Sign in to follow this  
Followers 0
CecilieJ

Om Gud og begravelser og folk man har valgt fra

21 posts in this topic

Kære BK's

Sidder med en rigtigt mærkelig følelse i maven. Dér hvor man skal skelne imellem principper, tro og dét at være noget for andre. Hvad tænker I?

Mine mostre er noget ældre end min mor (hun er efternøler). Vi har en meget stor og tæt familie, som har været bundet sammen af mine morforældre. Min mormor og morfar var mine helte, det tryggeste sted i min verden og vel et symbol på, hvordan man griber verden an med ærlighed, værdighed og åbne arme. Mormor døde for 12 år siden, hvorefter min ene moster tog hul på et forfærdeligt drama. Historien er så lang og knudret at jeg vil undlade den her, men essensen er, at hun åbenlyst "gik efter struben" på min morfar, som var tilbage. Det var grimt, og han blev selvfølgelig ked af det. Igennem flere år dukker denne her råddenhed op til overfladen igen og igen. Jeg ELKSER morfar, og alt hvad han står for. Jeg ved at deres hjem altid har været åbent og ordentligt; de har ikke haft penge, men de har givet alt andet man kan. Derfor er alt dramaet dengang også så åbenlyst et angreb på almindelig anstændighed, set fra min vinkel - det er et udtryk for, hvordan nærighed og nederdrægtighed kan jage den ærlige, fordi han er naiv. Og jeg vælger det selvfølgelig fra. Allerede for flere år siden, har jeg valgt at min moster ikke er en del af min verden - eller hun har vel selv valgt det, med den opførsel. Jeg er ikke vred på hende - jeg er bare ligeglad.

Men nu er hun gået bort efter lang tids sygdom. Det er klart, at jeg selvfølgelig ikke synes det er fedt, men det er desværre mest en konstatering for mig. Men så er der lige den krølle alt jeg ELSKER ELKSER ELSKER hendes børn og børnebørn, som er mine fætre min grankusiner. De er mennesker, som jeg vil gøre stort set alt for. Jeg vil danse natten lang med dem, og bære dem når de har det svært - og alt derind imellem. De har selv haft et køligt forhold til deres mor/farmor igennem flere år, men har heldigvis indenfor de seneste fået en slags forhold til at fungere. Jeg synes, det er dejligt for dem - for det ER jo deres nærmeste, og hvor kompliceret det end er, så er det jo rarest at slutte med en eller anden form for forståelse og varme følelser. Så de er kede af det i disse dage, formentlig en blanding af rigtigt mange følelser - nogle af dem er muligvis uafklarede. Det er i hvert fald svært for dem at tackle.

Hun skal begraves i næste uge, og jeg har sagt til min mor, at jeg ikke tager med, medmindre det er vigtigt for mine fætre.I dag ringer min mor så, og siger at de er meget kede af det, og at hun mener det vil betyde meget for dem, hvis jeg tager med. Og jeg jeg fik bare sådan et hul i maven - og det er her jeg muligvis bliver for højtravende og har brug for jeres ord:

Jeg har simpelthen ikke lyst til at sidde inde i kirken og være med på "at søde moster jo bare ville alle det bedste", eller hvad der nu bliver sagt om afdøde. Og slet ikke en måned inden mit bryllup. Jeg tror på kærligheden, tilgivelsen (det gør jeg faktisk), at alle har en plads i himlen og på at alle har behov for/ret til, at der er mennesker i kirken, når der skal siges farvel. Men jeg skal stå i kirken om en måned og sige til Gud og hver mand, at jeg elsker M og vil gøre det hele livet. At jeg tror på kærligheden og det gode, og at jeg vil leve derefter, hvordan kan jeg så sidde i en kirke og lade som ingenting overfor et menneske, som jeg synes i den grad har trampet på netop de værdier? Jeg er splittet og ked af det - for jeg vil SÅ gerne være der for mine fætre og deres familie, men jeg har for første gang i mit liv ikke lyst til at deltage i den kirkelige handling lige i dette tilfælde. Det vil formentlig også være den sidste kirkelige handling (bortset fra måske en gudstjeneste, hvis vi når det) jeg skal deltage i, inden det bliver min dag til at sige højt JA til, alt det der er dejligt og godt.

