Har man råd til at blive gift i dag?

[Lumen 2]

Jeg vil gerne giftes med min forlovede - der er bare lige det ved det at jeg pt. er ledig og hvis jeg ikke findet mig et job.. så ryger jeg af dagpengene. Så kunne man jo få kontanthjælp hvis man ikke lige var gift. Istedet er det så nu sådan at jeg skal til (risikerer) at leve af hans penge hvis vi gifter os - det har jeg det da meget dårligt med. Jeg har aldrig været ungen der har plaget mor og far om noget da jeg var barn og nu føler jeg at jeg risikerer at gå tiggergang hos den person jeg burde have et ligeværdigt forhold med. Jeg har det så elendigt med sådan noget.

Kan det overhovedet betale sig at blive gift eller er det blevet til regerings fidus?

[D&SHoffgaard 23]

Vi har stået i samme situation. Derfor startede med at holde en slags kirkelig velsignelse, hvor vi var i kirke og så holdte fest for familie og venner. Ceremonien i kirken lignede en alm. Vielse, bortset fra at vi lavede vores egne løfte og læste op i stedet for selve tilspørgelsen. For os er det ikke papirerne der tæller, men det bånd vi har fået via vores løfter. Vores situation er nu blevet ændret og derfor skal vi på rådhuset her til december og få resten på plads. Der mange delte meninger om denne måde at gøre det på. Men vi fortryder ikke.

Edited September 28, 2012 by D&SHoffgaard

[Regnbuen 11]

du skal dog være opmærksom på, at der er snak om at ændre reglerne, så det er i samme øjeblik man er samboende, at der er gensidig forsørgelsespligt for kontanthjælpsmodtagere (ligesom det er for førtidspensionister og pensionister)

Det er en virkelig, virkelig dum og meget forældet regel, der slet ikke er i trit med tiden, eller den måde vores samfund er bygget op på. Min kæreste lider af angst, og har været meget på kontanthjælp de sidste år, fordi hun simpelthen ikke kunne klare skole eller arbejde - men var for god til førtidspension... Så det ligger da i baghovedet, at hun kan ende der igen.

Vi valgte så bare at sige, at hvis de ændrer reglerne til at forsøgerpligten også omfatter samboende, så kunne det jo være ligemeget...

Så nu har vi sat en dato næste år

Men til alle jer, der står i samme situation, eller kan se hvor uretfærdigt det er: Bak om at få ændret den regel! Det vil virkelig betyde meget for rigtig mange mennesker!

[Centenary 23]

Men til alle jer, der står i samme situation, eller kan se hvor uretfærdigt det er: Bak om at få ændret den regel! Det vil virkelig betyde meget for rigtig mange mennesker!

Bak op om at forsørgerpligten også skal gælde samboende...?

[Regnbuen 11]

nej... jeg beklager, hvis jeg fik det skrevet, så det kunne forståes sådan

Jeg vil naturligvis have forsøgerpligten afskaffet :P

[Miss-Lena 500]

Så direktørens kone, der ikke arbejde skal have kontanthjælp eller hvordan?

[Regnbuen 11]

teknisk set, ja

I hvert fald, hvis vi fik afskaffet forsørgerpligten

Jeg ved godt, at der er -nogle- der ikke har brug for den. Men mon virkelig direktørens kone vil have kontanthjælp, med alt hvad dertil hører, hvis hun kan klare sig uden?

Det er -ikke- en dans på roser at være på kontanthjælp (eller dagpenge). Men dansen bliver da først rigtig slem, når tæppet hives væk under en, fordi forsøgerpligten sparker til en. Og der skal faktisk ikke en ret stor indkomst til, før man intet kan få.

Jeg forstår godt trådstarters bekymring, for man kan -virkelig- komme i klemme, takket være en forældet regel, som i virkeligheden blev lavet for at sikre, at manden ikke drak alle pengene op, før konen havde fået til husholdningen...

