Namak

Line&Henrik 050714. Pas på hinanden. <3

2,401 indlæg i dette emne

Øv, Line - det var da noget lort med de afbud.. Som Gybbel siger, venner er den familie vi selv vælger! Håber at I får en dejlig dag med dem som gerne vil fejre jer - selvom jeg godt kan forstå du er mega skuffet!

Fede lyskæder!

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes det er sørgeligt at man ikke vil støtte op om en så vigtig dag pga småting og fnidre, måske især set i forhold til din sygdom, det kan jeg slet ikke sætte mig ind i, det ligger så utroligt langt væk fra min opdragelse og verdenssyn, men det er da rart at de gæster du allerhelst vil se kommer og glæder sig til at dele jeres fantastiske dag med jer... Så må man "bare" sige at dem der ikke vil med går glip af alt det dejlige og det er værst for dem selv...

Og fædre er bare overvurderede, især dem der ikke rigtigt gider at være rigtige fædre.... Nu er min jo ikke engang inviteret, tværtimod har jeg bedt min farfar om at sige at jeg på ingen måder ønsker ubehagelige breve, ynkelige telefonopkald eller lignende der kan ødelægge dagen og vi holder med vilje brylluppet på Sjælland så der ikke er nogen risiko for at min far dukker op. Hvis jeg ikke må være hans datter (det har den nye kone bestemt) så har han sgu heller ikke fortjent at være min far længere er den ikke....

Tusind tak for opbakningen Camilla. Det er en svær situation med familie når det ikke er den lyserøde variant man er bagavet med. :(

Jeg prøver at vende den til noget positivt på sigt, nemlig at jeg aldrig nogensinde mere behøver at koncentrere mig om deres ligegyldige attitude overfor mig og at der jo nu naturligt er trukket en streg i sandet. Det vil tage tid og det gør sq ondt, men jeg kan egentlig godt se at det nok i sidste ende er den bedste. Altså blessing in disguise nu jeg vitterligt er så ligegyldig for ham.

Det der ærgrer mig mest er at jeg havde så svært ved om jeg overhovedet skulle invitere dem i første omgang. Jeg har jo også selv et naturligt tættere forhold til andre familiemedlemmer, og dem ville jeg gerne have inviteret med, med valgte at invitere de som "burde" være mine nærmeste.

Jeg synes i den grad du har ret til at sige nej tak til din far. Det kræver sq også rygrad at stå fast og sige niks makker! Mht min far ja så må jeg jo se hvad der sker. Let er det ihvertfald ikke. :td:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hvor er det bare skide ærgerligt med en familie der ikke engang kan finde ud af at komme til ens bryllup! Det er altså i min verden temmelig mærkeligt. Men der er jo mange mærkelige mennesker i verden og man kan ikke få lov til at vælge sin familie. Så jeg synes bare du skal fokusere på den familie, du har valgt, nemlig din kommende mand og så dem der kommer og fejrer jer... Og ellers er der vist ikke andet at gøre end at uddele et kram: :bearhug: Familie kan altså være noget af det mest mærkelige nogle gange...

Tusind tak for kram. Jeg tror bestemt at det er i dag de må uddeles specielt meget. Med lidt tid og øvelse så skal jeg nok komme over det slag i ansigtet og den mavepumper det har givet. Ja det er helt rigtigt at man ikke kan vælge den medfødte familie med man kan tage sig en ny!

pyyh det medfødte familiehalløj er af og til så man har lyst til at kaste op. æv :td:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Skid hul i dem! Familie kan man ikke selv vælge. Ofte er det bedre at være dem foruden, når man kommer fra familier som din og min. Herhjemme lever vi efter: Venner er den familie vi selv vælger. Tror vi har 7 familiemedlemmer vi inviterer med, resten er venner og deres partnere.

:bearhug:

Ja jeg kan kun give dig ret. Det er bare mens det hele foregår at det fylder ALT for meget. H2B blev så sur at han fjernede fb kontakten med det samme. Og ved Gud det har han da ret i. Der er jo ingen grund til at koncentrere sig mere om den der "ingenting" vi får fra dem. Så jeg har lige fulgt op og slettet. Jeg mangler lige at gøre det fra mine pigers fb også og så kan vi alle kigge frem i stedet for at kigge tilbage. :biggrin:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Kloge ord Gybbel :)

Namak, det er skønt hvordan du formår at hjælpe os andre herinde :loveshower:

Tusind tak. De fleste bliver glade for at få en hånd med et eller andet og jeg giver rigtig gerne. Det er bare en skam når familien slet ikke påskønner hvem jeg er og hvad jeg kan give. Det er super dejligt med lidt positivt feedback fra jer bk piger i stedet så. :loveshower: Mange tak.

( Og ps. jeg så lige din post med det gratis billede. Skide gdt og det er da i den grad et smukt et du har fået i bonus :thumbsupsmileyanim: )

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Øv, Line - det var da noget lort med de afbud.. Som Gybbel siger, venner er den familie vi selv vælger! Håber at I får en dejlig dag med dem som gerne vil fejre jer - selvom jeg godt kan forstå du er mega skuffet!

Fede lyskæder!

