Forventning om graviditet efter bryllup?

[AmalieAmalie 49]

Når man skal giftes, er der lidt en forventning om at så kommer der børn.....

Vi har kæmpet i næsten 3 år for at blive gravide - har været gravid 2 gange på de 3 år, men har mistet begge gange....

Nu er folk begyndt at spøge med at så kommer der jo nok sommerfugle i æggestokkene, når vi skal giftes... Og.... jahahhhh så forventer jeres forældre nok også snart at blive bedreforældre.... osv osv... det er selvfølgelig ikke de nærmeste, der kender os og vores fertilitets-problemer og aborter... men folk list længere ud i omgangskredsen....

Hvad dæland gør man... er der andre zillas der sidder derude og føler at folk forventer at man skal have børn efter brylluppet???? Hvad gør man når folk spørger og driller lidt med det???

Især hvad man gør når man har store problemer med at blive gravid og holde på de små...

For så gør det ondt når folk spørger......

For vi synes ABSOLUT ikke det er spor sjovt.......

Knus, Mig ;)

Edited May 17, 2010 by AmalieAmalie

[mille1981 2]

Jeg kender desværre ikke til "de gyldne ord" man kan sige, men sidder lidt sel med samme tanker.

Folk har i mange år spurgt hvornår vi skulle have børn, og det har være "nemt" at sige efter brylluppet... Nu er det jo lige om hjørnet, og vi går da også i gang dagen derpå ;) Men hvem ved om der går 2 måneder eller 2 år?

Så kan sagtens følge dig i at det er svært hvad man skal sige til folk...

[fasterolise 0]

Jeg kender personligt ikke til dit problem med at miste, men kan sagtens sætte mig ind i at det må være meget hårdt... og at blive konfronteret med det ikke mindst.

har ikke nogen konkrete råd andet end at prøve at lukke alle de kommentarer ude og lade være med at fokusere for meget på børn og graviditet. så kan det være at midt i al jeres kærlighed efter brylluppet at det en dag sker

[Miss-Lena 500]

Jeg tror egentlig at ærlighed er det bedste. Ikke at du behøver at komme med en lang udredning, men bare noget i stil med: "Ja, vi ville godt nok også gerne vide hvornår det lykkes for os" eller "Vi vil skam gerne være forældre, men har desværre ikke haft heldet med os endnu"

Men er det ikke liiiiiiiiiiiiiiidt gammeldags at tro at lige efter bryllup kommer babyer? Jo jo, det sker da, men det er vel ikke sådan en forventning folk har?

[M&S 45]

Hvor er det bare trist at høre at I har problemer med at bliv gravide og holde fast på de små! Krydser fingre for at det lykkes snart for jer og I undgår flere skuffelser

Jeg kender kun til forventningen fra omgangskredsen og ikke til problemerne i forhold til det. Siden min forlovedes (hihi - hvor er det altså skønt at sige... ) søster fik barn og min egen søster har fået en søn, har vi følt noget pres fra begge sider af familien, men også fra venner og veninder, kan vi mærke presset (da vi reelt er de eneste, der har fast kæreste og bor sammen) og jeg har så hele tiden kunne skubbe det væk med at vi gerne vil giftes først.

Nu er "problemet" jo så at den "undskyldning" kan vi ikke bruge længere og min kæreste har slet heller ikke lyst til at vente. Jeg kan ikke helt selv finde ud af om jeg er klar, men ved på den anden side ikke om man nogensinde bliver rigtig klar før man står midt i glæden..

[Guest TinaJacob]

til dig. Det må være som en spand koldt vand, hver gang nogen jokker i det. Vi har fået de to børn, vi skal have, så vi har ikke problemet længere. Men inden pigerne kom, måtte vi også lægge ører til mange kommentarer (fra min mor: "Ja, da jeg var 25 havde jeg jo et barn på seks" (mig); min svigerfars kone :"MEn I kan måske slet ikke få børn?" - dumme ko! Jo, vi kunne, men vi skulle jo lige møde hinanden først!) Til sidst blev jeg meget kold og afvisende, og svarede meget knapt. Som f.eks: "Nu må vi se, vi når det jo nok og har ikke travlt", "Bare rolig, I skal nok få det at vide, når det er", "Sig mig engang, tror du bare vi har glemt at sige det?!" (når de havde spurgt ALT for meget).

