LinogDalton

Tro mig, vi ville også meget gerne have nøjes med at holde bryllup i kirken... Men da min kæreste kommer fra udlandet, og vi har kæmpet med hans papirer i over et år, så vidste vi ikke hvornår han kom hjem, og derfor kunne jeg ikke stå med kæmpe bryllup og så muligvis mangle gommen! Og bare fordi ens kæreste kommer fra udlandet og papirer er noget værre møg, som kan tage ulideligt lang tid og som man aldrig kan regne med hvornår går i gennem, så synes jeg ikke man skal snydes for drømmen om et rigtig bryllup med fin hvis kjole og kirke og det hele... Derfor valgte vi at have to bryllupper... Et hvor vi gerne ville holde det så lille så muligt, fordi vi så kan få opholdstilladelse, og dermed få lov at få den tid vi gerne vil have for at planlægge det rigtige bryllup, uden at gommen pludselig mangler... Så det er ikke fordi vi ønskede selv at holde to bryllupper!!! Men det vidste sig på dagen at min mor ikke bare havde inviteret min moster, onkel og kusine... Hun havde også inviteret mine forældres nabo (Skal lige sige jeg er bedste venner med deres datter, men hende havde jeg jo ikke sagt noget til, da vi gerne ville holde det uden veninder...) Det var skide pinligt da hendes forældre mødte op, og jeg vidste de ville gå hjem og sige til hende at de havde været til bryllup! Især fordi hun tidligere havde spurgt virkelig pænt om hun måtte komme med... Da vi så skulle hjem og have kage, så ville hun pludselig op og hente min demente mormor. Så der blev brugt en pokkers masse tid midt i det hele med at hente hende... For min moster og onkel som ikke havde noget at lave mens vi fik taget billeder, kunne jo tydeligvis ikke finde ud af at køre op og hente mormor... Og det samme skete da vi skulle videre ud til min søster for at have aftensmad, så måtte min mor også kører mormor hjem, mens vi så kunne blive og vaske op... Da vi kom ud til min søster, satte mændende sig ind og så tv, og pigerne stod i køkkenet - præcis det jeg havde sagt jeg ikke ville have der skulle ske, og hvorfor vi gerne ville have mad ude fra! (Men mine søskende syntes vi skulle have hjemmelavet mad, og det ville jo tage ingen tid (tog dog godt 2 timer))... Da vi kom hjem kl 23, var min kæreste dybt ulykkelig, og jeg var sgu også lidt i tvivl om jeg synes dagen havde været særlig god... Maden smagte dejligt, og bryllupskagen, som min søster havde lavet) var virkelig lækker, selvom den var gået helt gal :P På trods af at mændende sad og så tv, så var jeg virkelig taknemmelige for at mine søstre havde gjort så meget ud af det, selvom det overhovedet ikke var noget af det jeg havde ønsket mig. Min søster og svoger havde desuden købt min kæreste en guitar, som har var mere en lykkelig for, og det betød sindssygt meget, og min far holdte en tale til os (mest til min kæreste om at han skulle sørge for at blive til noget :P) hihi... Men der blev sagt velkommen til familien, og min far var virkelig rørt det meste af dagen og smiler kæmpe stort på alle billederne! (Han har hele tiden virket lidt imod vores langdistance forhold) så det var virkelig noget af det bedste for mig... Da vi kom hjem og begge var i lidt dårligt humør, og synes at det sluttede alt for tidligt, så satte min kæreste sig til at give en lille koncert i 2 timer, mens vi drak bajer og forsøgte at fokusere på de gode ting ved dagen. Alt i alt havde vi en fin dag, som overhovedet ikke gik som vi gerne ville. Men det gør også at vi har lært, at vi skal være bedre til at sige fra, og ikke lade familien overtale os til ting, når vi skal holde kirkebryllup... Og dagen efter tog vi ned i byen og spiste brunch i 3 timer :D Og der fik vi lov at nyde hinandens selskab, præcis som vi gerne ville have gjort dagen før Og vi er nu lykkeligt gift og i gang med familiesammenføring :D Så det hele endte i hvert fald godt :D

