bisættelse

[missC 4]

I morgen bisættes min veninde gennem 33 år. Det er uendelig hårdt.

Jeg har været meget tilstede gennem hendes sidste 14 dage, og på hendes dødsdag var jeg så heldig at have ½ time alene med hende, hvor jeg fik sagt godt farvel. Hun var ikke ved bevidsthed, men jeg har en tro på, at hun alligevel har mærket min omsorg og inderlighed.

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at tænke på, hvordan hun egenlig ligger... skal man regne med, at hendes hoved vender mod alteret? Hun bisættes fra et kapel, ikke en kirke. Jeg har hørt, at 'hovedet' skal først ind i rustvognen - men skal man så stå og dreje omkring? Fødderne kommer først ud, men hovedet skal først ind i rustvognen? Jeg har ikke været til mange begravelser/bisættelser, men jeg har aldring set nogen steppe rundt med kisten udenfor kirken/kapellet.

Mit spørgsmål lyder meget bizart - men da jeg skal være med til at bære kisten i morgen, så vil jeg faktisk gerne vide, om jeg går ved siden af hendes fødder eller hendes hoved.

Dét var den praktiske del, som jeg meget gerne vil have gæt og svar på.

Følelsesmæssigt er det bare vanvittig svært og jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan jeg dog skal komme igennem morgendagen.

Kh, Dorte.

[Miss-Lena 500]

Min mor blev begravet for ca 1 år siden og jeg bar også kisten. Ved ikke hvad vej hovedet var, men dem der gik forrest med kisten ud af kirken var også dem der satte kisten først i rustvognen - altså ikke noget med at vende rundt.

Så kommer hovedet først ind i bilen, vil hun ligge med fødderne mod alteret og "kigge" mod Gud.

Det er lidt tungt at gå forrest, så er der dårligt gående er det bedst de er bagerst eller måske endnu bedre i midten.

Er forfærdelig ked af din veninde er død. Og jeg håber I får taget en smuk afsked med hende.

Klem

Lena

[diskobil 357]

Den er godt nok barsk. Der er ingen bizarte spørgsmål hvad sådan noget angår. Jeg kan heller ikke svare dig på spørgsmålet men måske hjælpe dig lidt med det sidste. Det du skal fokusere på er at at hendes lidelser (hvad hun jo må have haft ud fra det du skriver med de sidste 14 dage) er overstået men jo det bliver en ekstrem hård dag i morgen både for dig og hendes øvrige nærmeste.

[missC 4]

Jeg har faktisk skrevet til præsten i aften ang spørgsmålet - men jeg har nok skrevet for meget, for han har ikke besvaret mit spørgsmål, og nu er det da vist for sent at forvente svar, selvom jeg kunne spørge igen.

Han har til gengæld svaret mig på andre ting.

Jeg synes, livet har været rigtig hårdt for min veninde, og jeg synes ikke, hun har fået optimale omstændigheder. Det har været rigtig svært at få familien samlet omkring hendes dødsleje, men det lykkedes.

Det bliver en tung dag i morgen.

[Tina&Peter 0]

Det gør mig ondt at høre om din veninde.

Jeg har været til 4 bisættelser/begravelser i 2011, og er enig med Miss-Lena ang. hvad vej hun kommer til at ligge (og det er lige gyldigt om det er i kirke eller kapel).

Med hensyn til smerten, så finder man en vej igennem. Vi mistede min kærestes søster pludseligt i starten af januar, hun blev kun 31 år og hun efterlod sig en søn på 7 år. Og aldrig har jeg oplevet så meget sorg omkring mig. Oveni det mistede vi min stedfar til kræft 9 dage senere, og min kærestes onkel på 50 år en mdr senere. I påsken mistede vi min stedfars far og mine svigerforældres bedste ven (var ikke til deres begravelse). På dette tidspunkt troede vi ikke på det kunne blive værre, men i juli mistede jeg også min farmor. Det er først her i september jeg rigtig er begyndt at komme ovenpå, og jeg håber vi har oplevet hvad vi skulle opleve i 2011.

Der er ikke nogen der kan fortælle dig, hvordan du kommer videre efter din venindes død, men jeg er sikker på at du nok skal finde vejen med hjælp fra familie og venner.

Du får et par kærlige tanker med på vejen, og håber I får holdt en smuk bisættelse for din veninde.

:bearhug:

[Mannie 87]

Først vil jeg gerne kondolere.

