badefeen

Medlem
  • Content count

    588
  • Joined

  • Last visited

  • Days Won

    3

badefeen last won the day on September 1 2014

badefeen had the most liked content!

Community Reputation

32 Excellent

About badefeen

  • Rank
    Monster Bridezilla
  • Birthday January 12

Profile Information

  • Vielses dato
    09.08.2014
  • Type vielse
    kirke
  • Køn
    Kvinde
  • Lokation
    Holmens Kirke

Recent Profile Visitors

588 profile views
  1. Hov nu fik jeg lige kigget forbi :-) Ja... de er så gode.. min mor græd da hun så dem :-) En sjov historie er at vi faktisk smådanser lidt næsten dagligt efter vores bryllup. <3
  2. Jeg synes bare du skal spørge :-) Jeg bookede det meste mellem 6 og 12 mdr. før brylluppet. Og omkring maj/juni (blev gift i agust) gentjekked jeg aftaler etc. Det jeg gjorde var typisk i de 3 mdr. før brylluppet lige at kontakte mine leverandører med spørgmsål som: Hvornår skal vi aftale nærmere?
  3. Jeg ville uden at blinke skrive det :-)
  4. Vi havde hør+rød+ kaffebrun Så det var kaffesække som løbere, kaffe som pynt og så røde roser. Helt perfekt med kaffebønner drysset let hen over det hele.
  5. Vi bestilte først sådan nogle dobbeltkort hos Fotosjov.dk Det valgte vi fordi man der kunne få flere fotos på kortet. Da vi så fik fotosne fik jeg min første og eneste hysteriske bridezilla tur. Jeg tudede i en time forod de var SÅ dårligt printet og der oveni var en stregkode og et logo ind over min smukke kjole. Da det galt reklamation var firmaet top fint. De gjorde mig opmærksom på at det med logo og stregkode var noget de oplyste når man bestilte og jeg måtte have overset (måske fordi det er så vanvittigt at det er blevet sorteret fra af min hjerne?), men de tilbød at printe igen og uden logo og stregkode. Jeg var dog stadig så skuffet at jeg ikke turde så fik pengene tilbage og kan på trods af en lunken oplevelse ikke sige det var et dårligt firma, da de virkelig gerne ville løse det. Vi endte med at bestille hos Vistaprint. Husk at være opmærksom på at det i standard på i al fald postkortene som var det vi bestilte, kommer i mat. Vi bestilte 100 og skulle bruge lige omkring 60-65 stk. Vi oplever det dog som en luksus at kunne skrive forkert uden at panikke.
  6. Min mands brødre og deres koner har lavet denne skønne æresport. Rebene refererer både til mandens job og til vores hobby - og så er skiltets & lavet ud fra min tatovering på armen :-) Så fin en lille hilsen.
  7. Tak for de søde beskeder :-) Jeg har nu fået de sidste fotos. Der er tilføjet lidt efterhånden i tråden så historien er mere komplet :-) Da der er begrænsning på de enkelte indlæg, må jeg smide lidt ekstra ind her til sidst.
  8. Vi vil gerne IKKE anbefale fotosjov.dk Vi bestilte takkekort derfra og de var så ringe at jeg begyndte at tude da jeg så dem. Så vi har gang i at skulle bestille om igen. Så der kommer vi i al fald ikke til at lave fotobog.
  9. Hvor er I bare smukke! Tillykke
  10. Jeg havde joggingtøj på ned til morgenmaden på hotellet (folk gloede en smule da jeg sad med papilotter i spisesalen). Da jeg kom tilbage skiftede jeg så til morgenkåbe. Alle der var på værelset var folk som har set mig nøgen før - så tog det ret roligt. Fotografen er en som vi kender privat og som vi har holdt ferie med - så jeg er ikke så sippet. Men det er virkelig et spørgsmål om hvad man er til.. Hvis morgenkåbe føles for bart - så er joggingtøj helt fint hvis altså trøjen kan komme af uden at skulle over hovedet. :-)