[Du og Jeg 27]

Der er fordele og ulemper ved at blive gift. Så om det kan betale sig, handler for mig om hvordan man ser på det.

Hvis man står i en situation hvor man nemt kan ende på kontanthjælp kan man med fordel undersøge hvordan man ville være stillet.

Hvis ikke - så kan jeg ikke se at det er en fordel at lade være. Alle og enhver kan jo komme i en dum situation - ligesom alle og enhver kan blive ramt af alvorlige ting (feks dødsfald) - og der er det som regel en fordel at være gift.

Men hvis man begynder på en længere beregning om hvordan man er stillet skal man dog huske at gøre det ordenligt.

Lad os sige at konen har en indtægt på 12.000 kr pr måned - og lige pludselig mister det hele og skal forsørges.

De første 3500 er nemt tjent ind vis skattekortet som overgår til manden

1000 kr i boligsikring UDEN børn, og 2500 MED børn er ikke urealistisk

Daginstitutioner er dyre - og der kan søges om friplads.

Udover det så har der været en udgift til transport til job - og den forsvinder jo også.

Har man børn er vi derfor oppe på at man "næsten" ikke mister noget - og har man ikke børn er det nemmere at spare.

Desuden - kontanthjælpen for UNDER 25 år er ca 5500 udbetalt, og for OVER 25 er den ca 8500 udbetalt. Dette er vel og mærket uden børn, men som jeg var inde på så findes der tilskud til forældre samt at deres kontanthjælp kun er lidt højere.

Edited September 28, 2012 by Du og Jeg

[Nessie 29]

Sidste taler har en pointe i, at økonomien kan fungere hvis man er så heldig at det er sådan det hænger sammen. Men jeg tror trådstarter havde mere en emotionel tanke med sit indlæg - det er bare ikke en rar situation at stå i. Jeg har selv været der det sidste år, fordi jeg har været på et studie hvor jeg ikke kunne få SU og skulle betale skolepenge - og manden var altså på SU og derefter dagpenge. Som almindelig moderne kvinde, selvstændig og selvhjulpen, er det virkelig ikke spor sjovt at skulle bede sin mand om lommepenge, uanset hvor OK han er med det.

Jeg kan egentlig godt se, at der er en fornuftig tanke bag at sige til arbejdsføre mennesker på kontanthjælp, at de jo kan bruge ægtefællens penge hvis de ikke vil arbejde. At det økonomiske klima for tiden gør det meget svært at finde arbejde, gør at reglen måske skulle kigges på. Det, der provokerer mig mest, er når kontanthjælpen forsvinder fra ikke-arbejdsføre mennesker, og at de ikke kun bliver nødt til at ikke blive gift, men heller ikke kan eje noget af værdi. Og der er som der nævnes mange fordele ved at blive gift, som man så ikke kan opnå. Det er da lidt et underlig system?

[Regnbuen 11]

man skal så altså huske på, at det ikke er "ret meget" ens ægtefælle skal tjene, før man pludselig bliver skåret i sin kontanthjælp. Jeg mener, tanken er, at man højst må have det, der svarer til 2x kontanthjælp - i alt! Dvs omkring 20600. Altså, tjener du over 20.600 - så er der ingen hjælp at hente til din ægtefælle.

Er du så "heldig" kun at tjene 18.000 før skat - tillykke, så er der 2600 kroner til din ægtefælle før skat i kontanthjælp.... Det kan godt være, at kontanthjælpsatserne ikke er høje (Det er de ikke!) men for os herhjemme ville det da helt klart få betydning, hvis min kæreste kun kunne få halvdelen af sin kontanthjælp pludselig :S (Nu er hun så heldigvis på SU, da hun er begyndt på VUC )

Plus, at man jo fjerner enhver mulighed for at kæmpe for at få flere midler. For ALT hvad du tjener på f.eks. overarbejde...det trækkes i din ægtefælles kontanthjælp. Tak tak, det skal nok få samfundet til at køre rundt...

