Andre herinde hvor forældrene ikke støtter op om jeres bryllup?

[Guest Sannie og Dennis]

Ja, som overskriften siger, er der andre herinde, hvis forældre der er imod jeres bryllup og hvordan takler I det?

Mine forældre har været i mod min kæreste lige fra starten. Han er den første jeg har taget med hjem, men det skyldes kun, at de selv har sagt de ikke ville møde nogen af mine kærester, før det var seriøst. Jeg er enebarn, og mine forældre ser mig desværre som den lille pige de havde for 10 år siden. Det tog dem et lille års tid bare at acceptere, at jeg havde en kæreste og at han er anderledes i forhold til min konservative småborgerlige familie.

Da min kæreste så friede til mig i december sidste år :marryme: , vidste jeg at det ikke ville falde i god hjemme hos de gamle og ganske rigtig der blev meget stille da jeg fortalte nyheden. De kender ikke engang tilcdatoen og de har overhovedet ikke spurgt ind til noget. De lader som den samtale, aldrig har fundet stedet.

I weekenden fortalte jeg så at vi har sat brylluppet i bero, da vi bliver nød til at bruge de penge vi skulle bruge til brylluppet, bliver nød til at gå til en ny lejlighed. Mine forældre jublede nærmest, da de hørte det og fortalte at det også var hul i hovedet at vi giftede os og så især KUN efter 3 års forhold. De sagde, at jeg desværre er så gammel at de ikke kan forhindre mig i det, men at de ville gøre det hvis det var muligt. Er så træt af at skal forsvare mit forhold og mine/ vores handlinger. Ved godt at de ikke er enige, men ville alligevel ønske at de støttede bare en lille smule op omkring i stedet for at forholdet til dem anspænt.

Puhh… Skulle lige havde det ud.. Men som sagt, er jeg den eneste der er i denne situation?

Hilsen Sannie

følg min planlægning her

Redigeret June 21, 2010 af Sannie og Dennis

[Guest Gertrud Sand]

Puha det er en hård en at sluge. Hvad siger de hvis du stiller dem det ultimatum at acceptere og respektere ham og jeres forhold/ ægteskab, eller ikke se noget til deres datter...? Havde min familie ikke accepteret min, så tror jeg nok jeg havde givet dem den valgmulighed. Livet er for kort til at have med folk at gøre der ikke kan og vil støtte op om én - forældre eller ej. Ja, det er noget hårdt sagt, men jeg har set nogle stykker lade deres liv styre af familie der vil bestemme over alt.. Og det er livet bare for kort til. Man skal omgås med folk der accepterer dig for den du er og den måde du lever dit liv. Forældre vælger ikke deres børn - men børn vælger altså heller ikke selv deres forældre.

Kan de ikke acceptere ham, så kan de heller ikke acceptere dig, og den kvinde du er vokset op til at blive...

[PiaK 3]

Først:

Rigtig mange tillykke med frieriet og det kommende bryllup!!

Det bliver en helt fantastisk dag - uanset hor mange forhindringer, der er hen mod den! (Vi har selv haft vores udfordringer - dog slet ikke på samme måde)

Derefter:

Jeg kender desværre ikke til lignende situationer - men jeg bliver nysgerrig for at høre, hvad det er, de er imod? Er det din kæreste som person - eller bare det, at du har en kæreste/kommende mand? Eller?

[Guest Sannie og Dennis]

Først:

Rigtig mange tillykke med frieriet og det kommende bryllup!!

Det bliver en helt fantastisk dag - uanset hor mange forhindringer, der er hen mod den! (Vi har selv haft vores udfordringer - dog slet ikke på samme måde)

Derefter:

Jeg kender desværre ikke til lignende situationer - men jeg bliver nysgerrig for at høre, hvad det er, de er imod? Er det din kæreste som person - eller bare det, at du har en kæreste/kommende mand? Eller?

vil tro at det er en kompination af begge dele. Som sagt havde de rigtig svært ved i starten at jeg i det hele taget havde en kæreste, og der gik et halvt års tid før de begyndte at overhovedet at lære ham at kende, fordi de regnede med at det hurtigt gik i sig selv igen. Men inden frieret havde de faktisk accepteret at han var i mit liv selv om de ikke synes rigtig om hans personlighed.

Desuden er de bange for at vi gifter os for tidligt fordi de ikke tror at det holder og at jeg på et tidspunkt kommer til "fornuft".

