Emotion on the ocean

[Malouski 95]

Så havde vi 4 ugers bryllupsdag i går. Synes, det er helt vildt, så hurtigt tiden går her efterfølgende. Og vi mangler bare stadig så meget. Vi vil gerne have takkekortene ud så hurtigt som muligt - så længe gæsterne stadig føler, at brylluppet er aktuelt.

Vi har snakket så meget frem og tilbage om, hvordan de takkekort skal udformes. Synes virkelig, mange har gjort meget ud af vores bryllup, og vi synes ikke, vi vil byde dem et standard "tak for opmærksomheden" til alle uden nogen form for personalisering.

Så nu gør vi det, at vi laver en C5-side i sort karton (så det også er ens med alt øvrigt, vi har lavet), sætter et billede på bagsiden og laver en personlig tekst til forsiden. Lægger billeder ind, når vi når så langt.

Indtil videre fik vi bestilt billederne til takkekortene:

Billeder til indramning til svigerforældrene:

Og billede til indramning til min mor:

Et ekstra stort billede til alle de nærmeste (forældrene får også det her).

Og naturligvis billeder til vores egen væg, 3 stk. ved siden af hinanden i 20x30 cm

Og så kan jeg vist snart komme i gang med fotobogen

Ååååh ja forresten! Bestilte da også lige en lommekalender (lille og Maylandagtig), som man kunne lave med alle sine egne personlige billeder. Weee så får min egen kalender med 120 billeder fra brylluppet, som tilfældigt lige kan ligge overalt, jeg lige tager den med. Så spørger folk "neeeej er det dit bryllup", og så kan jeg sige "Jaaa, vil du se" Et tilfældigt fotoalbum lige ved hånden hele tiden.

Tacky?? Findes ikke!! Haha I love it

Redigeret August 21, 2011 af Malouski

[MariaSchmidt 203]

Teløk med den nye sofa..... ser rigtig lækker ud! - ikke noget bedre end en søndag eftermiddag hvor det er dårligt hver udenfor .... og så ellers dynen ind og film på fjerneren :D hehe.

Og mht hundien .... ja, vores har også adgang til både seng og sofa herhjemme :P hehe .... har sine ulemper engang imellem, men kunne aldrig forestille mig, at vores lille puller-hund der elsker at putte.... at den ikke skulle ha adgang :P Den sover da i arm om natten! :D

Og lige en tilføjelse .... sad og læste hele din beretning igennem igår ..... du ser altså bare tæske-lækker ud tøs på alle de billeder !

Redigeret August 21, 2011 af MariaSchmidt

[Julienne 18]

Meget udspekuleret med den kalender

Og smukke skønne billeder

Redigeret August 21, 2011 af Julienne

[cmtoft 72]

NICE - jeg har godt taenkt det samme omkring saadan en lille fiks fotobod, ha ha

[Ane.dk 48]

Skønne billeder i har valgt - men gud hvor må det være svært at vælge når I har så mange gode! Og fedt med kalenderen

[M&S 45]

Ihh Malou.. Fiiiine billeder

Hvor bestiller du dem henne? Synes det er så dyrt med de takkekort og tror altså også, at jeg må have en af de dersens kalendere - feeeed idé

[metteholm 300]

uuuh må også lige høre lidt nærmere om den kalender!!!

[Malouski 95]

Har bestilt på www.photobox.dk, hvor man lige nu med bestillingen også kan få 75 gratis billeder. Det passede lige med billederne til vores takkekort

En lille kalender koster 99 kr

Redigeret August 22, 2011 af Malouski

[Mighti 77]

Fedt at læse alle dine dejlige kommentar Jeres billeder, til div folk er da bare super. Jeg er vild med at I har valgt dem i sorthvid også.

Den ide med kalenderen er da bare genial

[Malouski 95]

Tak

Men ja, super svært at vælge. Så godt som umuligt. Måtte alligevel træffe en beslutning under "vi kan jo altid skifte dem ud med nogen af de mange andre" vel vidende, at den slags faktisk aldrig bliver gjort.