[Nessie 29]

Jeg hænger mig lidt op i grunden til at man er på kontanthjælp egentlig. Jeg kender ikke det danske system særlig godt, men hvis det handler om mangel på arbejde, fordi man bor i et område hvor der ikke er muligheder, så tænker jeg faktisk at man skulle til at flytte på sig. Jeg ved det er besværligt, men det kan faktisk godt lade sig gøre - om så bare for en periode. Ulempen er så afbefolkning af områder, der så igen vil føre til færre arbejdspladser i området - ikke god samfundsøkonomi, men stadig god privatøkonomi.

Det jeg ikke forstår, er at den samme regel skulle gælde for ikke arbejdsføre mennesker, og at ejendomsreglerne gør det meeeget dyrt at være fattig, fx. i form af at man så bliver nødt til at leje fremfor at eje. Har en veninde der fik besked på at komme af med sin cykel (!), hendes eneste fremkomstmiddel, fordi den var mere end 10,000kr værd. Det har virkelig ingen samfundsøkonomisk effekt.

Men hvordan skulle det gøres, hvis det var op til jer?

[Du og Jeg 27]

Sidste taler har en pointe i, at økonomien kan fungere hvis man er så heldig at det er sådan det hænger sammen. Men jeg tror trådstarter havde mere en emotionel tanke med sit indlæg - det er bare ikke en rar situation at stå i. Jeg har selv været der det sidste år, fordi jeg har været på et studie hvor jeg ikke kunne få SU og skulle betale skolepenge - og manden var altså på SU og derefter dagpenge. Som almindelig moderne kvinde, selvstændig og selvhjulpen, er det virkelig ikke spor sjovt at skulle bede sin mand om lommepenge, uanset hvor OK han er med det.

Jeg kan egentlig godt se, at der er en fornuftig tanke bag at sige til arbejdsføre mennesker på kontanthjælp, at de jo kan bruge ægtefællens penge hvis de ikke vil arbejde. At det økonomiske klima for tiden gør det meget svært at finde arbejde, gør at reglen måske skulle kigges på. Det, der provokerer mig mest, er når kontanthjælpen forsvinder fra ikke-arbejdsføre mennesker, og at de ikke kun bliver nødt til at ikke blive gift, men heller ikke kan eje noget af værdi. Og der er som der nævnes mange fordele ved at blive gift, som man så ikke kan opnå. Det er da lidt et underlig system?

Er det egentlig ikke os fair nok? Jeg synes ihvertfald ikke at mine skattekroner skal gå til dem som reelt set har mulighed for at forsørge sig selv.

[Nessie 29]

Er det egentlig ikke os fair nok? Jeg synes ihvertfald ikke at mine skattekroner skal gå til dem som reelt set har mulighed for at forsørge sig selv.

Hvis du er syg nok til at ikke være arbejdsufør, men så oveni det bliver nødt til at give afkald på din bil/cykel/lejlighed og leje istedet, fordi ejendomsgrænsen er 10,000kr? Det er jo ikke dine skattekroner. Jeg kan godt se din pointe, jeg tror bare man bliver nødt til at se på konteksten. Der er forskel på at ikke kunne og ikke gide at arbejde.

[Du og Jeg 27]

Jeg hænger mig lidt op i grunden til at man er på kontanthjælp egentlig. Jeg kender ikke det danske system særlig godt, men hvis det handler om mangel på arbejde, fordi man bor i et område hvor der ikke er muligheder, så tænker jeg faktisk at man skulle til at flytte på sig. Jeg ved det er besværligt, men det kan faktisk godt lade sig gøre - om så bare for en periode. Ulempen er så afbefolkning af områder, der så igen vil føre til færre arbejdspladser i området - ikke god samfundsøkonomi, men stadig god privatøkonomi.

