Træææt af mine forældre

[MWJ 0]

Hej!

Jeg har ikke skrevet så meget herinde, men været en ivrig læser ;-) Nu, hvor jeg fik tid til at tænke nærmere over gårsdagens begivenheder, vil jeg bare lige brokke mig lidt og høre, om jeg har helt normale forældre eller om jeg skal undersøge muligheden for at bortadoptere dem!

Man skal diskutere ALT med dem lige i øjeblikket; Der er tre uger til vores bryllup, og jeg gider simpelthen ikke bruge tid på det! Jeg begynder på universitetet igen på mandag og har en del andet at tænke på også, men det eneste de kan snakke om er bryllup og især det de mener at arrangere af det. Min mors allerhøjeste ønske er, at min far og brødre henter mig sammen i bil og kører til kirke. Rent praktisk er det pissebesværligt (bilen er ikke stor nok, min ældste bror må ikke køre den (og min far har fået en fiks idé om, at "det ikke passer sig" for ham at gøre det ) og yngstebror er nærmest nødt til at sidde i bagagerummet), og egentlig ville jeg gerne have, at det var en ting, min far og jeg kunne gøre sammen, bare os to. Det meddeler jeg så igår, hvorefter jeg skal manipuleres til at lave en bordplan efter deres hoved, sådan i bedste "hvis du tager din jakke på og er en sød pige, så giver jeg dig en lakrids"-stil...

Ydermere har de meddelt, at de "er nødt til" at se festlokalet af en eller andet hemmelig årsag, og det hverken kan eller vil jeg arrangere. Vi låner lokalet gennem en bekendts boligforening, så vores bekendte skal rode med nøgler, selv være tilstede osv. og hun har virkelig været en stor hjælp tidligere, så jeg vil ikke være bekendt at trække mere på hende, når jeg ikke engang kan få at vide, hvad det drejer sig om.

Kort sagt: Ingenting bliver gjort efter vores ønsker uden forudgående forhandling, alting skal diskuteres først (eller i det mindste markeres med et "ja, det er jeg jo så ikke enig i, men hvis det er det, I vil *suk*") og jeg skal manipuleres efter bedste evne, OG NU GIDER JEG F*CKING IKKE MERE! Helt ærlig, så synes jeg der mangler bare en my taknemmelighed for, at vi ikke pakkede vores habengut og fik det klaret på en sandstrand i Thailand, for de vil rigtig gerne være med, men jeg har simpelthen ikke lyst til, at de skal være SÅ meget med hele tiden. I forvejen har jeg strakt mig langt for en del festdeltageres ønsker (hvad jeg da også synes, at man skal for at alle kan få en god fest), men jeg er temmelig træt af hele situationen nu.

Hvad i alverden stiller man op uden at starte det helt store skænderi? Er det helt normalt, at forældre ikke begyndende fatter pointen i, at når en datter skal giftes, er hun voksen nok til selv at tage beslutninger vedrørende et arrangement (det gælder måske ikke for alle, men jeg har været udeboende i nogle år, er kandidatstuderende i psykologi og har eget firma, så jeg lever et temmelig voksent liv)? Og sidst, men ikke mindst - berolig mig ved at sige, at jeres forældre er lige så irriterende og at de muterer tilbage til deres oprindelige tilstand, når brylluppet er ovre?

Det skal siges. at min kæreste er virkelig, virkelig god til at støtte mig og passe på mig - han er sgu en keeper, også på det område. Men han er 11 år ældre end mig, og der kan man (jeg) altså godt mærke aldersforskellen: Han er lynhurtig til at "lukke ned" for sine forældres knap så fede ideer, hvor jeg trækker den lidt og gyder olie på vandene i forhold til mine. Han har også tilbudt at fortælle mine forældre, at jeg faktisk bliver enormt vred og ked af, at de placerer sig selv i centrum for begivenhederne hele tiden, men det synes jeg bare ikke er hans opgave. Samtidig har jeg ikke lyst til at gøre det selv og håber nok lidt, at jeg kan knibe ballerne sammen i de tre uger, der er tilbage, og nøjes med at svare undvigende/halvvejs uærligt på deres spørgsmål (kunne sagtens opfinde en nødløgn for, at de ikke kan komme til at se lokalet, f.eks.).

Kram, Maria *den eneste brud i verdenshistorien, der bare vil have det overstået*

[FrkK 0]

Maria - jeg elsker dig! Jeg kaster mig i støvet og føler med dig.

Jeg har en model "jeg blander mig lige" mor, dog ikke i den grad du trækkes med.

Men... du er altså ikke den eneste brud på denne planet, der bare gerne vil have det overstået!

