Behøver man tage afsted til ens brors bryllup??

[cryingheart 0]

Hejsa Alle Sammen

Jeg sidder i kæmpe dilemma, min storebror planlægger bryllup og det burde jeg jo glæde mig over på hans vegne, men jeg har svært ved det, det er der flere grunde til, men jeg kan kun sige at jeg aldrig nogensinde kommer til at holde af ej heller komme tæt på ham, hvorfor og hvordan det kan være vil jeg ikke komme ind på her, da det er meget personligt, og det har jeg ikke brug for at tale om lige nu. Dog vil jeg skrive at for at jeg har det sådan med en person, skal der virkelig meget til og han har overskredet den grænse til fulde alt for mange gange.

For det første blev han inviteret med til min mands og mit bryllup i april i år af pligt, min far var blevet mega-sur hvis jeg havde fravalgt min bror til mit bryllup, men at min fars mening så ikke tæller så meget i mit liv, skal jeg så lige skrive her, men for husfreden skyld inviterede jeg min bror med, alt i mens jeg gik og håbede på et afbud fra min storebror og hans tilkommende hustru, men desværre kom han til brylluppet.

Det første han gjorde var at komme for sent til kirke, det næste han gjorde var at overdrive med ris i lejligheden, (vi holdt festen hjemme), men så blev min lillesøster meget meget meget sur på ham og så stoppede han for hende har han respekt for. Hun har kun smidt ham over hendes ryg, da han kildede og givet ham sådan en lussing, da han dykkede hende mod hendes vilje i en svømmehal, da han ikke forstod at hun sagde nej og hun har også sat ham på plads, fordi hun er træt af hans måde at være på, men fatter han det?? Næh i hans verden er alt OK, der er ingen grænser der ikke kan overskrides, så længe det ikke går ud over ham selv. Men min lillesøster fik ham altså stoppet og alt i mens vi sad ved bordet og snakkede sammen sådan stille og roligt, annoncere min storebror højt at han skal giftes i juli i år, da det virker som om ingen hører det bliver det sagt lidt højere og sådan fortsatte festen, vi valgte at lade som ingenting, men hvorfor lige vælge mit bryllup til at annoncere sit eget, til trods for at de fleste der sad der, var nogle han ikke kendte og skulle have med til brylluppet.

Nu vil nogle så jo sige at jeg bare skal slappe af, og det bare er fordi han er glad for at han skal giftes, men det er ikke første gang jeg oplever det her, da min datter i september 1999 skulle døbes, sidder han ved min datters barnedåb og annoncere ham og hans daværendes forlovede og højlydt annoncere at de blevet forlovede på min datters dåbsdag, der var ingen anledning til at gøre det netop den denne dag, andet end de havde lyst til at blive forlovet, hvorfor så ikke vente til ugen efter? Det er som om opmærksomheden ikke må være rettet mod mig eller noget der betyder noget for mig, så skal det ødelægges. Derudover sad han og inviterede folk med til sit bryllup, som han mødte for første gang til vores bryllup og de var de mennesker, som i hans øjne er noget særligt, et par der er selvstændige erhvervsdrivende, set med vores øjne er det venner vi har kendt hele min mands studietid inden han blev diplom-ingeniør, og så efter, så vi ser dem jo ikke just som "karriermennesker" men som elskelige varme mennesker, som har nogle visioner med deres liv, som vi ikke har, men derfor er de vores venner alligevel, og sådan kan jeg blive ved.

Så kom min storebror til at se at der i vores gæstebog, (der var lavet en side til hvert enkelt par eller single, hvor deres billed kunne blive indsat og de kunne skrive en hilsen til os og hvor deres relation og evt "job" til brylluppet var) og der stod skrevet under min lillesøster, at hun var første brudepige, og da kom min bror på den lys ide. " Skal Xxxxxxxx ikke være brudepige hos os også? " spurgte han sin tilkommende kæreste den aften? og min lillesøster var lige så overrasket, da min bror foreslog ham det, men hun nænnede ikke at skuffe ham, så hun sagde ja, selvom hun synes at det er fuldstændig malplaceret at hun skal være både brudepige og Gudmor.

Og sådan kan jeg blive ved...