Er jeg et fjols? Eller ville det være OK at vente ude foran kirken? Ville det virke provokerende at vælge bisættelsen fra, men alligevel dukke op?

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Du tror selv på tilgivelse, så tilgiv hende og tag med til den begravelse. Du kan bare sidde og tænke på at næste gang du er i kirke så er det en glædelig begivenhed. Du skal tage med for familien skyld, dem som du holder så meget af. Du skal lade bitterheden være hjemme, trøst hendes børn... det er trods alt deres mor.

Det er fortid, også selvom det har sat sine spor, og hvis man hænger fast i fortiden.. tja så lever man ikke i nuet.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg synes du skal tilgive og gøre det fra hjertet af. Din moster var garanteret ikke et ondt menneske og hun var elsket af de mennesker der var hende nærmest. Måske har hun gjort fejl, måske har hun fortrudt, måske kender du ikke hele sandheden... Og det er egentlig ligegyldigt.

Tag med til begravelsen og få sagt farvel - også for de efterladtes skyld. At stå foran kirken og kun deltage i en del af begravelsen er provokerende og vil minde om en sårende demonstration af din mening. Den dag handler ikke om dig og dine følelser

Når man er gift skal man også elske og til tider tilgive. Så tag det som træning af at gøre dit hjerte mere åbent, tilgivende og omfavnende.

1

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg er helt enig med Lena i, at du ikke skal tage med og stå ude foran kirken ..... det vil sende et mega negativt provokerende signal og det er bare slet ikke tidspunktet eller dagen til at lave et statement.

Jeg vil dog gribe den lidt anderledes an. Altså du kan vælge at tilgive eller du kan lade være. Altså spgm er jo, om du vil dukke op til bisættelsen for nogen andre folks skyld, eller for din egen. Altså jeg er også med på tilgivelse, men engang imellem er det altså meget meget svært og man skal altså heller ikke undertrykke sig selv, så det skrider imod alle ens principper.

Jeg hælder nok også mest til, at du skal tage med for fredens skyld. Der er jo ingen, der siger, at du skal være totalt fidel og sidde og græde over tabet af hende. Du kommer i respekt for de efterladte og det gør ikke noget at sige det. Altså er jo fair nok at sige - HVIS nogen spørger - at du havde et meget anstrengt forhold til hende og hendes værdier i livet - men at du er kommet af respekt for de efterladte - det syns jeg ikke er at være provokerende faktisk. En anden ting er også, at man skal se fremad :) Hvis du fortsat gerne vil have noget med hendes unger at gøre og elsker dem overalt på jorden, så tag med for deres skyld, hvis det betyder meget for dem. Men jeg syns dog, at du skulle snakke med dem om det - og ikke bare forholde dig til, hvad din mor har fortalt videre.

Men engang imellem her i livet må man bide forskellige ting og sager i sig - også ting, der strider imod hvad man helst selv vil - sådan er det bare :) Min mor har en mand, der er alkoholiker og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne bede ham blive hjemme fra vores bryllup til næste år, da jeg ved, at han vil blive fuld som sædvanlig, blive ondskabsfuld og nasty overfor alle folk og begynde at råbe osv..... og jeg ved, at H2B højst sandsynligt vil kyle ham direkte på en taxa og væk fra stedet, hvis han begynder at skabe problemer .... men selvom vi helst vil ha, at han blir væk, så kan vi ikke komme udenom det ..... det er et dilemma og man bliver nødt til bare at "sucke den up" - ligesom du bliver nødt til her nu :)

Edited by MariaSchmidt
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tak for svarene. Jeg sover på det og ved hvad jeg gør i morgen - har nok bare haft en generelt crappy dag.

