Hjælp - børn et dilemma

[Xzenia 1]

Kære alle

Jeg har selv været en flittig bruger af dette forum, og kommer stadig herind af og til. Man bliver jo helt afhængig.

Jeg blev selv gift for snart 2 år siden. Og er nu snart 36 år.

Mit dilemma

Er meget ømfindtligt, og jeg ved ikke hvor jeg skal henvende mig med det. Sagen er at jeg altid har været meget i tvivl om jeg skal have børn. Ja faktisk er jeg pænt overbevist om at jeg ikke skal have nogen. Dette har min kæreste - nu mand - altid vidst. Jeg tror dog lidt at han slår det hen. Inden vi blev gift satte jeg mig ned for at fortælle ham, at der var en stor sandsynlighed for at jeg ikke ønskede børn, og at han burde have dette med i sin beslutning om han i hele taget vil giftes med mig. Han slog det hen i noget med "ja lad os nu se" eller "du skal nok ændre mening". Jeg har dog endu ikke ændret mening, og nu synes jeg efterhånden at grebet stramme gevaldigt omkring mig. Alle spørger om hvornår vi skal have børn, manden tror vi skal have børn, og jeg er ved at kvæles i ubehag. Et eller andet sted føler jeg, at manden og alle andre, vælger at overhøre det jeg siger om ikke at skulle have børn (jeg har aldrig lagt skjul på min holdning). Især ikek over for min (nu) mand, da det ville have været et stort ægteskabeligt bedrag, ikke at være ærlig omkring det.

Når I sikkert vil undre jer, så kan jeg fortælle at jeg ikke ved, hvorfor jeg har det sådan med børn. Jeg har selv 5 søskende, så jeg er vant til at have børn omkring mig. Jeg nyder også i den grad at være sammen med børn. Elsker at lege med dem, og glæder mig til at se de små i omgangskredsen, når lejligheden byder sig. Jeg er bare hunderæd for selv at få dem. Er ikke klar til det. Og har, en stærk fornemmelse af, at jeg ikke biver klar til det. Også selv om prisen kan blive at min mand så ikke kan være sammen med mig. Det ville jo være helt forkert at sætte børn i verden for at holde på et ægteskab).

Det korte af det lange er:

Hvordan får jeg folk omkring mig inklusiv min mand at forstå, at jeg ikke skal have børn?

Skal jeg bare fortsat holde lav profil og svare ærligt når der bliver spurgt?

Eller skal jeg tage endnu en alvorlig snak med manden om emnet

Den helt fortvivlede

Xzenia

[lisabirk 0]

Det lyder da som om det ikke helt er gået op for din mand at du ikke vil have børn. Måske fordi du ikke rigtig selv er klar over hvorfor...

Jeg tror det første du bør gøre er at sætte dig ned, med dig selv, og finde ud af præcist hvorfor du ikke vil have børn. Er det kun fordi det er noget helt nyt og ukendt og som derfor skræmmer dig lidt, ja så er det måske ikke nok.

Min kæreste var heller ikke helt tryg ved tanken om at vi skulle have børn. Jeg pressede ikke på eller noget, men vi talte om tingene og blev enige om at tiden vist var inde. Jeg sagde flere gange til ham at hvis han ikke var klar kunne vi godt vente, men han sagde at han nok aldrig blev mere klar end nu, men han var bestemt ikke tryg ved det, og jeg tror det skræmte ham mere end han ville indrømme.

Nu er jeg så gravid, har termin den 8/6-08. Og han glæder sig næsten mere end jeg gør. Da jeg fandt ud af at jeg var gravid og fortalte ham det så han rigtig skræmt ud. Det gjorde mig lidt ked af det for jeg havde nok forventet den helt store glæde fra hans side med det sammen, men han bekymre sig meget om alting, og synes lige pludselig at det var et meget stort pres at han skulle være far. Men nu er jeg 7 måneder henne og han har haft tid til at "vænne" sig til tanken, og han er SÅ lykkelig, han glæder sig så meget til at skulle være far, og er slet ikke skræmt ved det mere.

Grunden til at jeg fortælle dig om ham er at jeg synes det er vigtigt at du gør op med dig selv hvorfor det er du ikke vil have børn. Er det fordi du frygter det ukendte, eller er det af en anden grund?

Hvad når du ser 20 år ud i fremtiden, ser du så også kun din mand og dig???

Det er en stor beslutning at skulle have børn, men det er en lige så stor beslutning IKKE at skulle have dem.

Hvis du tænker alle aspekterne igennem, og stadigt kommer frem til at du ikke vil have børn, ja så skal du og din mand nok have en rigtig god og lang snak om det. For det er vigtigt at han så forstår at det ikke er noget du bare siger, men at det rent faktisk er noget du mener.

Jeg synes ikke bare at du kan lade som ingenting, I bliver nødt til at få snakket det igennem.

Men hvis det virkelig er sådan at du ikke VIL have børn, så skal du være ærlig overfor din mand, og så giver jeg dig ret, du skal ikke føje ham og bare få et barn for at redde dit ægteskab. Men kan du klare at han går fra dig alene af den årsag????

Håber virkelig at du finder ud af hvad du skal gøre, og held og lykke med det hele.

[Xzenia 1]

Hejsa

Tak for dit meget fornuftige svar :-)

Jeg har tænkt meget meget og meget over hvorfor jeg har det sådan. Jeg kan virkelig ikke finde svaret. Jo det med børn skræmmer mig helt vildt, men der må være mere i det end som så. Jeg aner bare ikke hvad.

