Miaws

Medlem
  • Content count

    8
  • Joined

  • Last visited

Community Reputation

0 Neutral

About Miaws

  • Rank
    Ny bruger
  • Birthday

Profile Information

  • Vielses dato
    15.08.2014
  1. Du kan hente app'en Djay2 i app-store og afspille brudevalsen her. I kan selv skrue på tempoet og på den måde helt selv styre, hvor stærkt det skal gå. Vi har selv sat skruet 6% ned fra den oprindelige version. Go' fornøjelse!
  2. Kære alle - igen tak for jeres inputs. Vi - og ikke mindst jeg - er blevet glade for beslutningen. Det er det rigtige, og man kan ikke altid få det 110% som man gerne vil. Heller ikke på ens bryllupsdag, når vi har valgt at invitere så mange mennesker på kryds og tværs Jeg har selv overvejet, om jeg skulle fortælle hende, at vi har valgt at invitere kæresten med efterfølgende, selvom det egentlig ikke var planlagt i første omgang. Jeg har dog valgt, at jeg ikke vil sige noget til hende. Tror ikke der skal så meget til at vælte læsset, og der er ingen grund til at bekymre hende mere end højst nødvendigt. Desuden får ingen af os gavn af, at jeg fortæller hende, at vi viser os som de store mennesker, vi er og tager ham med, selvom det egentlig ikke var planen. Men jeg vil foreslå hende, at vi møder ham - ligeså meget for hans egen skyld, så han ikke føler sig helt palle-alene-i-verden til vores bryllup. Og det tror jeg, hun vil forstå
  3. Kære LMC2012 Tak for di du spørger. Han bliver inviteret med - det er beslutningen. Jeg forstår, du undrer dig over, at vi endnu ikke har mødt min venindes kæreste, når de har været sammen 1/2, og hun ovenikøbet er en tæt veninde. Sagen er den, at hun har haft en rigtig svær periode, hvor hun løbende har haft depressioner og stress + sprunget fra sit studie. Oven i hatten gik hendes eks-kærste fra hende - så en ordentlig omgang, der har trukket hende langt ned. Jeg har mange gange forsøgt at kontakte hende på tlf. og sms, skrive brev til hende mm. Hun har forklaret os, at hun ofte har haft brug for at være alene, og ikke kan overskue at være sammen med folk i perioder. Og det har ikke altid været lige nemt at forstå for andre - men det har jeg og mine andre veninder forsøgt at respektere - og så har vi forsøgt at lade hende styre, hvornår hun har haft brug for at deltage i noget, der var fælles - selvfølgelig har hun altid fået budet, hvis vi andre har lavet noget sammen. Men det er egentlig forklaringen på, hvorfor vi endnu ikke har mødt hendes kæreste - i hvert fald i korte træk forklaringen. Hun har det heldigvis bedre i perioder, men der går desværre ofte lang tid mellem vi ser hinanden. Vi har kendt hinanden siden vi var 3 år, så jeg vil sige, vi kender hinanden rigtig godt - også selvom vi ikke ses hver uge. I min verden er det ikke nødvendigvis det, der kendetegner venskabet.
  4. Vi skal holde vores her: http://www.sebberkloster.dk/shop/cms-17.html ALT er gør-det-selv, og vi er vilde med det. Der er den smukkeste natur i området og mulighed for at have overnattende gæster. Håber du finder den perfekte lokation til jeres bryllup
  5. Kære alle 1000 tak for jeres mange besvarelse og råd. Jeg har læst hver og en, og har taget dem til mig som forslag og idéer. Sagen er, at vi HAR delt alle vores invitationer ud - alle undtagen dem til min omtalte venindegruppe, da jeg simpelthen ikke havde 'nosser' til at aflevere en invitation til min ene veninde, hvorpå der kun står hendes navn på, når jeg på forhånd kender hendes reaktion efter hun gav sin mening til kende omkring det andet snart forestående bryllup. Det slog mig lige lidt ud. Vores beslutning var egentlig truffet - kæresten skulle ikke have været med. Et ønske som min kæreste og jeg havde og stadig til dels har, fordi vi ikke havde så meget lyst til at tilbringe vores bryllupsdag sammen med mange fremmede - og det ville blive tilfældet, da mange i vores omgangskreds er i helt nye forhold. Men jeg havde stadig ondt i maven, på trods af vores beslutning, så nu har vi skiftet mening. Jeg er i gang med at få lavet den ellers færdige invitation til parret færdig, så hans navn og så fremgår på den, Kæresten bliver inviteret med, og vi vil helt klart gøre en indsats for at