op ad kirkegulvet

[Felinity 82]

Aww godt du har din bror så og føler, at det giver mening

[MissButterfly 3]

Jeg mistede min stedfar sidste år. Han var som en far for mig, og han var den som skulle følge mig op af kirkegulvet, når den dag kom. Ved at han ville være så rørt og glad over at han skulle følge mig op, selvom jeg aldrig fik det sagt til ham Jeg har besluttet at det er min lillebror som skal følge mig op af kirkegulvet i stedet for.

[Maj83 7]

Den er svær. Nu er jeg i den heldige situation at jeg har har min far til at følge mig op. Havde han sagt nej, tror jeg at jeg havde spurgt min gudfar, som hele tiden har været en del af mit liv eller eventuelt min svigerfar. Mine bedsteforældre er ikke godt nok gående til at jeg ville turde gå med dem og jeg har ingen brødre og for mig skal det også være en mand.

Men jeg synes du skal vælge den person, som betyder mest for dig. Det er dit bryllup og ikke familiens.

[Centenary 23]

Det er dejligt at læse, at andre også har valgt alternative løsninger...

Jeg er vokset op hos min mormor og morfar, og mødte først min far da jeg var 14 år... Den dag i dag har jeg et godt forhold til min far, men da min morfar jo også altid har været far for mig, har jeg besluttet at de begge skal følge mig op... Det er kun min kæreste der kender til mig beslutning, og jeg nægter at blive gift hvis ikke min far og min morfar indvilger i dette...

[nemipigen 3]

Jeg tror at jeg efter flere års overvejelse, efterhånden helt sikker på at det bliver min mor der skal følge mig op.

Min historie er som følger: Min mor og min biologiske far var gift (og havde min storebror) da jeg kom til verden - men da jeg var ca. 3 år gammel blev de skilt... derefter var jeg weekendbarn sammen med min bror.

Da jeg blev 5 mødte min mor en ny mand, og de blev gift - i mellemtiden havde min biologiske far også mødt og giftet sig igen - med en kvinder der ikke kunne acceptere at han havde børn fra et tidligere forhold, i hvert tilfælde måtte vi pænt sidde på trappen og ellers lade som om vi ikke eksisterede, når vores far ikke var hjemme, for vi måtte ikke være på værelset (som vi delte med hendes søn, fra et tidligere forhold) når sønnen ikke var der.

Jeg meddelte min mor (stadig i en alder af ca. 5 år) at jeg altså ikke ville på besøg når det var på den måde - hvilket hun var forstående overfor. Hende og hendes nye mand gik så og snakkede over hvordan de bedst sikrede mig i forhold til hvis der skete min mor noget, og de spurgte så mig om jeg ville være med til at blive adopteret af min mors mand. Jeg sagde ja. Min biologiske far behøvede mindre betænkningstid end jeg - og sagde ja med det samme min mor foreslog det. Tænk at være så uønsket af sin egen far at han ikke engang kæmper........

Og så blev den nye mand min far.

Sagen er så den at da jeg blev 14 gik de fra hinanden - hvilket selvfølgelig er normalt efterhånden... - Men det var aftalt at de blev sammen til min konfirmation var overstået, jeg kan så konstatere at det ikke blev længere end lige akkurat det... jeg blev kørt afsted til blå mandag af begge mine forældre, og hentet af den ene (min mor) - min far var simpelthen flyttet mens jeg var på min blå mandag.

Jeg benyttede mig bravt af min ret som hormoniel teenager - og NÆGTEDE at snakke med manden i månedsvis - og min mor tvang mig til sidst til at tage telefonen når han ringede. Men det har, for min del, været et anstrængt forhold lige siden.

Jeg synes jeg har oplevet de svigt jeg kan holde til fra den kant af - og jeg har ingen kontakt til den biologiske far - samt jeg ikke mener at min 'nye' far har fortjent æren af at følge mig op.

Oprindeligt havde jeg besluttet at det skulle være min morfar (han var symbolsk den mand der i mine barndomsår, og ungdom viste mig at mænd også kunne være reelle, og aldrig svigte dem de holder af), desværre mistede vi ham til kræft i 2008 - efter 8 års kamp.

Min mor er derimod nu den eneste der altid har været der for mig, der kender mig helt ind til min knoglemarv - hun er min klippe!

Men nøj vi bliver et kønt syn - min mor er nemlig flyttet til Norge, og blevet norsk statsborger, så hun har selvfølgelig fået en nationaldragt (Bunad), den har hun på ved festlige andledninger fx. bryllup, og jeg kommer i en stor fin brudekjole...

Tror bare at det er vigtigt at mærke efter hvad man selv ønsker, og hvad der føles rigtigt... det er jo meget individuelt..

[Sens 31]

Vores datter kommer til at gå foran med sit blomsterkurv.