Dernæst til svaret på dit spørgsmål.

Begravede min far sidste år, og var med hele vejen gennem det.

Hovedet ligger mod alteret og det er derfor benene som kommer først ind i rustvognen bagefter. Ingen venden og drejen rundt inden.

Har du ellers spørgsmål, så hiv fat i bedemanden. Personen står som regl i "våbenrummet" inden bisættelsen.

Generelt er kisten MEGET tung, men vores bedemand sagde at benenden var den letteste.

På kisten er der et lille klistermærke med afdødes navn og CPR-nummer, det sidder i hovedenden og derfor ind mod alteret.

[Miss-Lena 500]

Godt du havde styr på det....

Det tegner til at blive en smuk dag til farvel

[missC 4]

Tak til jer allesammen.

Det var jo smukt, smukt vejr i går.

Jeg var "prikken" overfor min mand i løbet af formiddagen, men det tog han pænt. Fik hentet en båredekoration, som vi også fik plads til i bilen på den to timer lange køretur.

Tårerne piblede op i øjnene mange, mange gange undervejs - hold op, hvor var jeg anspændt. Mit sidste farvel til min veninde - jeg syntes, det var aldeles rædselsfuldt.

Vi nåede lige omkring mine forældre for at klæde om og aflevere hund til pasning, før vi tog til kapellet. Vi ankom et lille kvarter før tid, og jeg skældte ud på min stakkels mand over, at han ikke bare parkerede som jeg anviste, men i stedet brugte tid på at se, om ikke han kunne komme tættere på eller bare sætte mig af. Men for mig var det utrolig vigtigt, at han fysisk var tæt på mig, så jeg skulle fandme ikke sættes af!

På parkeringspladsen mødte jeg en fælles veninde, som vi begge har kendt i mange år. Vi har været tætte i mange år, så tårene bare flød og jeg kunne slet, slet ikke holde hendes medfølende blik ud. "Altså, nu går det godt nok helt galt," sagde jeg til hende. Men så faldt vi heldigvis bare ind i, at vi var sammen om det sorgfulde og begyndte at gå mod kappellet med hver vores buketter. Hun havde selv taget "Resque-drops" (blomstermedicin, der er beroligende) og tilbyd mig, men jeg afslog - det måtte blive, som det skulle. Jeg havde faktisk ikke rigtig lyst til at lægge nogen dæmper på.

Jeg opfattede nogle genkendelige mennesker, men også en del for mig fremmede. Jeg kunne ikke forholde mig til ret mange af dem. Mine ben rystede fuldstændig ukontrollerbart, og min mand var pludselig væk - han måtte lige tilbage til bilen og skifte sko! Det var godt, han huskede det, men jeg nåede da lige at savne ham.

Jeg fik hilst på min venindes mand, hendes forældre, datter og bror og et par veninder. De vigtigste var de mennesker, der var sammen med mig på hendes dødsleje, selvom vi meget sjældent ses. Resten blev til en masse, der var tilstede i solskinnet foran kapellet. Jeg tænkte, at det var rigtig dejligt, at der var dukket så mange op - min veninde har nemlig de sidste par år fået indskrænket sit netværk betydeligt, så jeg var positivt overrasket og rigtig glad for det.

Jeg havde lovet præsten at komme og hilse på ham, så vidt muligt inden højtideligheden. Vi havde talt i tlf sammen i 45 min i mandags, da min venindes mand havde bedt ham ringe til mig. Han ville gerne, at jeg ville bidrage til talen.

SÅ jeg hilste på ham, og han skulle jo ikke hverken sige ret meget eller kigge ret meget på mig, før tårerne igen flød i en lind strøm. Og tænk, så fik jeg det første knus ever af en præst, som jeg kun lige havde mødt tre min forinden! Det var måske nok lidt underligt, men det virkede faktisk lidt beroligende sammen med hans ord.

Normalt kan jeg slet ikke synge, når jeg er ked af det, og i går var ingen undtagelse. Jeg plejer at sidde og følge med i teksten i stedet, hvilket så gør mig endnu mere berørt. I går valgte jeg slet ikke at prøve at synge, ej heller følge med i teksten - men bare lytte til "Se, nu stiger solen". Det er en helt utrolig smuk salme. Jeg kiggede lidt rundt, fornemmede stemningen, solen ind gennem vinduerne, den meget flotte kistepynt - og hvordan er det nu, hun vender, og hvad har hun egentlig på??