Det jeg ikke forstår, er at den samme regel skulle gælde for ikke arbejdsføre mennesker, og at ejendomsreglerne gør det meeeget dyrt at være fattig, fx. i form af at man så bliver nødt til at leje fremfor at eje. Har en veninde der fik besked på at komme af med sin cykel (!), hendes eneste fremkomstmiddel, fordi den var mere end 10,000kr værd. Det har virkelig ingen samfundsøkonomisk effekt.

Men hvordan skulle det gøres, hvis det var op til jer?

I min optik skulle kontanthjælps satserne og bevillingen være individuelt og der skulle først og fremmest lægges vægt på hvilken baggrund folk har for at søge hjælpen.

[Du og Jeg 27]

Er det egentlig ikke os fair nok? Jeg synes ihvertfald ikke at mine skattekroner skal gå til dem som reelt set har mulighed for at forsørge sig selv.

Hvis du er syg nok til at ikke være arbejdsufør, men så oveni det bliver nødt til at give afkald på din bil/cykel/lejlighed og leje istedet, fordi ejendomsgrænsen er 10,000kr? Det er jo ikke dine skattekroner. Jeg kan godt se din pointe, jeg tror bare man bliver nødt til at se på konteksten. Der er forskel på at ikke kunne og ikke gide at arbejde.

Tænker primært på rede kontanter. Det med værdier i form af lejlighed, bil og cykel har jeg lidt svært ved at have en klar mening om, for der er jo alverden til forskel på en vurdering og så den reele salgspris.

[Nessie 29]

I min optik skulle kontanthjælps satserne og bevillingen være individuelt og der skulle først og fremmest lægges vægt på hvilken baggrund folk har for at søge hjælpen.

Lige præcis. Men i vores verden har embedsmænd ingen tillid, så de skal kontrolleres til den grad at deres arbejde kunne udføres af en tiårig med adgang til et udregningsskema. Måske er det new public management vi skulle af med?

Nu skal jeg nok holde kæft, jeg bliver bare lidt provokeret - på den ene side af holdningen om, at man bare kan kræve og få hvad man vil (og i forhold til så mange andre lande i DKs umiddelbare nærhed er det virkelig vanvittig hvad man får her), og på den anden side af at man skal være en værdig trængende for at modtage noget; hvis man har en fysisk sygdom er det fint, hvis man bare har haft et forfærdeligt liv og ikke fået mulighed for at udvikle, uddanne sig, så er det enes egen skyld.

[Du og Jeg 27]

I min optik skulle kontanthjælps satserne og bevillingen være individuelt og der skulle først og fremmest lægges vægt på hvilken baggrund folk har for at søge hjælpen.

Lige præcis. Men i vores verden har embedsmænd ingen tillid, så de skal kontrolleres til den grad at deres arbejde kunne udføres af en tiårig med adgang til et udregningsskema. Måske er det new public management vi skulle af med?

Nu skal jeg nok holde kæft, jeg bliver bare lidt provokeret - på den ene side af holdningen om, at man bare kan kræve og få hvad man vil (og i forhold til så mange andre lande i DKs umiddelbare nærhed er det virkelig vanvittig hvad man får her), og på den anden side af at man skal være en værdig trængende for at modtage noget; hvis man har en fysisk sygdom er det fint, hvis man bare har haft et forfærdeligt liv og ikke fået mulighed for at udvikle, uddanne sig, så er det enes egen skyld.

Og netop derfor tænker jeg at den løsning ville være svært. For der vil jo altid være nogle som er uenige i afgørelserne, og så kunne sagsbehandlere ikke lave andet end at kontrollere hinanden.

Er det mig du føler dig provokeret af? Eller? Forklar gerne

[Nessie 29]

Og netop derfor tænker jeg at den løsning ville være svært. For der vil jo altid være nogle som er uenige i afgørelserne, og så kunne sagsbehandlere ikke lave andet end at kontrollere hinanden.