Jeg har nu i gennem længere tid har haft en kamp inden i mig. Der er noget i mig der siger at jeg ikke har lyst til at tage afsted til det bryllup, som min bror holder, men den anden side siger at jeg skal tage afsted af PLIGT, fordi det jo er min bror, men vil jeg få glæde af at sidde til en fest, hvor jeg er af PLIGT og jeg ved at jeg skal omgives af mennesker, som både min mand og jeg ikke kan med(det kniber med det meste af min bio.-fars side og hele min bio.-mor side), skal jeg tage med fordi det forventes af mig eller skal jeg sige nej, når indbydelsen kommer?

Til brylluppet kommer min fars side(mennesker jeg ikke taler af den grund at de hele tiden synes det er synd for min bror det der sker omkring ham og at jeg er skurken, fordi jeg ikke kan med ham, og ikke fordi han har trådt ved siden og såret mig for mange gange) og så kommer min bio. moster, hvilket jeg mener er helt malplaceret, da min bror lige som mig ikke ønsker at have noget at gøre med den side af familien(min bio.-mors side), hverken den bio.mor eller hendes ældste søster eller mormor(fordi de ikke behandler ham efter hans hoved og det ikke drejer sig om ham, han skal helst være midtpunkt i alt det han deltager i), men min moster, kan han godt se, hun er jo ikke slem, der er ingen andre i familien, der kan udstå hende, men min bror kan godt, men hun minder også så meget om ham på det punkt med at være midtpunkt i en hver forsamling.

Den eneste grund til at jeg skulle komme var for at være sammen med min stedmor og min småsøskende, men helt ærligt, så vil jeg heller være sammen med dem på et andet tidspunkt. Min stedmor har forbudt min bror at komme når jeg besøger hende, hun vil have min mand og mig for sig selv, hun ønsker at vi kan få ro til at være sammen og ikke skal give min opmærksomhedskrævende bror(som hun kalder ham) den opmærksomhed, som hun mener tilhører os, når vi endelig besøger hende.

Jeg har ikke besøgt min bror i over 1½ år og min bror besøgte os for første gang til vores bryllup i år, i alt den tid jeg har boet her i Århus Læs en tre års tid.

Vi ser kun hinanden til familiekomsamner og det har jeg det fint med. Jeg træt af flere årig konkurrence(faktisk det meste af min barndom), flerårig mobning og personlig terror, (udført af min storebror og hans kammeratter),(nu løber mine tårer snart) og truslerne og hans hjælpeløshed(han har truet med at dræbe det jeg holder af mest at, hvis jeg nogensinde fortalte nogle mennesker om det han har udsat mig for), desværre kan jeg ikke rive mig løs af den trussel og desværre kan jeg kun sige at min bror har "ødelagt" noget af mit liv og at min far så gennem fingre med det, gør det jo ikke nemmere at forholde sig til, fordi min storebror er jo dreng og jeg er KUN en pige.

Jeg kan bare ikke mere, er jeg nød til at gå på kompromis med min følelser eller skal jeg tage skridtet fuldt ud og sige nej til invitationen, jeg har heldigvis muligheden for at begrunde nejet, med at jeg skal have samværet med min datter på den dato de har fastsat og hvis jeg fravælger den dato går der 4 uger til jeg ser hende igen, og det har jeg ikke lyst til, men familien forventer jo at man som søster tilsidesætter alt for sin brors bryllup, men jeg har bare ikke lyst til den kamp der raser inden i mig allerede nu, jeg græder, jeg råber, jeg skriger indvendig, jeg kommer så nemt til at bebrejde min kæreste det hele, selvom det er inden i mig det gør ondt og kampen foregår, jeg hælder mere og mere til et nej, men hvad ville I gøre?

Jeg havde en samtale med min lillesøster i dag over MSN, som sagtens kunne forstå at vi fravalgte min bror til forhold for min datter, men samtidig understregede hun at det jo kun er en gang min storebror skal giftes og det har hun jo i for sig ret i, men gør det at man forpligter sig til at deltage i festen, hvis jeg gør som jeg har i tankerne, sender dem gaverne og viser dem opmærksomhed, så synes jeg at jeg har gjort mit.

Kan ikke rigtig få mig selv til at give den rigtige begrundelse, for at jeg ikke vil med, til hende, selvom alle hans søskende har det på samme måde, for de kommer af pligt og ikke fordi de har lyst...

Mange tanker

fra

en noget forvirret, fortvivlet og frustret

Nethe * der bare ønsker et godt råd *

Redigeret May 18, 2004 af cryingheart

[Guest LineT.]