Maria, du har op til flere rammende pointer, og jeg tror ikke jeg ender i kirken. Tilgivelse er en smuk og nødvendig erkendelse/gestus, men jeg synes jo ikke man kan forvente den, hvis man hverken beder om den eller ændrer adfærd. Jeg har sagt farvel for mange år siden og er fuldstændig og aldeles afklaret med det. Derfor synes jeg også, det er så mærkeligt at skulle sidde der på kirkebænken som min mors søde datter og lade som noget helt andet. Jo mere jeg tænker over det, tror jeg egentlig også det er hendes agenda mere end mine fætres - for de kan så udmærket skelne imellem de forhold der findes på kryds og tværs af vores familie. De ved at jeg elsker dem, og at jeg ikke har et gram af noget tilovers for deres mor. De ved, at jeg har set hende såre dem og deres børn i årevis, og jeg - fordi hun ikke er en af mine nærmeste - kan og har valgt hende fra. Det har jo selv haft det samme forhold til hende i årevis.

"Når man er gift skal man også elske og tilgive"...tja, men jeg var jo ikke gift med hende. Jeg vil gerne gemme min kærlighed og tilgivelse til dem som fortjener den, og ikke slynge den omkring mig fordi det ser pænt ud på overfladen - det synes jeg er uærligt. Jeg mener det jo ikke.

Enten er jeg et gråt og indadvendt menneske, eller også er jeg ærlig og principfast. Jeg kan sgu ikke finde ud af det i øjeblikket...

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Intet menneske er en sand helgen, men på samme måde som vi i kirken over dåbsvandet ber og håber for det bedste, det smukkeste og lykkeligste vi kan tænke os for det lille barn. Så finder vi det gode frem når vi står over kisten, det gør det ikke hyklerisk, for alle ved vi jo godt at på livets vej kan vi kun gøre det bedste vi kan, nogle fejler meget andre lidt. Men alle, når vi står i sidste ende kan se tilbage på et liv, der ikke var perfekt, hvor vi ikke handlede lige godt altid. Men det er en del af livet og det er ok.

Disse linjer er fra en bisættelsesprædikenen. Jeg håber du kan se at den ikke er blind for at menneskelivet vil føre skuffelser med sig.

Gud sætter os alle ind i verdenen for at vi kan efterlade aftryk og spor. De mennesker vi møder på vores vej, efterlader os alle med en gave som vi skal bringe videre i livet. Netop det, går op for os når vi mister hinanden. Så står det lysende klart, hvad vi har betydet for hinanden. Og at det der binder os sammen, alt det vi har haft med hinanden alle minderne om fælles historie på godt og ondt – de er langt stærkere end minderne om vores skuffelser med hinanden. Det er godt at tænke på at når vi dør, så opstår vi i vores næres kærlighed. Vi bliver husket fordi vi har været her og været en del af hinandens liv.

Tag med fordi døden er en del af livet. Tag med fordi hun var din elskedes morfars barn, tag med fordi du i kirken bliver husket på at Gud tilgiver alt, vi mennesker har lov til at være menneskelige. Tag med, fordi du så på din bryllupsdag ved at du går ind i fremtiden, med fortiden bag dig. Vær ærlig og principfast, men gør det med barmhjertighed.

5

Share this post


Link to post
Share on other sites

Love you Stine.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tak Stine- Helene. Det giver stof til eftertanke. Det har i hvert fald rykket mig tættere på kirkerummet.

Jeg ville ønske jeg slet ikke skulle involveres i det. Jeg er på mange områder et hypernaivt menneske, som tror på at voksne mennesker kan vælge mange ting selv. Og hvis man aktivt vælger at gøre ondt for andre igen og igen, så forstår jeg simpelthen ikke hvorfor jeg skal "lade som ingenting". Og nej, INGEN går igennem livet som helgen, sgu heller ikke mig. Men jeg føler mig ikke værdig til Guds eller andres tilgivelse, hvis jeg ikke ser mine dumheder i øjnene og undskylder og så ændrer min adfærd. Man kan da ikke bare læne sig tilbage og tænke: "Haha, jeg behøver ikke at gøre en indsats, I kommer jo alligevel rendende i sidste ende". Det er et menneske som har sagssøgt min mor og involveret folk i min familie, som har truet os på livet. Det lyder så ekstremt, og det er et drama jeg slet ikke fatter kan opstå, fordi der var jo hverken penge eller mangel på kærlighed.