Derudover ser de ikke ægteskaber som noget særligt. De har selv været sammen i næsten 35 år uden at bliver og det har jo gået udemærket, så derfor er der jo heller ikke nogen grund til at deres datter gifter sig.

[Guest æslet]

Ja først det vigtigste: Stort tillykke med frieriet

Dernæst: Jeg har rigtig svært ved at se, hvordan man som forældre kan sætte sig imod ens børns kærlighedsforhold uden at det kommer til at gøre både forældre og børn ondt med mindre din kæreste er fysisk eller psykisk voldelig imod dig eller andre, ja så må de acceptere ham, hvis de vil se Jer og dermed også fremtidige børnebørn. Og det ville jeg nok forklare dem ret tydeligt, altså at du HAR valgt og nu må de så VÆLGE om de vil se Jer i fremtiden.

Håber alting løser sig for Jer og I får den mest fantastiske bryllupsdag

[Guest Sannie og Dennis]

Puha det er en hård en at sluge. Hvad siger de hvis du stiller dem det ultimatum at acceptere og respektere ham og jeres forhold/ ægteskab, eller ikke se noget til deres datter...? Havde min familie ikke accepteret min, så tror jeg nok jeg havde givet dem den valgmulighed. Livet er for kort til at have med folk at gøre der ikke kan og vil støtte op om én - forældre eller ej. Ja, det er noget hårdt sagt, men jeg har set nogle stykker lade deres liv styre af familie der vil bestemme over alt.. Og det er livet bare for kort til. Man skal omgås med folk der accepterer dig for den du er og den måde du lever dit liv. Forældre vælger ikke deres børn - men børn vælger altså heller ikke selv deres forældre.

Kan de ikke acceptere ham, så kan de heller ikke acceptere dig, og den kvinde du er vokset op til at blive...

Hmm.. Jeg kan godt se hvad du mener, men det ville jeg have det meget svært ved, da jeg altid har været meget knyttet til dem. Min mor, der er syg af kræft har ikke så mange år tilbage at leve i hvis hun ikke får en knoglemarvstransplantation ( lægerne leder efter en donor). Men tilgenglæd så skal det heller ikke lykkes dem at få os fra hinanden, for vi ved at vi er stærke sammen og at vi vil leve sammen. inden jeg fandt min kæreste var jeg hjemme hos dem ca. en gang om ugen. men nu sker det måske hver 3 måned, da de har har skubbet mig væk, ved at komme med disse udtagelser

[Lenebj 2]

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige..Jeg er total målløs. Jamen, de skal da ikke stille sig i vejen for kærlighed. Jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke kan imødekomme dig i det valg, du har taget for dit liv. Hvad vil de gøre, når I en gang får børn??

Håber, I finder styrken i hinanden til at komme igennem dette sammen og vise dine forældre, at I elsker hinanden uanset hvad omverden mener om den sag!!

[JJS90 0]

Tro mig jeg kender det!!!

Situationen er så den her at det er min kommende mands forældre der virkelig AFSKYR mig..

Det har været hårdt, og det forhindre min kære mand i at tage mange beslutninger..

Hans forældre har virkelig prøvet alt for at slippe af med mig vitterlig..

Hans mor begyndte at tude da hun fik a vide vi skulle giftes (og det var IKKE af glæde!)

Og hans far er blevet pisse fornærmet efter..

De nævner intet de spørger om ingenting, og de snakker i den grad udenom eller undlader at svare hvis min mand spørger om noget der har noget med brylluppet at gøre..

Igen det er hårdt.. Men vi kommer igennem det ved at være ligeglade.. Vi kan godt klare os uden deres råd/hjælp..

Vi glæder os istedet over at mine forældre forguder min man, og er evigt lykkelige for vi er sammen..

Min "Svigerfars" problem er jeg ikke er en ja - jo - nej - ammen pige, og det pisser dem nok lidt af da de er meeeeegeeet gammeldags..

Men igen der er desværre ingen mirakkel kur.. Desværre.. Det er kun at lære at leve med det...

I vores sag er der ihvertfald ikke noget at gøre, selvom vi begge ønskede de bare kunne accepter os, især nu hvor vi skal giftes..

Men nej, tværtimod er han så vidt vi ved blevet afskrevet fra testamentet pga. mig / vores forhold..