Er det mig du føler dig provokeret af? Eller? Forklar gerne

Nej, ikke dig søde, det er mere diskussionstemaet. Jeg sidder selv har og lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg mener. Jeg tror på, at de fleste mennesker ønsker at være beskæftiget med noget. Når man bliver frataget sin kontanthjælp for at lave (ikke tidsbundet) frivilligt arbejde, synes jeg der er underligt. Jeg er med på den socialdemokratiske tanke om de bredeste skuldre osv., og synes helt klart at der skal være forskel på dem, der ikke kan arbejde (også af psykosociale grunde, som indtil videre bliver set ned på og underdiagnosticeret - men diagnosesystemet er en anden diskussion!), og dem der ikke kan finde arbejde - selv om det på nuværende tidspunkt er svært.

Samtidig har jeg oplevelsen af at man er lidt forkælet i vores del af verden, i forhold til at staten skal passe en. Det føles godt med et sikkerhedsnet, men hvad motiverer det til? Altså ikke i forhold til snyd, men i forhold til hvor fleksibel man er når man søger arbejde. Jeg kan godt se, at der skal pisk og gulrod til for at få nogle mennesker til at arbejde, men jeg tror det koster mere for dem der vil men ikke kan, end det gagner dem der kan men ikke vil.

Hmm. Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg vil hen, men det er meget svært at se denne problemstilling uden at kigge på kontekst, og jeg tror svaret vil være meget anderledes fra personperspektiv til samfundsøkonomisk perspektiv.

Men, hvis nu jeg skulle tilbage til trådens tema - jeg synes det er lidt underligt at man bliver samregnet, i hvertfald når grænsen er så lav som den er. Det beløb fungerer når man er studerende, men ikke så meget længere. Det er noget lort at skulle leve af sin kæreste, og jeg håber virkelig at TS finder et arbejde inden dagpengeperioden er overstået - selv om det ser sort ud lige nu!

Edited September 28, 2012 by Nessie

[Du og Jeg 27]

Og netop derfor tænker jeg at den løsning ville være svært. For der vil jo altid være nogle som er uenige i afgørelserne, og så kunne sagsbehandlere ikke lave andet end at kontrollere hinanden.

Er det mig du føler dig provokeret af? Eller? Forklar gerne

Nej, ikke dig søde, det er mere diskussionstemaet. Jeg sidder selv har og lidt svært ved at finde ud af, hvad jeg mener. Jeg tror på, at de fleste mennesker ønsker at være beskæftiget med noget. Når man bliver frataget sin kontanthjælp for at lave (ikke tidsbundet) frivilligt arbejde, synes jeg der er underligt. Jeg er med på den socialdemokratiske tanke om de bredeste skuldre osv., og synes helt klart at der skal være forskel på dem, der ikke kan arbejde (også af psykosociale grunde, som indtil videre bliver set ned på og underdiagnosticeret - men diagnosesystemet er en anden diskussion!), og dem der ikke kan finde arbejde - selv om det på nuværende tidspunkt er svært.

Samtidig har jeg oplevelsen af at man er lidt forkælet i vores del af verden, i forhold til at staten skal passe en. Det føles godt med et sikkerhedsnet, men hvad motiverer det til? Altså ikke i forhold til snyd, men i forhold til hvor fleksibel man er når man søger arbejde. Jeg kan godt se, at der skal pisk og gulrod til for at få nogle mennesker til at arbejde, men jeg tror det koster mere for dem der vil men ikke kan, end det gagner dem der kan men ikke vil.

Hmm. Jeg ved ikke rigtigt hvor jeg vil hen, men det er meget svært at se denne problemstilling uden at kigge på kontekst, og jeg tror svaret vil være meget anderledes fra personperspektiv til samfundsøkonomisk perspektiv.

Det er også er svært emne.