Kh Tina, der hader irriterende snagere

[JJS90 0]

Først hvor er det dog ærgeligt du/i har problemer med de små...

Jeg kan jo ikk helt følge din situation da de må give en helt speciel fornemmelse/ubehag...

Vi er blevet spurgt af flere ligeledes om vi skal giftes fordi der ER en lille på vej, eller fordi vi har planer om det...

Og det er ingen af delene der er aktuelt... Jeg VIL ikk ha børn lige nu, da jeg vil ha lov til at udforske verden og gøre hvad jeg føler jeg skal nå inden den slags kommer til verden og laver en vis bremse for disse ting... Min bedre halvdel vil bare ha børn inden han er 30 så der er nogle år at løbe på og det passer mig helt fint...

Jeg ved ikk om jer er lidt snerpet når jeg siger jeg blir lidt tøsefornærmet over når folk spørger om det er pga. baby...

Som om der ikke er andre grunde til at blive gift nu til dags?????

[rikke83 0]

Jeg er virkelig ked af at høre om jeres baby problemer - det må være ubeskriveligt hårdt... Jeg forstår til fulde din frustation over folks dumme og uovervejede kommentarer.... Jeg vil nok også prøve med åbenhed - lidt ala det Lena skriver om at sige det på en pæn måde, der ikke ligger op til at folk spørger mere til det...

Jeg kan også fornemme, at vi vil få en del kommentarer efter brylluppet, for jeg har nemlig også været så smart at sige, at det i hvert fald ikke blev før brylluppet, da jeg jo skulle kunne være i kjolen osv :grin2: Nu er det jo lige om lidt, og ved faktisk ik helt, hvornår projekt baby begynder herhjemme, og ved da slet ik, hvornår det vil lykkes. Jeg tror især det bliver træls på arbejdet, hvor vi er rigtigt mange unge piger. 3 er allerede gået på barsel og vi er 2 der skal giftes i år, og vi får allerede mange kommentarer i den retning. Èn af mine kollegaer står så i den uheldige situation, at hende og manden også har svært ved det, så det er endnu mere ufedt for hende at få de kommentarer...

Så vil nok bare sige, at selvom jeg selv kan finde på at spørge til den slags, skal folk virkelig passe på, at de ikke kommer galt af sted... De må sgu lige tænke sig om en ekstra gang inden de slynger baby-kommentarerne ud på må og få, da det jo ka gøre virkeligt ondt på modtageren

[Guest frk_hrj]

Vi kender det desværre alt for godt selv. Ikke lige i forbindelse med bryllup og forventninger derefter, men nu har vi trods alt været sammen 7 år, er færdiguddannede, har job osv.. Så forventer omgangskredsen, at det snart er tid! Desværre kan vi ikke selv og har nu været i fertilitetsbehandling siden oktober uden positivt resultat. Det ER bare møg hårdt hele tiden at få stikpiller, om det ikke snart er ved at være tid til at udvide familien! I vores tilfælde bliver det formentlig det første barnebarn på begge sider, og de kommende bedsteforældre er glæder sig så pokkers meget. I starten havde vi bestemt os for ikke at fortælle vores forældre noget, men efter utallige stikpiller, fortalte vi dem det alligevel, da det simpelthen var for hårdt konstant at høre på. Nu har vi mere fred fra den front!

Jeg plejer at svare "ja, nu må vi se", når folk spørger, om vi ikke snart skal have børn. Jeg forsøger altid at være lidt afvisende, så folk ikke tror, at de skal spørge mere ind til det. Jeg har ikke lyst til at indvie alle og enhver i vores behandling. Men det gør ondt, og er bare slet ikke sjovt

Jeg håber, i undgår de dumme spørgsmål

[Louise.Eriksen 0]

Når man skal giftes, er der lidt en forventning om at så kommer der børn.....

