BSDamm

Frustreret, ked, stresset...oveni at være lykkelig i min familie

12 posts in this topic

Hej piger,

Nu prøver jeg at få lidt af alt det ud, der fylder i hovedet... Der er alt for meget der ræser rundt i tankerne, lunten er for kort, vi har to små vidunderlige børn (1½ og 4), bor 300 km væk fra bedsteforældre mv, jeg kan ikke følge med til omverdenens krav, brylluppet er lige om snart, jeg blev fyret for 4 dage siden men 1 mds varsel trods 6 års anciennitet, min mand har menigitis (!!) og gudskelov for at det ikke er den dødelige slags! Var så bange for at miste ham natten til igår.... mon det er chokket der stadig sidder i kroppen på mig lige nu? Takker over alt andet for at jeg har min familie. ALT andet kan bæres, så længe jeg har dem.

Argh de damer, det her bliver en rodet omgang, please bare bak op om mit behov for at lufte ud. Jeg er klar over at jeg måske overanalyserer, overreagerer, og gør en masse andet forkert. Jeg er menneske, men det seneste 1½ år har det bare ikke været nok.. Jeg vil så gerne høre hvordan I tackler det når lunten brænder af, når man står alene kl 17.00 med to små trætte børn, mens manden er på job og maden skal på bordet og der skal være nogenlunde ryddeligt i huset til når han komme hjem?? Sidstnævnte lykkedes ikke så godt. Men det er dét med at trække vejret dybt... det er bare ikke nok, det er jo møg hårdt! Har været syg med en depression 4 mdr- som resulterede i en fyring. Har været helt nede hvor livet ikke var smukt længere, så at sige. Kun mine børn holdt mig kørende.. Er dog oppe igen og skal søge:) MEN lunten som var så lang før, er bare kortere nu.. Hvorfor?? Hvordan gør i andre det?? Jeg kommer så let til at råbe op "HOLD NU OP!", når de begge bliver max krævende i ulvetimen. Det er tit lettere at håndtere når jeg er alene og skal tackle det, så er der jo ingen anden der kan lette læsset. Men når manden min er hjemme, så tror jeg at jeg ubevidst falder fra hinanden, fordi han jo er der. Så kan det jo lade sig gøre at være mor og menneskelig (på du-behøver-ikke-kunne-klare-alt måden) på samme tid... Giver det mening?

De sidste 1½ år har sparket vores popo'er godt og grundigt... En rodet omgang, men det er måske meget godt for mig at få den sendt ud i cyberspace... (Havde skrevet et par punkter for at stille det op, men har slettet det og opgivet. Der er simpelthen for meget ... hvis der da er nogen der læser det her)

Tiden har budt på fyringer af os begge to, nyt job til min mand hvor han blev "snydt" mht arbejdstiderne og nu har et job der spænder ud over alle døgnets timer såvel som weekender. Det er sket for flere på arbpladsen... tror kun ca 20% ligger 08-16, men en times transport i hver ende.

Står i hverdagen for det meste alene med de to små i deres vågne timer pga mandens job (han søger andet, men intet held endnu. Overskuddet er der heller ikke til at søge non-stop når han har fri, klart nok. Det er en process, og det kommer jo lige pludseligt, så falder det hele i hak!)

Dyb depression for mig, hvor livet til sidst ikke længere var noget værd- kun mine børn var grund til at holde fast i troen på at alt vil blive lyst og let igen. Droppede medicinen efter 2 mdr, det var simpelthen ikke dét jeg havde brug for. Jeg havde ret:)

Investeret i aktier, mistet knap 75% som vi nu mangler til brylluppet.

En farfar 150 km væk, som vi skulle flytte på plejehjem kun vha en stationcar, og timerne ud over norm arb tid. Ingen andre vil hjælpe, for han har ikke været et "godt medmenneske" i sine yngre dage. Vi er der for ham, men ingen andre vil. Vi har båret ham økonomisk flere mdr.

En far og lillebror som jeg har haft brug for at føle holdt af mig. Det er gået i orden nu hvor jeg tog mod til at tale med min bror om det. Min far er også kommet på banen, hvor han bl.a. tidligere ikke interesserede sig for vores bryllup, ville ikke rigtig høre noget osv.