Tusind tak Pernille. Det er det med at sortere skidt fra kanel fra start jeg vist ikke har været god nok til. :wink:

Det bliver en helt fantastisk dag alligevel det er jeg sikker på. Nu har jeg jo lidt tid til at komme mig, og så bliver dagen uden sorger. :biggrin:

-Og tak for komplimentet på "bamserne" :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes lige at jeg vil dele dagens FB opdatering med jer herinde. Måske er der jo lige en i har glemt.. :)

Nogle gange skuffes jeg bare så dybt.. Det mest sørgelige er at jeg i forvejen egentlig godt vidste det indeni, altså hvordan virkeligheden forholder sig..
Sådan en dag har jeg haft i dag.

Familie er ikke noget man vælger, men det kunne være så rart at kunne tilvælge den, i stedet for at fravælge.
I løbet af de sidste 5 år er min medfødte familie virkelig blevet lille og jeg har faktisk en ret stor af både halve, hele, lånte, brugte, gamle og nye. Interessen for mig og min lille kerne af mennesker er åbenbart svær at holde ved lige. Hvis jeg ikke ringer, ja så tales vi ikke ved. Hvis jeg ikke skriver, ja så skrives vi ikke ved.

Det er rigtig hårdt når man som jeg står i en kamp "for livet" selvom det ikke er en dødelig sygdom jeg lider af. Alligevel er den nu alvorlig nok til at man kan dø af bivirkningerne for ikke at tale om de slemme symptomer som at miste sin førlighed (som jeg allerede har) eller evnen til at overskue og måske helt miste "mig selv".
Hver eneste dag er en kamp for at komme op at stå, i bad, eller bare spise morgenmad. At kysse kæresten eller hygge med mine børn. At handle er lige på kanten og at gøre rent? Nope.

En kamp med kommunen om at få en kørestol, når jeg ikke kan gå. Eller hvad med ikke at have hjemmehjælp. En kamp med helbreddet, om at ville, selvom jeg ikke er i nærheden af at kunne. At kæmpe, også økonomisk for at opfylde de drømme vi har, som er hverdagskost for andre. (Jeg er vel millionær på førtidspension.)
At ønske at kunne tage 17 mins. væk til nærmeste storby, men ikke kunne, fordi det enten er 300 kr med flextrafik eller med bus som jeg ikke kan komme med. ( når jeg ikke kan gå? naaah)

Så jeg sidder her med tungen lige i munden og håber noget så inderligt at de der skulle være mig nærmest tænker på at jeg kæmper og jeg kæmper noget så bravt. At de bakker mig op og løfter nu da det ikke er helt så let at gøre selv.

At ønske sig en interesse som ikke findes er meget svært. Det positive som jeg besidder druknes næsten i den overvældende stilhed som jeg overfaldes af i stedet for et, "Hvordan går det?", det er sq ret ubehageligt. Det som er vigtigt for dig, er vigtigt for mig. Desværre gælder den MEGET sjældent den omvendte vej.

Har jeg skrevet til dig? Eller skriver jeg om andre eller bare generelt? Mærk nu lige efter indeni og tænk engang over hvad jeg har skrevet. Måske er der en som du har "glemt" at interessere dig for eller "glemt" at ringe til... Måske har du "glemt" at ringe til mig og fortælle mig at jeg er vigtig for dig?

Sidst i teksten, men ikke mindst så mange tak til de fb venner som jeg har og påskønner. I ved godt hvem I er.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Kære Line

Jeg er tom for ord. Jeg kender dig ikke "rigtigt" og alligevel rammer dine ord mig dybt og inderligt. INGEN burde sidde med den følelse du har, slet ikke når du er hårdt ramt af en sygdom, som ikke er helbredelig. Jeg ville ønske, at vi boede tættere på hinanden - så jeg kunne hjælpe mig dig.. Med daglige gøremål som rengøring, indkøb og selskab. Du slår mig som en virkelig dejlig og sød person - hvorfor din familie ikke hjælper dig og bakker op om dig, er mig en gåde!

Det eneste jeg kan gøre nu og her, er at sende dig et kæmpe cyperkram (som ikke hjælper en disse!) Men, jeg håber virkelig at din familie en dag vågner op og begynder at værdsætte dig og ikke mindst hjælpe dig i din daglige kamp

:bearhug:

Pernille :heart:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Kære Line

Jeg er tom for ord. Jeg kender dig ikke "rigtigt" og alligevel rammer dine ord mig dybt og inderligt. INGEN burde sidde med den følelse du har, slet ikke når du er hårdt ramt af en sygdom, som ikke er helbredelig. Jeg ville ønske, at vi boede tættere på hinanden - så jeg kunne hjælpe mig dig.. Med daglige gøremål som rengøring, indkøb og selskab. Du slår mig som en virkelig dejlig og sød person - hvorfor din familie ikke hjælper dig og bakker op om dig, er mig en gåde!

Det eneste jeg kan gøre nu og her, er at sende dig et kæmpe cyperkram (som ikke hjælper en disse!) Men, jeg håber virkelig at din familie en dag vågner op og begynder at værdsætte dig og ikke mindst hjælpe dig i din daglige kamp

:bearhug:

Pernille :heart:

Ihh Pernille du skyder lige tilbage :loveflag: og tak for din store empati. Kram kan man aldrig få for mange af og heller ikke cyberkram.