Om jeg kan klare at gå fra ham pga. børneproblematikken? Jeg ved det ikke. Jeg ved dog med sikkerhed, at jeg ikke kan få børn med ham, fordi han eller andre synes det. Og jeg ved at vi aldrig får børn før - ikke bare ham - men også, jeg er 100% sikker på at det er det rigtige. Jeg ved at det lyder så egoistisk, at så længe jeg ikke vil, så sker der ikke noget. Men børn er en stor beslutning, og jeg har det sådan, at jeg kan ikke sætte børn i verden, medmindre jeg føler at det er rigtigt.

Om 20 år - ja det siger alle. Det er nok mere trist om 20 år uden børn. Men det er stadig ikke noget argument for at få børn.

Tja jeg ved ikke - har bare helt ondt i maven over det......og tænker videre :-)

Knus Xzenia

[JannieD 0]

Først skal du vist lige ha et par stykker af dem her

At få børn er en kæmpe opgave. Og jeg forstår godt at du bliver i tvivl om, om du kan klare den.

Der skal også tænkes mange tanker igennem før man tager beslutningen om enten at få eller ikke få børn.

Jeg vil våge den påstand, at INGEN er klar til at få børn, før de har det lille vidunder i armene.

Herhjemme mente vi at nu var tiden inde. Simpelthen fordi det, i vores øjne, er den største kærlighedserklæring man kan give hinanden. Men 100 % klar var vi først d. 21.03.04 kl 21.29 da vi endelig så vores lille datter for første gang.

Der er sorger og glæder forbundet med begge dele. Men vi klarer alle de opgaver livet stiller os overfor.

Så længe du ikke med sikkerhed kan sige, hvorfor du ikke ønsker børn, tror jeg det er bedst hvis du slå det lidt hen, når folk spørg dig. I dag virker det som om at i et hvert ægteskab, hører der sig børn til. Men hvor står det skrevet? Jeg har stor respekt for dig, at du er så åben omkring dine tanker om at ikke at få børn. Det er helt sikkert ikke en nem beslutning.

Tror ikke jeg egentlig har givet svar på dine spørgsmål, men vil bare sige til dig at du jo ikke er et dårligere menneske, blot fordi du måske vælger børn fra.

Held og lykke med beslutningen

Knus

JannieD

[Frugtsalat 0]

Det korte af det lange er:

Hvordan får jeg folk omkring mig inklusiv min mand at forstå, at jeg ikke skal have børn?

Skal jeg bare fortsat holde lav profil og svare ærligt når der bliver spurgt?

Eller skal jeg tage endnu en alvorlig snak med manden om emnet

Du skal ikke holde lav profil - det er ikke noget, der kan ties ihjel, og folk vil fortsat tro, at I skal have børn på et tidspunkt.

Du er desværre nødt til at melde det ud - meget klart og tydeligt - og hvis folk forsøger at slå det hen med "jaja, du bliver klogere" eller lignende dumsmarte bemærkninger, så må du gribe tyrene ved hornene. Alt afhængig af hvordan du selv er, og hvordan omgangstonen er i din omgangskreds, så må du enten sige noget a la "ved du hvad, jeg ville sætte pris på, hvis du ville høre efter, hvad jeg siger og respektere mit valg" eller "det er pænt af dig, at du ser mig som en person, der ville klare forældrerollen godt, men jeg har nogle andre mål med mit liv, og det vil jeg gerne have, at du accepterer".

Der er sandsynligvis en del, der ikke kan/vil forstå, at du ikke er interesseret i at få børn. Det er også okay, men de skal søreme respektere dit valg!

Og du skal helt klart have en samtale med din mand om det. Det er muligt, at du ikke selv kan sætte ord på, hvad din mangel på lyst til børn bunder i, men det gør ikke dine følelser mindre legitime.

[Chrisling 0]

Jeg synes både at Lisa og Jannies indlæg er utrolig gode - men du får stadig lige et lille kvæk fra mig

Jeg har i maaange år haft det ganske ligesom dig - det har min kommende mand også godt vidst. Jeg har aldrig været en børneperson som sådan; er ikke typen der dåner over små babyer, og straks skal hen at dikke-dikke...men med hundehvalpe er det en ganske anden sag ;)

Det er sjovt som omverden kigger på én som om man er fuldstændig fra den, når man siger at man egentlig ikke har lyst til at få børn - det kan jeg slet ikke forstå. Bare fordi kvinder kan få børn er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at de skal have børn. Nogen egner sig ikke som mødre, nogen vil undgå at give uønskede sygdomme videre og nogen har bare ikke lysten til det. Synes da at det er en meget moden og velovervejet beslutning at vælge ikke at få børn - nogen vil måske kalde det egoistisk, men jeg synes måske det snarere er det modsatte; for hvilket barn fortjener forældre der egentlig ikke ønsker at være forældre?

Men et valg om ikke at få børn er i høj grad også et fravalg. Mange bruger argumentet om at man så vælger at være helt alene på sine gamle dage, men jeg mener ligesom dig at det ikke er grund nok til at sætte børn i verden. Men hurdlen ved et sådan fravalg er, at hvis man pludselig skifter mening, kan det være for sent - det biologiske ur tikker jo som bekendt ikke for evigt.

