Hvordan fortalte i det...?

[Baadsgaardgirl 0]

Hvordan fortalte i jeres familie og venner i skulle giftes??

og hvornår efter frieriet/beslutningen fortalte i det??

Hvordan tog de imod nyheden?? måske i forhold til jeres forventninger...?

Spørger fordi vi har fået nogle trælse og uforudsete bemærkninger da vi begyndte at fortælle vores familie og venner nyheden...

Bl.a. har h2b's søster været temmelig fornærmet over at vi kan blive gift nu.. og at vi gør det inden hun bliver det...

H2b's mor har ikke sagt tillykke eller vist interesse af nogen art..

desuden har diverse familiemedlemmer skabt trælse situationer og sået tvivl om vores beslutninger...

Det har ødelagt den glade stemning nogen gange...

Desværre...

så hvordan er jeres gået og evt. nogen gode råd til at tackle syre og forsmåede familie eller svigerfamilie medlemmer...

Knuss

[louisetina 45]

Først har du vist brug for sådan en -->

Er super trælst når folk ikke tager godt imod at man skal giftes, da jeg fortalte det til nogle af mine nærmeste venner sagde de bare ingenting - de kunne ligeså godt at smidt en spand koldt vand i hovedet på mig.

Altså bare fordi h-t-b har en søster som er bryllups-skruk, så kan I jo ikke indrette Jer efter det. Man kunne håbe hun blir grebet lidt at stemningen og får lyst til at deltage aktivt i planlægningen.. og Svigermor vender forhåbentlig også når hun indser at hendes søn rent faktisk skal giftes..

De venner som ikke reagere positivt, har jeg valgt at være normal overfor, de spørger ikke til brylluppet og jeg fortæller ikke noget synderligt - men håber hver gang at de spørger ind til det..

Bare nyd de positive tilbagemeldinger I får fremfor at fokusere på de dårlige - er vist mit bedste råd

[Guest lilleprinsessen]

Vi begyndte at fortælle familie og venner det efter en uges tid...

I min familie blev de glade og ønskede tillykke, men har ikke hørt meget fra H2B's familie..

Ved at hans mor har sagt at hun er glad for det, men ikke syntes, at det er noget særligt at blive gift... hun har intet sagt til mig om, at vi skal giftes... men tror hun ser lidt frem til det, da hun har spurgt LIDT ind til vores planer.

Syntes at det er lidt trist, at hans mor ikke har sagt tillykke eller lignende til mig, ville være dejligt hvis hun havde..

[Baadsgaardgirl 0]

Først har du vist brug for sådan en -->

Er super trælst når folk ikke tager godt imod at man skal giftes, da jeg fortalte det til nogle af mine nærmeste venner sagde de bare ingenting - de kunne ligeså godt at smidt en spand koldt vand i hovedet på mig.

Altså bare fordi h-t-b har en søster som er bryllups-skruk, så kan I jo ikke indrette Jer efter det. Man kunne håbe hun blir grebet lidt at stemningen og får lyst til at deltage aktivt i planlægningen.. og Svigermor vender forhåbentlig også når hun indser at hendes søn rent faktisk skal giftes..

De venner som ikke reagere positivt, har jeg valgt at være normal overfor, de spørger ikke til brylluppet og jeg fortæller ikke noget synderligt - men håber hver gang at de spørger ind til det..

Bare nyd de positive tilbagemeldinger I får fremfor at fokusere på de dårlige - er vist mit bedste råd

Skal giftes om 10 dage!!!!!!!!!!!!!!!

så der er ikke så meget at deltage i... er spændt på at se dem til brylluppet...

der har været så mange problemer... h2b mente vi skulle snakke med søsteren og moderen om bordplan, osv. for at de ikke følte ikke havde noget at sige........

Det har de jo heller ikke!?!?!?!?