Min familie, ja jeg ved ikke hvad der er med dem men de er ihvertfald ikke ramt af omsorg og kærlighed til mig, H2B eller mine børn. Rent fysisk er de langt væk, hvilket sikkert spiller stort ind også. Det gør jo at de ikke "behøver" hjælpe og også at de ikke ser hvordan det går. De hører så heller ikke når jeg råber det endda i fuld offentlighed, så jeg trøster mig med at jeg godt ved at andre gør. Det er bare ekstra svært fordi jeg jo synes og mener at min familie skulle bære mig, men det er ikke nyt. Det er bare bekræftelsen i at jeg er ligegyldig for dem som gør ondt. Sjovt nok så er jeg jo den "slemme" hvis jeg reagerer på det og sige nej - eller ja hvad der nu passer i sammenhængen.

Denne status fået en del god opmærksomhed fra gamle og nye venner på fjæsen. Folk som jeg engang kendte, før sygdommen tog over og ikke set i meeeget lang tid, og folk som jeg har mødt tilfældigt, naboer, venner af fb venner som jeg aldrig har mødt, men som alligevel har deltaget i min tilværelse på afstand og har gjort en forskel for mig de har kommentere deltagende og hjertevarmt.

Hvis jeg så begynder at tælle mine familiemedlemmer som har kommenteret på den status er tallet 0. Det er vildt svært ikke at komme med en ekstra bøvs! når det er sådan det står til, så jeg har lige stukket sidste stik til de der trængte til en undskyldning for at ignorere og eller ikke deltage.

her:

Tusind tak til jer alle for jeres søde beskeder. Jeg er noget påvirket af min dags begivenheder og lige pt orker jeg ikke at svare hver enkelt af jer.

Også mange tak fordi I kigger ind ad og ser hvilken forskel I gør hver især. Det pudsige er at hver enkelt af jer som har kommenteret, alle hver og een, er mennesker som jeg har lært at kende "tilfældigt". Jeg er rigtig glad for at høre fra jer.

Bemærk dog lige den rungende stilhed i familiær forstand. Nogle har jeg fjernet, de kan ikke svare af naturlige årsager, andre har de sidste 5 år ikke vist interesse for mig/os og slutteligt er der de som ikke har læst denne status.

Jeg håber og tror måske lidt naivt at der ikke er nogle som har læst og er hoppet videre i mylderet af status tekster. Hvis nogen har så kan jeg kun sige fortsæt endelige med at hoppe... lige ud af min FB liste...

Der er jo grund til at skrive som jeg gør i denne status.

Jeg har normalt en masse overskud, men kors det er altså bare svært at give og give og så når jeg har brug for at "få" så er det lukket land. Jeg synes virkelig at jeg behersker mig for ikke at rive hele verden ned (aka familie) for jeg har den største lyst til at give de fleste fingeren. Alt i alt er det jo mest bare dråben som bekræfter mig, som lige sparker læsset væk. Det kommer til at tage tid at finde mine fødder igen. Jeg ved jo godt at der er en hel masse søde og varme mennesker derude i verden og jeg møder dem med smil, på trods af min "tilstand". -Men altså, lige i dag, synes jeg godt at jeg for en enkelt dag må tage rollen som offer, for jeg føler mig noget falden i kampen. I morgen rejser jeg mig igen og kører ufortrødent på og vil lige så naivt tilgå verden og give lidt af mig selv igen. Jeg vil sikkert gradvist (igen) sortere mellem skidt og kanel i folk som kan få "lov til at have privilegiet" at være i min tilværelse. Det er netop sådan jeg skal tænke, men ikke er ret god til. Idag er kassen bare smækket i og der er lukket for udbetalinger! :blink:

Tusind tak for din deltagelse Pernille. :heart: :kiss: Dejligt med opbakning når det hele bare lige er til at #¤%&/ over :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:bearhug::bearhug::bearhug::bearhug::bearhug:

Jeg kan virkelig godt forstå du er frustreret, skuffet og ked af det. Du fortjener ikke at have det sådan! Og din familie må rende og hoppe!

Jeg må dog indrømme at den type passivt-aggressive (og ofte halv-kryptiske) opdateringer på Facebook svarer jeg aldrig på. Det er en af de få ting i livet hvor jeg ser dem sukker dybt, ruller med øjnene og scroller videre uanset hvilken "side" jeg er på. Jeg er så også meget anti-social-media-drama. Og mængden af den type beskeder er en af årsagerne til at jeg ikke gider mine ældre søskende mere. De er dog også så hykleriske at de face-to-face lader som ingenting, alt er fint og de skal lade som om at den måde de lever deres liv bare er det bedste og eneste rigtige i hele verden og så kan man så læse en halv-kryptisk besked man ved er møntet på én og så sidder man bare og tænker - hvorfor er det lige at du ikke bare kunne give udtryk for det overfor mig i stedet for dette?

Så jeg vil ikke sige noget som helst i retningen af "Godt du fik skrevet det!" - jeg vil i stedet sige, hvor er jeg ked af på dine vegne at du er kommet så langt ud i dine frustrationer og skuffelser at dette var din eneste mulighed for at komme af med dem!

Jeg kan ikke rigtig hjælpe med så meget men jeg er god til cyber-kram:

:bearhug::bearhug::bearhug::bearhug::bearhug:

De er fra hjertet og fyldt med så meget varme som jeg kan undvære uden at fryse i min halvsyge tilstand!