Det handler ikke om at min mor bliver skuffet eller sur over at hendes familie ikke kommer med. Så føler ikke jeg "skylder" hende at ringe og forklare mig... desværre føler jeg ikke at man kan tillade sig at ringe til min moster og hendes familie og sige at de ikke er velkomne - præcis samme årsag som jeg i går ikke følte jeg kunne tillade mig at sige at de ikke måtte komme derned... Som du siger, så har jeg hørt flere der siger, at det ikke gør en forskel på selve dagen, så det er virkelig den følelse jeg går og håber på kommer. Men jeg tror jeg kommer til at fortryde det!!! Desværre ved jeg bare at det skaber rav i familien, hvis det bliver gjort anderledes nu... Det føles som om de kun ser det fra, at vi skal da fejre det! I stedet for at lytte til hvordan vi har det med den her dag.. Og nu kommer dagen til at gå med alle mulige samtaler om politik og sygdom, præcis som det plejer, i stedet for at handle om at min kæreste tager det første skridt for at få lov til at blive her... Men pyt... Jeg føler ikke der er nogen vej ud af det nu, så der er vel ikke andet at gøre end at finde smilet frem, og så ignorere at min dag ikke bliver en pind som jeg gerne vil have den, fordi alle andre føler de skal blande sig... Fortryder virkelig vi ikke holdt fast i at ingen var inviteret....

Vi plejer også sige tingene lige ud, men hun har bare gjort nogle lignende dumme ting hos mine søskende, som har gjort dem ret sure i fortiden, så jeg ved hun bliver smadder ked af det, hvis jeg skælder hende ud, og jeg har jo (dog tvunget) sagt ja til at resten af familien kan komme, så selvom jeg skælder hende ud, så ændre det ikke på situationen, og derfor tænker jeg at det er bedre at vente med at kommentere på det til efter lørdag. Planen er at vi gifter os på rådhuset og så tager hjem til min søster og spiser kage. Det er dette den store familie nu er inviteret til. Bagefter skal vi spise hos min anden søster, og den del fik jeg da heldigvis sagt, at vi gerne ville holde for os selv. Grundet til jeg hovedsageligt er så meget imod at folk kommer er, at vi skal holde kirkebryllup senere. Da min kæreste er fra udlandet, kan ingen af hans familie komme. Jeg har ikke lyst til at han er inviteret til mit bryllup, og derfor valgte vi at sige ja til min familie, da det bliver hans nye familie. Men jeg ser ikke min moster og hendes familie særlig tit! De har intet forhold til min kæreste, så jeg kan ikke se, hvorfor de skal være der. Og jeg synes det ødelægger ideen om at det ikke er mit, men vores bryllup. Jeg ved min kæreste var ked af det i går også, især fordi jeg var nødt til at tage en hurtig beslutnignen uden at kunne tale med ham om det først... Åh hvor jeg virkelig føler det ødelægger det hele. Det ved jeg jo godt at det ikke gør, og er sikkert bare stresset og følsom lige op til brylluppet, men har bare hele tiden givet udtryk for at jeg ikke ville have alle med! Så kan slet ikke forstå hvorfor det alligevel ender på den her måde...