Vi har kæmpet i næsten 3 år for at blive gravide - har været gravid 2 gange på de 3 år, men har mistet begge gange....

Nu er folk begyndt at spøge med at så kommer der jo nok sommerfugle i æggestokkene, når vi skal giftes... Og.... jahahhhh så forventer jeres forældre nok også snart at blive bedreforældre.... osv osv... det er selvfølgelig ikke de nærmeste, der kender os og vores fertilitets-problemer og aborter... men folk list længere ud i omgangskredsen....

Hvad dæland gør man... er der andre zillas der sidder derude og føler at folk forventer at man skal have børn efter brylluppet???? Hvad gør man når folk spørger og driller lidt med det???

Især hvad man gør når man har store problemer med at blive gravid og holde på de små...

For så gør det ondt når folk spørger......

For vi synes ABSOLUT ikke det er spor sjovt.......

Knus, Mig ;)

Uh, det kan jeg godt forstå du er ked af

Jeg har en kollega, som har været ude for det samme i mange år - og de har ligeledes prøvet i mange mange år. Jeg forstår slet ikke, at folk ikke passer lidt på med at mase for meget på. Det har jeg i hvert fald lært efterhånden. De har tacklet det lidt a la Lenas råd. De har konsekvent kommet med en lidt skarp tilbagemelding i stil med: ja, bare vi vidste det.. Og når folk indser, at de måske er gået lidt over stregen, så forstummer spørgsmålene. Tror altså også mest på ærlighed. I behøver ikke involvere alle, og jeg kan godt forstå, at i gerne vil holde det privat, men når det nu gør jer kede af det med alle de spørgsmål, så luk samtalen ned én gang for alle ;)

[bobo... 35]

vi har ikke haft samme problemer, men har da mistet 1½hold tvillinger og fået en abort (som så viste sig at være unødvendig)

så for jeres skyld håber jeg ikke at flok retter fokus mod det, men på at i skal have jeres helt store dag...

da jeg tabte tvillingerne var der også mange der bygyndte med at drille men heldigvis havde R nok overskud til at lave lidt sjov med det og kom med kommentare der lød noget ligende:

- ja jeg har ikke haft nok klister i sprøjten til de kunne blive der.

- jeg skal ramme bedre næste gang;- hvad med at give mig et klippe kort til en skydebane??.

- måske skulle vi prøve med en højere kommode eller en vandseng..

hvilket fik de fleste til at stoppe, men dem der ikke stoppede, måtte vi give direkte besked, om at de skulle finde et andet emne eller undgå os et stykke tid..

men jeg håber det lykkedes for jer næste gang..

[Nitzen1987 3]

Kan også godt forstå at I bliver kede af folks kommentarer.... Ved ikke fordi at der er større fokus på det i dag end for 10 år siden, men synes man hører om RIGTIG MANGE der har lidt fertilitetsproblemer og må have hjælp til at få deres ønskebørn - og det er jo ikke en skam - snarere en rigtig hård kamp at komme igennem for parret... Min svoger og svigerinde fik adskillige behandlinger før end det lykkedes dem at få deres ønskebarn, efterfølgende ville de forsøge igen med en kunstig befrugtning, men inden da ar hun igennem hormonbehandling osv. og lige pludselig BLEV de gravide på egen hånd sandsynligvis fordi hun fik hormon behandling, men de undgik insemination Og i dag har de 2 dejlige drenge. Nå men det jeg egentlig vil sige er at det nok skal lykkedes for jer, ventetiden og uvisheden er selvfølgelig hård. Der er meget vi ikke selv er helt herre over - og en graviditet (og abort) er desværre en af de ting.... Og det gør det bestemt ikke bedre at der ligger et pres på én

Jeg tror at jeg ville sige at man ikke selv er herre over hvornår det sker og så håbe på at de interesserede fatter et vink med en vognstang.

Held og lykke

[FrkHelle 0]

Jeg bliver så SUR!!! når nogen tillader sig at spørge eller prikke.

For det første, hvem siger vi VIL?

For det andet, hvem siger vi KAN?

