KÆMPE PROBLEM!

[Maria_Sohnemann 1]

Hej alle i dejlige piger…

Ja, nu har jeg besluttet mig for, at tage mig sammen til at fortælle jer, om det her ”lille” problem, jeg har. Ville gerne høre, hvad I mener, jeg skal gøre??

Men først, hvad der er skyld i mit problem:

Jeg har en stedfar på 41 år. Min mor og ham har været sammen i snart 7 år. Så han har været den eneste RIGTIGE faderfigur i mit liv. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har kunnet døje ham – slet ikke kunne klare synet af ham. Men der har også været perioder, hvor vi bare har haft det KANON godt sammen…

Min mor er meget gammeldags og konservativ, så vi forstår slet, slet ikke hinanden engang imellem. Så hvis der har været noget, har det været min stedfar, jeg har været gået til. Han forstod mig i det mindste altid…

Ja, det lyder jo slet ikke som noget problem, men tro mig, det kommer nu…

For ca. 1½ år siden, sad jeg hos min mor sammen med min stedfar. Vi var der alene – det havde vi jo været rigtig mange gange før, så det gjorde jo ikke noget. Vi sad og fik en kold øl, og vi hyggede os…

Lige pludselig – ud af den blå luft – siger han: Kan du holde på en hemmelighed?? Du må love ikke at sige noget til mor…

Okay, fair nok. Det kan jeg da godt. Jeg troede, at han ville planlægge et eller andet lækkert for hende, måske… Men jeg tog godt nok fejl.

Så smider han lige BOMBEN:

Jeg tænder jo helt vildt meget på dig. Sidste sommer så jeg dine bryster på stranden, fordi din top røg ned, og jeg kan slet ikke tænke på andet end dine brystvorter. De så så dejlige ud.. Og BLA, BLA, BLA!! Kunne BRÆKKE MIG!!! (Og nå jaaa, han havde overvejet at gå fra min mor – hvad havde han forestillet sig?? At JEG så ville være sammen med ham?! Ville hellere dø!)

Men så slutter han af med det obligatoriske: Du må love ikke at sige noget til mor. For så går vi fra hinanden…

Der sidder jeg så, føler mig voldsomt krænket, skuffet, ked af det og ulækker.

Det næste lange stykke tid, kan jeg slet ikke være i samme rum som min stedfar, og siger ikke noget til min mor om det. Snakker med min morbror om det, og han siger til mig, at mens min mormor levede, havde hun sagt til ham, at de skulle passe på min stedfar, for det virkede til, at han havde et LIDT for godt øje til mig…

Jeg flytter til Jylland, for at slippe for min ex, men også for at komme laaaangt væk fra min stedfar.

Efter et par uger, får jeg endelig taget mig sammen til at fortælle min mor det hele. Sagde, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle hende, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Hun sagde, at jeg skulle sige det, og med ærlighed kommer man længst - det var hendes ord. Så jeg vælger at fortælle hende det. Hun bryder sammen, og smider røret på.

Hører intet fra hende i to dage. Pludselig får jeg en mail fra hende, hvor der praktisk talt står, at jeg har overdrevet det, min stedfar har sagt. At han slet ikke kunne tænke sådan, han var jo min far… Og at hun ikke kunne tro på sådan noget.

Min mor slog hånden af mig… (Det gjorde virkelig ondt - og så oven i alt det andet! Tsk)

Men min mor og jeg begyndte at snakke sammen igen efter 6 mdr. Det bliver aldrig det samme, men jeg har en lillesøster på 5 år, som jeg bare ikke kan undvære. Jeg elsker hende overalt på jorden.

Jeg har haft holdt min kæft om alt det her, og har ladet som om, at det hele bare har været totalt okay. Men det er det ikke. Jeg afskyr Henrik, for han lyver overfor min mor, har sat mig i et dårligt lys, PLUS, han er skyld i, at jeg har det af helvedes til.

Så her er det endelige problem i forhold til brylluppet:

Jeg ved ikke, om jeg skal invitere dem. Jeg kan jo ikke bare invitere min mor og min lillesøster.

Så hvis de to skal med, skal min stedfar også.

Hvis de kommer, så vil jeg gerne have, at min mor sidder oppe med mig – og min stedfar sidder laaangt væk, men det kan jeg ikke byde min mor.

Og i forhold til den ”foreløbige bordplan” ville den perfekte være, at jeg sad ved siden af Flemming, og så min stedfar på den anden side… Men det kan jeg bare ikke…

Jeg er ved at brække mig over alt hans klamme pis! VIRKELIG!

”Det er min datter”, ”Jeg er hendes far”… Hvad er det for en gang PIS!! Så det er udelukkende, at jeg kan sidde ved siden af ham en hel aften.

Undskyld, det voldsomme sprog herfra morgenstunden… Men jeg er så ked af det over det og MEGET frustreret.

Hvad skal jeg lige gøre?

Kæmpe knus fra Maria

[maddy83 1]

NEJ NEJ sidder jeg og tænker - hvor er han da så langt ude...

Jeg synes det er godt du har fortalt din mor det - hvordan hendes mand er, selvom hun ikke tror på dig. Det er svært at gå med sådan noget selv, og det skal INGEN gøre...

Ang brylluppet- ja det er noget af et dilemma.

Umidddelbart ville jeg vælge at invitere mor og lillesøster.