Nu skrev jeg i starten at jeg har haft det sådan som dig...har, fordi jeg er ved at sadle om. Det er der mange grunde til. En meget tungtvejende faktor er at alle mine veninde har fået børn...og det påvirker mig meget, for gud hvor er de skønne! En anden ting er at jeg er blevet mere moden inden for de sidste par år; jeg har fundet min rette hylde rent karrieremæssigt og der er kommet en helt anden ro på mig. Noget helt tredie er at jeg har haft store skrækscenarier omkring fødsler...det har jeg tildels stadig, men på en eller anden mærkelig måde kan jeg overskue det nu - om det bare er en fortrængning skal jeg ikke kunne sige ...men er ret sikker på at jeg nok skal overleve det...hehe!

Jeg kan ikke sige præcis hvornår og hvorfor, jeg er begyndt at bløde op...og skal jeg være helt ærlig, så føler jeg mig stadig ikke klar, og det tror jeg heller aldrig jeg kommer til. Men jeg ved nu at jeg gerne vil have børn, så efter brylluppet vælger jeg at springe ud i det, håbe at jeg modnes undervejs og lander på benene. Helt ærligt, så tror jeg at jeg under en graviditet vil komme i tvivl MANGE gange om det her nu også er det rigtige...men står jeg først med guldklumpen i armene er jeg 100% sikker på at jeg vil fortryde at jeg ikke har gjort det noget før.

Livet med børn vil da ganske givet blive anderledes end det man kender i dag - men jeg ser ikke det at have børn som en klods om benet...det bliver det kun hvis man gør det til et problem fra starten af. Vi derhjemme er meget enige om at vi stadig skal have tid til at være os selv - jeg skal have tid til mine heste, manden skal have tid til sin træning...vel nok på nedsat blus i starten. Ferier bliver ikke noget problem...måske bliver det på lidt andre vilkår end før, men afsted skal vi nok komme. Og skal jeg i felten og observere, så kan poderne sagtens være i rygsækken

Hov...sikke langt det blev

Men vil bare sige at du har ret til din beslutning, især når du altid har været ærlig omkring den - kan sagtens følge dig i at det fylder utrolig meget, nu hvor manden presser lidt på...sådan var det også hos os i starten, og Gud hvor føler man sig taget til fange! Aldrig om nogen skal presses til at have børn! I må tage jer en rigtig god snak om det...

Tror som sagt aldrig at man bliver helt klar til så stor en beslutning, men har man bare ikke lysten til det er det noget helt andet...

[lisabirk 0]

Hej igen.

Jeg kan godt forstå at du har det svært ved det, for der er mange som anser det for naturligt at ALLE kvinder VIL have børn, og sådan er det bare ikke altid.

Jeg tror det allervigtigste lige nu er at du og din mand får talt tingene igennem, sådan for alvor. Sætter jer ned og taler om hvad I hver især føler og tænker. Måske din mand kan få dig på andre tanker, eller måske du kan få ham til at indse at du virkelig mener det når du siger at du ikke vil have børn.

Jeg tror ikke nødvendigvis det betyder enden for jer hvis I ikke er enige - man kan jo ikke være enige om alt, men det er en stor ting, som det er vigtigt at I får talt igennem (sikkert mange gange).

Mht vennerne, så tror jeg at hvis jeg var dig, så ville jeg bede dem om at blande sig udenom. Sige til dem at du ikke ønsker børn lige nu, og derfor vil bede dem om at stoppe med deres sprøgsmål, og deres "jaja, du bliver klogere". Sådan var det også for os for et par år siden, folk blev ved med at snakke om at vi burde gifte os, men jeg fik dem til sidst stoppet, fordi jeg forklarede dem at det var en sag mellem min mand og jeg...

Held og lykke med det hele uanset hvad, og så lige en fra mig.

[Guest MC-pigen]

Sikken nogle gode svar.... Jeg vil alligevel give mit ringe besyv med også...

Jeg synes, du har været meget ærlig og reel overfor din mand, idet du tog snakken og meldte klart ud, inden I giftede jer. Til gengæld synes jeg, det er ret respektløst af ham, at han bliver ved med at slå det hen - som om din mening og selvopfattelse ikke er ægte og du slet ikke ved, hvor du har dig selv. Jeg tror, du er nødt til at forklare ham igen, hvordan du føler, og så bede ham respektere det og tage stilling til det. Det er som om, han netop ikke har taget stilling, men blot har forventet, at du nok skulle "føje dig" på et tidspunkt. Er det OK med ham eller er det ikke?

jeg kan godt forstå ham - hvor må det være frygtelig svært bare at skulle overveje, om man skal gå fra sin elskede pga. noget, der måske kan blive et problem i fremtiden, men ikke er det for nuværende. Bare at skulle tænke tanken kan vel virke helt uoverskueligt, men det skal han nu en gang alligevel.

I forhold til alle andre, der bliver ved med at spøge og tænke "Ja, ja - selvfølgelig ombestemmer hun sig!", så mener jeg, du skal melde klart og ærligt ud og fortælle, at det gør du ikke - og så i øvrigt pænt bede dem om at respektere din beslutning. (Hvis du virkelig skulle ombestemme dig en dag, er det jo så heller ingen forbrydelse...)

Knus MC

PS.

