for ikke at komme til at ramme det? For jeg skulle jo også passe på ikke at træde på det, eller mudre det til . Men det lykkes da heldigvis, uden at kjolen fik pletter af den ene eller anden slags Det var SÅ smukt med musikken, jeg nød det virkelig til fulde fem, og kan slet ikke forstille mig at man ikke høre musikken. Men har bare læst mange sige, at de overhovedet ikke lagde mærke til hvad de gik ind til, og at der kunne have været spillet en hvilken som helst melodi. Men som sagt så betød nummeret jo også bare meget for os, så måske det også gjorde at jeg netop var opmærksom på det, samtidig med at vores nabo jo spillede cello.
  22. Jeg aner faktisk ikke hvor meget der gik til vores bryllup, for vi havde sørget for at købe RIGELIGT. Det var så min mor og stedfar der stod for indkøb af de fleste drikkevare, så de fik jo bare resten med hjem, så derfor aner jeg ikke lige hvor meget der egentlig blev drukket. Men ja mit råd er at man skal sørge for at købe rigeligt, hellere have for meget end for lidt. Og så tror jeg oftest at der ryger mere sodavand,end folk regner med.
  23. Jeg er helt enig, vi valgte f.eks også kun at invitere min ene moster og onkel, hvor den anden moster og onkel ikke blev inviteret med. Hvorfor? Ja fordi vi alligevel aldrig ser dem, og ikke har noget forhold til dem ( andet end at min moster biologisk er min familie, og vi ser dem hvert 5 år eller sådan noget, når de endelig er med til en familiefest) . Der var heller ingen sure miner på nogle punkter, men altså de inviterer jo heller aldrig os, hvorfor skulle vi så invitere dem, det giver i min verden ingen mening. Bare fordi man via genetik er i familie, betyder det jo ikke at man så SKAL invitere hinanden og se hinanden.
  24. Jaaa, så kom slutningen. I ser simpelthen bare så glade ud skønne Spritta
  25. Så er min beretning igang :-D Jaja bedre sent end aldrig, haha.