DET ER VORES BRYLLUP....

vi havde en diskussion på et tidspunkt hvor vi endte med at skære det ud i pap for at han fattede hvad jeg mente: skulle jeg være ked af det på vores bryllupsdag eller skulle søsteren ikke få sin vilje..!!!

Han er sååå konfliktsky...

[louisetina 45]

Ja okay den detalje havde jeg så lige misset

Men håber I får en fantastisk dag, uden sure miner fra familien..

[Baadsgaardgirl 0]

Ja okay den detalje havde jeg så lige misset

Men håber I får en fantastisk dag, uden sure miner fra familien..

håber jeg også...

ellers tager vi de obligatorisk billeder inkl. dem og så glemmer jeg dem bare og nyder resten af dagen...

Nej men vildt der kun er 10 dage tilbage!!

:carrot:

[Guest Vicky31]

Hvordan fortalte i jeres familie og venner i skulle giftes??

og hvornår efter frieriet/beslutningen fortalte i det??

Hvordan tog de imod nyheden?? måske i forhold til jeres forventninger...?

Spørger fordi vi har fået nogle trælse og uforudsete bemærkninger da vi begyndte at fortælle vores familie og venner nyheden...

Bl.a. har h2b's søster været temmelig fornærmet over at vi kan blive gift nu.. og at vi gør det inden hun bliver det...

H2b's mor har ikke sagt tillykke eller vist interesse af nogen art..

desuden har diverse familiemedlemmer skabt trælse situationer og sået tvivl om vores beslutninger...

Det har ødelagt den glade stemning nogen gange...

Desværre...

så hvordan er jeres gået og evt. nogen gode råd til at tackle syre og forsmåede familie eller svigerfamilie medlemmer...

Knuss

Hej Baadsgaardgirl

Først og fremmest stort tillykke herfra!!!

Jeg synes, det er småligt og egoistisk, når andre i ens familie og omgangskreds ikke kan glæde sig på ens vegne over, at man skal giftes. Uanset om de selv er giftelystne eller ej, så er det et anerkendt betydningsfuldt ritual i vores samfund at gifte sig og fejre sin kærlighed på den måde, og det fortjener - om ikke andet så på jeres vegne - at bliver anerkendt, synes jeg. Vi har stort set kun fået positive tilbagemeldinger efter at vi nærmest samme dag fortalte det til familie og en masse venner. Der er et par kammerater, der ikke helt kan sluge pillen på en pæn måde - måske fordi de er umodne drengerøve trods deres alder - men det har jeg besluttet ikke at spekulere over, men det er måske også nemt, når ens nærmeste har været rigtig glade.

MHt hvad man stiller op med uinteresserede og småfornærmede familiemedlemmer.. har hans søster direkte sagt, at hun er sur over at I gifter jer først? Eller er det mere en fornemmelse? Hvis hun direkte har sagt det, så spørg evt hvordan hun mener, det ødelægger hendes bryllupsdag, at I gifter jer først. Det kræver måske at hun kommer ud af busken og indrømmer hvad der egentlig er galt.. og så kan I måske, evt også med svigermor, få en åben snak, hvor I kan fortælle, at I ikke ønsker at træde på nogens drømme, men at I elsker hinanden og bare ønsker at dele det med jeres familie, fordi I holder så meget af dem, og at det gør jer kede af det at de ikke viser nogen interesse - søsteren kunne måske endda bruge jeres planlægning som en slags inspirations-indsamling til når hun selv skal giftes ... og så er svigermor måske ikke så "bange" for at interessere sig for jeres bryllup, hvis hendes datter også kigger interesseret med..

Jeg ved ikke, om det kan bruges.. det var bare lige mine tanker i denne forbindelse.. Hvis I selv er blevet i tvivl om, hvorvidt I skal gifte jer, så skal I begynde der.. Det er da i hvert fald det sidste sted, der bør være tvivl! Så få talt ud om det og husk at man kommer langt med kompromiser..