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

:bearhug::bearhug::bearhug::bearhug::bearhug:

Jeg kan virkelig godt forstå du er frustreret, skuffet og ked af det. Du fortjener ikke at have det sådan! Og din familie må rende og hoppe!

Jeg må dog indrømme at den type passivt-aggressive (og ofte halv-kryptiske) opdateringer på Facebook svarer jeg aldrig på. Det er en af de få ting i livet hvor jeg ser dem sukker dybt, ruller med øjnene og scroller videre uanset hvilken "side" jeg er på. Jeg er så også meget anti-social-media-drama. Og mængden af den type beskeder er en af årsagerne til at jeg ikke gider mine ældre søskende mere. De er dog også så hykleriske at de face-to-face lader som ingenting, alt er fint og de skal lade som om at den måde de lever deres liv bare er det bedste og eneste rigtige i hele verden og så kan man så læse en halv-kryptisk besked man ved er møntet på én og så sidder man bare og tænker - hvorfor er det lige at du ikke bare kunne give udtryk for det overfor mig i stedet for dette?

Så jeg vil ikke sige noget som helst i retningen af "Godt du fik skrevet det!" - jeg vil i stedet sige, hvor er jeg ked af på dine vegne at du er kommet så langt ud i dine frustrationer og skuffelser at dette var din eneste mulighed for at komme af med dem!

Jeg kan ikke rigtig hjælpe med så meget men jeg er god til cyber-kram:

:bearhug::bearhug::bearhug::bearhug::bearhug:

De er fra hjertet og fyldt med så meget varme som jeg kan undvære uden at fryse i min halvsyge tilstand!

Pyyh ha Gybbel, jeg ved slet ikke hvad jeg skal skrive i kommentar til dit svar her. Jeg sidder sådan lidt med fornemmelsen af at have fået knus og kram som efterfølges af et par slag i ansigtet og derefter et knus til afslutning.

For lige at gøre det klart så kan jeg ikke se det kryptiske i min status, jeg synes nærmest ikke at jeg kan være mere direkte. Jeg har hverken før eller siden kommenteret min sygdom i min status, eller givet udtryk for mine følelser og der er ALDRIG noget jeg ser i mit newsfeed ellers. Jeg ville føle mig enormt kold hvis jeg bare scrollede videre når/hvis nogen skriver ærligt hvordan de har det. Jeg skriver jo kun til de mennesker, som jeg personligt har en relation til og passiv agressivt synes jeg nu ikke det er. Mange af de mennesker som jeg kan "henvendt" mig til på fb ved jo godt hvordan jeg har det, men tænker ikke længere over det efter jeg har lagt telefonrøret på. Jeg er i den grad meget direkte så jeg gemmer mig langt fra for at sige hvordan jeg har det personligt face to face. Det gør mig ondt at din familie ikke tør tale ansigt til ansigt. Sådan er det ikke for mig personligt. Desværre forbliver det oftest ved at være halvtomme ord som jeg oplever. Det er rigtig svært fordi jeg selv er helt modsat og næsten handler øjeblikkeligt i stedet for bare at sige jeg vil.

Jeg synes ikke at jeg bør skrive navn direkte på de som jeg henvender mig til i min status. Det er måske nok den eneste tilføjelse jeg kunne gøre, men for mig ville det være at gå alt alt for langt. I stedet vælger jeg at de som har hjertet med, kan vælge at genkende sig selv og handle derud fra. Det har et par gjort og andre har givet moralsk opbakning i stedet. ( De mennesker som kender mig fra efter jeg er blevet syg.) De som har genkendt sig selv har skrevet i retningen af " Det kan jo godt være mig det her og jeg tænker ofte på dig, men får måske ikke lige taget mig sammen til at ringe, undskyld." Det er jo stort og det er jeg meget glad for de skriver.

Mht om det er "drama" tja det kan da godt være, men for mig er det en helhjertet indsats for at lukke et par øje op og fortælle, at jeg langt fra har det rosenrødt. At jeg kunne bruge opbakning og at jeg trænger til "visse" menneskers opbakning og omsorg. For mig stak det voldsomt i hjertet at du anser det som unødigt, for jeg er i den grad i mangel på deres opbakning, ellers havde jeg jo ikke skrevet en sådan besked. Det er langtfra min eneste mulighed for at komme af med noget, men det var den hurtigste for der er ret mange jeg skal ringe og klage til, hvis jeg skal igennem alle de som jeg synes kan gøre meget det bedre.

Jeg er jo klar over at du skriver ud fra dine egne personlige erfaringer og tab, men det gør jo ikke min situation tilsvarende eller mindre relevant. Hvor er det i øvrigt trist at du mangler dine søskende i din tilværelse. -Og ja nogle gange må man sige stop. Familie er noget svært og kringlet noget som kun kan forstås og forklares til/af een selv. -Og når man så lige smider følelserne oveni ja så kan det være svært at have en chance for andre at forstå.

Jeg blev rigtigt glad for dine kram og jeg håber du læser dette som det er ment. :heart: Jeg vil ønske dig god bedring også, så du kan komme tilbage i din planlægning. :biggrin:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har ikke skrevet her før, men jeg har fulgt med på sidelinjen. Hvor er din familie dog bare træls og hvor er det synd, når du har brug for det modsatte :( Jeg står ikke med en forfærdiglig sygdom som din, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op, hvis jeg ikke havde en god familie bag mig - det må jo bare være endnu værre for dig.