  11. Festen Da vi ankom var der en dejlig stemning. Gæsterne hyggede og fotografen gik igang med at tage fotos af gæsterne. Alle vore gæster blev fotograferet således at vi sammen med takkekortene kan sende et godt foto af dem selv. En lille gave. Vi startede med at alle fik et glas verdi og så gik vi ind til bords. Der var en god stemning imens folk fandt deres pladser. Sømanden og jeg har mange venner som ikke kender hinanden og en familie som mildt sagt er blandet. Vi lavede derfor en præsentationsrunde hvor vi selv præsenterede alle vores gæster. Det blev både sjovt og fint. Så var stemningen sat og vi kunne præsentere det bord vi har bygget. Folk var helt vilde med det og vi nød meget at kunne flytte det rundt fra bord til bord. Forretten var en version af rejecoctail med rejer kokken havde røget på en af grillene. Det var bare lækkert! Derefter begyndte talerne - jeg håber der kommer gode fotos så jeg kan give lidt stemning. Jeg husker det som at min svigerfar startede. Han var så nervøs at papiret han havde rystede - og hans tale var fantastisk. Derefter var det min kære mand. Han holdt den sødeste og skønneste tale. En tale som sluttede med at han ville give mig sit kæreste eje - altså ud over hans børn. Jeg var ved at kaste op af grin da jeg så hvad det var. Ud af en pose hev han en ramme. I rammen var de her helt vildt skrækkelige solafblegede røde shorts fra 80'erne. Et par shorts jeg har forsøgt at få ham til at skrotte i de år vi har kendt hinanden. Nu hænger de så i vores kolonihave.. så jeg er lidt i tvivl om han vandt eller jeg tabte ;-) Derefter var det min tur. Om morgenen samme dag (!!!!!) havde jeg fået en besked fra den sanger jeg havde booket om at hun aflyste. Så mit trick for at slippe for at tale var ødelagt. I kan nok gætte at den pige stadig ikke er i kridthuset.. Jeg havde derfor skrevet en tale samme morgen. Jeg valgte at fokusere på den måde jeg ved at have mødt Sømanden har fået et hjem og en familie. Det gik rigtig godt indtil jeg nåede til det at jeg havde mødt min far igen, som jeg ikke har set i omkring 10 år.. og nu har kontakt med fordi Sømanden fik mig til at følge mit hjerte da jeg skulle vælge hvem der skulle følge mig op. Derfor havde jeg kontaktet min far og han havde sagt ja.. Da jeg nævnte det begyndte jeg at tude helt vildt. Heldigvis var folk søde og skyndte sig at skåle. Så kunne jeg fortsætte. Resten af talen gik helt fint. Da vi nåede hovedretten fandt jeg den næste lille overraskelse frem. Mit forklæde med "Married to a sailor". Endnu en gang en stor succes og mange grin. Hovedretten var helstegt pattegris og røget laks. Det var så godt! Alle talerne var gode og jeg grinte meget. Folk hyggede sig og stemningen var skøn. Maden var lækker og mine gæster var bare så glade. Endelig nåede jeg til det jeg havde glædet mig sådan til. At præsentere vores softice buffet. Den var gigantisk og folk reagerede ligesom de skulle... måløshed og ivrighed. Det var en kæmpe succes. Imens vi spiste kom de sidste par taler. Herunder forloverens. Hans hustru blev indlagt nogle dage før brylluppet med hjertet. Det havde selvfølgelig gjort det svært for ham og han havde ikke forberedt at tale. Han havde til gengæld drukket en del for så at blive småpresset af de andre søværnsmænd. Resultatet når han bliver fuld er at han falder i søvn.. Da han skulle tale blev han vækket fra sådan en druk-søvn. Derfor fik han holdt den mest sjove og uforståelige tale nogensinde... alle taler stadig om den.. Hovedpointerne var "Husker du Norge" og "så var rummet fyldt med knager over det hele"... ... resten var nonsensord... Efter maden pakkede vi gaver op og pludselig var klokken tid til at danse. Min brudepåpasser fik mig i skørtet igen (havde smidt underskørtet pga varmen) og tilbage i de høje og pæne sko (havde også skiftet dem). Så skulle vi danse.. af alle mulige årsager havde vi ikke nået at øve os ordentligt. Fotografen sagde så meget vittigt at det jo var ligegyldigt når han ikke optog video men fotografier. Det gik godt men på en måde lidt kluntet. En god oplevelse. Sømanden blev løftet og strømper blev klippet. Ikke nok med det... de kære sømænd stormede også ud og fyldte softice i skoen.. :-) Der blev også fundet strømpebånd og han blev meget(!) begejstret over det. En blå blonde med teksten "I <3 my sailor". Det var en succes. Derefter var der fri hygge og gaveopakning Stille og roligt (og for nogle af de lidt fuldere.. knapt så stille) begyndte festen at løse op omkring kl 2-3 stykker. Nogle få blev der lidt længere og nogle hjalp med at rydde op. Da vi var helt alene besluttede vi os for at blive i lokalerne og sove. Vi redte seng i nogle sofaer og gik så ind i salen igen. Slukkede alt lys undtagen en spot på midten af gulvet og så satte han min yndlingsmusik på. Til Leonard Cohen dansede vi helt alene. Helt roligt.. På den måde blev det den mest romantske nat nogensinde - og selvom vi var ved at falde om af træthed fik vi indviet ægteskabet ;-) Det var en perfekt dag, aften og nat..