Vi har startet to firmaer op. Et ligger nu i dvale, et andet har haft 5 kunder so far. Store drømme og forventninger til begge, men vores livslæs er bare for tungt til at vi kan bære det hele lige nu.

Et job (der nu har fyret mig) der først fyrer mig, genansætter mig, fyrer min mand, ej respekterer mit behov for at være i fred i min barsel og derfor kalder mig til 3 møder i tiden jeg går hjemme, ej rækker hånden ud når de modtager min sygemelding- jeg tiggede om en fyreseddel men en kvinde i toppen af hierakiet sagde at det måtte være min egen hovedepine. Det er jo business for dem, men det er det ikke for mig. Jeg har været nomineret til Årets Medarbejder i firmaet (stort internationalt transportfirma), og en medarbejder der i dén grad har bidraget til arbpladsen. Både professionelt såvel som menneskeligt.

Jeg har følt mig så lidt værd som menneske- vil et firma ikke engang fyre mig, hvad faen er jeg så værd?? Nu står jeg og skal finde nyt ASAP. Jeg bor udenfor Malmö, og får derfor ikke 1 krone fra DK når min sidste løn er gåt ind, dvs SPT lønnen. Hvem pokker vil ansætte mig?! tænker jeg i trælse stunder...selvom egoet og fanden-i-voldskheden siger at SÅ starter jeg forfra og arbejder mig op op op i et nyt firma. Jeg skal nok finde noget. Men at finde det i den sidste måned (læs: 3 uger) inden brylluppet, det er lige kradst nok for mig..

Bryllupsrelateret- så har min moster påpeget 2 personer som hun jo altså mente måtte være en forglemmelse ikke var inviteret med. Det gjorde vi så. Idiot! Jeg skulle bare have sagt det som det var- de var ikke nogen vi var interesserede i at have med.

Alt er et rod i hovedet, alt er ikke nævnt her, men det lettede lidt. Jeg bygger nok videre på indlgget, men syntes simpelthen at det blir for langt hvis jeg smider mere på. Der er grænser for hvor meget trælshed og selvynk jeg vil smide efter BK....men YYYYYYYNK DET ER HÅRDT DET ER HÅRDT DET ER HÅÅÅÅÅRDT!!!!!!!!!!!!!!!!!!

Sådan..... den sidste linie var sådan set mest for bare at smide ordene afsted. Det hjalp faktisk... Tror det her er vejen frem, måske? Bare at smide det afsted, satse på at ingen bliver stødt af eventuelle skarpe kanter, og så bede til at luntes er flettet om påny til imorgen. En kende kraftigere og længere end det var tilfældet idag..

Sidste strøtanke...måske jeg bare er ved at blive idiot af at gå hjemme. Måske livet bliver federe igen, og huden tykkere når jeg kommer out and about igen?

Fortsættelse følger:)

Varme, mindre frustrerede (tror jeg) tanker,

BSDamm

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har læst dit indlæg. Vil ikke lige svare nu da jeg sidder med mobilen og ikke orker lange svar. Men har altså læst dit indlæg og sender et kram

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Et kram er rigtig rart, og kender alt for godt det med de lange svar via mobilen... tak for tanken, og sov godt her fra :loveboard:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Livet skal nok blive lyst igen - Bare giv det tid, kærlighed og omsorg :hug:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:bearhug:

:bearhug:

:bearhug:

Det lyder som en rigtig dum tid - godt du læsser af her!

Jeg er sikker på, du er en god mor - selvom det måske ikke føles sådan, når det hele brænder på. Er der nogen, der kan hjælpe til bare en enkelt gang, så du får lidt tid til dig selv og ikke brænder helt ud?

Jeg håber, det har hjulpet at få det hele ned på skrift, og at du snart kan finde de positive tanker frem igen. Tænk, du skal snart giftes! :loveshower:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Det vigtigste er at du passer på dig selv!

Intet - og jeg mener INTET arbejde er værd at ødelægge din psyke på.