Derefter min brudepige (min bedste veninde)

Og så har jeg valgt min lillebror til at følge mig op, da han betyder utroligt meget for mig. (Da der kun er 1½ år imellem os, er vi meget tætte).

[BirgitA 17]

Jeg tror at jeg efter flere års overvejelse, efterhånden helt sikker på at det bliver min mor der skal følge mig op.

Min historie er som følger: Min mor og min biologiske far var gift (og havde min storebror) da jeg kom til verden - men da jeg var ca. 3 år gammel blev de skilt... derefter var jeg weekendbarn sammen med min bror.

Da jeg blev 5 mødte min mor en ny mand, og de blev gift - i mellemtiden havde min biologiske far også mødt og giftet sig igen - med en kvinder der ikke kunne acceptere at han havde børn fra et tidligere forhold, i hvert tilfælde måtte vi pænt sidde på trappen og ellers lade som om vi ikke eksisterede, når vores far ikke var hjemme, for vi måtte ikke være på værelset (som vi delte med hendes søn, fra et tidligere forhold) når sønnen ikke var der.

Jeg meddelte min mor (stadig i en alder af ca. 5 år) at jeg altså ikke ville på besøg når det var på den måde - hvilket hun var forstående overfor. Hende og hendes nye mand gik så og snakkede over hvordan de bedst sikrede mig i forhold til hvis der skete min mor noget, og de spurgte så mig om jeg ville være med til at blive adopteret af min mors mand. Jeg sagde ja. Min biologiske far behøvede mindre betænkningstid end jeg - og sagde ja med det samme min mor foreslog det. Tænk at være så uønsket af sin egen far at han ikke engang kæmper........

Og så blev den nye mand min far.

Sagen er så den at da jeg blev 14 gik de fra hinanden - hvilket selvfølgelig er normalt efterhånden... - Men det var aftalt at de blev sammen til min konfirmation var overstået, jeg kan så konstatere at det ikke blev længere end lige akkurat det... jeg blev kørt afsted til blå mandag af begge mine forældre, og hentet af den ene (min mor) - min far var simpelthen flyttet mens jeg var på min blå mandag.

Jeg benyttede mig bravt af min ret som hormoniel teenager - og NÆGTEDE at snakke med manden i månedsvis - og min mor tvang mig til sidst til at tage telefonen når han ringede. Men det har, for min del, været et anstrængt forhold lige siden.

Jeg synes jeg har oplevet de svigt jeg kan holde til fra den kant af - og jeg har ingen kontakt til den biologiske far - samt jeg ikke mener at min 'nye' far har fortjent æren af at følge mig op.

Oprindeligt havde jeg besluttet at det skulle være min morfar (han var symbolsk den mand der i mine barndomsår, og ungdom viste mig at mænd også kunne være reelle, og aldrig svigte dem de holder af), desværre mistede vi ham til kræft i 2008 - efter 8 års kamp.

Min mor er derimod nu den eneste der altid har været der for mig, der kender mig helt ind til min knoglemarv - hun er min klippe!

Men nøj vi bliver et kønt syn - min mor er nemlig flyttet til Norge, og blevet norsk statsborger, så hun har selvfølgelig fået en nationaldragt (Bunad), den har hun på ved festlige andledninger fx. bryllup, og jeg kommer i en stor fin brudekjole...

Tror bare at det er vigtigt at mærke efter hvad man selv ønsker, og hvad der føles rigtigt... det er jo meget individuelt..

Sikke en gribende historie... og et skønt valg du har foretaget dig med mor ved din side

men I guder et syn det må blive.... som du selv skriver

Nå, men nu er det heldigvis et rørende øjeblik, og hvordan din mors kjole (ikke) matcher din vil ikke være i fokus op ad det kirkegulv alligevel. det skal nok blive et skønt øjeblik, og når du står der er hendes bunad helt og aldeles ligegyldig

[nemipigen 3]

Tak Birgit...

Og ja, det bliver jo mig der er i centrum op af kirkegulvet - om min mor så var nøgen - og folk må jo bare tage det som en oplevelse.. hehe, MY wedding - MY way!

[belle3310 5]

Jeg Havde min ældste datter til at følge mig op af gulvet, og den mellemste var forlover, og den mindste brudepige. Min mor blev meget skuffet over at jeg ikke valgte min far, men det er der et par grunde til. 1. da jeg har været gift før var det ham der førte min op ad gulvet. 2. Hans og mit forhold er ikke så godt, så jeg følte ikke det var rigtigt for mig.

Min mand og jeg havde snakket meget om det og han syntes at det var en smuk ide at min første født førte mig op. Han spurgte mig hvad jeg ville sige til at han spurgte nummer 2 om hun vil være forlover, Kanon ide han fik. Og den mindste som brudepige, og hun ville holde styr på slæbet og sløret som hun selv sagde.