  12. Fotografering på Holmen Efter receptionen sagde vi farvel til en del af gæsterne og på gensyn til en anden del. Der blev en lidt mærkelig situation imens Sømanden hentede bilen. Det øsregnede og jeg stod med en af Sømandens veninder som holdt paraplyen. En brud i en bil: Endelig kom de og vi kørte til Holmen hvor vi fik taget fotos i mastekranen. Det var ikke muligt at tage dem udenfor så det var virkelig skønt at fotografen havde en plan B. Tiden gik utroligt hurtigt og kort tid efter skulle vi ud i festlokalerne.
  13. Udenfor kirken Udenfor kirken var det hele meget flydende.. en masse mennesker som sagde tillykke.. folk jeg kendte og en masse jer ikke kendte.. Der var virkelig mange kram lige efter vi kom ud og det hele var bare så skønt! Det er meget overvældende. Vi fik taget et familiefoto. Og derefter var der bare en overvældende mængde mobiler som fotograferede. Der var lidt ventetid inden vi skulle med kanalrundfarten. Tiden blev brugt til at snakke og hygge lidt med receptionsgæsterne. Det vagte en del opmærksomhed at vi stod der. Fx holdt en turistbus ind så turisterne kunne fotografere mig. Sømanden og hans folk fik taget gruppefotos. Alle uniformerede var med på fotoet - herunder også den nyeste baby i vennekredsen som i dagens anledning var i sømandstøj. Jeg var lidt usikker med kanalrundfarten fordi der var byger konstant og det gjorde mig nervøs, men den kom og alt var som det skulle være og den havde "låg" på som jeg havde bestilt. Ombord på båden var der ikke meget plads. Det vidste jeg jo godt - men med den store kjole var det lidt svært. Så jeg gik først og helt ned bagerst i båden hvor jeg fik sat mig. De små piger var hurtige til at løbe ind og sidde ved siden af. Den ene pavestolt fordi hun måtte holde - og passe godt på - brudebuketten. Faktisk så stolt at vi knapt fik den fra hende igen ;-) Det var en god oplevelse med kanalrundfarten. Folk talte sammen på kryds og på tværs. Det regnede men der var enormt god stemning. Mine gæster var super gode til at sørge for at fordele kage og drikkevarer og vi fik også skåret for på kagen ude i regnvejret imens folk på kajen omkring os vinkede som gale. En virkelig god oplevelse. Personalet var virkelig skønt og hjælpsomt - faktisk så hjælpsomt at jeg siden har sendt dem en rosende mail, for at sikre at den fyr der var med får den ros han fortjener. :-) En time efter blev vi sat af ved nationalbanken i øsende regnvejr. Det fede ved at være brud er at alle andre går virkelig langt for at hjælpe - så ud over mine egen paraply fik jeg en ekstra bag mig fra en gæst som blev og ventede til Sømanden havde hentet bilen.
  14. Kirken En nervøs Sømand: Dørene blev åbnet på det helt rette tidspunkt i præludiummet og min far og jeg begyndte at gå. Der var helt stille i kirken hvis man ser bort fra orgelet. Alles øjne var på mig og os. Det eneste jeg havde øje for var dog min sømand. Min mor har efterfølgende fortalt at hun havde været klar til at tude, men da hun så min kjole kom den så meget bag på hende at hun var gået helt i stå og bare havde stået med åben mund og polypper. Det var virkelig svært ikke nærmest at løbe op til alteret og jeg skulle i den grad koncentrere mig for ikke at tude. Den der rus af spænding og lykke (og en smule angst for at snuble... gamle kirker som Holmens har en del ruheder i gulvet) er næsten ubeskrivelig. Jeg kunne mærke min fars stolthed igennem måden han gik på, ret i ryggen som det sjældent er set. Der var virkelig mange mennesker i kirken. Holmens kirke er kæmpe stor, så selvom der var mange skulle jeg ret langt op før jeg nærmede