Men vi har også en af de der digitale billedrammer, som bliver sat til kontinuerligt at vise bryllupsbilleder nu

Iiih og glæder mig til at få min kalender

[Malouski 95]

Mmm min planlægningstråd. Dejligt lige at komme forbi den igen

Jeg har lovet nogle billeder af min kalender og nogle takkekort, men det må lige blive i morgen. Har været så sindssygt ophængt den sidste tid. Har været syg, har startet nyt job og i det hele taget ikke været til så meget andet end at sove de sidste par uger. Undskyldninger, undskyldninger... men i morgen!

Kan jo passende, nu jeg er her, komme af med lidt tanker... ikke noget med bryllup, men noget familiehejs.

Min far døde d. 16. oktober for to år siden, og vi har i den nærmeste familie haft til hensigt at have denne dato som mindedag for min far, hvor vi mødes, tager ud til graven og er lidt sammen.

Min mor har for måneder siden mindet mig om dagen (som om det er en dag man glemmer...), at jeg skulle huske at sætte kryds i kalenderen! Det er gjort.

I dag ringer min mor så for at sige, at hun har rykket dagen (kan man det???), som er en søndag til lørdag, for så kan folk blive til sent, og vi er jo voksne mennesker, og man rykker jo også fødselsdage! WTF?!?!?!?!

Imidlertid har vi også for lang tid siden sat d. 15. af og inviteret gæster, som vi ikke har set længe, fordi det er så svært at finde dage, for vi skal altid noget, og de skal altid noget.

Min mor plager mig så, om jeg ikke vil prøve at udskyde det... og jeg bliver så vred... Det er så forkert på så mange forskellige planer:

1) Man kan da ikke flytte en mindedag! Man holder da heller ikke jul d. 19. dec. fordi det tilfældigvis passer bedre i kalenderen. Eller sankt hans et par dage før, fordi man ikke lige kan den onsdag, det falder på.

2) Jeg har faktisk overholdt min ende af aftalen og sat dagen af, som jeg forventede det ville blive, og som jeg har lovet at sætte af efter op til flere unødvendige påmindelser.

Som det ser ud for mig, har min mor aflyst min fars mindedag og holder noget familiehygge dagen før. Og det er fint. Men så kald det, hvad det er! Så kan jeg selv mindes min far d. 16.

Jeg spurgte hende så, at hvad så om et par år, når dagen falder på en hverdag - hvad så? Hvortil hendes svar var, at så var det jo nok røget ud i sandet.

WTF?!?!?!?!

Ej, det her kan jeg jo slet ikke arbejde med....

Er rigtig vred og fik vist virkelig sagt min mening om det. Og nu har jeg dårlig samvittighed. Hun trak jo offerkortet, at sådan måtte jeg da ikke sige, når hun sådan gik og planlagde...

Jeg har snakket med min mand ( ) om det, og han er heldigvis helt enig med mig. Vi overholder aftalen med venneparret og tager selv ned til min fars grav med blomster og lys om søndagen. Og hvis min mor har lyst kan vi så spise en frokost sammen.

Jeg synes virkelig bare ikke man kan flytte sådan en dag.

Men det hele bugger mig. Kender min mor, og hun vil fortolke det som om, jeg har meldt mig ud af familien i trods.

Ja, jeg ved sgu ikke, hvad jeg forventer af denne fortælling... men nu er den skrevet, så...

MAND JEG SAVNER BRYLLUPSKLAR OG AT PLANLÆGGE!

[Guest Shedevil]

Mmm min planlægningstråd. Dejligt lige at komme forbi den igen

Jeg har lovet nogle billeder af min kalender og nogle takkekort, men det må lige blive i morgen. Har været så sindssygt ophængt den sidste tid. Har været syg, har startet nyt job og i det hele taget ikke været til så meget andet end at sove de sidste par uger. Undskyldninger, undskyldninger... men i morgen!