Jeg synes godt du kun kan invitere de to. Stedfar må da inderst inde have forståelse for hvorfor du fravælger ham. så skide være med hvad der er 'normalt' - at man skal inviterer par. Dette gælder ikke i sådanne situationer, det er DIN/JERES store dag! Men så kan I risikere at din mor ikke møder op, fordi hun bliver fornærmet.

Jeg synes det vil være synd hvis du inviterer din stedfar som du ikke kan klare, for han kan ødelægge din dag, ved at han er til stede.

Det er vist noget rod det jeg skriver - jeg synes det er svært at råde dig - for uanset hvad er der konsekvenser.

Hvad siger din gemal??

Håber på det bedste for dig!

[xenobia 0]

NEJ NEJ sidder jeg og tænker - hvor er han da så langt ude...

Jeg synes det er godt du har fortalt din mor det - hvordan hendes mand er, selvom hun ikke tror på dig. Det er svært at gå med sådan noget selv, og det skal INGEN gøre...

Ang brylluppet- ja det er noget af et dilemma.

Umidddelbart ville jeg vælge at invitere mor og lillesøster.

Jeg synes godt du kun kan invitere de to. Stedfar må da inderst inde have forståelse for hvorfor du fravælger ham. så skide være med hvad der er 'normalt' - at man skal inviterer par. Dette gælder ikke i sådanne situationer, det er DIN/JERES store dag! Men så kan I risikere at din mor ikke møder op, fordi hun bliver fornærmet.

Jeg synes det vil være synd hvis du inviterer din stedfar som du ikke kan klare, for han kan ødelægge din dag, ved at han er til stede.

Det er vist noget rod det jeg skriver - jeg synes det er svært at råde dig - for uanset hvad er der konsekvenser.

Hvad siger din gemal??

Håber på det bedste for dig!

Jeg er egentlig enig med maddy83. Hvis du føler at din stedfars tilstedeværelse til ødelægge din store dag skal han ikke have lov til det. Og så må du jo forklare ham og din mor, hvorfor du har truffet det valg du har, for der er en temmelig god grund til du gør som du gør.

Kan godt forstå, hvis du væmmes ved din stedfar - sådanne udtalelser han er kommet med til dig hører ingen steder henne i en familie!

Synes det er super stærkt af dig, at du har fortalt din mor om episoden, selvom hun ikke helt tror på dig. Men mon ikke alligevel det har sat nogle tanker i gang hos hende?

Synes du skal snakke med den kommende mand om det og evt. din mor, så hun er forberedt på invitationen.

Held og lykke.

[Maria_Sohnemann 1]

NEJ NEJ sidder jeg og tænker - hvor er han da så langt ude...

Jeg synes det er godt du har fortalt din mor det - hvordan hendes mand er, selvom hun ikke tror på dig. Det er svært at gå med sådan noget selv, og det skal INGEN gøre...

Ang brylluppet- ja det er noget af et dilemma.

Umidddelbart ville jeg vælge at invitere mor og lillesøster.

Jeg synes godt du kun kan invitere de to. Stedfar må da inderst inde have forståelse for hvorfor du fravælger ham. så skide være med hvad der er 'normalt' - at man skal inviterer par. Dette gælder ikke i sådanne situationer, det er DIN/JERES store dag! Men så kan I risikere at din mor ikke møder op, fordi hun bliver fornærmet.

Jeg synes det vil være synd hvis du inviterer din stedfar som du ikke kan klare, for han kan ødelægge din dag, ved at han er til stede.

Det er vist noget rod det jeg skriver - jeg synes det er svært at råde dig - for uanset hvad er der konsekvenser.

Hvad siger din gemal??

Håber på det bedste for dig!

Hej...

Og tusind tak for din besked... det er faktisk helt rart at få det luftet ud til andre og høre, at det ikke er mig, der er noget galt med.

Jeg ved bare ikke, om jeg kan undvære min mor den dag - det er jo trods alt min mor...

Men som du siger, så kan han ødelægge hele min dag... Og det har vi ikke særlig meget lyst til...

Tja, Flemming støtter mig i alt, hvad jeg gør. Vi har snakket frem og tilbage med, at min mor og stedfar så skulle over og sidde på hans side i stedet for, for så er han da 3 pladser væk fra mig, og det ville være fint nok.

men det ville bare ikke gå op på min side. For Flemmings far er død, så dem der skulle sidde ved siden af mig ville blive: hans mor og farbror, ham har vi ikke så meget med at gøre, men ellers skulle han sidde helt alene. Han kender nemlig kun min svigermor. Men det er selvfølgelig bedre end min stedfar...

Knus

[kejzer 9]

Har svaret dig i din tråd søde

[Nathasia 0]

Hej alle i dejlige piger…

Ja, nu har jeg besluttet mig for, at tage mig sammen til at fortælle jer, om det her ”lille” problem, jeg har. Ville gerne høre, hvad I mener, jeg skal gøre??