Dem der spørger, er de overhovedet klar over, hvor ondt det spørgsmål KAN gøre??

Jeg er SÅ træt af det.. Jeg fik den kastet i hovedet til en barnedåb for 2 år siden, endda af en mand jeg kun kort havde set engang nogle år tilbage "nåh, så er det vist jeres tur næste gang"...

På min polter blev det også nævnt med unger og bryllup og og og... AAAAARGH! Hold dog jeres k*ft - I skal nok få at vide, hvis der er babyer på vej og indtil da: pas jer selv!

Okay nogle spørger naturligvis også af ren interesse og ikke bare nysgerrighed og "normen", men det er simpelthen for hårdt og belastende at blive ved med at høre på!

Så jeg forstår så absolut godt din frustration -især når I har mistet.. det styrker jo ikke ligefrem troen på storken!

[Frk R 4]

Ja det er utroligt som folk spørger. I mange år var mit svar at "man jo ikke kan få børn uden at være gift" eller "det var da et meget personligt spørgsmål". Men efter jeg er kommet på den forkerte side af 35 synes jeg godt nok der er mange der spørger. Alt efter hvem spørgeren er og hvordan jeg har det med spørgsmålet får folk et oprigtigt svar, men ellers siger jeg typisk at jeg synes det er et personligt spørgsmål og så plejer folk at trække næsen til sig.

Egentlig ved jeg godt de flest spørger af interesse, men jeg synes bare det er træls hele tiden at blive spurgt. Og når man som jer har prøvet læge må det være rigtig hårdt.

igen fra frk R

[Beate007 4]

HMM - der er rigtig mange der har mistet et-to og tre fostre, og det er lige tragisk hvergang..

men jeg forstår ikke at det bliver gjort til sådan et tabu, dem der spørger spørger jo fordi de gerne vil jer det bedste og ikke aner den ulykkelige situation i er i når man lige har mistet eller bare prøvet det. og nogen gange kommer spg. bare lidt uheldigt ud af munden.

vi har selv flere i familien der har prøvet at ufrivilligt få flere aborter, og det bedste er at være ærlig også over for folk der også er lidt længere ude end søskende, man er på ingen måde selv herre over at have mistet sit ufødte barn, men alle kan da forstå den smerte man gennemgår, så jeg syntes ikke der er noget galt i at sige: vi har lidt svært ved at blive gravide/vi går til fertilitet behandling/vi har mistet men prøver igen!/osv osv. de fleste vil da derved sige, gud det vidste jeg ikke, undskyld - så krydser jeg fingre for i snart får det i ønsker, og de fleste vil sikkert kunne sige, jeg kender så mange det er sket for, ikke at det er en trøst, men det er langt mere almindeligt end man lige tror!

se selv herinde hvor ofte det er sket!

jeg har selv lige droppet P-pillerne i sidste uge så nu må vi se hvor længe det skal tage, vi prøvede for et års tid siden i halvt år uden held i sprøjten!

[Vanni 29]

ja jeg har oplevet at rigtig mange siger, om vi så ikke snart skal have børn, og lige pt siger jeg bare, at det kommer når det kommer.

[Guest HenrietteLN]

Puh... Det er SÅ hårdt når det ikke vil lykkes!

Vi prøvede i 2½ år før minimanden i maven meldte sig. Jeg har været gravid én gang før på de 2½ år og mistet. Vi har været gennem de tre statsbetalte inseminationsforløb og var skrevet op til reagens, da øko-Vile derinde dukkede op - på magisk vis.

Hjemme hos os har manden nedsat sædkvalitet, så det er bare noget sværere for dem at nå frem derinde

Vi har faktisk været ret ærlige omkring det. I al fald efter at jeg aborterede første gang og vi kom i behandling. Ikke sådan at vi har råbt det ud fra hustagene, men vi har heller ikke ladet det være et stort tabu. Jeg var vanvittigt ked af det i laaaang tid efter aborten og har været ekstremt påvirket af de hormoner jeg har taget ifm. behandling (både fysisk og psykisk), så jeg havde brug for at dem jeg omgikkes meget vidste at det var derfor. Så kunne de give lidt plads og rum og vide hvad der foregik når jeg ind i mellem gik helt kold.