Kan jo passende, nu jeg er her, komme af med lidt tanker... ikke noget med bryllup, men noget familiehejs.

Min far døde d. 16. oktober for to år siden, og vi har i den nærmeste familie haft til hensigt at have denne dato som mindedag for min far, hvor vi mødes, tager ud til graven og er lidt sammen.

Min mor har for måneder siden mindet mig om dagen (som om det er en dag man glemmer...), at jeg skulle huske at sætte kryds i kalenderen! Det er gjort.

I dag ringer min mor så for at sige, at hun har rykket dagen (kan man det???), som er en søndag til lørdag, for så kan folk blive til sent, og vi er jo voksne mennesker, og man rykker jo også fødselsdage! WTF?!?!?!?!

Imidlertid har vi også for lang tid siden sat d. 15. af og inviteret gæster, som vi ikke har set længe, fordi det er så svært at finde dage, for vi skal altid noget, og de skal altid noget.

Min mor plager mig så, om jeg ikke vil prøve at udskyde det... og jeg bliver så vred... Det er så forkert på så mange forskellige planer:

1) Man kan da ikke flytte en mindedag! Man holder da heller ikke jul d. 19. dec. fordi det tilfældigvis passer bedre i kalenderen. Eller sankt hans et par dage før, fordi man ikke lige kan den onsdag, det falder på.

2) Jeg har faktisk overholdt min ende af aftalen og sat dagen af, som jeg forventede det ville blive, og som jeg har lovet at sætte af efter op til flere unødvendige påmindelser.

Som det ser ud for mig, har min mor aflyst min fars mindedag og holder noget familiehygge dagen før. Og det er fint. Men så kald det, hvad det er! Så kan jeg selv mindes min far d. 16.

Jeg spurgte hende så, at hvad så om et par år, når dagen falder på en hverdag - hvad så? Hvortil hendes svar var, at så var det jo nok røget ud i sandet.

WTF?!?!?!?!

Ej, det her kan jeg jo slet ikke arbejde med....

Er rigtig vred og fik vist virkelig sagt min mening om det. Og nu har jeg dårlig samvittighed. Hun trak jo offerkortet, at sådan måtte jeg da ikke sige, når hun sådan gik og planlagde...

Jeg har snakket med min mand ( ) om det, og han er heldigvis helt enig med mig. Vi overholder aftalen med venneparret og tager selv ned til min fars grav med blomster og lys om søndagen. Og hvis min mor har lyst kan vi så spise en frokost sammen.

Jeg synes virkelig bare ikke man kan flytte sådan en dag.

Men det hele bugger mig. Kender min mor, og hun vil fortolke det som om, jeg har meldt mig ud af familien i trods.

Ja, jeg ved sgu ikke, hvad jeg forventer af denne fortælling... men nu er den skrevet, så...

MAND JEG SAVNER BRYLLUPSKLAR OG AT PLANLÆGGE!

Sådan objektivt set, så lyder det som om din mor "er kommet videre" i en eller anden forstand.. Selvom det kun er 2 år siden din far døde er hun måske "allerede" blevet forenet med tanken om at han ikke er der mere, og derfor i virkeligheden, måske ubevidst?, tager afstand fra det at mindes ham på den måde som du, ganske forståeligt, har brug for?

Håber virkelig ikke jeg støder dig når jeg skriver som jeg gør, det er ment med de bedste intentioner om forståelse for din, synes jeg, ret trælse situation..

Måske du i virkeligheden, istedet for at blive vred og skuffet, skal gøre det der ofte er allersværest - acceptere at din mor ikke sørger på samme måde som dig, og måske i bund og grund kun fastholdte forslaget om 'officiel sørgedag' fordi hun synes hun skulle?