Det er ting i din tekst som fik mine personlige alarm klokker helt op at ringe, og selvom jeg havde lagt mig under dynen blev jeg nød til at stå op for at skrive dette til dig.

Jeg havde ellers forsvoret at jeg aldrig ville komme med den hele historie omkring mine sidste 4 år herinde på bryllupsklar... Men here it goes..

For 4 år siden boet mig og min kæreste i en hyggelig lejlighed. Vi var ret unge, men på trods af det havde min kæreste et job som butikschef og jeg selv var mellemleder. Begge dele var i en stor detailkæde.

Vi tjente godt med penge, og vi brugt mindst ligeså mange. Og lidt til endda.

Vi gjorde bare tingene som vi havde lyst til, og vi arbejde begge meget og det meste af vores fokus lå på jobbet.

For 4 år siden begyndte jeg at skrante. Jeg blev oftere og oftere syg, og der gik ikke meget længere end en måned før jeg igen igen lå med influenza. Jeg kastede op, var dårlig og havde det bare generelt skidt. Når jeg blev rask tog jeg tilbage på job og indhentede alt det forsømte - og sådan fortsatte det i et år.

I august 2009 blev jeg fyret da jeg IGEN var syg.

I september fik jeg fik så et nyt job, denne gang på plejehjem, og jeg arbejde for fuld skrue.

Lykken varet dog kun halvanden måned - for her sagde min krop stop. Jeg var syg hver eneste dag, og jeg kunne ikke længere være i nærheden af mad før jeg kastede op. Jeg var svimmel, dårlig og græd konstant.

De næste 6 måneder brugte jeg på at sove 20 timer i døgnet, og var kun lige oppe når jeg skulle til lægen. Jeg var rigtig mange undersøgelser igennem, og ingen vidste hvad jeg fejlede.

I april 2010 skulle vi til en konfirmation. Jeg var syg, men tog med alligevel.

Vi nået kun at være der i en halv time før jeg fik mit første slemme anfald. Jeg husker det ikke, men jeg har fået fortalt at jeg græd, slog og sparkede og ville løbe min vej.

Min kæreste kørte mig hjem til min mor - han vidste ikke hvad han skulle gøre.

Min mor ville have mig på skadestuen, men de ville ikke tage mig, og derefter kørte hun mig ud på psyk skadestuen.

Her fik jeg en diagnose efter 10 min. Jeg blev dopet med sovemedicin, og besked om at ringe til lægen efterfølgende.

Det gjorde min mor - og vi var også deroppe. Her fik jeg den samme diagnose + tilføjet 2 mere og jeg begyndte allerede den dag på medicin.

Nu tegnede det da på papiret lyst, men i virkeligheden gik det kun nedad. De næste 1½ måned lå jeg i sengen og kunne ikke komme ud af den. Jeg græd, og jeg havde mange slemme tanker. DEM husker jeg desværre. Tankerne var ikke at jeg ville udføre det, men jeg havde lyst til at stikke en kniv i maven på vores kat for sjov. Nogle gange stod jeg op for at hente en kniv og liste efter hende. På intet tidspunkt var jeg tæt på at gøre det - men jeg havde lysten.

En eftermiddag ringer jeg så til min mormor og fortæller at jeg har brug for hjælp og ikke kan mere. Dagen forinden havde jeg bedt min kæreste om hjælp, fordi jeg gerne ville bures inde før jeg kom til at skade mig selv, men på psyk skadestuen fik jeg af vide at jeg skulle tage mig sammen!!!!!!!!!!!

Jeg havde det ikke bedre og følte mig i ingenmandsland og dette var nok min sidste desperate råd om hjælp før jeg havde givet op.

Hun kom promte og hentet mig og kørte mig derud. Jeg havde på forhånd sagt at hun ikke må køre før de ville beholde mig - og som sagt så gjort.

Jeg blev overflyttet til en åben psykiatrisk afdeling nær vores hjem, og jeg havde det godt der. Jeg fik endelig den ro jeg havde brug for, og jeg var i trygge hænder med folk der kunne hjælpe mig på vej. Mest af alt havde jeg brug for et pusterum. Et sted hvor maden blev serveret og jeg kun skulle fokusere 100% på mig selv. Jeg havde det rigtig godt derinde, og jeg var der kun i kort tid, og da jeg kom ud havde jeg meget svært ved at finde tilbage i samfundet.