På den anden side har jeg selvfølgelig vist hende med min adfærd gennem de seneste 10 år, hvad jeg synes om den sag. Jeg kan måske bruge mit fader vor i kirken til at ønske at hun endelig vælger at leve med kærlighed deroppe, og til at fortælle min mormor og morfar at jeg savner og elsker dem.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Intet menneske er en sand helgen, men på samme måde som vi i kirken over dåbsvandet ber og håber for det bedste, det smukkeste og lykkeligste vi kan tænke os for det lille barn. Så finder vi det gode frem når vi står over kisten, det gør det ikke hyklerisk, for alle ved vi jo godt at på livets vej kan vi kun gøre det bedste vi kan, nogle fejler meget andre lidt. Men alle, når vi står i sidste ende kan se tilbage på et liv, der ikke var perfekt, hvor vi ikke handlede lige godt altid. Men det er en del af livet og det er ok.

Disse linjer er fra en bisættelsesprædikenen. Jeg håber du kan se at den ikke er blind for at menneskelivet vil føre skuffelser med sig.

Gud sætter os alle ind i verdenen for at vi kan efterlade aftryk og spor. De mennesker vi møder på vores vej, efterlader os alle med en gave som vi skal bringe videre i livet. Netop det, går op for os når vi mister hinanden. Så står det lysende klart, hvad vi har betydet for hinanden. Og at det der binder os sammen, alt det vi har haft med hinanden alle minderne om fælles historie på godt og ondt – de er langt stærkere end minderne om vores skuffelser med hinanden. Det er godt at tænke på at når vi dør, så opstår vi i vores næres kærlighed. Vi bliver husket fordi vi har været her og været en del af hinandens liv.

Tag med fordi døden er en del af livet. Tag med fordi hun var din elskedes morfars barn, tag med fordi du i kirken bliver husket på at Gud tilgiver alt, vi mennesker har lov til at være menneskelige. Tag med, fordi du så på din bryllupsdag ved at du går ind i fremtiden, med fortiden bag dig. Vær ærlig og principfast, men gør det med barmhjertighed.

Kære, kære Stine Helene,

Du har fået dit sande kald: Som præst at kigge ind bag facaden, og finde netop det, der skaber livet på godt og ondt - at vi skal og kan tilgive hinanden selvom det nogle gange er en uoverkommelig gestus, fordi vi føler os uretfærdigt behandlet - troen på Gud og hans søn, som kan give os så meget, hvis vi er modtagelige.

Dine ord rammer mig i hjertet, netop fordi jeg som trådstarter også har personer i mit netværk, som jeg synes er direkte ondskabsfulde, men jeg forsøger at finde formildende træk, som gør at jeg kan tilgive dem, og sætte mig over dem, fordi jeg VED mit liv rummer så meget mere livskvalitet end deres!

Til trådstarter: Man plejer at sige, at døden sletter alle tvister vi mennesker kan have med hinanden, netop fordi døden er ultimativ!

Knus til jer alle - husk at kærlighed er den motor, som får livets tog til at køre!

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Stinehelene .... jeg syns det er meget smukt, det du skriver ..... og ja, Gud tilgiver alt.... men engang imellem må man holde Gud lidt udenfor tingene og tage en lidt mere rationel tilgangsvinkel til ting :)

Må tilstå, at jeg kan sagtens forstå Cecilie her .... der er forskel på, at angre ens fejl på noget som helst tidspunkt i livet eller slet ikke at gøre det. Normalt når folk ligger for døden angrer de deres dårlige opførsel og vil lissom gerne slutte fred inden de er væk .... men lyder som om, at kvinden her har været, ja undskyld ordet, en sæk til det sidste.

Jeg syns altså den er svær. Jeg holder på det første jeg skrev: Jeg syns hun skal tage med for fredens skyld og for at vise hun er ked af på børnenes vegne. Men hvis det intet betyder for dem, om hun er der eller ej, syns jeg hun skal blive hjemme. Har man sagt farvel til et menneske for mange år siden, så behøver man ikke gøre det igen i kirken.