Kære Nethe

:bamsekram:

Jeg har ikke skrevet så meget herinde, bare fulgt med på sidelinien med alle de gode råd, spændende beretninger og smukke billeder - også fra dit bryllup!

Da jeg læste din beretning, var min første indskydelse da også at undlade at svare - ikke for at være uhøflig, men blot fordi jeg egentlig ikke mener, at jeg kan give dig nogle gode råd i det store spørgsmål, da jeg aldrig har stået i din situation.

Alligevel skriver jeg til dig - for jeg blev faktisk lidt harm, da jeg læste dit indlæg!

Du skal ikke tage med til din brors bryllup! Hvis du har det sådan, hvis han er så ubehøvlet, uforskammet, og på andre måder forfærdelig at være sammen med, skal du ikke tage med bare for at være høflig! Det er din tid ikke værd!

Jeg mener selv, at man skal gå langt for familiens skyld - helt bestemt! Men man skal ikke overskride sine egne grænser i den grad, som det lyder til, at det vil være nødvendigt for dig at gøre i denne situation! (Det bliver lidt mange udråbstegn, men følelserne løber vist af med mig...)

Tænk på alle de gange, hvor vi herinde har skrevet/læst, at man skal gøre, som man vil, når det kommer til diverse spørgsmål om vores bryllupper - folk siger gang på gang: husk på, det er jeres dag, og I skal gøre, som I har lyst til. Jeg synes, det er et fantastisk godt råd - og jeg synes, det burde gælde HVER dag!

Jeg synes ikke, du skal bruge samværet med din datter som undskyldning til ikke at komme - det er bedre bare at sige, at du ikke har lyst, hvis du har overskud til det - du behøver efter min mening ikke at begrunde, hvorfor du ikke har lyst - så har du været ærlig, men du har ikke revet op i mere end godt er.

Jeg håber, du finder ud af det!

:bamsekram:

Line

[Guest ninna]

Hej Nethe..

Jeg har læst dit lange og uddybende indlæg, og mit svar til dig bliver ganske kort:

Bliv hjemme !

De ting du fortæller om, som er forgeået mellem dig og din bror, hører ingen steder henne.. Der er ingen, INGEN !! undskyldning for at han på et tidspunkt endog udsætter dig for trusler af den værst tænkelige slags. Så jeg kan ikke se du behøver at være sammen med ham, på noget som helst plan ! Det er tit, når man skal træffe en beslutning om noget, at man så også føler at man skal tage hensyn til de andre som er involveret.. Det synes jeg i det her tilfælde du skal holde dig højt hævet over !

Skriv et brev, ring til ham, hvad du synes du har det bedst med, og forklar at du ikke har "mulighed" for at deltage. Det er så op til dig om du vil forklare det yderligere, eller bare sende et kort og tydeligt: Nej Tak !

[cmon 0]

Hej Nethe!

Jeg giver altid rådet og prøver selv at leve efter "Mærk efter i maven". Jeg læser ud af dit indlæg, at den fortæller sit tydelige sprog.

Hvilken begrundelse du så bruger er helt op til dig selv og hvilken du har det bedst med. Ja du behøver faktisk ikke komme med en begrundelse.

Camilla

[Guest skousen]

Kæreste Nethe

Sikken dog en familie du har.

Min umiddelbare tanke er at du for at få ro i sjælen ikke bør tage med til det bryllup. Du skriver selv, at det kun er en gang han skal giftes. Det er vel med den forestilling at vi alle bliver gift, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at hvis han er så utåelig som han er, ja så giver hans kone måske op på et tidspunkt.

Jeg tror ikke, at dette bryllup vil blive den sidste begivenhed som I vil blive inviteret med til. Der vil komme baredåbe, runde fødselsdage og andre store begivenheder. Det må være nogle frygtelige tanker du gør dig i disse dage. Jeg tror, at du skal gøre dig klart, at uanset hvad kan du ikke gøre alle tilfredse. Vær ligeglad med hvad familien siger, det lyder ikke somom at du og din mand har det bedste forhold til dem alligevel. Jeg ved godt at det er nemt sagt, men man vælger ikke selv sin familie, man vælger sine venner, og nogle gange er blodets bånd ikke så tykt som det bør være.