Egentlig vil jeg bare gerne have lov til at sige ja til wonderkæreste - resten er jeg blevet tvunget til at have en mening til, fra det sekund han friede. Og de meninger jeg så har haft, har så været til diskussion.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg glæder mig til dagen, til at dele den med vennerne og familien, jeg glæder mig til at få min kjole på, at gå op gennem kirken med min far og min søn. Jeg glæder mit til brudevals og taler og få ringen på - men jeg glæder mig lige så meget til at stikke af fra festen og være Fru Reher Lund Jørgensen!

Jeg glæder mig ikke så meget til tiden der er fra nu af og til vi står i kirken, men det er det jeg må tage med og indtil da, de 4 uger der er tilbage, må jeg forsøge at trække nødbremsen på hende, når hun går amok. Jeg tror der bliver en masse "prøv at høre her Mor... det er ikke det jeg har lyst til"

Hæng i Maria, jeg har skrevet det før herinde, men jeg har en skøn veninde, der tegnede billedet for mig sådan her, da jeg var ved at i alt for tidlig "vi aflyser det hele" psykose: Det handler om dig, og din kæreste, og 2 ja'er... resten er pynt!

P.S. Dine forældre skal nok blive normale igen... Ellers kan vi mødes et hemmeligt sted, drikke varm kakao med skumfiduser i, og sammenligne forældre ;)

[Guest l0uise]

Eeej, hvor er det surt for dig..

Kan du ikke klare kørselssituationen ved, at din far og dig kører i én bil og dine brødre følger efter i en anden bil?

-Argumentet om at pladsen er forfærdelig trang, synes jeg er fuldt gyldigt.

Selv er jeg i den heldige situation, at mine forældre er meget tilbageholdende, og kun kommenterer på vores valg, hvis de bliver bedt om det.

Jeg håber virkelig, at du får mulighed for at glæde dig til den store dag.

Hvis der er noget konkret jeg kan gøre for at hjælpe, så sig endelig til.. (Aaagh, jeg ringer altså ikke til dine forældre) ;)

God studiestart!

Læser du i København?

/Louise

[Lenebj 2]

Jeg kan kun sige..ER DET JERES FEST ELLER DERES?? jeg mener, at det er jeres store dag, så de må da bare være lydhøre..Jeg ville sige det til dem..jeg ville blive så ked af det, hvis det var mig de overtog festen fra..MIN fest, MINE ønsker, MIN dag, MIN Pengepung

[anette.kjar 0]

Hejsa ;)

Først vil jeg lige sige at med ærlighed kommer man længst

Hvis det var mig vil jeg sige til mine forældre at det var mit og min kommende mands bryllup og at festen bliver som vi vil have den Hvis altså ikke de betaler dit bryllup, som man gjorde i gamle dage ;) Hvis de gør det, så har de desværre for dig nok ret til at være med til at planlægge, da det jo så er deres penge der betaler dit bryllup ;) Hvis ikke det er tilfældet at de betaler, så vil jeg finde noget de kunne hjælpe med, så de måske ikke føler sig helt udenfor..... det kan bare være en lille ting som måske ikke betyder så meget for dig, men vil betyde så meget for dem Men du bliver nød til at være ærlige overfor dem, det kan godt være at de bliver lidt mopset eller sure lige når du siger det, men bare rolig de skal nok blive gode igen, jeg tror at når de får sat sig ned og tænkt lidt igennem det du sagde til dem så bliver de stolte af deres datter fordi hun var ærlig ;) Men sig det på en pæn måde til dem og ha din kommende mand med så han evt kan hjælpe dig ;)

Du får helt sikkert et rigtig godt bryllup :fløjt:

PS. Ang det med de vil se lokalerne, det kan jo være de vil lave et eller andet for jer, som kræver at de skal se lokalerne...... måske du skal bøje dig lidt der og gi dem lov til det, da det jo også er lidt synd for dem hvis deres plan går i vasken ;) Din kommende mand har måske overskud til at vise dem lokalerne, det kræver nok ikke så meget af din veninde at låne en nøgle på ejendomskontoret ;)

Knuzzer herfra

Edited August 28, 2009 by anette.kjar

[Guest louiseanden]

Åh - jeg kan altså FULDSTÆNDIG genkende mig selv der!

På den ene side er det jo dejligt at de gerne vil være med og hjælpe, men py ha - man begynder jo at spekulere over hvorfor man ikke bare tog til Las Vegas.

Men altså. Er positivisme ikke den bedste vej ud af det her? Tage det med et smil, stå fast på de beslutninger man har taget, og så i øvrigt sige "Ja, jeg vil tænke over det" til alle de gode (og knap så gode) forslag...

Held & lykke, og husk at GLÆDE dig til det hvide skrud, alle de skønne mennesker og din dejlig mand!

[MWJ 0]

De svar blev jeg så glad for, at jeg lige var nødt til at hyle lidt mere - det er nok også en væsentlig faktor, at jeg er lidt PMS'et og har vildt travlt med at blive klar til uni (Louise --> Ja, jeg læser i København ). Da min kæreste spurgte, om vi så bare skulle aflyse det hele - han er sgu parat til hvad som helst for at gøre mig glad, den dejlige fyr - vrælede jeg bare, at jeg gerne ville vise ham min kjole..!