Men det er enten eller det her ..... enten tager du med og blir til den bitre ende - ellers bliver du hjemme. Ikke noget med at dukke op til gravøl bagefter :) Du blir helt hjemme så.

Edited by MariaSchmidt
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Mange tak for alle kommentarerne. Stine-Helene, du har ret og du repræsenterer dit hverv smukt. Har netop talt med min søster, fordi jeg fik tingene på plads i mit hoved. Vi tager med i kirken for kærlighedens og opbakningens skyld. Jeg er stadig afklaret i forhold til mine principper, men jeg må jo bruge tiden i kirken på at lægge vægt på de ting jeg tror på. Min søster og jeg sætter os lidt tilbage i kirken, det er måske plat, men på den måde kan jeg finde en mellemvej med hykleriet (altså mit! Det skal ikke forstås som om at jeg synes andre er hyklere), principperne og nærværet til de elskede.

Jeg KAN simpelthen ikke stå oppe foran og lade som om det hele er ok, og jeg kan heller ikke give hendes mand et kram. Hvis jeg kender ham ret, vil han forstå det som en stiltiende accept og velkomst - men den koster indrømmelser i mit univers. Jeg er en dyr dame:) Jeg kan give ham hånden for første gang i 10 år, for at vise min respekt for at han har mistet, og jeg kan bede for at min moster finder sig selv, roen og modet til leve sit næste liv i omfavnelse af kærlighed. Det er i hvert fald stadig op til hende og ikke til mig.

Maria og Sicilia; jeg er glad for at høre jeres nuancer også. MEGET. Jeg føler mig, som en rigtig mavesur navlepiller, når jeg ikke en gang kan se ud over døden. Men mine værdier omkring ærlighed og retfærdighed er så dybe, at jeg på den ene side bliver respekteret for det blandt min omgangskreds - og på den anden side nogle gange render ind i en mur, når jeg prøve at gøre en indsats imod ting, som så åbentlyst sårer og nedgør andre mennesker og deres funktion. Jeg har behov for at der MÅ være steder, hvor jeg kan trække en stor fed streg i sandet og sige højt og tydeligt NEJ FANDEME NEJ!!! Hvis du vil her over, så må du sgu spørge først, og så kan vi finde vejen sammen.

Det kan være ham Vorherre kan hjælpe mig med lidt ro i hans hus i næste uge. God weekend til jer.

Edited by CecilieJ
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

jeg har ikke læst de andres svar, da jeg ikke vil farves, svarer jeg det samme som de andre så undskyld.

Men jeg synes du skal tage med til begravelsen og på den måde få afsluttet det hele og tilgive. Du behøver ikke sidde oppe ved familien, men bare være der og ingen siger, du skal sidde og tude osv, men bare være der og få det hele afsluttet, og dermed være der for dine nærmeste. Måske din mor også har et behov for, at du er med og at i sammen får afsluttet alle de intriger, som der har været mellem den del af familien.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg vil bare lige tilføje at værdier som ærlighed og retfærdighed absolut ikke er uforenlige med bamhjertighed og tilgivelse.

Tror ikke at nogen mener du skal elske og heller ikke forstå hende....

1

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej Lena.

De er absolut heller ikke uforenelige for mig. Jeg mener bare at det går begge veje. Jeg er ikke sådan en øje for øje-person. Jeg kan også godt komme med en stor portion barmhjertighed, hvis jeg får en flig af ærlighed - jeg forventer ikke at alle anskuer verden som jeg gør. Men jeg har brug for fligen - bare en lille bitte smule, for så kan jeg også tro på at tingene ændrer sig til det bedre (med alt hvad det indebærer af, at komme til at træde ved siden af). Skyggen af en pæn hensigt gør underværker for mit syn på andre mennesker.