Jeg bliver også stukket til fra alle leder og kanter, og jeg GIDER IKKE høre på det!!! Vi skal have børn (hvis vi da kan) - også snart, men det er ikke noget folk skal blande sig i, før vi selv melder ud, at nu er det nu! jeg synes det er meget grænseoverskridende at stille den slags spørgsmål - tænk hvis dem man spurgte faktisk slet ikke kunne få børn eller kæmpede på livet løs for at opnå graviditet. Det er hårdt nok i sig selv uden at man konstant skal forsvare sig og forklare. Lad dog folk selv fortælle om deres fremtidige børn, når de selv er klar og synes tiden er inde til det.

[Chrisling 0]

PS.

Jeg bliver også stukket til fra alle leder og kanter, og jeg GIDER IKKE høre på det!!! Vi skal have børn (hvis vi da kan) - også snart, men det er ikke noget folk skal blande sig i, før vi selv melder ud, at nu er det nu! jeg synes det er meget grænseoverskridende at stille den slags spørgsmål - tænk hvis dem man spurgte faktisk slet ikke kunne få børn eller kæmpede på livet løs for at opnå graviditet. Det er hårdt nok i sig selv uden at man konstant skal forsvare sig og forklare. Lad dog folk selv fortælle om deres fremtidige børn, når de selv er klar og synes tiden er inde til det.

Præcis! Folk har så travlt med at trække deres normer ned over hovedet på andre; Skal I ikke også snart til at have nogle børn? Ja, I må jo snart se at komme i gang! Nu er det da ved at være på tide!

...HOLD NU KÆFT! Man bliver sindsyg af alle de kommentarer - og faktisk synes jeg det er noget ret privat at tage beslutningen om man skal have børn og hvornår det så evt skal være...og som du skriver, hvad nu hvis man prøvede og det ikke gik efter planen? Eller hvad nu hvis man slet ikke havde lyst til børn, ligesom Xzenia?

[diskobil 357]

Når jeg ser overskriften på sådan en tråd tænker jeg: Nå ja det kan jo komme med alderen, som det gjorde for mig selv. Men i og med at du er 36 nu, og må have været 34 da du blev gift, så er det omkring det tidspunkt hvor folk begynder at tænke på børn, hvis det ikke er noget som de har. Det gjorde vi ihvertfald; Det hed sig oprindeligt at jeg ville have børn inden jeg blev 30 og den grænse blev så overskredet nogle gange. Men ud fra det du siger har du klart meldt ud overfor din gemal at du ikke ville have børn inden i blev gift og så er den vel ikke længere; Havde du været eks. 21 år kunne man måske sige "det kan være det kommer" men når du i en alder af 34 - ikke at det er gammelt - siger at du ikke vil have børn, så er der en formodning for at det ikke er noget som ændrer sig efterfølgende, og det burde han vel have indset inden I blev smedet sammen; Dvs. enten acceptere det eller..... Det at have børn er en livsstil, men det er ikke noget som behøver at ændre ens liv og gøremål totalt. Det er vi - Diskobil - vel egentlig et godt eksempel på. Børn er også noget som de fleste gerne vil have på et tidspunkt. Men der er også nogle som ikke vil, og det bør man respektere. Særligt hvis man har sagt ja til at leve sammen med en som klart har sagt fra i en moden alder.

[Xzenia 1]

Hejsa

Tak for alle jeres fantastiske svar. I aner ikke hvor godt det er at kunne komme ud med det hele - den at blive anklaget om det ene og det andet.

Jeg kan ikke finde hoved eller hale på tingene lige nu. Føler mig blot presset op i en krog, da jeg stort set ikke kan møde omverdenen (familie og venner) uden at spørgsmålet om børn dukker op. Og uanset at jeg siger at jeg ikke ved, ikke er sikker, ikke skal have børn. Så bliver jeg ikke taget alvorligt. Skægt, da jeg ellers er en person som altid siger det jeg ærligt mener (selvfølgelig på diplomatisk og pæn vis) og folk ved typisk hvor de har mig, netop af den årsag. Dog lige når det gælder børn, føler jeg mig totalt overhørt.

Og - ja måske har jeg ondt af mig selv lige nu - men hvor er det svært at være kvinde der ikke ønsker sig børn. Måske er det en paranoia, jeg får bare ofte en følelse af at andre synes at jeg er mærkelig - nærmest unormal ved at have det sådan.

Ellers så kan jeg se, at jeg hele tiden har stillet barrierer op for, hvorfor jeg ikke var klar til at få børn. Først skule jeg kende manden/potentiel far godt. Så skulle jeg være gift. Så skulle jeg have været gift i en tid. Så skulle jeg have et stort hus. Så skulle jeg bo i det store hus i et styk tid. I hele processen har jeg meldt ud at børn meget sandsynligt ikke lå i kortene. (Tænkte at det var bedre at overraske positivt end at mislede nogen). Måske håbede jeg på at al den tid jeg købte mig ved at skulle det ene og det andet, ville være nok til at jeg flyttede mig derhen, hvor man ønsker sig børn. Jeg må bare erkende at det ikke er sket.

Og hvordan kan det være at jeg har det sådan, da jeg faktisk nyder at være sammen med børn. Jeg både bærer, nusser, digge digger og leger med dem. Men kan bare ikke selv. Hvis bare jeg kunne få svar på det. Jeg har det bare ikke.

Nå der er nok intet der giver mening af det jeg skriver. Jeg tænker videre

Kh Xzenia

[Chrisling 0]

Åh, hvor har jeg ondt af dig - du må virkelig føle dig som en lus mellem 2 negle

Synes det er rigtig tarveligt at dine omgivelser ikke høre hvad du siger og mener - hvorfor er det at alle har så travlt med at sige: Jaja, det skal nok komme...? Det er nedværdigenede at være bedrevidende på dine vegne på den måde,men som sagt skyldes det nok at flertallet i dagens Danmark tror at alle vil have børn.