Jeg har meget stor empati for dig skal du vide. Men jeg er lidt enig med Gybbel... Jeg ville ønske for dig at din status-opdatering handlede om at du elskede dem, som rent faktisk opbakkede dig, når livet er svært. Og så ville jeg ønske at du tog enkelvis kontakt til de familiemedlemmer, som svigter, mødtes med dem og talte ærligt med dem - dvs. fortæller dem at livet er noget møg nogen gange og at du savner dem. Hvis de ikke vil mødes - så vil de nok heller ikke læse din statusopdatering :( Desværre - men så kunne du i det mindste få den direkte bekræftigelse på, at nu er det på tide at lukke de her mennesker ud af dit hjerte og gøre plads til nogle andre. Ligesom du dagligt skal acceptere din sygdom, så kunne du måske med tiden acceptere at din familie aldrig bliver som du håber.

Hvis du var så heldig at få dem i tale, så ville jeg ønske at du fokuserede på savn og ikke på hvordan de svigter nu. Din sygdom er helt sikkert også svær for dem at håndtere og I kommer nok aldrig nogen vegne, hvis de føler at de allerede har svigtet dig utilgiveligt meget.

Men jeg kan godt forestille din vrede og jeg kan godt forstå dit behov for at råbe ud! Jeg tror det er helt umuligt, når man ikke fejler noget forfærdeligt virkelig at forstå de frustrationer der må dukke op fra tid til anden.

Jeg græder med dig og ønsker dig alt det bedste :hug::hug::hug:

Redigeret af Rose90
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er bestemt ikke ment som en lussing, men mere en forklaring på hvorfor nogle måske vælger at springe den slags statusser over uden at kommentere selvom de har læst den. :) Jeg gør det nemlig selv, da de eneste i min familie og omgangskreds der tyr til den type opdateringer, er dem der ikke kan finde ud af at lukke munden op, når man snakker med dem i telefonen eller ansigt til ansigt. Så jeg er nok enormt hærdet når det kommer til den slags. Jeg synes ikke sociale medier er stedet til "beskidt vasketøj" så at sige. Og jeg mener det meget dybfølt når jeg skriver at det gør mig ked af det på dine vegne, at dette er din eneste mulighed for at nå ud, men jeg ved også at det er svært at tage tingene personligt med din familie, når de bor i den anden ende af landet. Men en fælles email eller privatbesked på FB havde jeg nok personligt valgt.

:bearhug:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har ikke skrevet her før, men jeg har fulgt med på sidelinjen. Hvor er din familie dog bare træls og hvor er det synd, når du har brug for det modsatte :( Jeg står ikke med en forfærdiglig sygdom som din, og jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skulle stille op, hvis jeg ikke havde en god familie bag mig - det må jo bare være endnu værre for dig.

Jeg har meget stor empati for dig skal du vide. Men jeg er lidt enig med Gybbel... Jeg ville ønske for dig at din status-opdatering handlede om at du elskede dem, som rent faktisk opbakkede dig, når livet er svært. Og så ville jeg ønske at du tog enkelvis kontakt til de familiemedlemmer, som svigter, mødtes med dem og talte ærligt med dem - dvs. fortæller dem at livet er noget møg nogen gange og at du savner dem. Hvis de ikke vil mødes - så vil de nok heller ikke læse din statusopdatering :( Desværre - men så kunne du i det mindste få den direkte bekræftigelse på, at nu er det på tide at lukke de her mennesker ud af dit hjerte og gøre plads til nogle andre. Ligesom du dagligt skal acceptere din sygdom, så kunne du måske med tiden acceptere at din familie aldrig bliver som du håber.

Hvis du var så heldig at få dem i tale, så ville jeg ønske at du fokuserede på savn og ikke på hvordan de svigter nu. Din sygdom er helt sikkert også svær for dem at håndtere og I kommer nok aldrig nogen vegne, hvis de føler at de allerede har svigtet dig utilgiveligt meget.

Men jeg kan godt forestille din vrede og jeg kan godt forstå dit behov for at råbe ud! Jeg tror det er helt umuligt, når man ikke fejler noget forfærdeligt virkelig at forstå de frustrationer der må dukke op fra tid til anden.

Jeg græder med dig og ønsker dig alt det bedste :hug::hug::hug:

Mange tak for din kommentar. :biggrin: Det er som jeg skrev svært at forklare familie relationer og at forklare følelser er en endnu større redelighed. Jeg prøver at beskrive lidt her, men tag det endelig ikke personligt hvis jeg træder dig over tæerne. Det er nemlig meget svær balancegang at få skrevet hvad man tænker når man ikke kan sætte tryk og tonefald på ordene.

Vred tja en følelse jeg besidder, men egentlig ikke vildt meget. Jeg er allermest skuffet, uforstående, sørger og er ked af at "de" er fuldstændigt kolde. Og jeg har i den grand svært ved at acceptere den manglende interesse og omsorg som "de" udviser. Jeg ved jo hvordan jeg både før under og efter min sygdom satte/sætter ind og aldrig ville kunne lade dem bare have en brøkdel af lidelse hvis jeg kunne/kan gøre det mindste. Jeg er mere træt af det og jeg er der hvor jeg tænker hvordan skal jeg få lov til at slipper for at bruge kræfter på "ingenting". De kan sq ringe hvis de vil, eller komme "forbi", men det rager dem en høstblomst. Jeg er opgivende i stedet vil jeg beskrive det som, og derfor også egentlig nået dertil hvor jeg ikke gider mere. For mange negative oplevelser vel? Accepten er der vel et eller andet sted allerede, jeg kunne bare godt tænke mig at trække mig helt, i stedet for at have noget der ikke er "ment" eller som bare er tomme ord eller ingen ord.