Det er ikke noget vi har snakket meget om, men de har vidst det - og det har fjernet alle de dumme spørgsmål. Til gengæld har vi fået nogle yderst kompetente og medlevende spørgsmål i stedet.

Jeg ved ikke om det er det magiske trick, men åbenhed var altså absolut den bedste medicin for os. Og I er jo langt fra alene. Det ville være fantastisk hvis tabuet kunne blive brudt så det blev nemmere at tale om. Så man vidste at der faktisk er en del kvinder som aborterer. Det gør det ikke mindre forfærdeligt, men for mig betød den viden at jeg vidste at det ikke var umuligt nogensinde at få et barn. Det var svært for os, men aborten betød ikke at jeg ikke kunne...

Jeg håber I finder en løsning. Og jeg håber at der kommer en dejlig lille bebs til jer snart!

[Frk R 4]

I mange år ville jeg slet ikke have børn og jeg var træt af at hver gang jeg sagde det skulle jeg igennem en lang peptalk om at jeg ikke vidste hvad jeg snakkede om og bla bla bla. Ellers også så opførte folk sig som om jeg var en freak. Så eftersom folk havde meget travlt med at angribe mit valg syntes jeg egentlig ikke det var jeg specielt havde lyst til at invitere til yderligere diskussion, så hellere lukke den med det samme. Det var ikke noget jeg har eller havde behov for at diskutere med fremmede.

Jeg har det fint med at folk spørger om jeg har børn når jeg lærer dem at kende, lige som de spørger hvad man laver osv.

KH frk R

[bazuka97 1]

Jeg ved faktisk ikke hvad man skal gøre. Det er ikke engang sikkert at folk lod være med at træde i det selv om de kendte til jeres problemer.

Jeg fik selv brystkræft for snart 4 år siden(hold op hvor tiden flyver...) og efter den helt store behandlings tur har jeg været 'neutraliseret' i 3 år, altså behandlet med antihormon så jeg faktisk har været i overgangsalderen. (fedt perspektiv, man skal til hedeturene forfra når man bliver 50 )

Til trods for at ALLE ved det, er der stadig nogen der ikke forsømmer en lejlighed til at spørge om jeg da snart er færdigbehandlet så vi må prøve.... (ikke vores familier)

Jeg er så meget afklaret med at vi måske aldrig kan få børn selv, for så må vi jo købe nogen som vi siger, men det kan folk jo ikke vide vi er, man kan jo aldrig se hvordan man har det indeni.

Jeg ville nok sige; Ja ja.... naturen skal jo også ville være med...

Og se om de så bakker lidt

[diskobil 357]

Der er kun én ting at gøre, hvis man ikke vil tone rent flag (hvad jeg godt kan forstå hvis ikke I vil udover de nærmeste). Ignorer dem, giv dem "is-blikket". Så spørger de ikke igen. Alternativt: Svar med "hvordan gør man det" er det noget man skal søge om eller kommer det bare dumpende, sådan at I indirekte får signaleret at det at få børn - for mange - ikke bare er noget man beslutter sig for og får.

[Guest rikkenielsen]

Hej..

Jeg kan følge dig 100% vi er igennem det samme, vi har prøvet i 2 år og mistet en gang.

Det er rigtig hårdt og hver gang folk spørger ind til dem bliver man nærmest dårlig (sådan har jeg det personlig).

Vi prøver at holde hovede højt selv om det oftes er meget svært når man gang på gang få dårlig nyheder eller bliver skuffet og ked af det.

dem som ikke helt kan sætte sig ind i det og bare kommer med den samme kommentar "det skal nok komme" (Den værste når man har prøvet så længe, får så skulle det nærmest have været igår)

Men når folk der ikke kender til vores problem spøger ind til det, siger jeg som regl, ja nu må vi se, vi tager det stille og rolig.. Ikke at jeg overhovede mener det, men har ikke lyst til at fortælle alle og forklare alle hvad vi går igennem, jeg syntes det er personlig og derfor har jeg det bedst med at sige det..