[ChariteK 34]

Mine forældre fik det at vide over telefon, og begge var utroligt glade for nyheden. Og straks tilbød min mor at betale brudekjolen. Og min far ville gerne give tilskud på 10.000 kr - mine forældre er skilt. Så det var vist så positivt som det kunne blive..

Mine svigerforældrer fik nyheden en dag vi havde dem på besøg, og de blev også rigtig glade. Min htb's storesøster fik også nyheden face to face, og hun blev ved med at sige "hvor er det sejt" - hvilket jeg synes var lidt underligt.

Mine svigerforældrer har været rigtig søde og positive. Min svigermor spørger rigtig meget ind til planlægning. Htb's storesøster er dog begyndt at være skide hamrende træls. Jeg tror måske hun har lidt issues med at hendes lillebror er ved at få det liv hun drømmer om. Og i det hele taget føler jeg ikke rigtig at hun kan lide mig længere.. Virkelig virkelig træls..

Mine egne søskende er helt oppe at køre. Min storesøster vil gerne være en del af det hele og min storebror (som er kok og har egen restaurant) er selvfølgelig meget interesseret i maden mm.

Alt i alt synes jeg familien har været rigtig positive. Det er skønt!

[wenganne 0]

Min kæreste friede mens vi var i sommerhus med mine forældre (vi var dog alene da han gjorde det) så vi fortalte dem det med det samme da vi kom tilbage fra stranden hvor han havde været nede på knæ. Vi måtte dog først lige vække min far som var i gang med hans middagslur. Det betød så at han var noget omtåget da vi fortalte det og jeg syntes ikke rigtig at han reaktion var så positiv. Det kom emget bag på mig og jeg blev rigtig ked af det. Det kom bag på mig fordi jeg ikke er i tvivl om at han holder meget af min kæreste og gerne vil have ham i familien. Det var lige før det ødelagde dagen for mig, men heldgvis var min mor super gald og det samme var min bror og svigerinde. Men bagefter kunne jeg mærke at det nagede mig så en uges tid efter tog jeg en snak med min far om det, hvor jeg fortalte hvor skuffet jeg var over hans reaktion. Det var det bedste jeg kunne have gjort for vi fik talt det hele igennem og han fik slået fast, at han er rigtig glad på vores vegne og glæder sig rigtig meget og undskyldte at jeg havde fået det andet indtryk.

Så mit bedste råd er helt klart at konfrontere personerne med det og få talt om det!

Heldigvis har alle andre reageret lige som jeg håbede på

Mange hilser fra

Anne

[Guest janni+2]

Det lyder da trist. Skam over dem...

Her er det noget alle gør sjov med, fordi Peter ikke har friet indnu og når man kender min kæreste ved man at det er noget han har svært ved. Derfor er alle mine veninder efter ham, men på den søde måde.

Her er alle glade over vi har fortalt vi vil giftes til næste sommer selv om jeg ikke er blevet friet til indnu.

Men jeg håber snart han tager sig sammen...

Knus Janni

[Guest Miss-Mette]

Hvordan fortalte i jeres familie og venner i skulle giftes??

og hvornår efter frieriet/beslutningen fortalte i det??

Hvordan tog de imod nyheden?? måske i forhold til jeres forventninger...?

Spørger fordi vi har fået nogle trælse og uforudsete bemærkninger da vi begyndte at fortælle vores familie og venner nyheden...

Bl.a. har h2b's søster været temmelig fornærmet over at vi kan blive gift nu.. og at vi gør det inden hun bliver det...

H2b's mor har ikke sagt tillykke eller vist interesse af nogen art..

desuden har diverse familiemedlemmer skabt trælse situationer og sået tvivl om vores beslutninger...

Det har ødelagt den glade stemning nogen gange...

Desværre...

så hvordan er jeres gået og evt. nogen gode råd til at tackle syre og forsmåede familie eller svigerfamilie medlemmer...