Åh er så frustreret lige nu... Skal giftes med min dejlige udenlandske kæreste på Rådhuset her på lørdag, og jeg ville egentlig gerne at det bare havde været en hyggelig tur for mig og min kæreste (da vi skal giftes i kirken til næste sommer). Men da jeg luftede den tanke, kunne jeg lynhurtigt høre at det ville jeg komme til at høre brok om resten af mit liv. Familien ville ikke acceptere at vi ikke ville have dem med. Så efter en snak med min kæreste valgte vi at invitere min nærmeste familie - altså mor, far, søskende, svoger og niece og nevø.. Med tiden vænnede jeg mig til tanken, og begyndte at glæde mig til at vi alligevel skulle holde en lille fest med min nærmeste familien. Så i går, skal vi mødes hos min demente mormor, og der er min moster, onkel og den yngste af deres børn. Mens jeg sidder i stuen med min kæreste, som iøvrigt kun snakker engelsk, og ikke forstår hvad der foregår, kommer min moster pludselig løbende ind i stuen. "Næææææææhhhh" siger hun... "Skal I giftes på lørdag :D! Ej skal vi ikke komme ned på rådhuset at se jer????". Jeg ved jeg bliver helt bleg! Jeg har direkte sagt til min mor, at jeg ikke ønsker flere gæster, og har endda direkte sagt til hende at hun IKKE skal sige noget til sin side af familien, da vi gerne vil holde det lille, intimt og privat. Men hvad gør jeg nu? Hele familien sidder og glor på mig, og jeg kan ikke sige andet end: Selvfølgelig må I da komme... Jeg kan ikke snakke med min stakkels kæreste om det, for han forstår jo ikke en lyd, og hvis jeg begynder at forklare, så ved jeg at de kan mærke at DET HER VIL JEG BARE IKKE! Da vi kører hjem i bilen, forventer jeg min mor siger undskyld. Men hun siger ikke et ord om det. Jeg vil ikke rigtig skælde hende ud (selvom jeg har mest lyst til det), men så ved jeg at der vil være sure miner på lørdag. Men hele aftenen i går og i dag har jeg gået med ondt i maven. Jeg føler hun ikke respektere at jeg ikke vil have hele familien med! Og da det er mit bryllup, synes jeg det er mega træls! Jeg har hele tiden sagt jeg kun ville være os to. Og hun ved godt at de kun har fået lov at komme med, fordi de så gerne ville. Så kan slet ikke se, hvordan fanden hun kan finde på at invitere resten af familien. Er faktisk helt grædefærdig. Det her skulle have været vores dag, og nu er det i stedet blevet til noget hvor jeg ikke aner hvem og hvor mange der kommer. Det er blevet til at min familie holder en fest som handler om familiefest, fremfor at handle om os. Hmm... havde bare brug for at komme af med det. Føler ikke jeg kan forklare min kæreste hvor vred og ked af det jeg er, fordi jeg ved han vil tage mit parti og derfor blive vred på min mor... Åh hvor kan hun bare ødelægge det hele, og så lige 3 dage inden brylluppet :'(

Hold øje med bianco... De laver sko i str. 42, og har ofte "mange" fine sko. De har ikke altid alle i butikkerne, så det kan være en god ide at se udvalget på nettet først.

Der står opsætning, men man kan også få rimelig mange prøveopsætninger for 1500 kr hvis hver opsætning er omkring 250... så selvom den var 500 kr ville man stadig spare penge... men spørgsmålet går ikke så meget på hendes priser, men mere om nogen har prøvet om hun er god?

ja jeg ved godt der står fra... men alle de andre jeg har kigget på vil have min. 1500 bare fordi man er brud (sikkert også for at sætte hestehale)... :P

Er der nogen der har erfaringer med mobilfriøsren ByBlicher (http://www.blicher-mobil.dk/velkommen) til at sætte brudens hår på den store dag? Hun har kun en opsætning på sin side, men den synes jeg er rigtig flot, og så tager hun fra 250 kr. for at sætte det.. Det lyder jo super billigt - men det lyder også lidt for godt til at være sandt??? Så er der nogen erfaringer? Eller nogen som har andre gode erfaringer med andre frisører fra Aarhus og omegn?

Må man spørge hvad sådan en koster?

Jeg tror min mor vil blive glad, men flov hvis hun er direkte nævnt... Har dog ikke så meget lyst til at sige det til folk personligt, fordi jeg synes det kunne virke som om man så kun siger det til folk, som man tror det bliver et problem med... Det er selvf. rigtig at folk kan glemme det hvis det står i invitationen, men vi vil jo hellere ikke bestemme over folk, vi vil bare gerne have de tænker over det.. Det er jo ikke sådan at vi vil bortvise en gæst som har meget perfume på...

Kan man godt tillade sig at lade være med at specificere hvem det er, der har problemet? Har ikke snakket med min mor, men har på fornemmelsen at hun vil føle sig til besvær og måske også vil blive lidt flov... Men ellers en rigtig god vending...