Men først, hvad der er skyld i mit problem:

Jeg har en stedfar på 41 år. Min mor og ham har været sammen i snart 7 år. Så han har været den eneste RIGTIGE faderfigur i mit liv. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har kunnet døje ham – slet ikke kunne klare synet af ham. Men der har også været perioder, hvor vi bare har haft det KANON godt sammen…

Min mor er meget gammeldags og konservativ, så vi forstår slet, slet ikke hinanden engang imellem. Så hvis der har været noget, har det været min stedfar, jeg har været gået til. Han forstod mig i det mindste altid…

Ja, det lyder jo slet ikke som noget problem, men tro mig, det kommer nu…

For ca. 1½ år siden, sad jeg hos min mor sammen med min stedfar. Vi var der alene – det havde vi jo været rigtig mange gange før, så det gjorde jo ikke noget. Vi sad og fik en kold øl, og vi hyggede os…

Lige pludselig – ud af den blå luft – siger han: Kan du holde på en hemmelighed?? Du må love ikke at sige noget til mor…

Okay, fair nok. Det kan jeg da godt. Jeg troede, at han ville planlægge et eller andet lækkert for hende, måske… Men jeg tog godt nok fejl.

Så smider han lige BOMBEN:

Jeg tænder jo helt vildt meget på dig. Sidste sommer så jeg dine bryster på stranden, fordi din top røg ned, og jeg kan slet ikke tænke på andet end dine brystvorter. De så så dejlige ud.. Og BLA, BLA, BLA!! Kunne BRÆKKE MIG!!! (Og nå jaaa, han havde overvejet at gå fra min mor – hvad havde han forestillet sig?? At JEG så ville være sammen med ham?! Ville hellere dø!)

Men så slutter han af med det obligatoriske: Du må love ikke at sige noget til mor. For så går vi fra hinanden…

Der sidder jeg så, føler mig voldsomt krænket, skuffet, ked af det og ulækker.

Det næste lange stykke tid, kan jeg slet ikke være i samme rum som min stedfar, og siger ikke noget til min mor om det. Snakker med min morbror om det, og han siger til mig, at mens min mormor levede, havde hun sagt til ham, at de skulle passe på min stedfar, for det virkede til, at han havde et LIDT for godt øje til mig…

Jeg flytter til Jylland, for at slippe for min ex, men også for at komme laaaangt væk fra min stedfar.

Efter et par uger, får jeg endelig taget mig sammen til at fortælle min mor det hele. Sagde, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle hende, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Hun sagde, at jeg skulle sige det, og med ærlighed kommer man længst - det var hendes ord. Så jeg vælger at fortælle hende det. Hun bryder sammen, og smider røret på.

Hører intet fra hende i to dage. Pludselig får jeg en mail fra hende, hvor der praktisk talt står, at jeg har overdrevet det, min stedfar har sagt. At han slet ikke kunne tænke sådan, han var jo min far… Og at hun ikke kunne tro på sådan noget.

Min mor slog hånden af mig… (Det gjorde virkelig ondt - og så oven i alt det andet! Tsk)

Men min mor og jeg begyndte at snakke sammen igen efter 6 mdr. Det bliver aldrig det samme, men jeg har en lillesøster på 5 år, som jeg bare ikke kan undvære. Jeg elsker hende overalt på jorden.

Jeg har haft holdt min kæft om alt det her, og har ladet som om, at det hele bare har været totalt okay. Men det er det ikke. Jeg afskyr Henrik, for han lyver overfor min mor, har sat mig i et dårligt lys, PLUS, han er skyld i, at jeg har det af helvedes til.

Så her er det endelige problem i forhold til brylluppet:

Jeg ved ikke, om jeg skal invitere dem. Jeg kan jo ikke bare invitere min mor og min lillesøster.

Så hvis de to skal med, skal min stedfar også.

Hvis de kommer, så vil jeg gerne have, at min mor sidder oppe med mig – og min stedfar sidder laaangt væk, men det kan jeg ikke byde min mor.

Og i forhold til den ”foreløbige bordplan” ville den perfekte være, at jeg sad ved siden af Flemming, og så min stedfar på den anden side… Men det kan jeg bare ikke…

Jeg er ved at brække mig over alt hans klamme pis! VIRKELIG!

”Det er min datter”, ”Jeg er hendes far”… Hvad er det for en gang PIS!! Så det er udelukkende, at jeg kan sidde ved siden af ham en hel aften.

Undskyld, det voldsomme sprog herfra morgenstunden… Men jeg er så ked af det over det og MEGET frustreret.

Hvad skal jeg lige gøre?

Kæmpe knus fra Maria

Hej Maria

Sikke et dilemma!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Mine første tanker var noget lignedne det her: "Sikke et svin", "Klamme stodder!!!!" og at han burde være langt langt væk fra din søster. Og så lige noget andet, hvorfor er din mor ikke gået fra ham???

Nå men væk fra mine tanker... Jeg kan godt forstå at du gerne vil have din søster og mor med til jeres bryllup, og jeg synes godt at du kan undlade at invitere ham. Jeg tænker at ingen bliver stødt over det for du mor vil vel ikke skabe en scene, og han er vel (FORHÅBENTLIG!!!!) så skamfuld at han ikke vil møde op alligevel!

Jeg synes sådan en som ham ikke engang er værd tanken om en invitation!!!!

Jeg synes du skal huske på at det er jeres dag - og du skal gøre det der gør dig/jer gladest. Jeg tænker også på om du kan undgå ham selvom han sidder 3 stole væk. Han er der, også selvom du måske ikke ser ham.

Jeg håber virkelig at du/I finder ud af det.