Vanni: Tak for kloge ord

Edited by CecilieJ
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Som ikke-troende og deraf udmeldt af folkekirken finder I mig alligevel i ny og næ i kirken, og det er aldrig for at overvære eller acceptere den kirkelige handling. Jeg er der udelukkende i respekt for værtsparret i forbindelse med bryllup, barnedåb og i forbindelse med bisættelser for at støtte de efterladte. Jeg har ofte tænkt, at jeg selv ville have det bedre med at vente udenfor kirken, mens ritualerne finder sted, men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til det. Synes det vil være alt for provokerende, og i sorgens stund har man kun brug for at mærke støtten fra de nærmeste. Så jeg er der og deltager med mine egne begrænsninger. Jeg rejser mig og sætter mig, når jeg skal. Jeg synger ikke med, jeg beder ikke med, og jeg modtager modvilligt en velsignelse.

Det kan godt være, at du ikke vil være der med hjertet for den afdøde. Men begravelsen handler om meget mere end det. Du kan tage et stort skridt for familiefreden ved at være der og støtte de efterladte. Det vil aldrig blive glemt, hvis du enten ikke kommer eller sidder udenfor imens. Hvor ville jeg være ked af det, hvis min far havde nogen, som han havde raget uklar med, som sad udenfor kirken imens (på trods af min egen holdning til kirken!). Jeg ville aldrig glemme, at de ikke engang i dette øjeblik ville komme de sørgende i møde.

Giv hende dog et fredeligt exit uden at rode op i gamle, grimme handlinger og følelser.

Jeg kan udmærket forstå, hvorfor du overvejer, som du gør med den baggrund. Men for at citere en hospitalspræst for nylig (selvom jeg ikke udelukkende er enig, men i denne forbindelse giver jeg hende ret): Begravelsen er til for de efterladte.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Uha, det er svært det her...Jeg har læst de andres svar og jeg er både enig og uenig i det, de siger...Jeg mener ikke, at du tilgiver din moster ved at dukke op..SLET IKKE.

Men du skriver jo selv at du elsker hendes børn/børnebørn og vil gøre alt for dem...SÅ MØD OP!! De har brug for, at måske netop du møder dem i deres sorg..Jeg bliver lidt streng, når jeg siger, at det her ikke handler om gud, tilgivelse, dine følelser til afdøde, men om dine følelser, for dem der har midstet. Deres sorg er reel og ny..måske ikke forståelig for dig, men den er ganske virkelig for dem, du holder af. Vær empatisk og medmenneskelig..for det betyder noget for de efterladte, at de kan se, at du er der for dem.

Jeg har prøvet det med, at én ikke dukkede op til min morfars begravelse...nemlig min mor! (...og det handlede om splid imellem søskene om, hvem der skulle arve hvad og hvornår) Jeg har aldrig tilgivet hende for det...at se min mormor stå der og være så ked af, at hendes børn ikke kunne lægge stridsøksen i en time for hende, gjorde hende så ulykkelig og tung om hjertet...

Jeg har aldrig haft et godt forhold til min morfar (han var en hård mand, som lod børn "betale" for deres forældres synder...hanvar præst i den helt gamle forstand), men min mormor var symbolet på kærlighed, forståelse, tilgivelse og har bare været mit idol lige siden, jeg forstod hende og disse begreber..Jeg savner hende meget.

Kaffen efterfølgende var streng at komme igennem, men det gjorde en forskel for mormor, at vi kom og viste vores respekt for hende og imødekom hendes sorg.

Jeg er revende ligeglad med om Gud tilgiver din moster eller møder hende, hvor hun nu er...det er ikke vigtig her, for det er alligevel ude af vores hænder.

Jeg lyder godt nok ret mopset og sur her, men det skal ikke læses sådan, jeg mener det kærligt og jeg ville være glad, hvis min kusine dukkede op og støttede mig i en sådan situation..

Jeg har selv fornyeligt været en tur igennem, hvor jeg mistede min biologiske far, som jeg ikke havde set i 15 år. Han svigtede i alle livets henseendender og efterlod ar i mig, som aldrig er blevet helet ordentligt. Jeg har haddet den mand 2/3 af mit liv, men da jeg fik at vide, han var fundet død, blev mine følelser noget ambivalente..

Jeg har dog aldrig fortrudt, at jeg mødte op til hans begravelse, at jeg var der for min lillebror og han for mig og vi fik sat et punktum sammen. Det er lidt anderledes med dig, det ved jeg godt, men det er punktummet, jeg mener her, er vigtigt.