Mht. til det med at dele pligterne lidt med dem, så er det forsøgt - netop i den ånd, at de så kunne føle sig som en vigtig del af festlighederne. Min mor er gavekoordinator samt står for oppyntning af receptionslokalet og har fået helt frie hænder, og min far er blevet hyret som fotograf, så de er ret meget med, synes jeg. Mere vil dog åbenbart have mere! Vi betaler iøvrigt selv, dog har de foræret mig brudekjolen, men det synes jeg ikke er en måde at "købe sig ind" i planlægningen på - kommer det nogensinde op som argument for noget som helst, overfører jeg straks pengene til dem.

Det er måske også netop det med meningerne, som FrkK nævner, jeg stejler ret meget over. Man bliver tvunget til at have en mening om ALT, og i mit tilfælde så desværre også til at høre andres mening om selvsamme. Nogle gange når min mor at spørge, hvordan det går med brylluppet, før hun spørger hvordan det går med mig

Bortadoptionen af dem er midlertidigt indstillet, og jeg går og godter mig lidt over den hemmelighed, de ikke får del i: Brylluppet er ikke en vielse, men en velsignelse af det ægteskab, vi indgår 10 dage tidligere. Jeg var lykkelig, da en dame fra kommunen ringede i dag for at tilbyde, at de grundet den specielle dato (09.09.09) gerne ville vie os et andet sted end på rådhuset, og at borgmesteren havde foreslået fyrtårnet i den by, hvor jeg er vokset op. Der hylede jeg også lidt :fløjt:

Jeg har stor sympati for jer, der lider med mig, og takker mange gange for de svar, der er kommet - både fra lidelsesfællerne og jer, der er heldigere stillet! Og jeg er klar på en skumfidus-dag, FrkK

Maria *skal giftes i et fyrtårn og på bryllupsrejse til Budapest i al hemmelighed *

[Guest Lrj]

Jeg ved godt det er svært, men det bedste ville nok være at forklare dine forældre hvordan du har det. De skal prise sig lykkelige over at være med til den dag. Jeg mistede min mor i starten af i år, så hende mangler jeg meget ved min side. De skal ikke tage for givet at de får lov at opleve den smukke dag som deres datters bryllup gerne skulle være, og jeg tror også de vil være ulykkelige over at vide at de gør den til en belastning for dig. Tag en god snak med dem før der går store skår mellem jer. Det vil begge parter nok være meget kede af.

[Guest Malene-Louise]

Min morfar (min forælder) samt mine svigerforældre er helt tilbageholdende på den gode måde De spørger til hvordan det går, tilbyder deres hjælp, lytter, svare på det vi spørger om og kommer en sjælden gang med et POSITIVT indput :fløjt:

Stakkels dig! Jeg ville ganske enkelt bede dem passe sig selv. Men i tilfælde af, at de betaler brylluppet så er det nok svært. Glad for vi betaler alt selv.

[Guest Pixie07]

Årh tænk at skulle vies i et fyrtårn, stort tillykke

Dejlig hemmelighed at have

[MWJ 0]

Lrj --> jeg kom også til at tænke din pointe den anden vej rundt - jeg skal være glad og taknemmelig for at have begge mine forældre og endda en enkelt bedste, der oplever vores bryllup. Det er jeg bestemt også, omend deres engagement gerne måtte være lidt mindre ;) Det gør mig ondt, at din mor må undvære festen, men hun har jo set sin datter godt på vej med en dejlig mand (hvis hun ikke også har vidst, at han ville føre dig til alters, før hun gik bort?).

Jeg var på PA igår, så jeg fik snakket det hele igennem med nogle damer, der kender både mig og mine forældre, og det var rigtig rart. Derudover skød vi med salonriffel, der røg nogle af aggressionerne vist også med ud

Pixie --> Både den kommende mand og jeg er lykkelige for det fyrtårn! Det var - total tilfældighed - der, vi havde vores første meget forelskede cykeltur til, hvor vi delte nogle vigtige ting med hinanden og ellers holdt i hånd og jeg tænkte, at det kunne egentlig gå hen at blive meget godt

Jeg tænker på fyrtårnet næste gang, vi skal diskutere noget sært med mine forældre

[Guest bestfe]

Åh hvor er det vigtigt, at du ikke lader dine forældres misforståede hjælpsomhed (læs: manipulerende adfærd) ødelægge din store dag. Er et ikke lidt vigtigt at du får sagt til dem at du særtter pris på deres hjælpsomhed, men at du altså gerne vil beslutte tingene sammen medin kommende mand..

Det er jo lige nu du skal være glad og have sommerfugle i maven på denfede måde.

Jeg håber du hvad du end vælger får en dejlig dag..