Én ting er din familie og venner, men du er først og fremmest nødt til at få det her på plads med din mand - så kan han efterfølgende også bakke dig op, når andre begynder at stikke til dig...for det burde han gøre, nu hvor du har spillet med åbne kort hele vejen igennem!

Jeg har det selv sådan at jeg vil kunne blive ved med at finde på gode undskyldninger for hvorfor det er bedre at vente med at få børn om ½ år...men fordi jeg ved at jeg gerne vil have børn, modsat dig, vælger jeg som sagt at springe ud i det - for findes det perfekte tidspunkt for sådanne beslutninger? - Jeg tror det ikke...

Når det så er sagt, så tror jeg stadig at jeg vil synes at en stor andel af andres børn stadig vil være nogle møgunger når jeg en gang selv er blevet mor - jeg vil stadig ikke nyde at køre i bus med 2 børnehaveklasser, og vil stadig synes at ungen der ligger og skriger på gulvet i supermarkedet er for meget...hehe

Jeg kan ikke fortælle dig hvorfor du har det som du har - men hvis du går og tumler meget med dine følelser, skulle du måske snakke med nogen om det?

[lisabirk 0]

Jeg har virkelig ondt af dig. Det må være svært at stå med så stort et problem, og føle at ingen i verden forstår ens følelser.

Jeg tror det er vigtigt at du får din mand "over på dit hold", altså at I får snakket tingene igennem, for det lyder lidt som om det mest er dine venner og familie der presser på. Hvis du får snakket tingene igennem med din mand vil han måske forstå at det virkelig er et problem for dig at alle bliver ved med at tale om det som om du ikke er rigtig klog.

Jeg tror at det vil hjælpe dig hvis din mand kan være ved din side og også forklare folk at det med børn er noget de skal blande sig udenom for det er noget provat mellem ham og dig.

Du kan også gøre som jeg gjorde da folk begyndte at tale lidt for meget om at min kæreste og jeg da snart skulle giftes. Jeg sagde "ja, om 7 år" og når de så synes at det var et underligt svar, så forklarede jeg dem at det simpelthen var fordi de spurgte for meget, og at mit svar derfor fremover bare ville være om 7 år, uanset hvorlænge de blev ved med at spørge. Til sidst fattede de den faktisk, og idag er der ikke nogen der spørger om den slags mere (vores bryllup er stadigt en hemmelighed).

[Bowmo 1]

Jeg kunne faktisk ikke lide børn overhovedet før min storesøster fik... så begyndte jeg at bløde lidt op...

Nu har jeg selv fået 2 stk. en dreng og en pige (snart 10 og 7) og de er det bedste der nogensinde er sket for mig. De er de eneste jeg elsker betingelsesløst og jeg synes det er stort at man kan elske nogen bare fordi de er....

Jeg er idag uddannet pædagog og holder meget af de lidt større børn (over 3 år) Jeg er absolut ikke vild med små babyer og har ikke lyst til hverken at dikkedikke eller pussenusse...

Jeg vil dog lige lave en lille reklame for min dejlige faster - for der har jeg faktisk lige købt en "baby"

Min fasters dejlige "babyer"... klik her! Jeg har købt ham der hedder Kenneth så han er MIIIIIN Og ja hun har lavet en Chalotte-dukke og den ligner faktsik mig som baby.

Ellers vil jeg sige at jeg nu har rundet 33 år og synes selv jeg er for gammel til at få flere børn... nok mest fordi mine egne børn er så store og selvjhulpne nu og jeg havde altid sagt at hvis jeg skulle have børn skulle jeg have dem inden jeg var 25 for jeg ville være ung med dem(og stadig have et liv når de flytter hjemmefra). Jeg ved godt at mange først begynder at få børn i min alder, og det er deres valg. Jeg tror da også måske et eller andet sted min kommende mand som ikke er far til børnene måske ønsker sig sine "egne" børn (og hans forældre måske ønsker sig flere "børnebørn"), men ja jeg har jo to dejlige børn som jeg har masser af overskud til. Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne mønstre samme overskud hvis jeg skulle have flere.

Hvis du vælger ikke at få børn er det din helt egen sag. Det er et valg som dine nære og kære må respektere!

/Chalotte

Redigeret April 23, 2008 af Bowmo

[Guest MC-pigen]

Hej igen...

Jeg er i øvrigt så træt af spørgsmål som: "Skal I ikke snart have børn?" og "Nu er det da på tide I får børn!", at jeg efterhånden bare svarer: "Nej!", "Faktisk ikke!" eller "Nej, jeg kan ikke fordrage børn!". Det plejer at lukke munden på de fleste - og forhåbentlig tænker de efterfølgende over, hvorfor de fik så surt et svar. Jeg synes simpelthen, det er spild af min tid, at jeg skal stå og forklare mig. Jeg synes også, det er helt urimeligt.

[diskobil 357]

En anden måde at lukke munden på dem på er at sige: "Hvad nu hvis vi ikke kan få børn", og når vedkommende så siger: Åh gud....... siger man bare. Jeg siger ikke at det er det der er tilfældet. Det vil lukke munden på de fleste.