Få sat det sammen med dine fætre og du vil have det godt med, at du fik støttet dem.

Men om alt er, det er din beslutning, men husk, at du har ingen fortrydelsesret bagefter...Det kan ikke gøres om, når det er sket

Tanker i din retning...

knus

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Ligesom Malouski er jeg ikke specielt troende (eller medlem af kirken) men jeg betragter stadigvæk kirken som en fast grundpille og en del af den danske kultur, og selvom jeg ikke er troende kan jeg kun have respekt for det Stine Helene skriver. Jeg forstår fuldt ud hvad du skriver men ville tage med "og lukke den af" for ellers kan det meget vel være noget som du vil gå og bokse med i mange år fremover på samme måde som du gør det nu.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej med jer.

Jeg tog med og det var ok. Sad lidt bagved med min søster og min anden moster og hendes mand. Det er vel sigende, at hun ikke fortrak en mine. Det er også første gang kirken har virket lidt hul for mig, men jeg blev meget rørt over at se mine grankusiner/fætter bære kisten ud. Det er en tung gang, ved jeg af erfaring, og det rør mig dybt at se dem med tårer i øjnene.

Jeg brugte lige et minut på at folde hænderne for at min moster kunne leve i og med kærlighed i sit næste liv, og at hun slap for alle hendes dæmoner. At hun og mine morforældre finder hinanden deroppe og slutter fred. Og selvfølgelig for at mine elskede fætre m.fl. finder trøst og afslutning - og at de kommer godt videre. Prædiken var jeg nødt til at abstrahere lidt fra. Det var nemlig en meget lyserød historie om en farmor som elskede og bekymrede sig nærmest mere end os almindelige dødelige. Det var en tale uden personlighed, men med en voldsom overload af ordet kærlighed - og citat af "kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild...osv". Det var sgu ærligt talt at smøre for tykt på til min smag, men jeg VAR og ER glad for at jeg var der til at kramme de dejlige mennesker, min familie består af. Det blev også en understregning af, at min mosters mand får jeg aldrig et forhold til, tja...der ER altså bare nogle mennesker man ikke skal bruge sit krudt på.

Det var også meget mærkeligt at tale så meget om bryllup den dag. Folk spurgte hele tiden "er I klar?". Jeg prøvede at lægge lidt låg på, og sige at det behøvede vi ikke lige snakke om den dag. Men det lader til, at familien virkelig trænger til en fest, også min mosters nærmeste. De snakkede bryllup hele tiden, og havde alle mulige planer - og jeg havde egentlig bare lyst il at trøste. Det var lidt akavet og en meget ambivalent dag, og jeg skammede mig faktisk alligevel en lille smule over at være til en begravelse uden at have bare en enkelt følelse for afdøde. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg tror ikke jeg havde været så afklaret med det uden den lille debat her. Så I skal have tak for jeres bidrag... jeg tror nok, jeg er blevet lidt klogere, og jeg fortyder bestemt ikke at have været med.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Man kan også vise sine "fjender" ære - og synes du gjorde det rigtige

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Det er faktisk meget godt udtrykt i så kort en sætning. Jeg tror du vil være glad ved at du gjorde det.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes du skal tilgive og gøre det fra hjertet af. Din moster var garanteret ikke et ondt menneske og hun var elsket af de mennesker der var hende nærmest. Måske har hun gjort fejl, måske har hun fortrudt, måske kender du ikke hele sandheden... Og det er egentlig ligegyldigt.

Tag med til begravelsen og få sagt farvel - også for de efterladtes skyld. At stå foran kirken og kun deltage i en del af begravelsen er provokerende og vil minde om en sårende demonstration af din mening. Den dag handler ikke om dig og dine følelser

Når man er gift skal man også elske og til tider tilgive. Så tag det som træning af at gøre dit hjerte mere åbent, tilgivende og omfavnende.

Jeg kunne ikke være mere enig :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now
Sign in to follow this  
Followers 0

Annonce ♥