Knus Nathasia

[Maria_Sohnemann 1]

NEJ NEJ sidder jeg og tænker - hvor er han da så langt ude...

Jeg synes det er godt du har fortalt din mor det - hvordan hendes mand er, selvom hun ikke tror på dig. Det er svært at gå med sådan noget selv, og det skal INGEN gøre...

Ang brylluppet- ja det er noget af et dilemma.

Umidddelbart ville jeg vælge at invitere mor og lillesøster.

Jeg synes godt du kun kan invitere de to. Stedfar må da inderst inde have forståelse for hvorfor du fravælger ham. så skide være med hvad der er 'normalt' - at man skal inviterer par. Dette gælder ikke i sådanne situationer, det er DIN/JERES store dag! Men så kan I risikere at din mor ikke møder op, fordi hun bliver fornærmet.

Jeg synes det vil være synd hvis du inviterer din stedfar som du ikke kan klare, for han kan ødelægge din dag, ved at han er til stede.

Det er vist noget rod det jeg skriver - jeg synes det er svært at råde dig - for uanset hvad er der konsekvenser.

Hvad siger din gemal??

Håber på det bedste for dig!

Jeg er egentlig enig med maddy83. Hvis du føler at din stedfars tilstedeværelse til ødelægge din store dag skal han ikke have lov til det. Og så må du jo forklare ham og din mor, hvorfor du har truffet det valg du har, for der er en temmelig god grund til du gør som du gør.

Kan godt forstå, hvis du væmmes ved din stedfar - sådanne udtalelser han er kommet med til dig hører ingen steder henne i en familie!

Synes det er super stærkt af dig, at du har fortalt din mor om episoden, selvom hun ikke helt tror på dig. Men mon ikke alligevel det har sat nogle tanker i gang hos hende?

Synes du skal snakke med den kommende mand om det og evt. din mor, så hun er forberedt på invitationen.

Held og lykke.

Jeg skal selvfølgelig ikke undskylde noget for min mor... men min mor har ALDRIG haft det nemt med mænd. Men så møder hun min stedfar og hun forelsker sig hovedkuls i ham...

Men jeg ved ikke, om det er kærligheden til ham, der har gjort hende blind, eller om det er det faktum, at hun ikke kan klare sig økonomisk uden ham...

Det er bare så svært alt sammen... Det ville være den "nemme" løsning, at lade være med at invitere ham, men det ville også blive den sværeste, for jeg er 99% sikker på, at min mor heller ikke kommer...

Og et eller andet sted, så gør det simpelthen så ondt, når hun bare sådan slår hånden af en - ville være forfærdeligt, hvis hun gjorde det igen...

Og lige en sidste ting til jer alle!!

HVOR ER I BARE FANTASTISKE! Det er virkelig sødt af jer, at I gider at hjælpe...

Kærligst, Maria

[Maria_Sohnemann 1]

Hej alle i dejlige piger…

Ja, nu har jeg besluttet mig for, at tage mig sammen til at fortælle jer, om det her ”lille” problem, jeg har. Ville gerne høre, hvad I mener, jeg skal gøre??

Men først, hvad der er skyld i mit problem:

Jeg har en stedfar på 41 år. Min mor og ham har været sammen i snart 7 år. Så han har været den eneste RIGTIGE faderfigur i mit liv. Jeg har haft perioder, hvor jeg ikke har kunnet døje ham – slet ikke kunne klare synet af ham. Men der har også været perioder, hvor vi bare har haft det KANON godt sammen…

Min mor er meget gammeldags og konservativ, så vi forstår slet, slet ikke hinanden engang imellem. Så hvis der har været noget, har det været min stedfar, jeg har været gået til. Han forstod mig i det mindste altid…

Ja, det lyder jo slet ikke som noget problem, men tro mig, det kommer nu…

For ca. 1½ år siden, sad jeg hos min mor sammen med min stedfar. Vi var der alene – det havde vi jo været rigtig mange gange før, så det gjorde jo ikke noget. Vi sad og fik en kold øl, og vi hyggede os…

Lige pludselig – ud af den blå luft – siger han: Kan du holde på en hemmelighed?? Du må love ikke at sige noget til mor…

Okay, fair nok. Det kan jeg da godt. Jeg troede, at han ville planlægge et eller andet lækkert for hende, måske… Men jeg tog godt nok fejl.

Så smider han lige BOMBEN:

Jeg tænder jo helt vildt meget på dig. Sidste sommer så jeg dine bryster på stranden, fordi din top røg ned, og jeg kan slet ikke tænke på andet end dine brystvorter. De så så dejlige ud.. Og BLA, BLA, BLA!! Kunne BRÆKKE MIG!!! (Og nå jaaa, han havde overvejet at gå fra min mor – hvad havde han forestillet sig?? At JEG så ville være sammen med ham?! Ville hellere dø!)

Men så slutter han af med det obligatoriske: Du må love ikke at sige noget til mor. For så går vi fra hinanden…

Der sidder jeg så, føler mig voldsomt krænket, skuffet, ked af det og ulækker.

Det næste lange stykke tid, kan jeg slet ikke være i samme rum som min stedfar, og siger ikke noget til min mor om det. Snakker med min morbror om det, og han siger til mig, at mens min mormor levede, havde hun sagt til ham, at de skulle passe på min stedfar, for det virkede til, at han havde et LIDT for godt øje til mig…

Jeg flytter til Jylland, for at slippe for min ex, men også for at komme laaaangt væk fra min stedfar.