Nu har jeg selv været inde i systemet i 3 år grundet sygdom, og jeg har hverken oplevet pisk eller gulerødder. Heldigvis for det - for det ville jo ikke hjælpe mig. Om jeg så havde fået 100.000 og en tur i sydens sol for at blive rask var dette jo ikke sket før tid

Min oplevelse er at der findes utrolig mange gode og dygtige sagsbehandlere - men for folk som ikke har haft kontanthjælpssystemet tæt inde på livet kender man desværre kun til det modsatte - netop fordi det er dem man høre og læser om.

[Nessie 29]

Jeg har selv været forbi, ikke kontanthjælp, men dagpenge... Fik besked på at stoppe med det aftenkursus jeg fik, der skulle gøre mig i stand til at starte på min kandidat (der var ikke arbejde med min bachelorbaggrund), som jeg selv betalte, for at starte i fuldtidsaktivering, som kommunen betalte - selvom jobkonsulenten var enig i, at det var tosset, men sådan var reglerne jo. Så den manglende tillid i systemet har jeg mærket!

Det med, at folk skal motiveres til arbejde når de er på overførselsindkomst pga. sygdom er mig et mysterium. Som du siger, bliver man ikke raskere af at få færre penge.

[Regnbuen 11]

altså, der er jo lige den der med at flytte efter arbejde, at det også kan være virkelig svært. For som nogle er inde på, må man ikke "eje" noget, hvis man skal have kontanthjælp. Et ægtepar må sammenlagt have 20.000 i banken, ellers er der ingen hjælp at hente. Samtidig kan man tvinges til at sælge f.eks. bilen. Jo, det er da meget godt. Indtil man tvinges til at flytte til udkantsdanmark, fordi "man skal flytte sig for at få arbejde"

Hvordan betaler man et indskud et sted, hvis man ikke må eje noget? For ikke at snakke om, at offentlig transport altså ikke er noget, der eksisterer alle steder. Og hvad hvis man har børn? Skal de så rives op med rode, fordi man skal flytte efter arbejde.

Men det glæder mig, at der i hvert fald er en her, der kender forskellen på ikke at ville og ikke at kunne arbejde Som sagt har min kæreste igennem lang tid været på kontanthjælp. Hun var under ingen omstændigheder dårlig nok til en førtidspension. Men kunne under ingen omstændigheder arbejde eller begynde uddannelse (hun lider af angst i tre former, og fik heldigvis bevilget psykiater samtaler, så hun nu har fået det så godt, at hun er startet på VUC)

Men hvor har det dog været en kamp! Først at skaffe kontanthjælpen, så at forhindre, at hun konstant blev sendt i aktivering. Og sidst men ikke mindst folks fordomme om de, der er på kontanthjælp

[Lumen 2]

Noget af det jeg egentlig leder efter (ud over at jeg synes reglerne sætter mig i en dum position), er grunde til at blive gift i dag - ud over at man elsker hinanden og gerne vil være sammen for resten af livet. Det sidste kunne man jo selvfølgelig også selv om man ikke blev gift. Det eneste man mangler er festen og titlen som Mr og Mrs. Når de nu snakker om at udvide med en sammenlever-regel, så virker det for mig som om de forsøger at tage skat af kærlighed. Som andre nævner er det da bestemt ikke en regel der er der for sine oprindelige grunde.

[Nessie 29]

Som Du og Jeg sagde, er der åbenlyst et behov for individuel vurdering. Problemet bliver så, at hvis man bor et sted hvor der sidder èn gnaven person og vurderer, er man på røven.

Det undrer mig uanset, at man i Danmark, et land (en verdensdel!), hvor kronisk sygdom fylder absolut mest på sundhedsbudgettet, er en så snæver begrænsning på, hvor længe man kan være på sygedagpenge. Der opstår et hul mellem kronisk (som defineres som noget der har varet over 3-6 måneder) og permanent sygdom, og det er virkelig ikke synderligt produktivt, for samfundet eller enkeltpersoner.