Det lyder måske lidt som en kliche, men jeg tror, at du vil have godt af at tale med en professionel person om alle dine problemer. Gå til din læge og få en henvisning til f.eks. en psykolog, eller tal med en sagsbehandler. Du er lige blivet gift, og dette burde være en lykkelig og skøn tid for dig og din mand. Du bør ikke gå og være så ked af det.

Det er svært for mig at give dig et rigtigt godt råd, men det lyder som om, at der ligger en hel masse gammel sorg, fustration, vrede og skuffelse bag, som jeg tror at du vil have godt af at tale om.

Lyt til dit hjerte, det bør være din egen beslutning, uanset hvad det bliver skal du være glad og tilfreds med den.

Jeg sender dig mine varmeste tanker. KH skousen

[Guest Maibritt]

Kære Nethe..

Jeg har læst dit lange spørgsmål og er kommet frem til som alle de andre at du skal blive hjemme..

Når dagen kommer vil du ikke være glad, det vil sikkert ende med du sidder ked af det.. Du vil sikkert ikke nyde noget som helst af festen og det vil måske allerede nogle dage før nage dine følelser.. Der er ikke noget værre end at skulle noget man ikke har lyst til.. For mit vedkommende kan jeg ikke sove om natten, ikke spise og alt gør mig ked af det.. Måske har du det på samme måde og det skal du slet ikke byde dig selv..

Jeg kan sagtens forstå du ikke vil med, dels fordi din bror lyder voldsom irreterende, måske også en smule arrogant, men da også fordi du skal nyde at være sammen med din lille pige...

Du skulle meget hellere bruge hele dagen med hende, så i kan hygge jer... Det er jo det du vil, så jeg syntes slet ikke der er noget at diskuterer, selvfølgelig skal du blive hjemme...

Du kan jo også risikerer din bror sidder med samme følelse som du gjorde til dit bryllup, at han i bund og grund slet ikke ønsker jer med, men gør det i pligt - Det er jo ikke sjovt for nogle...

Jeg håber du kan bruge mit svar..

Mange kram Maibritt

[Guest Ninkaninus2000]

Kort og kontant, man behøver aldrig at tage med til noget man ikke vil. Det er min mening.

[Guest Lady Bird]

Bliv hjemme, drop gaven og køb istedet noget til din datter, og glæd dig over dagen med hende istedet :bud:

Knuz Tanja

[Guest jane-san]

Jeg mener selv, at man skal gå langt for familiens skyld - helt bestemt! Men man skal ikke overskride sine egne grænser i den grad, som det lyder til, at det vil være nødvendigt for dig at gøre i denne situation! (Det bliver lidt mange udråbstegn, men følelserne løber vist af med mig...)

Tænk på alle de gange, hvor vi herinde har skrevet/læst, at man skal gøre, som man vil, når det kommer til diverse spørgsmål om vores bryllupper - folk siger gang på gang: husk på, det er jeres dag, og I skal gøre, som I har lyst til. Jeg synes, det er et fantastisk godt råd - og jeg synes, det burde gælde HVER dag!

Kære Nethe.

Jeg fuldstændig enig med Line. Der skal/bør altså være grænser for langt man skal gå. Jeg mener bestemt også, at din tid med din egen lille familie er langt det vigtigste.

Det er selvfølgelig meget svært at give gode råd, når man ikke kender forholdende i din øvrige familie.

Selvfølgelig kunne man vel tænke sig en løsning på problemerne i familien, men er det det værd?? Uanset om man er samhørig pga. blodets bånd eller ikke, så er der ingen undskyldninger for ikke at behandle et andet menneske, som man selv vil behandles. (det er selvfølgelig her ment som et los i røven til din bror)

Mit råd til dig, Nethe, er at følge dit hjerte, og vælg ikke udfra en pligtfølelse.

Og så får du lige et kæmpe kram :bamsekram:

Knus Jane :hjerte:

Redigeret May 18, 2004 af jane-san

[Guest JJ]

Kære kære Nethe

BLIV HJEMME!

Du har intet du skylder den mand, så bliv hjemme og pas på dig selv!