Efter et par uger, får jeg endelig taget mig sammen til at fortælle min mor det hele. Sagde, at jeg havde noget, jeg skulle fortælle hende, men jeg vidste ikke, om jeg kunne. Hun sagde, at jeg skulle sige det, og med ærlighed kommer man længst - det var hendes ord. Så jeg vælger at fortælle hende det. Hun bryder sammen, og smider røret på.

Hører intet fra hende i to dage. Pludselig får jeg en mail fra hende, hvor der praktisk talt står, at jeg har overdrevet det, min stedfar har sagt. At han slet ikke kunne tænke sådan, han var jo min far… Og at hun ikke kunne tro på sådan noget.

Min mor slog hånden af mig… (Det gjorde virkelig ondt - og så oven i alt det andet! Tsk)

Men min mor og jeg begyndte at snakke sammen igen efter 6 mdr. Det bliver aldrig det samme, men jeg har en lillesøster på 5 år, som jeg bare ikke kan undvære. Jeg elsker hende overalt på jorden.

Jeg har haft holdt min kæft om alt det her, og har ladet som om, at det hele bare har været totalt okay. Men det er det ikke. Jeg afskyr Henrik, for han lyver overfor min mor, har sat mig i et dårligt lys, PLUS, han er skyld i, at jeg har det af helvedes til.

Så her er det endelige problem i forhold til brylluppet:

Jeg ved ikke, om jeg skal invitere dem. Jeg kan jo ikke bare invitere min mor og min lillesøster.

Så hvis de to skal med, skal min stedfar også.

Hvis de kommer, så vil jeg gerne have, at min mor sidder oppe med mig – og min stedfar sidder laaangt væk, men det kan jeg ikke byde min mor.

Og i forhold til den ”foreløbige bordplan” ville den perfekte være, at jeg sad ved siden af Flemming, og så min stedfar på den anden side… Men det kan jeg bare ikke…

Jeg er ved at brække mig over alt hans klamme pis! VIRKELIG!

”Det er min datter”, ”Jeg er hendes far”… Hvad er det for en gang PIS!! Så det er udelukkende, at jeg kan sidde ved siden af ham en hel aften.

Undskyld, det voldsomme sprog herfra morgenstunden… Men jeg er så ked af det over det og MEGET frustreret.

Hvad skal jeg lige gøre?

Kæmpe knus fra Maria

Hej Maria

Sikke et dilemma!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!! Mine første tanker var noget lignedne det her: "Sikke et svin", "Klamme stodder!!!!" og at han burde være langt langt væk fra din søster. Og så lige noget andet, hvorfor er din mor ikke gået fra ham???

Nå men væk fra mine tanker... Jeg kan godt forstå at du gerne vil have din søster og mor med til jeres bryllup, og jeg synes godt at du kan undlade at invitere ham. Jeg tænker at ingen bliver stødt over det for du mor vil vel ikke skabe en scene, og han er vel (FORHÅBENTLIG!!!!) så skamfuld at han ikke vil møde op alligevel!

Jeg synes sådan en som ham ikke engang er værd tanken om en invitation!!!!

Jeg synes du skal huske på at det er jeres dag - og du skal gøre det der gør dig/jer gladest. Jeg tænker også på om du kan undgå ham selvom han sidder 3 stole væk. Han er der, også selvom du måske ikke ser ham.

Jeg håber virkelig at du/I finder ud af det.

Knus Nathasia

Hej Nathasia...

Hmm... Jeg bebrejder dig ikke dine tanker... Overhovedet!! For det er lige, hvad han er.. Og hvad angår min søster, så går der ikke en dag, hvor jeg ikke er pisse bange for, om der sker noget med hende...

Min mor er ikke gået fra min stedfar, fordi han har manipuleret hende totalt. Han har vendt og drejet alt, hvad der er blevet sagt... Og jeg tror, at det har været lettest for min mor at tro på min stedfars version end min.

Det med om han er skamfuld, det kan jeg hurtigt svare dig på... Det er han IKKE!!! Jeg var nede hos dem i sidste weekend sammen med Flemming. Da jeg skulle ind og hente min kjole, kommer han brasende ind midt i det hele og siger til ekspidienten: Jeg er Marias FAR! Hvorfor må jeg ikke se kjolen...

Jeg vil jo ikke lave en scene, så jeg siger, det må du da godt...

Så går han et skridt tættere på, lægger armen om mig og siger, hvor flot den er, og han kalder mig for sin store datter...

Jeg var lige ved at gå amok, for det er ligesom om, at han slet ikke er klar over, hvor meget han har ødelagt mig, og han bliver bare ved... Men jeg stod bare der lige så stiv som et bræt, og kunne ikke røre mig ud af stedet, selvom jeg bare skreg invendig...

Jeg håber også snart selv, at jeg gør op med mig selv, hvad der er vigtigst for mig... Jeg ville bare føle mig så afvist, hvis jeg inviterede min mor og søster, og de valgte ikke at komme... Så næsten hellere lade helt være. For så har det været min beslutning at udelukke dem...

Knus, Maria

[kejzer 9]

uuuhhh man får sådan lyst til at pande ham en...