Jeg vil dog lige gentage, at jeg tror antallet mennesker der bevidst snyder med overførselsindkomster er forsvindende lille. Der er dem, der er syge - fysisk, psykisk, diagnositceret eller udiagnosticeret. Men der er også dem, der bare ikke kan finde rundt i det, Rigtig megen forskning viser, at langtidsledighed er rigtig skidt for mental sundhed og i det hele taget for ens livsførelse, så hvorfor ikke sætte ind der? Dem der selv har været ledige i længere perioder kan sikkert sætte sig ind i, hvor uoverkommeligt det bliver at komme ud af sengen efterhånden. Det er ikke en diagnose, men det er et ret heftigt problem.

[Du og Jeg 27]

altså, der er jo lige den der med at flytte efter arbejde, at det også kan være virkelig svært. For som nogle er inde på, må man ikke "eje" noget, hvis man skal have kontanthjælp. Et ægtepar må sammenlagt have 20.000 i banken, ellers er der ingen hjælp at hente. Samtidig kan man tvinges til at sælge f.eks. bilen. Jo, det er da meget godt. Indtil man tvinges til at flytte til udkantsdanmark, fordi "man skal flytte sig for at få arbejde"

Hvordan betaler man et indskud et sted, hvis man ikke må eje noget? For ikke at snakke om, at offentlig transport altså ikke er noget, der eksisterer alle steder. Og hvad hvis man har børn? Skal de så rives op med rode, fordi man skal flytte efter arbejde.

Men det glæder mig, at der i hvert fald er en her, der kender forskellen på ikke at ville og ikke at kunne arbejde Som sagt har min kæreste igennem lang tid været på kontanthjælp. Hun var under ingen omstændigheder dårlig nok til en førtidspension. Men kunne under ingen omstændigheder arbejde eller begynde uddannelse (hun lider af angst i tre former, og fik heldigvis bevilget psykiater samtaler, så hun nu har fået det så godt, at hun er startet på VUC)

Men hvor har det dog været en kamp! Først at skaffe kontanthjælpen, så at forhindre, at hun konstant blev sendt i aktivering. Og sidst men ikke mindst folks fordomme om de, der er på kontanthjælp

Du må gerne have en bil selvom du er kontanthjælp. Du må bare ikke have værdi i den som overstiger det du skylder.

Boligindskud... Tja... Indskudslån er en mulighed. Heldigvis for det - for ellers havde vi da ikke haft tag over hovedet da vi under min sygdom blev opsagt fra vores gamle fremleje bolig.

Men godt at høre at det går godt for kæresten. Nogle gange behøver man ikke at blive helt rask for at komme ud af systemet. Jeg selv minder nok meget om din kæreste. Jeg er ikke rask - men jeg kan fint passe et aftenjob, så det gør jeg istedet for at sidde på min flade herhjemme og pive over situationen

[Nessie 29]

Noget af det jeg egentlig leder efter (ud over at jeg synes reglerne sætter mig i en dum position), er grunde til at blive gift i dag - ud over at man elsker hinanden og gerne vil være sammen for resten af livet. Det sidste kunne man jo selvfølgelig også selv om man ikke blev gift. Det eneste man mangler er festen og titlen som Mr og Mrs. Når de nu snakker om at udvide med en sammenlever-regel, så virker det for mig som om de forsøger at tage skat af kærlighed. Som andre nævner er det da bestemt ikke en regel der er der for sine oprindelige grunde.

Skattefordele, juridiske fordele, andre overførselsindkomster. Jeg fik oprindeligt min H2B til at tænke på ideen fordi vi så får lavere skat fordi vi bliver lignet sammen, jeg kan få SU (det gør jeg så nu alligevel, fordi jeg har været i DK længe nok), og fordi vores børn så kan rejse frit med den ene forælder (som er vigtigt for os, der har forskellige statsborgerskab). I tillæg er der den regel der hedder, at hvis man har børn, ikke er gift, og manden dør, får mors mor forældreretten. Det kunne jeg ikke lige leve med.