Life sucks..

[Vanni 29]

heldigvis har jeg ikke selv de problemer. men hvor har jeg ondt af dig, og starter med at sende et

Min veninde derimod har et par svigerforældre, som ikke kan lide hende, til deres bryllup kom svigermor i helt sort, som om hun var til begravelse. Og da vi var til fest hos min veninde, hvor svigerforældrene også var der, der sad hun demontrativt i et hjørne og var negativ.

De valgte at cutte kontakten til dem, men da de fik et barn, valgt min veninde at være den store og de tog over til hans forældre og tog en snak med dem, så de kunne have kontakten, og de kunne se deres barnebarn. Så idag har de et nogenlunde tåleligt forhold.

Jeg tror, at du skal snakke med dem om det, og fortælle dem, hvordan du har det, og så give dem et ultimatum, for at det virkelig går op for dem, hvordan du har det med dem

[Guest Mygge]

Hey..

Tillykke med kærligheden

Jeg må sige at jeg ikke helt er i samme situation længere. Min familie er ret lowclass og for dem er "traditionen" nærmere få nogle børn og så kan vi måske tænke på at tage på rådhuset. Så jeg er vokset op med den klare ide at min familie meget gerne ser at jeg får børn. Så da jeg fortalte min far at min kæreste havde friet og at vi ville finde en dato til ca et år efter var hans reaktion mildest tal brutal. Han mumlede noget i retningen af at "nu måtte vi vel se hvor langt vi kom med det" og derefter nægtede han at snakke om det eller høre om det.

så efter 3-4 måneder hvor tingene havde set sådan ud kogte jeg over. Jeg sagde meget tydeligt til ham i ene rum (i bilen) at jeg elskede min kæreste - jeg agtede at blive gift med ham. At jeg var meget ked af, skuffet og især sur over hans måde at håndtere det hele på. Han skulle tænke sig om og bestemme sig for om han ville acceptere min kæreste, vores ægteskab og få det bedste ud af det ellers kunne han nøjes med en invitation til receptionen og et Julekort og intet andet.

Det gjorde ham tavs i en uge til to og da vi sås igen var han forandret - lige pludselig kiggede han min kæreste i øjnene og hørte efter når han sagde noget.

Så mit råd er at sige tingene som de er. Hårdt mod hårdt for det tvinger dem til at tage stilling og så får man også banket på plads at man ikke er et lille barn som kommer til fornuft senere men at man mener det og at der er konsekvenser.

[Beate007 4]

haleluja!!

jeg er i chok, det lyder som en dårlig gyser film, sikke nogen forældre og svigerforældre i har!!

jeg giver Gertrud Sand og andre ret, tag en snak, en hård en af slagsen hvor i stiller et ultimatum, at de acceptere jeres kærlighed til hinanen og jeres forhold ellers kan de få lov at miste både datter og chancen for at se deres børnebørn når de engang kommer til verden!!

de er det bare ikke værd!! det er svært at tyde i din besked, men var de bare lutter glade dage før ham her kom ind i billedet eller har de altid domineret dig? evt. har en bestemt tros retning?? men igen de er det ikke værd!

og hvad var det med hende svigermoren der kom i SORT til brylluppet?? jeg vil da håbe hun blev bedt om at pisse hjem og skifte tøj og indstilling, og hvis ikke, så kan du bare skride til du kommer på bedre tanker, farveller mor!!! sikke en heks!!

[Maria25 9]

Vil først og fremmest give dig et kæmpe

Jeg er i dybt chok over hvordan folk kan opføre sig over for hinanden.

Ens forældre skal elske en ubegrænset, men også respektere en, som den man er, og de valg man træffer. De kan selvfølgelig altid vejlede og guide, mennår du tager din beslutning, kan eller må de ikke dømme dig.

Jeg vil give andre ret: Hårdt mod hårdt!! De bliver nød til at kappe navlestrengen, og indse at du er din egen, og træffer dine egne valg.

( Jeg var færdig af grin over den svigermor der kom iført sort, virker jo som en hollywood film "svigermonster", sikke hun skulle skamme sig!! Hvordan kan man finde på sådan noget?!)

[Guest Sannie og Dennis]

Hey..