nå at lære ham at kende. Og det vigtige for os og nok især mig er, at jeg ved, at jeg ikke gør hende ked af det, og hun forhåbentlig heller ikke føler sig udenfor på dagen. Hverken jeg selv eller min kæreste fandt det 100% logisk at han skulle inviteres med. Vi er blevet overraskede over de mange reaktioner fra venner og familie, som vi har fået, da vi har forsøgt at rådføre os med dem omkring situationen. Men det er rart at høre andre folks meninger - både dem man er enige og uenige i. Jeg har løbende forsøgt at vende situationen om og forestille mig hvordan jeg selv ville reagere, hvis MIN kæreste ikke var inviteret (som jeg havde kendt i 1/2 år, og som ingen kendte). Det er selvfølgelig let at sige, men jeg tror, at jeg ville respektere den beslutning, som værtsparret havde truffet og være glad for, at JEG kunne være en del af festen. Det er sikkert ikke populært at sige, men lidt ydmyghed i forhold til at blive inviteret med - og det gælder i øvrigt alle arrangementer, fester mv, - mener jeg, ville klæde de fleste. Nuvel, jeg besøger hende i næste uge og giver hende invitationen, og så er alle glade - og vi kan holde vores drømmebryllup uden foragt og sure miner Lettede hilsner og endnu engang TAK for jeres mange råd og idéer.
  6. Jeg er 28 år, og min kommende mand er 32 år (snart 33 år)
  7. Kære alle Jeg står i en situation, hvor jeg simpelthen mangler et godt gammeldags råd. Jeg er så heldig, at jeg stadig holder tæt forbindelse til mine folkeskoleveninder, som jeg holder meget af - vi deler alt, og det er skønt. De er naturligvis også inviteret med til vores bryllup, som skal stå i august i år. Forhistorien for min historie kommer her: Om to uger er vi alle inviteret til min gode venindes bryllup, som også hører til folkeskole-flokken. Vi er alle inviteret + vores mænd og kærester - med undtagelse af én. Min venindes forholdsvis nye kæreste er ikke inviteret med af flere årsager. De har kendt hinanden i ca. 1/2 års tid, og havde nærmest først lige mødt hinanden, da beslutningen blev taget om, hvem der skulle med til brylluppet. Om der er andre årsager til han ikke er inviteret, er jeg ikke klar over. Da min veninde (hvis kæreste ikke er inviteret med) opdager, at alle vi andres kærester er blevet inviteret, flipper hun helt ud. Hun fortæller hvor skuffet og ked af det, hun er, og at hun hverken vil være med i vores fælles gave eller har lyst til at være en del af underholdningen, som vi laver i fællesskab. Samtidig sviner hun min veninde, som skal holde brylluppet, til og siger, at hendes mand ikke skal inviteres, hvis hun engang selv skal holde bryllup. Jeg forstår hende på en måde godt, men på den anden side synes jeg ikke, hun kan tillade sig at blive sur - man kan vel ikke forvente på den måde, at de inviterer en vildt fremmed med til deres bryllup - de har aldrig mødt ham før. Her kommer så mit dilemma: Min kommende mand og jeg har sendt alle vores invitationer ud, undtagen dem til mine folkeskoleveninder. Simpelthen af frygt for, at jeg skal få samme omgang, for vi har taget samme beslutning, som min anden veninde og hendes kommende mand; min veninden 'nye' kæreste skal IKKE med til vores bryllup. For længe siden - længe før de blev kærester - tog vi en beslutning om, at vi ikke ville have folk med på dagen, som vi ikke kendte og havde mødt før. Flere af min kærestes venners kærester er ligeledes sorteret fra, fordi vi ikke har mødt dem før, og det er ligesom den beslutning vi har truffet. Det skal måske lige nævnes, at min veninde har haft en svær periode, hvor hun har haft depressioner, sprunget fra sit speciale flere gange, eks-kæresten gik fra hende, og hun har været helt nede at vende. Jeg har rigtig svært ved at skulle mande min op til at skulle tage snakken med hende, for jeg ved godt, hvad der venter. Skuffelse og surhed, ja måske det, der er værre. Jeg har hele tiden brug for at fortælle mig selv, at det er ok, og at det er vores beslutning. Alligevel er der noget, som føles forkert. Hvordan får jeg det her ud af verden på en god og konstruktiv måde uden at gøre hverken hende eller os skuffede? Nogen der har erfaringer med lignende situationer? Tak for jeres inputs