[Chrisling 0]

Du milde kineser..er helt paf

Ikke på vilkår om jeg ville invitere ham med til brylluppet - den bro sørgde han sgu selv for at brænde, ved at sætte dig i så ubehagelig en situation

Og ikke på vilkår om han nogensinde skulle ind for min dør igen...AWDR!

Synes du gjorde det rigtige i at fortælle din mor det - at hun vælger at tro på din stedfar er tragisk, men nu har du gjort hvad du kunne...og jeg er ret sikke rpå at hun har hørt hvad du har sagt...

Jeg ville, som andre ogsår foreslår, nøjes med at invitere din mor og din søster. Din stedfar vil overskygge din dag, og det er du ikke tjent med.

Fravælger din mor dit bryllup fordi du ikke inviterer din stedfar...ja, så vil jeg hævde at det er hende der går glip af noget og ikke dig.

Men det er en virkelig svær sitaution at stå i....du får lige en

Håber du finder en løsning som DU er tilfreds med!

[Maria_Sohnemann 1]

uuuhhh man får sådan lyst til at pande ham en...

For fanden Mie! Som du kan sige det...

Men du er ikke ene om det...

[Maria_Sohnemann 1]

Du milde kineser..er helt paf

Ikke på vilkår om jeg ville invitere ham med til brylluppet - den bro sørgde han sgu selv for at brænde, ved at sætte dig i så ubehagelig en situation

Og ikke på vilkår om han nogensinde skulle ind for min dør igen...AWDR!

Synes du gjorde det rigtige i at fortælle din mor det - at hun vælger at tro på din stedfar er tragisk, men nu har du gjort hvad du kunne...og jeg er ret sikke rpå at hun har hørt hvad du har sagt...

Jeg ville, som andre ogsår foreslår, nøjes med at invitere din mor og din søster. Din stedfar vil overskygge din dag, og det er du ikke tjent med.

Fravælger din mor dit bryllup fordi du ikke inviterer din stedfar...ja, så vil jeg hævde at det er hende der går glip af noget og ikke dig.

Men det er en virkelig svær sitaution at stå i....du får lige en

Håber du finder en løsning som DU er tilfreds med!

Jamen, du har helt ret...

Jeg vil jo ikke have ham til at ødelægge min dag...

Men jeg må sige, at jeg er meget glad for alle i skønne og dejlige pigers meninger. Det er simpelthen fantastisk dejligt!

Jeg håber også selv, at jeg finder den rigtige løsning... Men det er jo svært...

Er glad for, at der er lidt over 5 mdr endnu!!

Knus

[shiba 1]

Puha...altså noget rod. Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det er super klamt og en mega belastende situation at sætte dig. Jeg ville under ingen omstændigheder invitere ham hvis det var mig. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Men det er noget rod, for hvordan mon din mor vil reagere på det? ARrhg altså hvor er det urimeligt, at du skal stå i den situation fordi HAN er et svin...øv hvor er det træls.

[Skuggi 0]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

[kejzer 9]

uuuhhh man får sådan lyst til at pande ham en...

For fanden Mie! Som du kan sige det...

Men du er ikke ene om det...

ja undskyld jeg kan bare ikke altid holde min mening for mig selv....

[Guest SommerBrud]

Det var da en frygtelig historie..

Kan godt forstå dit svære dilemma, og alligevel synes jeg ikke engang det bør være et dilemma. For en klam stodder som ham ville jeg aldrig invitere. Han vil bare komme til at ødelægge DIN store dag søde, og du skal tænke på dig selv..

Hvis din mor så vælger ikke at komme fordi han ikke er inviteret, så kan jeg godt forstå at du bliver utroligt såret og ked af det, men så kan man sige at så ved du da hvor du har hende.. Og så er det mere hendes tab end dit..

Jeg håber at det løser sig til det bedste for dig og at du har din mor og søster hos dig på dagen

Knus Stinne

[frk.dk 1]

Hej Maria.

Jeg blev meget berørt af at læse din problematik, og minder dig lige om at denne situation på ingen måde er din skyld!

Din stedfar er langt ude! fy for fa.....!

Desværre lyder det ikke som om han har forstået, hvor meget han er skyld i!

Men som du siger, problemet vil være at undvære din mor, og der for vil jeg foreslå muligheden at invitere ham alligevel. Jeg kan kun alt for godt forestille mig at det må føles forfærdeligt at have ham med på dagen.

Ang bordplanen er der jo nogle der vælger at skrifte bord flere gange i løbet af festen, så de får snakket med flere gæster.

Jeg ved ikke hvor mange gæster I vil invitere, og om det overhovedet er en mulighed. Jeg ville bare lige foreslå det.

Jeg håber at du finder den løsning der gør dig mest lykkelig.

~

[simsallabim 0]

Hvis jeg stod i din situation tror jeg at jeg ville lade min kvindelist styre. Jeg ville ganske enkelt tage ham på fersk gerning ved at konfrontere ham med hans udtalelser også optage det. Hvis det ikke kan lykkedes vil jeg sige til ham i din mors påhør, at eftersom han åbenbart tænder så voldsomt på dig, men ikke tør stå ved det, så er det måske ikke så smart at han kommer til dit bryllup, for du har ikke lyst til at han sidder der og savler over dig. Jeg ved godt at det lyder skarpt, men den slags mænd kan jeg ganske enkelt ikke have respekt for.