mig, alligevel kunne jeg godt mærke der var flere end jeg havde forventet (vi har siden anslået at der var over 100 i kirken, da vi har været omkring 90-100 personer til receptionen). Da vi kom op til alteret var der 3-4 trin op. Heldigvis havde jeg talt med min far om det, så han var klar med en ekstra støttende arm lige der. Normalt kan jeg jo sagtens gå på trapper - men angsten for at snuble fylder bare helt enormt meget så der kom en forsigtighed jeg normalt ikke har ind over mig. Sømanden lavede ikke en Frederik, men han fik i den grad mimet til mig at jeg var smuk. Så rakte han hånden ud for at hilse på min far, men fordi vi stod sådan mærkeligt forskudt vidste jeg ikke om det var mig eller ham.. eller hvad der foregik så pr. refleks fik jeg også rakt hånden ud og det hele blev et øjeblik lidt forvirrende og akavet... alle grinte og så fik jeg også hans hånd i min et øjeblik.. Sikke en svedig hånd! Vi satte os ned. Det er første gang jeg har siddet i kjolen så jeg skulle fingelere lidt for at finde ud af hvordan jeg skulle sætte mig. Råd til dig der stadig har dagen til gode.. øv i at sætte sig og rejse sig elegant... :-) En kordegn rakte mig en salmebog som var slået op på den salme vi skulle starte med og så begyndte orgelet og salmen. Jeg havde ikke stemme til at synge så jeg mimede bare... og så kæmpede jeg lidt med brudebuketten som viste sig at være lidt tung... og hvor skal man egentligt have den når man også har en salmebog i hånden????? Det blev noget mærkeligt noget.. jeg tror ikke andre lagde mærke til det men det fyldte meget i min lille boble lige der. Imens salmen blev sunget kunne jeg se Sømanden vende sig til sin forlover, pege på kjolen og stolt præcisere at den var orlogsrød... så vidste jeg at jeg havde ramt plet. Det meste af ceremonien er lidt tåget for mig. Det er noget mærkeligt noget, for selvom jeg havde læst og gjort ved var det der med at rejse sig, sætte sig, bytte plads og alt det.. en smule forvirrende da vi stod der. Jeg tror det er fordi vi var så opmærksomme på at gøre det helt rigtigt. Præsten holdt en meget fin tale hvor han blandt andet fik talt en del om Sømandens og hans relation. Om den forudsætning vi havde ved at vi mødtes da Sømandens tidligere kæreste lige var død. At vi har samlet vores familier - også den døde kærestes... gennem vores kærlighed.. og en masse andet som var sødt og fint... og utroligt svært at huske.. Vi nåede så til det med at sige ja. Jeg har efterfølgende af flere storgrinene venner fået at vide at jeg har taget sømanden til rette æblemand... Jeg tror det er kirkens klang som har gjort nogle ord svære at høre.. men ægtemand eller æblemand... så fik jeg ham ;-) Det med ringende blev noget mærkeligt roderi. Holmens kirke har regler for mange ting, en af dem er at hvis der er ringe som skal udveksles så SKAL de afleveres til kirketjeneren inden ceremonien. I farten er de så åbenbart blevet forbyttet. Ringene er ens og vi har næsten.. men kun næsten... samme ringstørrelse (jeg er en plus size så der er lidt fedt om knoglerne).. og det var tussinde grader varmt oppe ved det alter.. Så det går fint med at få min ring på... men Sømandens gør modstand og hans hænder er varme og våde af sved.. Det ender med at vi giver op og han får den bare sådan halvt på så det ikke når at blive akavet. Først udenfor kirken får vi tjekket op på det og afklaret at de er byttet. Det at gå ud af kirken sammen, er næsten en lige så stor oplevelse som det at gå ind. Jeg var så enormt glad for musikken i postludiummet og det var som at svæve. Nu var der mere overskud til at smile og nikke af venner og familie. Den afdøde kærestes børn, to piger på nu 7 og 9 år de var så pavestolte af at være med og da vi kom forbi dem så vinkede de og hilste. Deres far var igang med at stoppe dem, men vi nåede at få hilst på dem med små vink og luftkys på vej ud.