Jeg blev henvist til den eneste behandlings mulighed der findes i danmark - og jeg kom heldigvis hurtigt på et hold. Desværre gjorde det mig kun mere syg, så efter 4 uger stoppede jeg, og jeg var nu helt og afdeles on my own.

Efter et halvt år havde jeg ikke fået det bedre, men det gik trods alt stabilt - og denne tilstand fik jeg af vide var permanent.

--- Så kan du nok selv gætte dig til hvilken fremtid jeg havde i vente. Intet job og kommende børn ville blive fjernet.

Jeg var nu så syg, og så krævende at min kæreste mistede sit job. Han havde kun fokus på det derhjemme, og han kunne derfor ikke overskue at arbejde samtidigt.

De næste 8 måneder gik vi hjemme sammen, og min tilstand var stabil. God når jeg var hjemme - men jeg kunne ikke rigtig andet.

I foråret 2011 fik jeg ide om at jeg skulle starte på skole. Og 31 marts kommer vores udlejer med et pænt lille brev om at lejemålet var opsagt, og vi havde 30 dage til at være ude.

Først i marts får kæresten mirakuløst tilbudt et job på tanken ved siden af vores lejlighed. Ikke noget fancy fint - men det var en lønseddel vi skulle bruge for at kunne få os en ny lejlighed. Og d. 19 april 2011 fik vi så nøglerne til vores drømme lejlighed i det boligselskab vi gerne ville bo i. Præcis den størrelse vi ønskede.

Jeg starter også i skolen i slutningen af august og alting tegner lyst..

Efter 5 måneder i skolen med 50% fravær må jeg erkende at jeg ikke kan klare det. Jeg får derfor endnu et nederlag - og jeg går nu hjemme igen.

Her er min tilstand bedre - Og et flexjob var måske aktuelt om et par år.

I februar 2012 kommer jeg for første gang i hele det her til en privat psykiater.

Og jeg er mildest talt rystet da jeg går derfra. Min kæreste var med og hjalp med at fortælle og forklare - og efter en time siger han skråsikkert at jeg IKKE havde 2 af diagnoser som jeg var tildelt og medicineret efter. Jeg havde den sidste - og for at blive rask (JA RASK!!!!) skulle jeg blot have mere medicin, da de 50 mg jeg fik var alt alt for lidt.

Der var dog en lille hage ved det - for jeg kan ikke tåle medicinen og derfor kunne den måske ikke hjælpe netop mig.

Efter 2 måneder var jeg trappet op til 200 mg - og jeg var rask.

I maj måned fik jeg fik et vikar job i hjemmeplejen.

1 August blev jeg fastansat på 30 timer ugentligt som aftenvagt i hjemmeplejen

Jeg er nu trappet ned igen til 150mg - og er på vej længere ned. Jeg er rask - men medicinen bliver man afhængig af, så derfor skal det tages væk i små skridt.

DET jeg vil frem til er at jeg ikke lyttede til min krops signaler, og det gjorde det kun værre. Oveni det har jeg så været fejl diagnostiseret i 2 år, og jeg var tæt på at miste alt.

Det har da haft nogle omkostninger at tage så høje doser medicin - men det er det hele værd, og om skaderne kan heles kan kun tiden vise.

Jeg har mistet min hukommelse og jeg har fået lettere talevanskeligheder. Udover det har jeg også problemer med søvnen, så jeg sover indimellem på sofaen fordi mit hovedet er proppet med tanker og tv'et er det eneste der kan få mig til at slappe af.

Og forholdet har da også måtte stå nogle umenneskelige prøvelser. I mine værste perioder havde jeg op til flere anfald om dagen, og her blev min kæreste ofte både skældt ud, svinet til, og sågar slået og sparket.