[lii 3]

Hej

Jeg vil heller ikke have børn!

Jeg er nu 34 år, og jeg har aldrig ønsket mig børn. Jeg har i sin tid haft hest, og det er - ja, undskyld mig alle jer, der HAR børn for min sammenligning - meget det samme scenarie.

Du påtager dig et ansvar for et andet liv, og det liv skal jo helst være så godt som muligt.

Ja, jeg VED godt, at jeg ikke kan sammenligne så meget, men det KAN jeg faktisk godt. Se her:

I begge tilfælde er der pasning, der skal overholdes.

Der er store udgifter forbundet med det.

Der er fantastiske glæder forbundet med det.

Der er store sorger forbundet med det.

Hesten/barnet kan ikke selv sige, hvad der er galt, hvor det gør ondt osv, når den/det bliver sygt - og det sker altså!

Du kan endvidere risikere at få et handicappet barn - og det kan du ikke aflive, sådan som du kan med en syg hest.

Og ja, man er 100.000 % overbevist om, at man aldrig vil undvære det lille liv.

Jeg havde min hest fra helt lille, opdragede osv den selv, passede den selv, afholdt selv udgifterne - og det i den unge alder, hvor folk normalt får børn. Dengang havde jeg overskuddet til det, masser af energi, men skulle jeg have en ny idag, ville jeg ikke kunne overskue det.

Og så er der alt det pædagogiske omkring et barn - hvor skal det passes, hvor længe skal det være i institution om dagen, hvordan kan din arbejdssituation se ud med et barn, karrieremuligheder og ikke mindst kan du klare mangel på søvn?

Der er SÅ mange aspekter ved at få et barn, og JEG ønsker det ikke af rent egoistiske behov! Jeg vil have lov til at nyde min mand og vores forhold, jeg VIL ud at spise engang imellem, i biffen, på weekendture, og ikke mindst vil jeg have min nattesøvn.

Og nej, jeg er IKKE bange for at være ensom eller andet, når jeg bliver gammel. At få børn er IKKE en garanti for, at man ikke bliver ensom - de har jo ligesom deres egen fri vilje og kan flytte til et andet land - de kan endda dø eller blive krøblinge, der alligevel ikke kan komme og besøge dig.

Og så gør det selvfølgelig vanvittigt ondt at føde! Og derefter skal du simpelthen sætte dine egne behov FULDSTÆNDIG tilside.

Nix, egne børn er ikke mig. Jeg har fundet en fin måde at leve på som pædagog, hvor jeg har den dejligste daglige kontakt til masser af fantastiske børn, og jeg nyder at have dem, men også at kunne sige "tak for idag" for derefter at gå hjem og gøre nøjagtig dét, som JEG har lyst til.

Egoistisk? Ja, for hulen, men det er jo også MIT liv Og dét skal bare leves!

[Guest MC-pigen]

Barn = hest!?!!!?? Jeg kan godt se pointen, men altså helt ærligt...

Jeg (der jo ikke selv har barn) kom forleden til at sammenligne babyer med katte (sådan nogen har jeg) overfor en nybagt mor-veninde. det skulle jeg aldrig ha' gjort!!

Til gengæld beroligede det mig atter, da min anden gravide veninde dagen efter sammenlignede det at have børn med det at have skildpadder!!

Jeg tror ikke, det at have børn seriøst tåler sammenligning med dyr eller noget som helst andet... Men derfor kan det jo godt være sjovt at gøre det!

Knus MC

[Guest Mette Munk]

Hej

Jeg vil heller ikke have børn!

Jeg er nu 34 år, og jeg har aldrig ønsket mig børn. Jeg har i sin tid haft hest, og det er - ja, undskyld mig alle jer, der HAR børn for min sammenligning - meget det samme scenarie.

Du påtager dig et ansvar for et andet liv, og det liv skal jo helst være så godt som muligt.

Ja, jeg VED godt, at jeg ikke kan sammenligne så meget, men det KAN jeg faktisk godt. Se her:

I begge tilfælde er der pasning, der skal overholdes.

Der er store udgifter forbundet med det.

Der er fantastiske glæder forbundet med det.

Der er store sorger forbundet med det.

Hesten/barnet kan ikke selv sige, hvad der er galt, hvor det gør ondt osv, når den/det bliver sygt - og det sker altså!

Du kan endvidere risikere at få et handicappet barn - og det kan du ikke aflive, sådan som du kan med en syg hest.

Og ja, man er 100.000 % overbevist om, at man aldrig vil undvære det lille liv.

Jeg havde min hest fra helt lille, opdragede osv den selv, passede den selv, afholdt selv udgifterne - og det i den unge alder, hvor folk normalt får børn. Dengang havde jeg overskuddet til det, masser af energi, men skulle jeg have en ny idag, ville jeg ikke kunne overskue det.

Og så er der alt det pædagogiske omkring et barn - hvor skal det passes, hvor længe skal det være i institution om dagen, hvordan kan din arbejdssituation se ud med et barn, karrieremuligheder og ikke mindst kan du klare mangel på søvn?

Der er SÅ mange aspekter ved at få et barn, og JEG ønsker det ikke af rent egoistiske behov! Jeg vil have lov til at nyde min mand og vores forhold, jeg VIL ud at spise engang imellem, i biffen, på weekendture, og ikke mindst vil jeg have min nattesøvn.