Det er enormt svært at skrive tak til den familie som bakker mig op, det er jo netop det som er temaet i min status, at de ikke er der og ikke bakker mig op. :(

Jeg har måske ikke tydeligt nok skrevet at jeg i den grad har kimet de mennesker ned som "burde". (Jeg hader det ord.) Det er jo ikke 1-2-3 at min situation er opstået. Det svarer faktisk til at patienten på hospitalet skal bede om at få opmærksomheden i stedet for at de der skal pleje, kigger til patienten, hvad du beder mig om. -Og sjovt nok har jeg som "patient" råbt og svinget med armene og netop bedt om at blive "kigget til" alligevel.

Min sygdom er en noget tricky een af slagsen. En uhelbredelig en, som fra patient til patient er forskellig. Den kan ikke så vidt vides behandles i mit tilfælde og heller ikke symptom lindres i ret stor grad.

Den gør mig træt og ikke bare træt som jeg sover lige 30 mins. og så er jeg frisk igen. Nej det er i retningen af jeg er træt og nu sover jeg 6 timer og så er jeg ligeså træt som da jeg lagde mig når jeg vågner hver evig eneste dag. Jeg bliver aldrig friskere end et bestemt punkt. Ud over det, så gør den helt almindelige ting enten meget besværlige eller ligefrem umulige. At binde snørrebånd er svært eller umuligt. At gå på wc, spise morgenmad eller større ting som at gå i biffen er fuldstændigt udelukket. Eks. at følge en bestemt rutine eller hver uge tirsdag at skulle gøre noget er slet slet ikke muligt. Jeg er lysfølsom også og jeg kan ikke gå. Over længere tid slipper koncentrationen også. Den begrænser mig både fysisk, men bestemt også psykisk ift at kunne det samme som før jeg blev syg. Jeg har slet slet ikke overskud til andet end at lige nøjagtigt holde snuden ovenvande.

Jeg har derfor klart ikke mulighed for lige at hoppe på toget og køre 5 timer for at besøge min familie. Det er jeg slet ikke rask nok til at gøre. Jeg kan ikke engang komme 17 mins. til nærmeste storby. Jeg har svært med at køre 4-5 mins på min crosser til nærmeste indkøbs mulighed. Derfor ville jeg have en enorm telefonregning hvis ikke vi havde en "gratis variant". Dermed betyder det jo langt fra at jeg ikke har gjort min andel. Jeg har gjort uendeligt meget mere og stadig ikke fået en dyt tilbage af respons.

Dette er for mig langt mere en: hvis du ikke "orker" at kontakte mig, så kan du nu ikke længere forvente at jeg overhovedet orker at bruge hverken tid eller kræfter på dig. Ligesom en "sidste chance" for jeg er færdig med at prøve at række hånden ud nu -Og hvis du ikke selv reagerer på dette, må jeg tage det som bekræftelsen på at min ensidige kontakt egentlig er ligegyldig for dig. Skulle der så være nogle som ikke har forstået alvoren af min "tilstand" så har jeg skrevet lidt om hvad jeg slås med så de har en chance. :) Heldigvis er der mange som har kommenteret netop at de er der, men desværre er det ikke min familie, så deri ligger skuffelsen.

Så ud over min længere "forklaring" her kan jeg kun sige tak fordi du har læst og kommenteret. Og jeg er helt enig i at jeg skal sortere i familien, det er bare en svær sag at gøre og derfor også min status.

Heldigvis er det jo ikke sådan at jeg er palle alene i verden jeg har jo mennesker omkring som betyder noget for mig og ikke mindst som jeg betyder noget for. Min kerne er jo for mig den vigtigste og den er intakt og består, selvom der er blevet og bliver sorteret fra i den "næste cirkel" af mennesker.

Jeg er klar over at det er meget svært at sætte sig ind i en sygdoms situation når man ikke er syg. En familehistorie samtidigt med at man skal forholde sig til at jeg reagerer følelsesmæssigt. Jeg kan heller ikke under nogen omstændigheder forklare, lige så vel som du sikkert heller ikke ville kunne finde ord nok til at beskrive dine egne omstændigheder.

Jeg håber du orkede at pløje dig gennem teksten og at det meste af mine ord har givet den mening jeg har skrevet det i. :biggrin:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Det er bestemt ikke ment som en lussing, men mere en forklaring på hvorfor nogle måske vælger at springe den slags statusser over uden at kommentere selvom de har læst den. :) Jeg gør det nemlig selv, da de eneste i min familie og omgangskreds der tyr til den type opdateringer, er dem der ikke kan finde ud af at lukke munden op, når man snakker med dem i telefonen eller ansigt til ansigt. Så jeg er nok enormt hærdet når det kommer til den slags. Jeg synes ikke sociale medier er stedet til "beskidt vasketøj" så at sige. Og jeg mener det meget dybfølt når jeg skriver at det gør mig ked af det på dine vegne, at dette er din eneste mulighed for at nå ud, men jeg ved også at det er svært at tage tingene personligt med din familie, når de bor i den anden ende af landet. Men en fælles email eller privatbesked på FB havde jeg nok personligt valgt.