Knuss

Øv først et KÆMPE

Vi fortalte det til mine forældre i køkkenet, da min far stod og lavede mad. Min mor blev meget rørt og var ved at tude hi hi... min søster blev himmelhenrykt og troede hun skulle være brudepige, men det valgte vi fra, da det kom til stykket. Min far stod med maden da vi fortalte det så han kunne ikke gøre så meget (knus osv.) men blev glad og lidt frustreret, da han stod og skulle afsed til Afghanistan, så han var lidt nervøs for den dato vi gerne ville have det skulle være. Vores 1 års forlovelsesdag nemlig d. 17. juli, men det kunne ikke lade sig gøre da min far først kom retur til DK 7. august - derfor blev det d. 14. august!!!

Men summasumarum er at alle blev positiv overraskede over vores beslutning, så det var vi meget glade for!

Jeg er meget ked af at høre jeres familiemedlemmers reaktioner på jeres beslutning, de burde være glade på JERES vegne i stedet for

[MarieA 15]

Arj nogle tarvelige reaktioner. Det er mærkeligt, hvordan et bryllup virkelig kan sætte fut i alle mulige slags følelser. Dem, der bliver glade, bliver virkelig glade. Dem der bliver sure bliver virkelig sure. Det er super synd for jer. Men som andre skriver, må du holde fast i alle de positive ting og så FØRST OG FREMMEST holde fast i din egen store glæde over at skulle giftes med manden i dit liv

Faktisk var jeg meget bekymret over, hvordan vores omgivelser ville reagere. Sagen er den, at min kæreste og jeg kun har været sammen i 11 måneder. Så da han friede i juli, var det sådan set kun 9 mdr. Alting er gået hurtigt med os - vi flyttede stort set sammen efter 2 mdr, officielt efter 6 mdr. Men det er simpelthen så rigtigt, og jeg har aldrig været i tvivl om nogle af de beslutninger, vi har truffet sammen. Det er så fuldstændig sikkert for mig, at det her er manden, som jeg skal sidde og se på ænder med, når vi begge er 80, at det er faren til mine fremtidige børn etc

Men samtidig ved vi jo godt, at det ER gået hurtigt og for mange sikkert også FOR hurtigt, hvis de selv skulle sætte sig i vores sted. Så jeg frygtede, at den første reaktion ville være "Det er godt nok gået stærkt hva´?".. Så faktisk havde vi talt om at vente til lidt senere med at fortælle det. Vi skal jo først giftes næste år.

Men så besluttede vi os alligevel for at sige det, og alle vores bekymringer blev gjort til skamme. Alle har simpelthen været så glade og har jublet, og det er jo præcis sådan, som det skal være.

Der har været et par mærkelige reaktioner, men jeg er også bare blevet overbevist om, at det er deres sag og ikke min. Og det må du også prøve at være.

I hvert fald lyder der et stort TILLYKKE herfra

[Guest amandasmor]

Den første person jeg fortalte det til, var min kære mor på vidst nok mors dag... Den helt rigtige gave til min mor og selvfølgelig også en æske chokolade! Hun blev overlykkelig over, at endelig én af hendes børn skulle giftes... Hun ville spare 10.000 kr. op til vores bryllup, som senere blev 25.000 efter lidt snak med hendes kæreste!

Min far derimod kan jeg ikke rigtig huske, hvordan han tacklede det... Jeg var lidt skrøbelig over at skulle fortælle ham det, da vi har lånt en masse penge af ham til vores rækkehus, som vi endnu ikke har betalt tilbage... Hvordan siger man så lige, at man har tænkt sig at bruge penge på et bryllup istedet???

Resten af familien på min mors side (de er skilt) kan vi takke min mor for at have fortalt den store nyhed... Hun skulle selvfølgelig holde en tale til hendes kærestes 60-års fødselsdag og fik lige flettet en kommentar om vores bryllup ind (selvfølgelig uden navne) og kastede et blik ned på mig... Heldigvis kort tid efter fandt vi ud af, at vores bryllup skulle holdes i kirke med hele svineriet trods den trænge økonomi.