Jeg har brug for et godt råd... Jeg sidder og er i gang med at kigge lidt på invitationer.. Sagen er den at min mor har allergi/astma, som især udløses af perfume! Da det er min mor, og hun selvf. er ekstremt vigtig for mig, så vil vi gerne opfordre gæsterne til at tænke over ikke at komme alt for meget perfume på, da det vil ende med at min mor sidder og hoster hele dagen/aftenen og om muligt bliver nødt til at forlade lokalet flere gange.. Og jeg vil jo gerne bare have hun nyder aftenen... Min egen familie er selvf. klar over problematikken, men jeg ved at især mine veninder ikke tænker over den salgs. Kan man tillade sig at skrive det i invitationen, at vi opfordre folk til ikke at bruge for meget perfume pga. allergi i familien??? Og hvordan kan man skrive det, så det ikke lyder uhøfligt, men så vi er sikre på at folk forstår at det er et seriøst problem...?

Han kommer fra Fiji... Og det var meningen han skulle have været tilbage efter 3 måneder, men meget uheldigt så lukkede de det danske konsulat på Fiji mens min kæreste var her. Så da han kom tilbage og ville søge et nyt visum, fandt vi ud af at han nu skulle rejse til Sydney i Australien. Men da Fiji er et fattigt land og mange flytter til Australien, så er deres regler for visum virkelig strikse, og jeg kunne ikke længere være sponsor mens han skulle til Australien, så vi brugte et halvt år på at samle penge sammen til at han kunne opfylde kravene til et australsk visum... Men så i juni fik vi besked om at den Franske ambassade på Fiji ville overtage papir arbejdet for de danske schengen visumer... Men da Frankrig ikke var vant til at tage sig af de danske papirer, så har det taget dem lang tid at finde ud af om hvilke papirer de ville have osv. Så endelig for to uger siden var vi klar til at søge og nu venter vi bare... At der er gået et år er det længste tid vi har været fra hinanden, men der er før gået ca. 9 måneder. Jeg læser til læge på universitetet og har derfor kun haft mulighed for at tage derned i mine sommerferier og nogle få gange til jul. Og pga. korruption på Fiji sad vi fast i hans pas-sag et helt år, og lige pludselig ville Danmark have at han skulle have 15.000 kr på sin egen konto selvom jeg var sponsor.. så første gang det var muligt for ham at komme til Danmark var i august sidste år...

Det er dejligt at høre fra en der har siddet i det samme... Vi har været sammen i 5 år snart, og de første 3 år kørte vi på den her måde, hvor vi kun kunne ringe sammen og der lærte jeg ligesom at leve med det.. Men nu hvor man har vænnet sig til at snakke sammen hver dag og lige når man har lyst, så er det SÅ hårdt når det pludselig bliver taget fra en... Men nu har vi en skype aftale i morgen, og så må vi håbe det kommer til at fungere... For ja problemer med internet osv. er så sindssygt irriterende og frustrerende! Men jeg forsøger at holde modet oppe, og vi skulle gerne hører fra ambassaden senest i næste uge om vi har fået visum så han snart kan komme og besøge mig igen! Og det hjælper i hvert fald lidt på at vi ikke kan snakke, at jeg ved at forhåbentlig ser ham snart... Har ikke set ham i næsten et helt år..

Kender I det, når ens dag bare bliver totalt ødelagt og man ender i dårligt humør? Min kæreste, som bor i udlandet, fik sin mobil telefon stjålet for et par uger siden, og siden har vi været tvunget til at bruge en gammeldagsmobil uden internet forbindelse - hvilket er mega dyrt! Jeg har hele tiden forsøgt ikke at blive vred på ham over at have efterladt sin taske uden opsyn, fordi hans kammerat ville give ham sin telefon, fordi han selv skulle udenlands... Kammeraten skulle flyve i dag, og jeg havde bare glædet mig helt vildt til at kunne bruge min fridag på at skype... Nu viser det sig selvf. at kammeraten har givet telefonen til en anden (det kan jeg jo ikke rigtig blande mig i) - men nu kommer alle følelserne frem, så jeg lige pludselig sidder og bliver vred over at min kæreste fik sin mobil stjålet osv. Åh det er hårdt ikke at kunne snakke med sin kæreste når man har lyst, men det er endnu hårdere når man ved at man skal giftes uden rigtig at have talt sammen i flere uger Havde bare lige brug for at komme ud med lidt frustrationer... Håber mit humør bliver bedre snart, så jeg kan nyde min fridag...