Håber det kan hjælpe dig en lille smule..

Og vi ønsker jer VIRKELIG held og lykke med procekt baby.

Kram Rikke Nielsen

[Christa og 270 0]

Til amalie amalie... hold hovedet højt... det er rigtig trist og desværre deler du skæbne med rigtig mange andre par... både unge og dem der er omkring de 40 +/-. Det er desværre meget almindeligt at skulle have lidt hjælp... og ca hver 3 graviditet ender i en abort, -naturens måde at lade et foster der ikke kan klare den gå til grunde... (jeg ved godt det er hårde ord sorry... ,men Jeg har sidste år arbejdet på en fertilitetsklinik og ved mange slet ikke er klar over det er sådan og føler sig meget alene med det..)

Mit råd ville være.. Bliv undersøgt, begge to... vær åbne og gør som miss lena skriver eller sig det er et privat spørgsmål og i ikke iønsker at diskutere det. Åbenhed er klart det bedste, da man undgår misforståelser... men det kan være svært at fortælle om, da nogen føler der er noget galt med dem, og især mænd kan blive ramt hårdt på deres maskulinitet. Håber du kan bruge det til noget.

Christa ( som ikke arbejder på fertilitetsklinik mere... )

[Melin79 0]

Vi blev gift den 15. maj og var i lørdags til fødselsdag hos nogle venner med en del mennesker, vi kender fjernt. Jeg må sige, at jeg synes, at det er utroligt, at folk bare sådan uden videre spørger om ønsker om børn mv. - især når man er blevet gift. Flere spurgte noget i stil med "Hvornår skal I have børn? Nu er I jo gift!"

Jeg kender flere, der har haft svært ved at blive gravide, og jeg ved, at det er noget mange kæmper med. Efter jeg har fulgt flere tættere på, må jeg sige, at jeg er blevet meget opmærksom på emnet, og kunne derfor aldrig drømme om at spørge andre om det - netop fordi man ikke ved, om man rammer et åbent sår for de pågældende! Og det må bare ikke være fedt! Det kunne også være, at man ikke havde lyst til at få børn og ikke havde lyst til at stå og forklare om det hele tiden.

Fra en som kun lige er gået i gang med at forsøge, men som allerede nu kan blive irriteret over forventninger og spørgsmål

[Guest Ria]

Jeg kender de spørgsmål rigtig godt nu...

Vi har snart 1 års bryllupsdag og er her inden for de seneste mdr blevet bombederet med spørgsmålet: "skal I ikke snart ha børn?"

Jo, men det er bare ikke lige nemt for os og vi ska måske meget mulig ha hjælp...

Men jeg vil sige at enten skal du være ærlig og fortælle det som du har skrevet eller også kan du nøjes med at sige: "det kommer, når det kommer"... Jeg vælger at lukke ørene for det spørgsmål og svarer: "jo det kan da godt være, men det kommer når det kommer"...

[Gilmore 4]

Hvor kan jeg bare føle med dig.

Jeg har aldrig mistet, men har prøvet på at blive gravid de sidste 3 år.

Jeg har for ikke så længe siden fået konstateret en hormonsygdom, der gør at det ikke er sikkert jeg nogensinde vil kunne blive gravid.

Når jeg får spørgsmålet som: Skal ikke ikke snart have en lille en, hvornår bliver det jeres tur, alle de andre til danse har børnebørn, hvornår bliver jeg beste osv.. får jeg det virkelig dårligt. faktisk både fysisk og physisk.

Har i lang tid kunnet svare: jamen jeg skal lige have min uddannelse først, men da den nu er klaret ( om 3 uger ) kan den "undskyldning" ikke rigtig bruges længere.

Det er ikke ret mange der kender til vores problem, da jeg synes det er meget personligt.

Den sidste tid er jeg dog begyndt at svare: Jo det ville vi gerne, men det er jo ikke altid naturen vil som man selv vil, lige når man vil.

Edited July 22, 2010 by Gilmore