Min bedste veninde derimod tog også fusen på mig... Hun blev vildt glad på mine vegne og var parat til at planlægge bryllup og det hele for os!

Det lyder da trist. Skam over dem...

Her er det noget alle gør sjov med, fordi Peter ikke har friet indnu og når man kender min kæreste ved man at det er noget han har svært ved. Derfor er alle mine veninder efter ham, men på den søde måde.

Her er alle glade over vi har fortalt vi vil giftes til næste sommer selv om jeg ikke er blevet friet til indnu.

Men jeg håber snart han tager sig sammen...

Knus Janni

Vi havde også bare snakket om bryllup, men jeg manglede så også mit frieri... Han havde sagt til mig, at jeg nok skulle få et inden brylluppet skulle stå! Engang til foråret tænkte jeg, men da han gik ned på knæ i lørdags blev jeg bare helt overrasket.

[Vanni 29]

vi valgte ikke at fortælle det til nogle, før de fik invitationerne, også derfor var de sendt ud allerede 6 mdr før brylluppet. Og folk blev positivt overrasket. De eneste, der vidste om det var min del af familien, og de var også rigtig glade og glædede sig meget til vores store dag

[Baadsgaardgirl 0]

MHt hvad man stiller op med uinteresserede og småfornærmede familiemedlemmer.. har hans søster direkte sagt, at hun er sur over at I gifter jer først? Eller er det mere en fornemmelse? Hvis hun direkte har sagt det, så spørg evt hvordan hun mener, det ødelægger hendes bryllupsdag, at I gifter jer først. Det kræver måske at hun kommer ud af busken og indrømmer hvad der egentlig er galt.. og så kan I måske, evt også med svigermor, få en åben snak, hvor I kan fortælle, at I ikke ønsker at træde på nogens drømme, men at I elsker hinanden og bare ønsker at dele det med jeres familie, fordi I holder så meget af dem, og at det gør jer kede af det at de ikke viser nogen interesse - søsteren kunne måske endda bruge jeres planlægning som en slags inspirations-indsamling til når hun selv skal giftes ... og så er svigermor måske ikke så "bange" for at interessere sig for jeres bryllup, hvis hendes datter også kigger interesseret med..

ja hans søster har meget direkte sagt det..

vi havde nemlig en snak med hende kort efter vi fortalte det fordi hun ikke reagerede positivt da vi fortalte det...

Hun er simpelthen bare misundelig eller jaloux over at hendes lillebror på 25 og mig på 22 har råd til at købe hus, blive gift osv... og det fylder åbenbart så meget at hun ikke kan glæde sig på vores vegne..

mine veninder er alle helt andre steder i deres liv så havde glædet mig helt vildt til at kunne dele planlægning osv. med hende fordi hun har interessen i det...

vi spurgte hvorfor det var så hårdt og hun sagde det var fordi vi gør alt det hun gerne ville...

jeg har ikke været troende fordi jeg mistede min far som ung så ville ikke giftes i kirke. hun er meget troende så ville i kirke og den helt store fest bagefter hvor vi mere var til hemmeligt bryllup og fest i haven...

Men i forbindelse med planlægningen har jeg fundet den igen så nu gør vi det HELE....

Og glæder mig rigtig meget til at bekende vores kærlighed for alle i vores liv og sige højt hvor meget vi elsker hinanden...

Så deres uinteresse og sure miner har slået lidt skår i glæden da det jo er mandens søster og mor....

Men fuldstændig fantastisk med alle de råd og varme ord...

[Sunspirit 260]

Det lyder da trist. Skam over dem...

Her er det noget alle gør sjov med, fordi Peter ikke har friet indnu og når man kender min kæreste ved man at det er noget han har svært ved. Derfor er alle mine veninder efter ham, men på den søde måde.