Jeg ved ikke om du synes jeg snakker som jeg har forstand til, men det har du ret til hvis du gør - under alle omstændigheder så kan jeg SAGTENS sætte mig ind i din frustration og synes situationen er rigtig trist - men håber dig og din mand holder ved jeres planer om at tage på kirkegården med lys og blomster og så mindes ham alene.. Det lyder til det er den måde DU sørger bedst..

Min svoger døde for ca. 10 år siden i en arbejdsulykke - min nevø var 5 år på det tidspunkt.. Efterfølgende synes jeg det var MEGET mærkeligt at min søster tog ham med op på kirkegården og lod ham snakke med sin far - jeg kunne slet ikke forholde mig til det.. Men det var hans (og tildels hendes) måde at mindes og acceptere... Jeg mindes igennem nogle andre ting - jeg er stort set aldrig på kirkegården - men jeg snakker til gengæld, stadig, meget om ham.. Mindes ham ved 'Kan i huske dengang.....' - hvor jeg kan mærke det er der mange i min familie der har det 'svært' med - de har nærmest den der 'tabuagtige' holdning til det at snakke om ham.. Min pointe er - vi mindes og sørger alle på forskellige måder, og selvom det er rigtig svært at forstå - så tror jeg man bliver et gladere menneske ved at acceptere forskelligheden og istedet for at fastholde andre i sine egne forestillinger om hvad sorg er, så blot selv sørge på den måde man finder naturlig og rigtig for en selv..

Undskylder det lange indlæg - sommetider er det svært at stoppe igen...

[CecilieJ 35]

Åh, hvor kan jeg godt forstå dig. Virkelig.

Men i bund og grund handler det måske "bare" om, at man sørger forskelligt. Din mor på een måde og du på en anden, og jeg synes det et supervigtigt, at du holder fast i din egen. Den slags skal man ikke gå på kompromis med, til det er følelserne simpelthen for store.

Jeg forstår godt at du er skuffet og vred, og jeg synes også personligt at det er en mærkelig type aftale sådan lige at ændre på. For mig ville det også gøre ondt. Men jeg håber, at du og din mor kan få talt det igennem og acceptere at I bare sørger forskelligt - og så respektere hinanden i det. Lære at så må I bare bruge den dag forskelligt; det betyder ikke at den ene sørger mere eller mindre end den anden.

En lille historie:

For mange år siden mistede jeg min mormor. Hun var gammel, og det var OK på den måde, men hun udgjorde bare en kæmpe del af mit liv. Jeg var 16 og i forvejen helt rundt på gulvet, så jeg blev bare ramt af en sorg, jeg aldrig har kendt magen til, hverken før eller siden. Som om jeg mistede en del af mig selv. Min mor havde et stort behov for at jeg skulle snakke med hende om Mormor hele tiden, og at jeg skulle være på kirkegården osv. Jeg tror, at sorgen på den måde blev mere håndgribelig for hende; men jeg kunne slet slet ikke rumme det. Lukkede helt ned og har vist stadig ikke været ved graven sammen med min mor. For mig skulle det ikke snakkes igennem og være udadvendt, det var alt for stort til at jeg kunne dramatisere det på den måde. Hold da kæft, hvor blev vi uvenner min mor og jeg, på sådan en underforstået måde, hvor tingene bare ikke fungerede. Men en dag gik det ligesom op for hende, at jeg bare gjorde det på min måde. Det giver en rigtigt dejlig ro, at hun ved, at jeg skal have ro omkring det at sørge, og jeg ved, at hun har behov for at visualisere det. Så går vi ikke skævt af hinanden længere, og så sent som i torsdags havde jeg en lille episode, hvor jeg bare blev så glad for hendes stille forståelse af, hvordan det er med mig og den slags. Jeg føler ikke længere at jeg behøver at være hendes medspiller i showet, men nu kan vi godt finde ud af at sørge sammen og lidt hver for sig.

...måske kan du bruge det...

Gode tanker til dig og din far, som sikkert passer godt på dig deroppefra.