Mange tanker fra

JJ

[Guest stineras]

Kaere Nethe,

Du har ikke et godt forhold til din bror, og det er der to loesninger paa:

1 - du udelukker ham fra dit liv

2 - du taler med ham om det og haaber paa en bedring

Hvis du ikke har lyst til nummer to (hvilket jeg ud fra dit indlaeg udmaerket kan forstaa), saa er der jo kun nummer 1 tilbage. Og saa kan det altsaa vaere fuldstaendigt ligemeget, hvad familien mon taenker. Kan du maaske faa det forklaret til din papmor? Hun lyder da som et fornuftigt menneske. Det er haardt, naar man foeler, at ens familie misforstaar én og isaer naar du er bange for at fortaelle dem, hvad der virkelig er sket i din/jeres barndom. Maaske kunne du noejes med at goere dem opmaerksomme paa, at de ikke kender hele historien bag jeres problemfyldte forhold? Og at du heller ikke har lyst til at indvie dem i det? Hvis det altsaa stadig er saadan, landet ligger.

I oevrigt er jeg enig i, at det maaske er en god idé at tale med en psykolog. Du har jo et daarligt forhold til baade din far og mor, og det maa vaere utroligt haardt ikke at have nogen at snakke med.

Jeg haaber, du snart faar det bedre, og jeg sender dig et stort knus og varme hilsener,

Stine

[Tyara 0]

Hej Nethe,

jeg synes helt klart at du burde blive hjemme. Det lyder ikke som om du skylder ham noget som helst, men hvis du vil være "den største person", så kan du jo fortælle ham, at du ikke føler han viil sætte pris på din tilstedeværelse, og det måske er lettets for alle parter.

Selvfølgelig kommer det nok til at påvirke dit forhold til resten af familien, men...... er det værd at kæmpe for?

Jeg håber du vil finde ud af hvad det er det rigtige for dig at gøre.

Et stort :bamsekram:

[bridget 0]

Nethe, du kunne også "bare" tage med i kirke og med til middagen - og så tage tidligt hjem. Altså gøre gode miner til slet spil. Lad som ingenting, smil og sig tillykke - men tag tidligt hjem og undlad at tale med de mennesker som gør dig oprevet og ked af det. Er din mand inviteret med? Tag ham i hånden under det hele og del dine tanker om det hele når I kommer hjem. Så fornærmer du ikke nogen, og du slipper for at spekulere på reaktionerne fra din familie. Hold dig for god til at overtage hans ubehøvlethed!

Jeg har ikke deltaget herinde før, blot fulgt lidt med fra sidelinjen.

Generelt er jeg meget uenig med den dominerende holdning, de fleste brugere herinde har til forpligtelser overfor sin omverden. Misforstå mig ikke, dette er ikke ment som et angreb, I virker til at være en flok søde og kærlige piger -

men mantraet som mange herinde gentager igen og igen: Gør som I vil, det er JERES dag - er jeg ikke vild med. Man har nogle gange forpligtelser og nogle gange bør man undgå at skuffe folks forventninger. Medmindre det i voldsom grad går på tværs af det man selv ønsker. Gæsterne og familien har en meget vigtig del i ens bryllup. Og man har selv som gæst og familie en del i andres bryllup.

[bridget 0]

og så lige en tilføjelse:

Held og lykke med at tage den rigtige beslutning, Nethe. Mavefølelsen som en af jer andre skriver om er nok fin at have med i sine overvejelser.

[Guest stineras]

Hej Bridget,

Jeg mener, at der er forskel paa at invitere sine mostre med til bryllup for at goere ens mor glad, og saa goere vold paa sig selv ved at gaa til bryllup med mavepine.

Venlig hilsen

Stine

[Guest Lillith]

:bamsekram: Kram til Nethe..

Nej jeg vil sige som de fleste andre... bliv hjemme, og synes heller ikke du behøver nogen særlig begrundelse. At din bror er som han er ser jeg som mere end en gyldig grund!

[Guest signeryborg]

Kære Nethe

Det lyder på mig som om, der er langt mere på spil end din brors bryllup.

Jeg er ikke psykolog, og derfor er dette blot en refleksion, som du kan bruge eller lade ligge. - Men hvis din bror har gjort unævnelige ting ved dig, som jeg fornemmer, så har du brug for at søge noget hjælp. Du har i hvert fald ikke brug for at deltage i en fejring, som du har i ondt i maven af allerede på forhånd. Jeg tror du har brug for at gøre dig fri af det åg, som din brors væsen ligger på dig. Det skylder du første og fremmest dig selv, men også din famile, og først da tror jeg du finder ro med det hele.