Der var noget, det ændrede sig her. Jeg tænkte, at hun jo ikke var her. At jeg havde sagt farvel på hospitalet, en god times tid før hun døde og en times tid bagefter, begge gange alene.

Og så var jeg faktisk så spændt på præstens tale. Det er første gang, jeg har bidraget til en tale ved et dødsfald.

Kom talen efter første eller anden salme? Det husker jeg ikke. Men sikke en tale. Den varede i godt tyve minutter, den var meget personlig og direkte, og som det vigtigste - den fik samlet en masse tråde. Nogle mennesker havde ikke magtet at være tæt på i hendes sidste (lange) tid, men de fik rigtig god forståelse... måske ligefrem tilgivelse? Han forståede at få os samlet i en slags forløsning. Jeg kunne genkende mange af mine ord/fortællinger, så jeg følte mig næsten i samtale med ham undervejs.

To lidt sjove ting.

Salme nr to var ikke den, som hendes mand havde valgt! Det vidste jeg ikke - men jeg syntes, den var så god, at jeg fik fisket en kuglepen frem og skrev nummeret på min arm!

En eller anden kommunikationsbrist gjorde, at vi pludselig stod 7 mennesker til at bære kisten ud. Alle de andre var familie, så jeg trak mig selvfølgelig - men jeg ville sgu ikke bare gå tilbage til min plads. Jeg var jo blevet bedt om at være der (bære), og jeg følte også, det havde berettigelse, for jeg var den, der havde været der allermest hendes sidste 14 dage... også langt mere, end hendes mand (men fred med det, for vi tager det jo alle forskelligt).

Så trods kludderet, som vist så pudsigt ud, så gik jeg da bare lige efter kisten og familien.

Udenfor kom kisten ind i rustvognen. Alle var ret alvorlige og berørte - det var jeg også, men jeg var jo holdt op med at græde inde i kirken. Datteren gav de nærmeste en rose, også jeg, og vi lagde dem ovenpå kisten. De andre lagde dem som en vifte ovenpå bådedekorationen - jeg lagde min, så den pegede ud mod os alle, så vi så den smukke blosmt og ikke stilkene. Det var helt bevidst - min veninden har altid gået imod strømmen, så jeg følte, det var fint.

Rustvognen kørte afsted i uendeligt langsomt tempo. Og så kom jeg til at trække på smilebåndet. Min veninde ville slet, slet ikke havde haft temperament til det! Hun ville have sagt til chaufføren, at "Jaja, det er så i orden, men så snart du har rundet hjørnet, så er det bare speederen i bund!!"

Jeg var ked og vemodig, men samtidig lettet over, at jeg ikke brød helt sammen - at dagen var så smukt, og at der var kommet så mange! Det var uventet. Og så var der rigtig mange buketter.

På båndet på den fra mig havde jeg fået skrevet:

" Flyv højt - bred dine vinger ud." Og så det navn, hun altid kaldte mig.

Det blev en fantastisk god dag og oplevelse. TIl kaffen bagefter fik mange af os delt minder... sikket som det i reglen er tilfældet.

Nu vil jeg til at se nogle af de desværre ret få billeder, vi fik taget.

Jeg er i ro, er ked og meget træt - men jeg kan ikke forestille mig dagen bedre, så jeg er også glad og lettet. Og dybt taknemmelig over, at jeg var en del af hendes liv, og at hun var en del af mit.

Sikke meget, I BK-kvinder (+ Bent) lægger ører til - og tak, hvis I nåede helt herned i mit indlæg!

Kh, Dorte.

[Miss-Lena 500]

Jeg synes dit indlæg er dejligt - og jeg genkender mange følelser og tanker i det du skriver.

[Mannie 87]

Rigtig godt at høre at der er ro på indeni igen. Det fik jeg også til begravelsen og genkender mange af følelserne du beskriver.

Nyd minderne, og vid at hun altid vil følge dig i hjertet.

[missC 4]

Tak skal I ha'.

Hun er den nærmeste, jeg nogensinde har mistet. Det luner, at I genkender nogle af tankerne og følelserne.

[diskobil 357]

Ja det er en flot og meget ærlig beskrivelse af dagen.

[missC 4]

Vil bare lige takke jer alle endnu engang.

Det er meget værd at få både svar og virtuelle kram - det varmer virkeligt!

Kh, Dorte.