Og nej, jeg er IKKE bange for at være ensom eller andet, når jeg bliver gammel. At få børn er IKKE en garanti for, at man ikke bliver ensom - de har jo ligesom deres egen fri vilje og kan flytte til et andet land - de kan endda dø eller blive krøblinge, der alligevel ikke kan komme og besøge dig.

Og så gør det selvfølgelig vanvittigt ondt at føde! Og derefter skal du simpelthen sætte dine egne behov FULDSTÆNDIG tilside.

Nix, egne børn er ikke mig. Jeg har fundet en fin måde at leve på som pædagog, hvor jeg har den dejligste daglige kontakt til masser af fantastiske børn, og jeg nyder at have dem, men også at kunne sige "tak for idag" for derefter at gå hjem og gøre nøjagtig dét, som JEG har lyst til.

Egoistisk? Ja, for hulen, men det er jo også MIT liv Og dét skal bare leves!

Respekt for dig......Dejligt at høre om en kvinde der ved hvem hun er og hvad hun vil.... Hatten af for dig....

Tror der går mange rundt og lever deres liv som en traditionel rutine, hvis man kan kalde det det... Og alle tænker måske heller ikke over det.

De får hus, bil, bliver gift, får børn osv osv rigtig Hr og Fru Danmark. og bliver styret af andres forventninger eller andres liv....

Lige for tiden syntes jeg også der er mange som virker som om at de får børn bare for at få børn... i min omgangskreds er der mange gravide og der er faktisk kun 1 jeg kan glæde mig over... Fejt But that´s the way it is..

En har sagt at når alle deres venner næsten havde, jamen så var det hårdt at være udenfor og ikke kunne være med i snakken... Det kan sætte mit pis i kog at der er så mange der får deres børn af mærkelige årsager og ikke af ren kærlighed (hm ved ikke helt om man kan sige det sådan)

Men selvfølgelig er der jo alle de herlige mennesker som har deres guldklumper og der er bare herligt..

Og stor respekt til dem der ikke vil have børn. Kender endda en der ikke vil, fordi hun kan ikke se hvad det er for en verden der er til dem at vokse op i.

Men fakta er at børn burde være en stor overvejelse......

Håber at det har givet lidt mening for det er sandeligt svært at beskrive flyvende tanker i hovedet he he...

knus :carrot:

[Xzenia 1]

Hejsa

Tak for alle jeres svar. Jeg tænker stadig over emnet, og ved ikke hvordan jeg skal bringe det op. Vi er nok vist ikke så gode til at snakke - sådan dybt - om den slags ting. Derfor er det lidt svært at bringe op. Måske nok også fordi jeg nu er godt på vej mod de 36 og derfor har en forventning om at gemalen vil tage det lidt mere alvorligt denne gang end sidste gang jeg alvorligt bragte emnet op for et par år siden. Jeg formoder at han denne gang ikke bare kan slå det hen. Og selv om det også er lige præcis det jeg ønsker - at han skal lytte, høre og derefter diskutere det - så er det mildest talt nervepirrende. Jeg kender jo egentlig ikke konsekvensen for os begge, af en forestående samtale om emnet

I øvrigt skal I have tusind tak for at I har lyttet og skrevet, uden at springe i hovedet på mig. Det er første gang nogen sinde at nogen har lyttet, hørt og givet respekterende input omkring mit dilemma. Det har været dejligt.

Kh Xzenia

[Guest MC-pigen]

Kære Xzenia

Du fortjener al mulig respekt og forståelse - dit valg er lige så rigtigt og ægte som alle andres.

Held og lykke med det hele!

Knus MC-pigen

[KimsRikke 0]

Hej

Jeg vil heller ikke have børn!

Jeg er nu 34 år, og jeg har aldrig ønsket mig børn. Jeg har i sin tid haft hest, og det er - ja, undskyld mig alle jer, der HAR børn for min sammenligning - meget det samme scenarie.

Du påtager dig et ansvar for et andet liv, og det liv skal jo helst være så godt som muligt.

Ja, jeg VED godt, at jeg ikke kan sammenligne så meget, men det KAN jeg faktisk godt. Se her:

I begge tilfælde er der pasning, der skal overholdes.

Der er store udgifter forbundet med det.

Der er fantastiske glæder forbundet med det.

Der er store sorger forbundet med det.

Hesten/barnet kan ikke selv sige, hvad der er galt, hvor det gør ondt osv, når den/det bliver sygt - og det sker altså!

Du kan endvidere risikere at få et handicappet barn - og det kan du ikke aflive, sådan som du kan med en syg hest.

Og ja, man er 100.000 % overbevist om, at man aldrig vil undvære det lille liv.

Jeg havde min hest fra helt lille, opdragede osv den selv, passede den selv, afholdt selv udgifterne - og det i den unge alder, hvor folk normalt får børn. Dengang havde jeg overskuddet til det, masser af energi, men skulle jeg have en ny idag, ville jeg ikke kunne overskue det.

Og så er der alt det pædagogiske omkring et barn - hvor skal det passes, hvor længe skal det være i institution om dagen, hvordan kan din arbejdssituation se ud med et barn, karrieremuligheder og ikke mindst kan du klare mangel på søvn?

Der er SÅ mange aspekter ved at få et barn, og JEG ønsker det ikke af rent egoistiske behov! Jeg vil have lov til at nyde min mand og vores forhold, jeg VIL ud at spise engang imellem, i biffen, på weekendture, og ikke mindst vil jeg have min nattesøvn.