  15. Nedtælling Tiden var skredet en smule og jeg blev godt nok lidt nervøs i betrækket. Fotografen rendte rundt og fotograferede og nu skulle jeg så få smøget mig i strømperne uden at de løb eller på anden vis tog skade. Heldigvis er fotografen en jeg kendte i forvejen så jeg var ikke bekymret over at han så mig mere eller mindre bar. Vi fik mig i hofteholderne og Eva hjalp mig med at få alle stropperne fat i strømperne. Det føles ret sexet at stå der i en vintageinspireret hofteholder og strømper. Trusserne røg udenpå så vi var sikre på at de kunne komme af og på undervejs uden for meget besvær og de ekstra par trusser røg i brudetasken. Fotografen fotograferede en del gange mens jeg fik strømpebåndet på. Det passede perfekt, sikke en lettelse. Jeg var lidt bange for at det at jeg har tabt mig gjorde det for løst. Så skulle kjolen på. Det gik forbavsende nemt og den sagde bare "svup" da den skulle lynes. Så jeg havde nok tabt mig lidt i livet siden sidste prøvning selvom det ikke helt var planen. Jeg fik skoene på og var klar til at gå indtil Eva mindede mig om at det måske var smartere at gå til kirken i balerinaerne og så få de fine sko på i våbenhuset. Det blev hurtigt beslutningen og aftalen var at min lillesøster så skulle sørge for min bagage, min brudetaske og for at skoene og paraplyen kom med til kirken. Nu var klokken kvart i 12 og vi skulle være i kirken som var 5 min gang væk 5 min før 12. Jeg kunne ikke vente mere. Så jeg gik og gav dem besked på at så måtte de altså bare følge efter. Der var jeg vist en smule skarp i tonen men jeg kunne ikke mere og jeg ville hen til min Sømand. Jeg kunne ikke bære tanken om at han måske ville være nervøs for om jeg overhovedet kom, hvis jeg kom for sent. Sjovt som alle følelser er udenpå tøjet i den situation. Nede i lobbyen ventede min far(han er egentligt min stedfar men mere om det senere). Han var helt betaget da han så mig. Glæd jer til at den som skal følge jer op ser jer! Det er en fantastisk forsmag på oplevelsen senere. Vi hilste og krammede kort for så at gå. Jeg fik mumlet til receptionisten at hun skulle sige til mit selskab at vi var gået i forvejen. Det tager lidt tid at gå i en brudekjole. Jeg skulle både undgå at få snavset slæbet og holde øje med trafikken samtidig. En del biler dyttede og turister stoppede for at fotografere. Jeg havde sendt en sms til Sømanden om at vi forlod hotellet, så de vidste at alle skulle se at komme ind i kirken. Da vi kom til kirken var klokkerne i fuld gang. Det var en ret stærk oplevelse. En enkelt gæst eller to kom først der og nåede derfor at se min kjole men i situationen var jeg på en måde ligeglad. Jeg skulle bare ind til min sømand og kunne ikke vente. Vi stillede os i våbenhuset og gik igang med at rette slæbet til. Jeg kom ud af balerinaerne og vi opdagede så at tasken med mine sko manglede. Vi kunne heller ikke se min søster nogensteder og jeg indrømmer at jeg gik lidt i panik. Fotografen kom ud indefra kirken hvor han havde fotograferet den ventende sømand og kunne opklare at min tossede lillesøster halvvejs fremme ved kirken var kommet i tanke om at hun havde glemt de ting hun skulle sørge for, for så at være løbet tilbage efter det. Jeg har stor tillid til min søster og ved hun kan løbe pænt stærkt så jeg forsøgte ihærdigt at få pulsen ned. Kirketjeneren som er sådan en lille trivlig dame gav lidt vredt besked om at nu måtte jeg godt se at være klar for det var altså tid nu. Jeg hørte min stemme være ret skinger da jeg forklarede hende at jeg stod i bare tær, at mine sko var under 2 minutter væk og at jeg NÆGTEDE at blive gift uden mine sko. Så havde hun pludselig en del bedre tid end 10 sekunder tidligere. Den anden kirketjener lignede en som morede sig lidt og hun udstrålede ro og at jeg havde al den tid jeg kunne bruge. Det var i grunden sjovt at et par sko pludselig blev så enormt vigtige. Min søster kom meget forpustet, afleverede skoene og blev gispende efter vejret ledt ind i kirken af en sidedør. Et øjeblik efter stod jeg klar i våbenhuset. Klokkerne standsede og orgelet begyndte. Min far tog min arm og de to damer holdt hver deres kirkedør... nu var det nu og jeg var fyldt op af spænding og følelser..