Heldigvis havde jeg ikke mange kræfter, og min kæreste vidste at jeg ikke var "mig" i de situationer. Han har stået ved min side gennem det hele, og aldrig forladt mig. Han har klynget sig til håbet om et mirakel - og det skete.

Og så glæder jeg mig bare over de små ting. F.eks kom der for nylig en ny procent af min medicin på marked, og det kan jeg kun lidt ikke-tåle.

Og så får jeg da alligevel min indre prinsesse-drøm opfyldt når jeg bliver gift med den helt der har reddet mig :)

Jeg håber du kan bruge bare en lille smule af min historie så du undgår at stå i noget der tilnærmelsesvis minder om.

Husk at tænkt på dig selv. Intet job er værd at ødelægge sig selv på, og når kroppen siger stop, så skal man tage det alvorligt.

Edited by Babyrex
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hvor er jeg ked af at hører du har så meget og kæmpe med.

Og jeg synes bestemt bare du skal lufte ud når du har brug for det, ingen grund til at gå med det alene.

Stort stort kram fra mig til dig.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Pyha, sikke en svær tid. Først lige et kæmpe kram :bearhug: Jeg kan fornemme at dit indlæg først og fremmest var for at få luft og det lyder til, at det har hjulpet at "sige højt", at tingene er pisse hårde og at du ikke kan overskue alle de beslutninger og forhindringer, jeres liv byder på nu. Sådan en situation har vi nok alle prøvet i ét eller andet omfang. Jeg bider dog fast i, at du jo har haft konstateret depression og nu er blevet fyret - er du mon medlem af en fagforening/a-kasse og tilbyder de psykolog og/eller coach til deres medlemmer. For det tror jeg liiiiige er noget, du har brug for. Du skal mindes om, at du rummer en masser resourcer arbejdsmæssigt og menneskeligt, og måske skal du også have hjælp til at skille frustrationer i privaten fra dit arbejdsliv, så du kan lægge en realistisk plan for, hvad der skal ske arbejdsmæssigt. Og så skal der selvfølgelig også tænkes over, om I vil blive boende eller hvordan og hvorledes. Jeg kan godt forstå, at tingene ramler, når der er sket så mange triste ting, men du skal nok komme ovenpå, og jeg håber fremtiden byder på et fantastisk bryllup (selvom der er et par gæster med, som I egentlig ikke ville have med) og masser af solskin og succes-oplevelser. Lunten skal nok blive længere igen lige så stille og roligt men tag imod al hjælp, du kan få :bearhug:

Edited by sommer2012
0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Sikken historie, føler virkelig med dig.

Sidder på mobil, men sender et stort kram :-)

Jeg tænker på at det lyder som arbejdsrelaterede stress, efterfulgt af en ordenlig drepission. Hvis du " kun" har behandlet det ene, er det andet der jo stadig..

Lyt til din krop, og prøv at passe på dig selv.

Det er okay ikke at være supermom og superwoman! Du må gerne tillade dig selv at bryde sammen, først derefter kan du komme videre.

Pas på dig selv!

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

jeg har en veninde, der gik ned med arbejdsrelateret stress for et halvt års tid siden efterhånden. hun er idag på medicin og går til psyk og har det meget meget bedre .... så syns du skulle opsøge en læge altså ... specielt hvis du har været nede med en depression før, så må du vel også kende signalerne kroppen sender ud.

har ikke selv nogen børn, så ved ikke hvor besværlige unger kan være, hehe ..... men altså .... stop med at gå efter picture perfect i livet .... man behøver IKKE at have de perfekte børn, det perfekte rene hjem og det perfekte job osv for at blive respekteret.

