Har man råd til at blive gift i dag?

[Regnbuen 11]

nej, der kan det faktisk være nok, hvis man f.eks. er en enlig mor, der hjælper en anden enlig mor (f.eks. laver fælles indkøb for bedre at udnytte mængderabatter, har hente og afleveringsordninger for hinandens børn, lige tager en tørn med plæneklipperen indimellem oa.)

også derfor forsøgelsespligten bør afskaffes. Den rammer jo fuldstændig ved siden af her....

[diskobil 357]

Desværre er det sådan at man ikke altid får rigtigt svar når man henvender sig telefonisk til de offentlige myndigheder og kommunerne og det gælder også hos Skat såvel i dag som tidligere. For år tilbage hvor Skat var en del af kommmunerne var der nogle som ringede rundt til en række kommuner med et forholdsvist banalt spørgsmål (som der ikke var flere svar/muligheder i). De fik vidt forskellige svar fra de forskellige kommuner. Problemet er lidt at dem der bliver sat til at betjene telefoner ofte er dem der er mest "grønne" på området.

Problemet er lidt at det danske system på mange måder lægger op til dyneløfteri og animerer nogle til socialt bedrageri fordi vi har så høj en arbejdsløshed og så høj en skat som vi har.

[Lumen 2]

For mig er det et spørgsmål om værdighed og tiggeri - jeg kan på den måde godt lide det danske samfund fordi man typisk giver folk værdigheden igennem de sociale ydelser - som på den måde redder mange fra tiggeri.

Jeg ved godt at der er mange der ikke har et problem med at tigge penge af mand og familien - og for mig er det bare lidt sværere at forstå end for mange andre. For selv som barn tiggede jeg ikke mine forældre om noget - jeg kunne ikke få mig selv til det.

Jeg synes også retorikken omkring arbejdsløse er blevet helt barokt - nu er man pludselig snylter og "nyder" fordi man ikke kan få et arbejde nogen steder. Folk er delt op i A og B-mennesker. A'erne er dem der bliver flået i skat og B'erne er dem der udnytter andre folk - uanfægtet at vi alle sammen skifter mellem at være på både A og B-holdet igennem livet - for de færreste er vel garanteret et job resten af livet.

Det er ikke bare fordi jeg er arbejdsløs lige nu at jeg hører til dem der ønsker mig et samfund hvor folk spekulerer mere i at hjælpe andre med at bevare deres værdighed, end at de spekulerer i om de selv kunne undgå at betale det sidste i skat. Jeg er udmærket klar over at vi er i en økonomisk krise hvor penege ikke hænger på træerne og at der skal findes steder at spare - men det kan man vel godt gøre uden at køre hetz på kontanthjælpsmodtagere?

Hvorfor er det så at jeg hellere vil have samfundet til at støtte folk, end familien? Fordi at det typisk er nemmere at løfte en byrde i flok end det er er at være i den familie der risikerer at have en samlet indkomst svarende til 2 X kontanthjælp - tjent af den ene og hvor den anden reelt ikke har råderet over nogen penge.

Jeg har da talt med min partner om dette her og han har det fint med at skulle forsørge mig - og set fra den side er det da også nemmere for mig at slippe for at være under kontanthjælpsystemet som i mine øjne render og kigger folk over skulderen hvilket jeg egentlig synes er ubehageligt - lige som det er ubehageligt at gå rundt med stemplet som kontanthjælpsmodtager i dagens Danmark. Men jeg synes det er mere ubehageligt hvis jeg skal bede om min kærestes penge. Ikke mindst synes jeg at det sætter en stor skygge over vores bryllup at det er den største forandring det giver.

Jeg er iøvrigt ikke typen der synes at løsningen er at lave forsørgerpligt imellem sammenboende par - for jeg har aldrig været typen der jaloux har ønsket andre det værre. Jeg synes danskerne er blevet smålige og jeg forstår det ikke. Måske forstår jeg det ikke fordi jeg aldrig selv har haft brug for flere penge end at de kan opretholde det jeg ser som min værdighed - men hvordan kan man have sit på det tørre og så samtidig brokke sig over at hjælpe andre?

[snullerjoergensen 0]

Vi står lidt i samme situation - min kæreste er på kontanthjælp og mister den højst sansynligt når vi gifter os i næste måned.

Jeg synes, at du først og fremmest skal overveje om i har råd til at leve på en indkomst, og hvis i har det, så er min holdning at man stadig skal leve sit liv uanset jobsituation. Vi vil ikke lade os bremse af det, selvom det da er lidt nervepirrende at tænke på, at vi kun vil have en indkomst!

Du skriver at du er ked af at gå tiggergang ved den person som du skal være ligeværdig med - jamen du er da stadig ligeværdig med ham, selvom han betaler regningerne.

Vi har valgt at vi har samme rådighedsbeløb hver måned - så er der ikke noget med at min kæreste skal komme og bede om penge.