Her er alle glade over vi har fortalt vi vil giftes til næste sommer selv om jeg ikke er blevet friet til indnu.

Men jeg håber snart han tager sig sammen...

Knus Janni

Det håber jeg også at han gør :P :D

[Guest Vicky31]

MHt hvad man stiller op med uinteresserede og småfornærmede familiemedlemmer.. har hans søster direkte sagt, at hun er sur over at I gifter jer først? Eller er det mere en fornemmelse? Hvis hun direkte har sagt det, så spørg evt hvordan hun mener, det ødelægger hendes bryllupsdag, at I gifter jer først. Det kræver måske at hun kommer ud af busken og indrømmer hvad der egentlig er galt.. og så kan I måske, evt også med svigermor, få en åben snak, hvor I kan fortælle, at I ikke ønsker at træde på nogens drømme, men at I elsker hinanden og bare ønsker at dele det med jeres familie, fordi I holder så meget af dem, og at det gør jer kede af det at de ikke viser nogen interesse - søsteren kunne måske endda bruge jeres planlægning som en slags inspirations-indsamling til når hun selv skal giftes ... og så er svigermor måske ikke så "bange" for at interessere sig for jeres bryllup, hvis hendes datter også kigger interesseret med..

ja hans søster har meget direkte sagt det..

vi havde nemlig en snak med hende kort efter vi fortalte det fordi hun ikke reagerede positivt da vi fortalte det...

Hun er simpelthen bare misundelig eller jaloux over at hendes lillebror på 25 og mig på 22 har råd til at købe hus, blive gift osv... og det fylder åbenbart så meget at hun ikke kan glæde sig på vores vegne..

mine veninder er alle helt andre steder i deres liv så havde glædet mig helt vildt til at kunne dele planlægning osv. med hende fordi hun har interessen i det...

vi spurgte hvorfor det var så hårdt og hun sagde det var fordi vi gør alt det hun gerne ville...

jeg har ikke været troende fordi jeg mistede min far som ung så ville ikke giftes i kirke. hun er meget troende så ville i kirke og den helt store fest bagefter hvor vi mere var til hemmeligt bryllup og fest i haven...

Men i forbindelse med planlægningen har jeg fundet den igen så nu gør vi det HELE....

Og glæder mig rigtig meget til at bekende vores kærlighed for alle i vores liv og sige højt hvor meget vi elsker hinanden...

Så deres uinteresse og sure miner har slået lidt skår i glæden da det jo er mandens søster og mor....

Men fuldstændig fantastisk med alle de råd og varme ord...

Din svigerinde trænger vist til at kigge lidt ind ad og finde sin kristne næstekærlighed frem, når hun nu er så troende - dette siger jeg ikke for at være hånlig eller noget som helst andet negativt rettet mod meget troende, men fordi en af grundpillerne i trosretninger, nærmest uanset hvilken man hører under, jo er netop næstekærlighed. Og jeg synes da bestemt ikke, det er særligt næstekærligt at te sig som en lille primadonna, fordi andre opfylder deres drøm før man selv gør. Hun burde være glad på jeres vegne og igen vil jeg nævne, at hun jo netop kunne se jeres forberedelser som inspirationskilde til hvad hun selv ønsker og ikke ønsker.. Jeg har da personligt stor glæde af at læse andres indlæg herinde og tænke tilbage på de bryllupper, jeg har været med til, for så kan jeg jo afstemme mine forventninger og afgøre, hvad jeg synes, der var en succes og hvad jeg ikke er så stor tilhænger af

Du kan desværre nok ikke tvinge nogen til at støtte dig eller være interesseret, men prøv at fokusere på andre end dem, der gør det surt. Og nyd at du har et kæmpe forum herinde, der ønsker dig tillykke og synes, det er dejligt, du skal giftes

De bedste ønsker herfra