Altså jeg syns måske også, at I har taget vel rigelig meget ind ? 2 nyopstartede firmaer, der ikke går særlig godt .... investeret en masse penge og tabt det meste ... også bryllup oveni, som koster en masse .... altså syns måske, I skulle prøve at tage den lidt med ro :) Hvis firmaerne ikke fungerer, så luk lortet ned el snak med en prof erhvervsvejleder, der kan hjælpe jer på vej med at lave en ordentlig forretningsplan, da det oftest er der, den fejler :) Grunden til at firmaer fejler er oftest 1) et dårligt produkt (håndgribeligt el service er lige meget) el 2) man har simpelthen ikke undersøgt markedet godt nok og dermed er man blevet overrasket

Anyway ... kan godt forstå, at livet er hårdt .... tror de fleste ryger igennem perioder i livet, hvor det hele bare er noget rod og noget lort .... men husk på, at man skal opleve de dårlige perioder i livet, for at værdsætte de gode :) Livet er jo smukt på den måde .... at der er opture og nedture .... og lige så llangt man kan være nede, ligeså højt kan man være oppe pg flyve og man ville jo ikke kende til de perioder, hvis ikke man havde oplevet det modsatte :)

Så krammer herfra .... det skal nok gå det hele .... men tag lige en slapper altså :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hej dejlige piger,

Så er der 10 dages tid tilbage, og efter et mindre "nu-kan-gæstelisten-rende-mig-anfald" igår, har jeg lagt det konstruktive bryllupperi på hylden for ugen.

Idag er gået hos en psykiater i Kbh efterfulgt af en kort behandling hos Ni'Mat på Hotel Kong Arthur. Havde en Smartbox og den skulle nydes inden dagen, havde jeg sat mig for :wink: ENDELIG har jeg fået en henvisning til en psykolog!!! Det hele er, som jeg længe har vidst, et issue som går tilbage til min barndom.

Jeg er så opsat på at være så skide ambitiøs, fordi jeg er bange for at jeg ikke er værdig at elske hvis jeg ikke lever op til alt muligt, resultat af mit forhold til min far. Meget kort og kontant fortalt, far har jo ikke hele skylden men mit syn på ham har farvet t alt det der har trukket med ned. Rationelt set, véd jeg jo at det ikke er sandt, men den sidder derinde- i pigen der blev kaldt stankelben, giraf og andet "godt" i barndommen.

Jeg må lige understrege, vores firmaer kører ikke dårligt, de kørt igang endnu :) De har været nedprioriterede, da det ikke var dér energien skulle lægges. Vi tager det som det kommer med dem. Vi har ikke investeret det store i dem, så går det ikke, så fred være med det. Men- vi drømmer stort, uden at risikere vores økonomiske grundlag. Bortset fra min fyring :unsure:

JEg er sådan én, der føler jeg skal præstere en masse, og alligevel gør jeg IKKE rent ofte. Overhovedet. Som i, vi går ind og ud med gummistøvler på efter havegraveri, og jorden ligger der stadig 14 dage efter haha (og igen et par dage efter det)

Jeg ved ikke hvordan balancen fungerer for andre kvinder, for alle har så travlt med at der skal se perfekt ud når der kommer besøg. Efter nogle år med de samme nabo"koner" ved jeg efterhånden at andre også kæmper med dagligdagen, men alligevel vil de færreste frem med den nøgne, urengjordte, ucharmerende sandhed.

Jeg har droppet dameblade, for de giver mig et billede af at "sådan skal du se ud, klæde dig, klippe dig, koge, bage, rengøre, havedesigne, strikke, sylte, brylluppe, træne, politikke" osv osv osv. Jeg Jeg kan sgu ikke følge med til alle idealerne, og det er SÅ svært at lægge det fra sig, dét konner til at tage år at lære. Jeg har ikke levet OP til idealerne, men altid er der en dårlig samvittighed/flovhed i baghovedet. "Aaaarj kartoffelmos fra pose? Kødboller fra frost??! BAger du ikke alt selv? Hvid pasta?! Noooo you DIDN'T!!".... YES I DID!! (y)

Jeg har været så glad svar, har læst dem da de blev postede og bare ikke fået svaret endnu. For nej, alle opgaver kan ikke løses prik når de opstår, og verden må vente på mig. Jeg kan kun løbe så hurtigt. I er skønne, skønne kvinder! Sgu :loveboard:

Godnat til jer fra mig, jeg vender retur ASAP :heart:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

:bearhug:

Puha. det lyder til at være en hård tid du og din familie har været igennem.

Dagen bliver lysere på et tidspunkt, og indtil da sender jeg dig en masse glade tanker

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now

Annonce ♥