Jeg ville aldrig selv bide i det sure æble og invitere ham på den store dag. Hvis min mor valgte at blive væk ville jeg være ked af, men jeg ville se det som hendes valg og IKKE mit.

Du skal gøre hvad du føler for, ikke hvad der er bedst for familiefreden.

[Maria_Sohnemann 1]

Puha...altså noget rod. Ved slet ikke hvad jeg skal sige. Det er super klamt og en mega belastende situation at sætte dig. Jeg ville under ingen omstændigheder invitere ham hvis det var mig. Det ville jeg ikke kunne holde ud. Men det er noget rod, for hvordan mon din mor vil reagere på det? ARrhg altså hvor er det urimeligt, at du skal stå i den situation fordi HAN er et svin...øv hvor er det træls.

Ja, det er nemlig noget rod.

Jeg har heller ikke lyst til at invitere ham, men jeg bliver jo nødt til at træffe et valg desværre...

Jeg er lidt bange for, at jeg får slået hånden af IGEN... Det gør ikke mindre ondt for hver gang det sker...

Så jeg ved snart ikke...

[Maria_Sohnemann 1]

Hej!

Sikken en redelighed..... Tænk at "voksne" mennesker kan finde på at opføre sig sådan..... Jeg føler virkelig med dig!!

Jeg kan ikke på nogen måde sætte mig ind i hvad du føler, men jeg kan forsøge.... Jeg vi give de andre 100% ret i at du sagtens kan invitere din mor og din søster .... Kommer de så ikke, ja så kommer de ikke, og så er det i bund og grund mest synd for dem!!!

Min mor fravalgte også vores bryllup, og det var en rigtig svær en at sluge..... Vores forhold bliver aldrig det samme igen, men hun viste så sit sande jeg, og jeg ved nu med 100% sikkerhed at det IKKE er hende jeg skal ty til hvis der fremover er noget....

Det var rigtig træls op til brylluppet og jeg fældede mange tårer på grund af min mors opførsel, men helt ærligt, så manglede jeg hende ikke på selve dagen... og alle de dejlige oplevelser der var under hele optakten og på selve dagen overskyggede langt sorgen over at hun ikke var der!!

Ved ikke om det her giver mening, men i dit sted ville jeg klart IKKE invitere en mand der har trådt så meget på dig, og vælger din mor så heller ikke at komme, ja så er det rigtig træls, men så ved du i det mindste hvor du står og kan handle ud fra det!!

Håber det kunne give bare en lille smule mening og hjælpe dig lidt.....

til dig fra mig...

Anne

Hej Anne...

Ja, det er svært at sætte sig ind i - det kunne jeg i hvert fald godt forestille mig. Det er vel også sådan lidt et emne, som man ikke snakker så åbent om??

Netop DIN besvarelse betyder meget for mig.. For det har fået mig til at tænke lidt ekstra over det med min mor. Hvorfor skulle jeg gå og være ked af det over en person, som vælger mig fra?? Det fortjener hun jo ikke, at jeg er. Selvfølgelig kan jeg ikke lade være med at være helt vildt ked af det, men det gør det lidt nemmere at tænke på, at hun vælger mig fra.

Må jeg være så fræk at spørge, hvorfor din mor valgte dit bryllup fra?? Du behøver selvfølgelig ikke at svare, hvis det er for personligt...

Det har været en rigtig stor hjælp, synes jeg...

Tusind tak...

Knus Maria

[Maria_Sohnemann 1]

uuuhhh man får sådan lyst til at pande ham en...

For fanden Mie! Som du kan sige det...

Men du er ikke ene om det...

ja undskyld jeg kan bare ikke altid holde min mening for mig selv....

Det skal du heller ikke...

Din mening betyder meget for mig.. Hehe

Og dejligt at se, at det ikke kun er mig!

[Maria_Sohnemann 1]

Hvor ækelt!

Og hvor tarveligt af ham, at sætte dig i sådan en situation! Jeg tror måske, som du også skriver, at din mor har valgt at tro på hans version, fordi din sande version er for smertefuld for hende. Jeg synes, han er virkelig lav -og primitiv- at sætte dig i den situation og jeg synes det er dybt uretfærdigt, at der er langt en dæmper på din glæde på den måde. Jeg håber virkelig, du bliver afklaret med dig selv, og hvis du inviterer din mor og din søster og de så siger nej tak, er jeg enig med de andre piger i, at så har de selv meldt sig ud. Du har fundet dig i mere end man kan kræve af dig og du har prøvet at nå din mor og søster. Jeg håber alt det bedste for dig.

Sender dig lige en masse for det er ikke fair overhovedet!

Tusind knus

Tina

Hej Tina...

Ja, det er vist nok det rette ord at bruge i den sammenhæng....

Et eller andet sted, så ja, det er fandeme forfærdeligt, at han har budt mig det her, men så oveni, at det er MIG, der er blevet til løgneren! Den er altså også svær at sluge... Kan slet ikke se, hvorfor jeg skulle lyve om sådan noget...

Men ja, jeg tror, at min version har været for smertefuld. Hans version er måske løgn, men den ødelægger ikke hendes liv. Det ville min gøre, hvis hun valgte at tro på den... For hvordan skulle hun kunne bo sammen med en, der rent faktisk tændte mere på hendes datter på (dengang) 19, end på hende selv??