:bamsekram:

Redigeret May 18, 2004 af signeryborg

[cryingheart 0]

Nethe, du kunne også "bare" tage med i kirke og med til middagen - og så tage tidligt hjem. Altså gøre gode miner til slet spil. Lad som ingenting, smil og sig tillykke - men tag tidligt hjem og undlad at tale med de mennesker som gør dig oprevet og ked af det. Er din mand inviteret med? Tag ham i hånden under det hele og del dine tanker om det hele når I kommer hjem. Så fornærmer du ikke nogen, og du slipper for at spekulere på reaktionerne fra din familie. Hold dig for god til at overtage hans ubehøvlethed!

Jeg har ikke deltaget herinde før, blot fulgt lidt med fra sidelinjen.

Generelt er jeg meget uenig med den dominerende holdning, de fleste brugere herinde har til forpligtelser overfor sin omverden. Misforstå mig ikke, dette er ikke ment som et angreb, I virker til at være en flok søde og kærlige piger -

men mantraet som mange herinde gentager igen og igen: Gør som I vil, det er JERES dag - er jeg ikke vild med. Man har nogle gange forpligtelser og nogle gange bør man undgå at skuffe folks forventninger. Medmindre det i voldsom grad går på tværs af det man selv ønsker. Gæsterne og familien har en meget vigtig del i ens bryllup. Og man har selv som gæst og familie en del i andres bryllup.

Hejsa Alle Sammen

Nr. 1. For os bliver det ikke bare at tage med i kirken og kun deltage i middagen, vi bor i Århus, skal med toget ned til familie (omkring 3 timer) og derfor afhængig af hvornår en eller anden har muligheden for at køre os tilbage til toget. Min familie bor i det Sydjydske og min bror i det sydlige Vestjylland

Desuden skal vi kl. 13.15 et helt tredje sted i Østjylland, have samvær med min datter, som er i frivillig familiepleje pga at jeg kørte helt ned efter hendes fødsel, lægen og andre eksperter har "fortalt" mig at jeg led af en rigtig kraftig efterfødselsreaktion og at jeg gjorde det rigtige ved at lade min datter blive anbragt i familiepleje. Efterfødselsreaktionen kommer sig af det der er sket i min barndom, min næsten ikke-eksisterende kontakt til min familie og det det har kostet mig at have det sådan hele vejen op gennem min barndom. Et samvær med min datter er for lige så vigtigt om end vigtigere end at deltage i min brors bryllup, da vi jo taler om at det mit eget kød og blod jeg "svigter" til ærer for en person, som jeg ikke har andet til fælles med end at han er min bror.

Nr. 2. Op til disse familiekomsamner har jeg det dårligt hver gang, på nær når jeg skal ned til min stedmor, jeg kan næsten ingenting spise, er mut, indelukket, tænker for meget, nem at gøre ked af det, og så overfalder jeg min mand over ingenting. Kort sagt, så har jeg det så forfærdelig dårligt med at deltage i de fester at jeg for første gang i mit liv er nået til det punkt at jeg må sige enten eller og det gør ondt at træffe valget, som man ved kan koste en så meget, men hvad er mest værd, at jeg "mister" respekten for mig selv som menneske? Og bare gør hvad man er forpligtiget til at gøre? Eller at jeg for engangs skyld tager en konsekvens og lytter til det min krop og mit indre fortælle mig, nemlig at jeg skal blive hjemme?

Til alle jer andre der anbefaler mig en professionel til at hjælpe mig, det har jeg haft, de kan ikke gøre mere for mig og det er umulig for mig endnu en gang at bede kommunen om at finanisere samtaler hos en psykolog til mig og betale dem selv kan jeg ikke, vi er begge to studerende og skal derfor have i tankerne at penge ikke er det vi har mest af.

Jeg arbejder med mig selv hver dag og netop i dag, har jeg fået lukket op for et sår, da jeg skrev det første indlæg, gik jeg lige ind på sengen og græd og det var så dejligt befriende at gøre det, for det er længe siden det er blevet gjort.

Men jeg er nået frem til at jeg IKKE deltager i min brors bryllup, så må han blive så skuffet han vil, følelsesmæssigt vil det komme til at koste mig for meget og skal jeg til at have det dårligt allerede nu, to ½ mnd før, så vil jeg slet ikke tænke på dagene op til. Det hverken kan jeg eller vil jeg byde mig selv og min mand, så derfor er jeg næsten nu sikker i min sag, folk må tænke om hvad de vil, men jeg er nu den vigtigste person i mit liv ligenu, næst efter min datter og det ufødte barn jeg venter...