[M&S 45]

Åh nej.. Det er bare den værste slags uenigheder, fordi det netop handler om folks forskellighed og hvordan man takler noget så hårdt som døden.. For mig lyder det også lidt, som om din mor hun er ovre den første sorg og er nu i et andet stadie end tidligere og helt sikkert end der hvor du er.

Jeg synes, du skal tage derned med blomster og lys og gøre hvad du har lyst og behov for. Og så kan I måske snakke om det på et tidspunkt, hvor du ikke er helt så frustreret og blive enige og at I er forskellige steder i jeres sorg eller har brug for at sorger på forskellige måder..

Jeg har haft det både som dig, da min farfar (som var min verden, jeg bliver stadig helt ked af det, når jeg tænker på at han ikke har mødt min mand og "godkendt" ham) døde var jeg 12 år gammel og jeg tog tit på kirkegården alene og sad deroppe og snakkede med ham om min hverdag... Men det var sådan jeg måtte håndtere det savn, da jeg va barn..

Det er ikke et behov jeg har haft ved nogle af mine familiemedlemmer (efterfølgende er min mormor, farmor og far døde), jeg "snakker" med dem hjemmefra og har faktisk ikke været på min fars grav siden min farmors begravelse for 3 år siden, fordi de er lige ved siden ad hinanden. Men for mig, er de ikke der - det er den tomme skal af de mennesker jeg elskede... Det lyder måske hårdt og koldt, men sådan er det for mig...

Men alle gør det forskelligt og min mor havde behov for at tage på kirkegården hver lørdag med blomster i de første 2 år, en dag så havde hun ikke det behov længere og nu tager hun derop, når hun har smukke blomster i haven eller finder nogle min far/mormor/farmor elskede... Jeg ved at hun i en overgang tog derop hver uge, for vores skyld, men nu har hun fået en kæreste og et nyt liv og husker nu på en anden måde..

Du skal gøre det, der er rigtigt for dig!!

:bearhug: :bearhug:

[cmtoft 72]

Aah, soede skat. Det er bare svaert for dig og det er der ikke noget rigtigt eller forkert i

Jeg skal ikke skrive side op og ned om, hvordan I soerger forskelligt, men blot konstatere at der er forskel paa sorg. Det er haardt, naar din mor ikke respekterer aftalen, som fylder saa utrolig meget hos dig.

Kan du ikke fortaelle din mor om dine foelelser omkring den flytning af dagen - vrede, frustation, tristhed, afmagt? Foelelsen af sorg paa sorg maaske? For det er det, jeg fornemmer, du foeler, og det er jo ikke til at baere.

Jeg er glad for at du har din dejlige mand og enig med jer i, at man ikke kan flytte en saa betydningsfuld dag uden alle medlemmers samtykke. Hvis det alligevel forbliver saadan, saa synes jeg det er godt at holde fast i dagen, som I har taenkt jer at goere det, for det er DIT behov. Det er en vigtig del af dig og din sorg.

Nu er jeg selv en smule sentimental og graadlabil i dag, men det roerer mig meget, at hoere den fortaellling... Igaar afholdte vi stort bryllup og jeg forvred mit knae, saa sidder med en pose frosne aerter paa og hviler. Jeg savner ogsaa min planlaegning, sidder og venter paa vi hoerer fra Ane-pigen

[Malouski 95]

Tak for alle jeres søde tilbagemeldinger. Det varmer virkelig. Er helt rørt over, at I har læst og taget stilling til det. I er de bedste

Jeg er stadig meget påvirket af det hele i dag, men er mere ked af det, end jeg er vred. Jeg skal helt sikkert have talt ud med min mor om det på et tidspunkt.

Jeg tror også, at hun er et helt andet sted end mig. Ellers ville hun vel ikke kunne flytte sådan en dag, som for mig betyder så utrolig meget. Det er ikke en glædesdag, men en meget tung dag. Jeg husker stadig tyngden, mine ben jeg følte, jeg slæbte afsted. Regnen. Og det er heller ikke en dag, jeg glæder mig til. Men jeg skal igennem den med eller uden støtte eller selskab fra min familie på dagen.