Tillykke med kærligheden

Jeg må sige at jeg ikke helt er i samme situation længere. Min familie er ret lowclass og for dem er "traditionen" nærmere få nogle børn og så kan vi måske tænke på at tage på rådhuset. Så jeg er vokset op med den klare ide at min familie meget gerne ser at jeg får børn. Så da jeg fortalte min far at min kæreste havde friet og at vi ville finde en dato til ca et år efter var hans reaktion mildest tal brutal. Han mumlede noget i retningen af at "nu måtte vi vel se hvor langt vi kom med det" og derefter nægtede han at snakke om det eller høre om det.

så efter 3-4 måneder hvor tingene havde set sådan ud kogte jeg over. Jeg sagde meget tydeligt til ham i ene rum (i bilen) at jeg elskede min kæreste - jeg agtede at blive gift med ham. At jeg var meget ked af, skuffet og især sur over hans måde at håndtere det hele på. Han skulle tænke sig om og bestemme sig for om han ville acceptere min kæreste, vores ægteskab og få det bedste ud af det ellers kunne han nøjes med en invitation til receptionen og et Julekort og intet andet.

Det gjorde ham tavs i en uge til to og da vi sås igen var han forandret - lige pludselig kiggede han min kæreste i øjnene og hørte efter når han sagde noget.

Så mit råd er at sige tingene som de er. Hårdt mod hårdt for det tvinger dem til at tage stilling og så får man også banket på plads at man ikke er et lille barn som kommer til fornuft senere men at man mener det og at der er konsekvenser.

Det er rart at høre at der er flere der er/ eller har været i samme situation.

Jeg sagde også rent ud til dem, at jeg ville gifte mig med ham med eller uden deres tilladelse. De mumlede bare noget om at, jeg jo var gammel nok til aelv at bestemme og det havde jo ikke noget med det at gøre.

Om det har hjulpet det må tiden vise, men umiddelbart tror jeg det ikke.

[Cobra 1]

Jeg er helt chokeret over at nogens forældre kan være så tarvelige.

Jeg håber de kommer til fornuft Sannie, det der kan de virkelig ikke være bekendt over for dig.

Når det er sagt, så var jeg også lidt nervøs over hvad mine forældre ville sige til vores forlovelse som kom på vores 2-års dag. Men de var ok, sagde da tillykke og virkede glade. Har ikke rigtig snakket så meget med dem siden så jeg ved ikke om de er oprigtigt glade på mine/vores vegne.

[Chaj 16]

puha stakkels dig - kan godt sætte mig ind i din situation, selv om min ikke er helt så slem.

Da jeg kom hjem og fortalte at jeg (i en alder af 16 år) havde fået min første kæreste (som nu er min dejlige forlovede) gik min mor helt i sort og nægtede at tro på det - mine forældre er religiøse og stærke støtter af fdf, så de havde ligesom besluttet sig for at deres pigeres kærester skulle være :

a. ikke htx'ere (både min storesøster og jeg har gået på htx)

b. FDF'ere!!

c. ikke rygere

og her kom jeg hjem med en htx'er der ikke var fdf'er og derudover ryger... Der gik faktisk rigtig mange år før min familie omsider accepterede Christian, i det første år var de totalt afvisende og synes alt var dårligt ved ham, og senere da de fandt ud af at han nok hang ved begyndte de så småt at "leve med ham"

Først da vi (da jeg var 19) flyttede hjemmefra og jeg valgte ikke at tage kontakt med dem i et halvt år vendte situationen. Nu tror jeg de har fundet ud af hvor dejlig en person han rent faktisk er, og ser også frem til brylluppet. Selvom min mor blev noget tavs da jeg sagde at nu ville vi altså giftes. Der gik dog ikke mere end et par dage før hun kom i tanke om at vi måske skulle blive gift i år istedet for til næste år som vi har planlagt.

Jeg kender ikke mirakelkuren på forældre problemer - som du måske kan fornemme har jeg haft et virkelig dårligt forhold til mine forældre grundet det her, for mig var det løsningen at skære dem af og ikke tage kontakt til dem. Men det er jo en lidt træls løsning - så ja tror også at jeg vil sige som de mange andre at fortælle dem det rent ud - Jeg ville måske sige til dem at "jeg gifter mig lige meget hvad - nu kan I så tage stilling til om I vil være med i det eller ej" Det kan være hårdt at sige, men med den opførelse synes jeg faktisk ikke rigtig at de har nogen rettigheder. :s