Og nej, jeg er IKKE bange for at være ensom eller andet, når jeg bliver gammel. At få børn er IKKE en garanti for, at man ikke bliver ensom - de har jo ligesom deres egen fri vilje og kan flytte til et andet land - de kan endda dø eller blive krøblinge, der alligevel ikke kan komme og besøge dig.

Og så gør det selvfølgelig vanvittigt ondt at føde! Og derefter skal du simpelthen sætte dine egne behov FULDSTÆNDIG tilside.

Nix, egne børn er ikke mig. Jeg har fundet en fin måde at leve på som pædagog, hvor jeg har den dejligste daglige kontakt til masser af fantastiske børn, og jeg nyder at have dem, men også at kunne sige "tak for idag" for derefter at gå hjem og gøre nøjagtig dét, som JEG har lyst til.

Egoistisk? Ja, for hulen, men det er jo også MIT liv Og dét skal bare leves!

Nej, selvfølgelig er en hest og et barn ikke det samme, og det siger du jo også!!

Mit moderhjerte protesterer over sammenligningen, men min hjerne giver dig fuldkommen ret. -Og det er jo der, at kommunikationen glipper mellem dem som har og dem som ikke har.. (børn, ikke heste )

Og derefter skal du simpelthen sætte dine egne behov FULDSTÆNDIG tilside.

Du har også ret her, og det er jo derfor det er en stor og svær beslutning, når man ikke ved hvor man får styrken fra til at sætte andre først altid.

For de fleste følelsesmæssigt "almindelige" mennesker kommer den der styrke og glæde ved gerningen jo netop automatisk, og den kan man jo ikke føle, før den er der.. Så hvordan skulle man kunne vide, om man kan/vil opfostre et barn med det ansvar det indebærer?

Nutidens mødre har jo for pokker alverdens forventninger knyttet til sig, så det tror da pokker at man føler sig lidt magtesløs og bange for opgaven.. Man skal (vel og mærke uden sin faste nattesøvn de første 3 år) leve sundt, bage boller, udvikle motorisk, aldrig skælde ud, anerkende, berolige, guide, og være totalt overskudsagtig i alt hvad man foretager sig med barnet. Derudover er der en mand, et hus, noget aftensmad, et job, noget familie og nogle venner at tage sig af. -Og hvor blev man lige selv af, i alt det her?? -Gu´ er det da hårdt, og jeg har måttet erkende, at jeg altså ikke altid magter overskuddet. -og guess what, det er også i orden!!!

Med alt det sagt, vil jeg selvfølgelig ikke undvære min datter for alt i verden, men omvendt skal jeg heller ikke have flere børn. Ikke at jeg er skræmt, men jeg har ikke behov for flere. Kims datter på 13 bor hos os, og jeg har en weekend-papdatter på 7 år også. -Og helt ærligt, jeg orker ikke at undvære mere nattesøvn, når først Lisa begynder at sove ordentligt igennem. (og det må man heller ikke sige!!)

Jeg ved ikke lige hvor jeg vil hen med alt det her, men det bunder i hvert fald i en forståelse for Zxenias situation (og I andres), fordi det ER sgu svært og hårdt, men det er bare ikke tilladt at føle som I gør. -Det er tabu at en KVINDE føler det på den måde.

Man hører tit om mænd som føler sådan (har personligt været kærester med flere af typen..), og da gør mange kvinder vel det, som Zxenias mand gør. -Tager skyklapper på, og håber det går over med tiden..

Håber det kommer til at gå godt for jer alle. -Ikke mere ævl herfra

[lii 3]

IIIh, KimsRikke

Sikken dejlig omgang "ævl" *griner* Hvor er det da rart, at høre en kvinde, som GODT tør sige: Puha, hvor er det hårdt - og ja, det er også dejligt!

[xenobia 0]

Jeg forstår dig fuldt ud.

Jeg er ikke sikker på om jeg vil have børn og min mand til "som udgangspunkt" ikke have børn, men hvis jeg vil vil han være der for mig. Jeg er 29 og min mand er 31.

Men er også ved at brække mig over at folk evig og altid spørger om vi ikke også snart skal i gang, om det ikke er på tide og ikke mindst, at vi skal passe på at vi ikke bliver for gamle, for hvis vi nu ikke kan få børn og skal i behandling kan vi lige så godt begynde med det samme!!!!

[Xzenia 1]

Hejsa

I torsdags spurgte jeg min mand, hvorfor han tilsyneladende valgte at se bort fra det faktum at jeg højst sandsynligvis ikke ønsker børn. Han svarede, at han mente at jeg havde sagt at jeg at jeg måske ikke skulle have børn, hvilket han så som om at måske skulle jeg have børn. Jeg mindede ham så om, at jeg f.eks. meget tydeligt havde fortalt ham det inden vi blev gift. Gemalen siger så, at han mener at jeg har valgt ikke at være tydelig nok. Mit svar er; jeg har bestemt været tydelig i nu snart 10 år, men han må have valgt, at fortolke mine "nok ikke" som "nok måske". Herefter sluttede samtalen om emnet. Jeg synes det er bemærkelsesværdigt, men sådan er det nok bare. Jeg ved ikke hvad mere jeg skal sige eller gøre. Samtalen er nok blot et spejlt af resten af vores liv, hvor seriøse, følelsesmæssige og udfordrende emner ikke diskuteres. Lidt frustreret og indebrændt er jeg lige nu. Men hvad; det går nok det hele.

KH Xzenia