Så jeg har faktisk ondt af hende et eller andet sted...

Men tusind tak for dine knus og kram...

Maria

[Maria_Sohnemann 1]

Det var da en frygtelig historie..

Kan godt forstå dit svære dilemma, og alligevel synes jeg ikke engang det bør være et dilemma. For en klam stodder som ham ville jeg aldrig invitere. Han vil bare komme til at ødelægge DIN store dag søde, og du skal tænke på dig selv..

Hvis din mor så vælger ikke at komme fordi han ikke er inviteret, så kan jeg godt forstå at du bliver utroligt såret og ked af det, men så kan man sige at så ved du da hvor du har hende.. Og så er det mere hendes tab end dit..

Jeg håber at det løser sig til det bedste for dig og at du har din mor og søster hos dig på dagen

Knus Stinne

Hej Stinne...

Ja, jeg skal tænke på mig selv... Jeg ved det godt. Det er bare svært engang imellem, synes jeg... Ligegyldigt, hvad... Jamen, så elsker jeg min mor. Hun har såret mig SÅ meget ved ikke at tro på mig, men det er jo stadig min mor.

Men jeg er vel efterhånden blevet meget afklaret med, at de nok ikke kommer. Det gør ondt - meget ondt... Men jeg har en svigerfamilie, som jeg holder vildt meget af, som støtter mig... Og jeg VED, at de ville sørge for, at jeg ville få en fantastisk god dag... Og det er jo egentlig det vigtigste...

Tusind tak for dine søde ord...

Det varmer altså bare så meget!

Knus Maria

[Maria_Sohnemann 1]

Hej Maria.

Jeg blev meget berørt af at læse din problematik, og minder dig lige om at denne situation på ingen måde er din skyld!

Din stedfar er langt ude! fy for fa.....!

Desværre lyder det ikke som om han har forstået, hvor meget han er skyld i!

Men som du siger, problemet vil være at undvære din mor, og der for vil jeg foreslå muligheden at invitere ham alligevel. Jeg kan kun alt for godt forestille mig at det må føles forfærdeligt at have ham med på dagen.

Ang bordplanen er der jo nogle der vælger at skrifte bord flere gange i løbet af festen, så de får snakket med flere gæster.

Jeg ved ikke hvor mange gæster I vil invitere, og om det overhovedet er en mulighed. Jeg ville bare lige foreslå det.

Jeg håber at du finder den løsning der gør dig mest lykkelig.

~

Hej...

Ja, du har ret.. Jeg ved godt, inderst inde, at jeg ikke er skyld i det. Men et eller andet sted, så kan jeg heller ikke lade være med at tænke på, hvad jeg har gjort, der har sat det hele igang hos ham...

Nej, han er slet, slet ikke klar over, hvad det egentlig er, han har gjort. Jeg er også først selv blevet klar over det for nyligt, hvor meget det har været igang med at ødelægge mig. Men det hjælper så meget at snakke om det... Så det er bare fantastisk at have dette forum, hvor der er så mange forskellige, men dejlige mennesker, der lufter deres meninger og bare gerne vil hjælpe... Kan jo slet ikke takke jer alle sammen nok!

Vi bliver kun 28 hvis min mor og stedfar kommer, så det er selvfølgelig ikke så mange... Og heraf er de 5 børn... Så det kan næsten ikke betale sig det med at rykke rundt, for jeg har selv tænkt tanken... Men tusind tak for dit gode råd. Det er bare så dejligt...

Knus Maria

[Maria_Sohnemann 1]

Hvis jeg stod i din situation tror jeg at jeg ville lade min kvindelist styre. Jeg ville ganske enkelt tage ham på fersk gerning ved at konfrontere ham med hans udtalelser også optage det. Hvis det ikke kan lykkedes vil jeg sige til ham i din mors påhør, at eftersom han åbenbart tænder så voldsomt på dig, men ikke tør stå ved det, så er det måske ikke så smart at han kommer til dit bryllup, for du har ikke lyst til at han sidder der og savler over dig. Jeg ved godt at det lyder skarpt, men den slags mænd kan jeg ganske enkelt ikke have respekt for.

Jeg ville aldrig selv bide i det sure æble og invitere ham på den store dag. Hvis min mor valgte at blive væk ville jeg være ked af, men jeg ville se det som hendes valg og IKKE mit.

Du skal gøre hvad du føler for, ikke hvad der er bedst for familiefreden.

Ja, jeg har overvejet at gøre lige nøjagtig det... Men efterhånden så tænker jeg også bare lidt: Jeg VED, at jeg taler sandt... Og hvorfor skulle jeg så spilde tid på at få en "tilståelse" fra ham af? Dem der mener, at jeg lyver, hvad kan jeg bruge dem til? Jeg har mine ting på det rene, og det er hvad der er vigtigst for mig...

Ud over det, så ville jeg slet ikke kunne gennemføre det, for jeg får det simpelthen så dårligt, når jeg er alene i et rum med ham... Har bare lyst til at løbe skrigende væk...

Men du har virkelig ret i, at jeg ikke skal gøre, hvad der er bedst for familien, for det gør jo kun mig ulykkelig... Jeg kan jo heller ikke blive ved med at tilsidesætte mig selv og mine behov fremfor familiens...

Knus