Jeg har aldrig været helt alene ude ved graven. Nogle gange har vi alle søskende været der, nogle gange kun med min mor, nogle gange kun med min mand. Og jeg kan mærke, at jeg har behov for at være der helt alene og kunne snakke ugenert med min far. Jeg ved egentlig ikke, om jeg tror han er der rigtigt. Det gør jeg nok egentlig ikke. Han er hos mig i mit hjerte, i en anden substans omkring mig hele tiden. Men graven er det eneste sted, jeg kan opsøge ham og give ham ting, der betyder meget, som fx min brudebuket.

Min mor begynder altid at snakke om alt muligt andet derude. Om hvordan blomsterne holder sig, om gartneren... alt muligt forstyrrende. Og det er sikkert bare hendes måde at være der på, der er rigtig for hende. Men det er forstyrrende for min proces, for min forståelse af det, der skete for to år siden. Har brug for stilhed. Og sådan gør jeg det d. 16. i år.

Jeg er dog helt sikker på, at d. 16. bliver nødt til at blive holdt efter mit behov. Det nytter ikke noget andet.

Jeg synes stadig, at det uanset intention er rigtig tarveligt og respektløst sådan at flytte rundt på en dag uden accept fra alle, men det er også noget, I har ret i, jeg skal have vendt med min mor på en helt rolig måde, når følelserne lige har fået lidt ro igen.

Tak igen for jeres besvarelser. De hjælper alle sammen på mit tankemylder

[metteholm 300]

som du allerede er nået frem til så skal du da selvfølgelig tage ud til graven d. 16!! det er nødvendigt for dig, så skal du gøre det!!

Døden er så svær en ting og hvordan folk håndterer det er bare så forskelligt. jeg prøver at snakke lidt med manden om det nogen gange, men det kan være svært for vi er så forskellige på det område. Hvis han døde nu så ville jeg sidde ved hans grav fra nu af og til han døde, men han siger jeg ikke skal det haha. han er der alligevel ikke og når han er død så er han jo ligeglad med at jeg sidder der og så kan jeg lige så godt sidde derhjemme og tænke på ham!... for ham er døden meget mere håndgribeligt, når man er død så er man død og der er ingen grund til at tage hen et sted hvor asken ligger fordi det er bare aske, hvor jeg tror jeg ville have brug for at komme et sted hen og sørge, især på dødsdagen ligesom dig!

Håber du får snakket med din mor og I kan forstå hinanden meninger med det hele!

[MariaSchmidt 203]

Jeg er meget enig med alle de skønne tøsers kommentarer herinde - din mor er helt sikkert kommet videre. Som andre også skriver.... man sørger forskelligt og jeg er helt sikker på, at da dagen blev oprettet, der blev det ikke kun gjort for bla din skyld, men også for hendes egen. Men nu er der gået 2 år og jeg er sikker på, at det har været en hård omgang for hende også .... men hun er kommet over den og er blevet nødt til at komme videre, for man skal også tænke på, at hun er oppe i årene og man lever kun een gang.

Det kan godt være, at det lyder lidt hårdt - er slet ikke meningnen ..... og ja - det er monster dårlig timing af hende ..... hvis man skal lade hende komme tvivlen til gode, så er hun måske lidt flov over ikke at ville mindes ham mere el er måske kommet så meget videre, så hun helst gerne vil udenom den mindesdag .... og så prøver hun at liste en erstatning ind fra højre ved at lave det om til lørdag (dagen før) og dermed prøver at få den mindesdag kørt ud på et sidespor og til sidst måske blive glemt. Der kan jo være mange motiver .... eet er måske, at det er en hård dag for hende, men jeg tror nu mere på, at hun ikke kan li at sige til dig, at hun ikke gider den, da hun ved du blir ked af det - og derfor prøver at lave det her med de bedste intentioner bag for ikke at gøre dig ked af det, men self stadig være lidt egoistisk ift. hvad hun selv har lyst til fremadrettet ....