:bearhug:

Ja det har du måske ret i at jeg kunne have gjort, det er vel et spørgsmål om temperament, men jeg tror bare at jeg har fået nok. Det "alm. hensyn" "orker" jeg nok bare ikke at tage mig tid til mere. Jeg har ikke hæmninger mht. "vasketøj" for de som er på min liste er ikke nogle som jeg ikke ville turde lufte det til. Jeg er vist bare sådan indrettet. :wink:

Jeg tror bare at jeg har fået nok nu og så må de gøre eller lade være det er op til dem. Så kan jeg jo med god samvittighed sige slut og over and out. Jeg har været telefonkæden igennem adskillige gange og det har lige så stor effekt som at råbe ind i væggen. Min status er også bare et råb ud i intetheden, og jeg kan ikke forvente en dyt ud af det. MEN nu har jeg gjort det og så er det kollektivt ovre. Kender du den fornemelse. At det er "overstået" og ikke behøve at gøre mere nu ud over at beslutte hvem der er vigtig også i fremtiden og hvem der ikke er? Det er det eneste som jeg ihvertfald VED at der er kommet ud af det og det i sig selv er måske også en sejr. :biggrin:

Sørgeligt, men sandt. Utroligt hvad der dukker op fra mørket når man skal planlægge noget som for os ihvertfald er glædeligt. (Læs lige mit svar til Rose ovenover jeg er gået lidt kold i at skrive forklaringen igen hehe.)

Og tak for at du mener kram og ikke smæk. :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Mange tak for din kommentar. :biggrin: Det er som jeg skrev svært at forklare familie relationer og at forklare følelser er en endnu større redelighed. Jeg prøver at beskrive lidt her, men tag det endelig ikke personligt hvis jeg træder dig over tæerne. Det er nemlig meget svær balancegang at få skrevet hvad man tænker når man ikke kan sætte tryk og tonefald på ordene.

Vred tja en følelse jeg besidder, men egentlig ikke vildt meget. Jeg er allermest skuffet, uforstående, sørger og er ked af at "de" er fuldstændigt kolde. Og jeg har i den grand svært ved at acceptere den manglende interesse og omsorg som "de" udviser. Jeg ved jo hvordan jeg både før under og efter min sygdom satte/sætter ind og aldrig ville kunne lade dem bare have en brøkdel af lidelse hvis jeg kunne/kan gøre det mindste. Jeg er mere træt af det og jeg er der hvor jeg tænker hvordan skal jeg få lov til at slipper for at bruge kræfter på "ingenting". De kan sq ringe hvis de vil, eller komme "forbi", men det rager dem en høstblomst. Jeg er opgivende i stedet vil jeg beskrive det som, og derfor også egentlig nået dertil hvor jeg ikke gider mere. For mange negative oplevelser vel? Accepten er der vel et eller andet sted allerede, jeg kunne bare godt tænke mig at trække mig helt, i stedet for at have noget der ikke er "ment" eller som bare er tomme ord eller ingen ord.

Det er enormt svært at skrive tak til den familie som bakker mig op, det er jo netop det som er temaet i min status, at de ikke er der og ikke bakker mig op. :(

Jeg har måske ikke tydeligt nok skrevet at jeg i den grad har kimet de mennesker ned som "burde". (Jeg hader det ord.) Det er jo ikke 1-2-3 at min situation er opstået. Det svarer faktisk til at patienten på hospitalet skal bede om at få opmærksomheden i stedet for at de der skal pleje, kigger til patienten, hvad du beder mig om. -Og sjovt nok har jeg som "patient" råbt og svinget med armene og netop bedt om at blive "kigget til" alligevel.

......

Jeg tager den lige i bider :) Jeg føler mig bestemt ikke trådt over tæerne - jeg skriver selv i bedste mening og skulle det være blevet taget ilde op, er det ikke noget jeg rigtig kan gøre noget ved - min kommentar er jo skrevet :)

Min reference til vrede var ment generelt. Når man har en sygdom, som er svær at acceptere, så må det være umuligt ikke at blive vred på verden fra tid til anden når accepten fejler. Selv da må det være svært ikke at blive vred på den familie, som burde være der.

Jeg tror du misforstår mig lidt. Jeg mente netop at du skulle takke de venner, som er der for dig - ja vel også din kommende mand og børn, som må betegnes som familie :) <3 Jeg synes bestemt ikke du skal takke mennesker, som ikke fortjener det! Jeg går ind for ærlighed.

....

Min sygdom er en noget tricky een af slagsen. En uhelbredelig en, som fra patient til patient er forskellig. Den kan ikke så vidt vides behandles i mit tilfælde og heller ikke symptom lindres i ret stor grad.