Mange tanker

fra

Nethe * nu lidt mere klart tænkende *

Redigeret May 18, 2004 af cryingheart

[TEN 0]

Hej Nethe

Sikke en historie du har med dig i bagagen

Jeg synes der er to aspekter af sagen...

Dels er der jo ingen tvivl om at du fysisk ikke har lyst til at deltage i brylluppet, og derfor synes jeg egentlig heller ikke at du skal. Men jeg synes ikke at du skal bruge din datters samkvem som undskyldning. Som Tyara skriver er det måske på tide at være den "største person" og skrive ham et brev hvori du skriver pænt og klart at du ikke bryder dig om at være i hans selskab og derfor har fravagt at deltage i bryluppet. DU behøver jo ikke rippe op i fortiden (det ved han jo nok godt selv....) men bare gøre klart at du nu er gift, har valgt din fremtid sammen med din mand og nu er stærk nok til at foretage et brud som du (vist?) har ønsket i nogen tid.

Der har jo været en del indlæg herinde i tidens løb om folk der havde fået afbud fra gæster, brude der følte at familien lavede rav i den på/op til deres bryllupsdag, folk der følte at der ikke blev støttet op om deres valg etc. Og du skal jo ikke være blind for (hvilket du jo heller ik er - for du skriver det jo delv i andre vendinger) at du bliver opfattet som "sådan én" af noget af din egen familie. Ergo - du ville være den vi andre skrev negativt om, hvis din brors kommende kone skrev et indlæg om "den umulige søster" herinde. Du må endelig ikke læse det her som en kritik eller en fornærmelse, for det er det bestemt ikke ment som!

Men det jeg egentlig bare ville prøve at kommunikere var, at jeg min mening er at enten skal du kære "gode miner til slet spil" - tage med, gøre dit til festen uden sure miner og tage hjem og glemme at du var der. Alternativt skal du tage valget at give ham klar besked om hvorfor du ikke ønsker at deltage, uden at beskylde ham for dit og dat, men på en klar og sober måde, der ikke indbyder ham til at svare igen.

Nethe, det blev vist et lidt "råt-for-usødet" indlæg det her. Men jeg tror du kan klare det Unden at kende dig har du mange stjerner her, for du virker som én person der virkelig kæmper for at overtage kontrolleni dit eget liv. Bliv ved med det...

Knus fra Nina

[bridget 0]

Egentlig virker den situation som du beskriver i dit indlæg ikke som et dilemma i ordets egentlige forstand - det virker mere som en beskrivelse af dine grunde til ikke at ville med til din brors bryllup. For allerede i det første indlæg virker det som om du har besluttet at du ikke kan holde ud at tage med. Måske du blot havde brug for bekræftelse i at din bror opfører sig rædsomt og at du er i din gode ret til ikke at tage med? Jeg er enig med Tyara og Ten i, at det nok er på tide at tage konsekvensen af den bagage din familie har udstyret dig med og "cutte" båndene til en familie, som ikke ved hvad det vil sige at være ordentlig familie!

Stineras har ret i at der er forskel på situationerne, det var ved nærmere eftertanke heller ikke så heldigt at skrive den kommentar netop i denne tråd - for det er nok nærmere situationerne med mostre, mødre, venners kærester jeg sigter efter. Sorry.

Jeg ved ikke hvad det er du gerne vil høre, Nethe, men beslutningen virkede fra starten til at være taget.

[Guest Cillekat]

Meget er allerede blevet sagt, så jeg vil gøre det kort.

Sådan som du beskriver at du har det, skal du under ingen omstændigheder tage med til det bryllup!

Hvorvidt du begrunder dit afslag synes jeg er underordnet. Det må helt og holdent komme an på hvor stor en konflikt du magter på nuværende tidspunkt.

Du skylder tilsyneladende ikke ham nogen forklaringer, så det må være dit valg om du vil komme med sådan nogen.

[Guest Cillekat]

Til alle jer andre der anbefaler mig en professionel til at hjælpe mig, det har jeg haft, de kan ikke gøre mere for mig og det er umulig for mig endnu en gang at bede kommunen om at finanisere samtaler hos en psykolog til mig og betale dem selv kan jeg ikke, vi er begge to studerende og skal derfor have i tankerne at penge ikke er det vi har mest af.