Man kan jo anskue den fra mange vinkler ..... og selvom det er hårdt for dig, så tror jeg ikke der er så meget andet at gøre, end at acceptere den, at hun er kommet videre. Som sagt .... hun har årene imod sig og self kan hun godt gå og være trist og længes efter din far resten af livet .... men jeg tror ikke hun ønsker et kærlighedsløst liv fra nu af til det engang er slut. Han vil altid være med hende og være i hendes hjerte - men hun må videre og ligesom du selv har en mand og oplever kærligheden, så er jeg helt sikker på, at hun også gerne vil det samme igen, hvis det er muligt. Det er måske ikke helt, hvis hun stadig har en mindesdag kørende i forb med hendes afdøde mand.

Håber dog det bedste for jer Men jeg er enig med de andre .... I skal ikke aflyse jeres aftale, men derimod tage afsted d. 16, hvor det betyder noget for lige netop dig. Jeg syns godt, at hun kunne ha ventet til næste år med at lave om på tingene eller meldt ud i go tid i det mindste. Den er ikke tænkt helt igennem fra hendes side

Redigeret September 25, 2011 af MariaSchmidt

[louisevibe 123]

Vil egentlig ikke tilføje noget, som de andre ikke har sagt, men bare give nogle krammere

[Andemone 145]

Øv, jeg kan godt forstå du synes det er unfair af din mor. Jeg kunne gentage det alle de andre skønne piger siger, for de har så ret. Stort kram herfra, håber i får talt ud og at du kan mindes din far på din helt egen måde.

[Julienne 18]

Jeg vil heller ikke gentage de kloge ord, men bare tilføje at hvis jeg havde levet x antal år sammen med nogen, opbygget et hjem sammen med dem og var omgivet af minder om dem dagligt i to år ville jeg nok også komme mig hurtigere over nogens død.

Altså jeg savner det år jeg gik på efterskole, men lærerne på efterskolen tænker sikkert aldrig på mig, ikke dermed sagt at din far er glemt, men hun har skulle forholde sig til den daglige tomhed, hvor du muligvis har følt den i nogle bestemte situationer, og på den måde bliver din sorg jo nødvendigvis oplevet anderledes

[Daniels brud 102]

Ihh, dine billeder er bare super smukke!! Har vist skrevet det før - men jeg elsker din kjole! Den er så suuuupppeeeerrr smuk! Og du ser vidunderlig ud i den :BKSTREET:

Jeg synes selvfølgelig også at du skal gøre hvad du føler er mest rigtigt. Det kan være utrolig hårdt at "gå i mod" din familie, men det er også hårdt at være "hende der mægler" hele tiden...

Folk kommer forskelligt igennem sorg - og derfor skal du også gøre det, du har det bedst med. Om ikke andet så lave en ny tradition med din dejlige mand

Sender en masse varmer tanker til dig :loveshower: :loveshower: :loveshower: :loveshower:

[Malouski 95]

Søde dejlige zillaer

Jeres kommentarer er bare guld værd. Endnu en grund til at være på grådens rand over ikke at have så meget mere bryllupsrelateret at komme med selv. Elsker jeres feedback.

Har lidt opdatering på situationen. Fik en sms fra min mor i dag. Hun rykker ikke dagen alligevel, men holder det d. 16. som først aftalt. Har lidt blandede følelser. Er selvfølgelig glad for, at dagen bliver erindret på den måde, jeg synes er rigtigt. Men er ked af at al den ballade skulle gå forud.

Men skidt nu med det. Jeg skal være sammen med både min mand og min familie på den svære dag, og det er jeg glad for

[metteholm 300]

ååh hvor dejligt det hele løste sig! Godt du har hele familien om dig den dag

[louisevibe 123]

Dejligt at det trods alt endte godt i den sidste ende