Der er en tredje mulighed...

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor slemt du har det, men ud fra forskellige indlæg jeg har læst, virker det på mig som om du fortsat har det svært. I hvert fald i perioder.

I mange amter findes der ambulante psykoterapigrupper eller lign. som du kan gå i lige så længe du har brug for det. Din læge kan henvise dig til psykiatrisk afdeling for at det kan komme på tale.

Det er ofte en mulighed som er god, hvis man ikke kan komme videre hos en privatpraktiserende psykolog. Enten af økonomiske eller af terapeutiske årsager.

[cryingheart 0]

Til alle jer andre der anbefaler mig en professionel til at hjælpe mig, det har jeg haft, de kan ikke gøre mere for mig og det er umulig for mig endnu en gang at bede kommunen om at finanisere samtaler hos en psykolog til mig og betale dem selv kan jeg ikke, vi er begge to studerende og skal derfor have i tankerne at penge ikke er det vi har mest af.

Der er en tredje mulighed...

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor slemt du har det, men ud fra forskellige indlæg jeg har læst, virker det på mig som om du fortsat har det svært. I hvert fald i perioder.

I mange amter findes der ambulante psykoterapigrupper eller lign. som du kan gå i lige så længe du har brug for det. Din læge kan henvise dig til psykiatrisk afdeling for at det kan komme på tale.

Det er ofte en mulighed som er god, hvis man ikke kan komme videre hos en privatpraktiserende psykolog. Enten af økonomiske eller af terapeutiske årsager.

Den har jeg også prøvet, men min læge vil ikke henvise mig, hun mener at jeg godt kan klare disse nedture, og at det er normalt at have det sådan.

Hun kan ikke henvise mig til et sted hvor jeg kan få behandling, da jeg også ligger uden for psykratriens målgruppe, jeg er ikke syg, jeg har det hårdt i perioder, men grundet at der en psykriater der har erklæret mig rask, så bliver det svært at komme ind igen, fordi der ikke var mere de kunne gøre heller..

Det sidste må jeg klare selv og det forsøger jeg så at gøre...

Mange tanker

fra

Nethe * på vej ud at spise *

[Guest Cillekat]

Den har jeg også prøvet, men min læge vil ikke henvise mig, hun mener at jeg godt kan klare disse nedture, og at det er normalt at have det sådan.

Hun kan ikke henvise mig til et sted hvor jeg kan få behandling, da jeg også ligger uden for psykratriens målgruppe, jeg er ikke syg, jeg har det hårdt i perioder, men grundet at der en psykriater der har erklæret mig rask, så bliver det svært at komme ind igen, fordi der ikke var mere de kunne gøre heller..

Men hvad mener du selv? Kan du klare det nu og fremover, med en lille ny på vej? Eller frygter du at det går galt igen? Har du fået bearbejdet dine traumer i tilstrækkelig grad, og kan du håndtere hverdagens op og nedture uden at bryde sammen?

For hvis du selv mener du kan klare det og ikke har brug for hjælp, jamen så er det jo fint hvad lægen siger.

Men hvis ikke... Så skal du ikke finde dig i hvad en almindelig praktiserende læge vurderer!!

Og at der er en psykiater der på et tidspunkt har erklæret dig rask betyder på INGEN måde at du ikke igen kan få behov for at komme i kontakt psykiatrien.

Det kan være en sej kamp at få hvad man har behov for i det system. Det er ikke som et brækket ben, hvor man kan se om det er vokset sammen. Det er hele tiden en vurderingssag, og læger og psykiatere kan sagtens vurdere forkert...

Jeg eller andre herinde kan intet som helst vurdere. Men det kan du selv et langt stykke af vejen, og hvis du kan mærke at du fortsat har behov for hjælp, så kæmp for det!!!

Med ønsket om det bedste

Cillekat

[criina 0]

Jeg har ikke så mange kloge ord at sige.. men jeg vil bare tilslutte mig koret der siger, at du på ingen måde skal gøre psykisk vold på dig selv for at tilfredsstille en bror, der har terroriseret dig.

Jeg har virkelig en klump i halsen - jeg føler dybt med dig selvom jeg på ingen måde kan påstå at kunne sætte mig i din situation og håber du finder styrken i dig selv - med eller uden professionel hjælp - til at overvinde dette.

Med STOR medfølelse,

Carina