Den gør mig træt og ikke bare træt som jeg sover lige 30 mins. og så er jeg frisk igen. Nej det er i retningen af jeg er træt og nu sover jeg 6 timer og så er jeg ligeså træt som da jeg lagde mig når jeg vågner hver evig eneste dag. Jeg bliver aldrig friskere end et bestemt punkt. Ud over det, så gør den helt almindelige ting enten meget besværlige eller ligefrem umulige. At binde snørrebånd er svært eller umuligt. At gå på wc, spise morgenmad eller større ting som at gå i biffen er fuldstændigt udelukket. Eks. at følge en bestemt rutine eller hver uge tirsdag at skulle gøre noget er slet slet ikke muligt. Jeg er lysfølsom også og jeg kan ikke gå. Over længere tid slipper koncentrationen også. Den begrænser mig både fysisk, men bestemt også psykisk ift at kunne det samme som før jeg blev syg. Jeg har slet slet ikke overskud til andet end at lige nøjagtigt holde snuden ovenvande.

Jeg har derfor klart ikke mulighed for lige at hoppe på toget og køre 5 timer for at besøge min familie. Det er jeg slet ikke rask nok til at gøre. Jeg kan ikke engang komme 17 mins. til nærmeste storby. Jeg har svært med at køre 4-5 mins på min crosser til nærmeste indkøbs mulighed. Derfor ville jeg have en enorm telefonregning hvis ikke vi havde en "gratis variant". Dermed betyder det jo langt fra at jeg ikke har gjort min andel. Jeg har gjort uendeligt meget mere og stadig ikke fået en dyt tilbage af respons.

Dette er for mig langt mere en: hvis du ikke "orker" at kontakte mig, så kan du nu ikke længere forvente at jeg overhovedet orker at bruge hverken tid eller kræfter på dig. Ligesom en "sidste chance" for jeg er færdig med at prøve at række hånden ud nu -Og hvis du ikke selv reagerer på dette, må jeg tage det som bekræftelsen på at min ensidige kontakt egentlig er ligegyldig for dig. Skulle der så være nogle som ikke har forstået alvoren af min "tilstand" så har jeg skrevet lidt om hvad jeg slås med så de har en chance. :) Heldigvis er der mange som har kommenteret netop at de er der, men desværre er det ikke min familie, så deri ligger skuffelsen.

Det er jeg helt med på :) Jeg mente selvfølgelig at de skulle komme til dig - det næstbedste ville være en telefonsamtale. Vi snakker med øjenene - så jeg synes det kan være svært at forstå folk, når jeg ikke kan se dem i øjenene samtidig. I telefonen har vi kun tonefaldet - men det er bedre end bare ord på skrift.

Jeg vil derfor stadig holde fast i, at du så ringede til din familie en efter en og talte med dem. Fortalte dem at nu kan du altså ikke mere. Fortalte dem at du savner dem, men så meget desto mere er det svært at blive ved med at prøve at skabe en kontakt, så nu vil du holde op. Skulle det også være svært at samle energi til, så kunne du jo strække det over en længere periode...

Det er mest fordi at der ikke noget konstruktivt er at hente for din familie i den besked. De ser at du slår ud efter dem offentligt - ja slår op med dem egentlig vel. Jeg ved ikke om du kan følge mig i forskellen?

Og har du allerede gjort lige netop det. Så ville jeg kun ønske for dig at du "kom videre" og at din besked fokuserede på de gode mennesker du har. Her er vi tilbage til at takke de venner, som er der for dig.

Men jeg er med på at det er en besked skrevet i frustration - dit sidste forsøg på at ændre tingenes tilstand og om noget acceptere at nu bliver det ikke bedre.

...

Så ud over min længere "forklaring" her kan jeg kun sige tak fordi du har læst og kommenteret. Og jeg er helt enig i at jeg skal sortere i familien, det er bare en svær sag at gøre og derfor også min status.

Heldigvis er det jo ikke sådan at jeg er palle alene i verden jeg har jo mennesker omkring som betyder noget for mig og ikke mindst som jeg betyder noget for. Min kerne er jo for mig den vigtigste og den er intakt og består, selvom der er blevet og bliver sorteret fra i den "næste cirkel" af mennesker.

Jeg er klar over at det er meget svært at sætte sig ind i en sygdoms situation når man ikke er syg. En familehistorie samtidigt med at man skal forholde sig til at jeg reagerer følelsesmæssigt. Jeg kan heller ikke under nogen omstændigheder forklare, lige så vel som du sikkert heller ikke ville kunne finde ord nok til at beskrive dine egne omstændigheder.

Jeg håber du orkede at pløje dig gennem teksten og at det meste af mine ord har givet den mening jeg har skrevet det i. :biggrin:

Det er ekstremt svært at sortere folk fra, det er jeg helt med på. Egentlig er dit problem, at du skal acceptere, at de ikke er og aldrig bliver den familie som du ønsker og har brug for. Det skal man jo desværre en gang i mellem, hvilket du må vide mere end de fleste med din sygdom, som jeg antager man er nødt til at acceptere dagligt, for at kunne komme igennem dagen.

Gybbel forklarede hvorfor mange nok ikke læste beskeden og jeg ville bare fortælle, hvorfor jeg bliver dobbelt-trist over at læse sådan en besked - 1) din situation 2) min forklaring. Jeg tager bestemt forbehold for at jeg ikke kender dig, din situation og din historie :)

Jeg kom igennem hele teksten og siger tak for din forklaring :)

Redigeret af Rose90
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det er bestemt ikke ment som en lussing, men mere en forklaring på hvorfor nogle måske vælger at springe den slags statusser over uden at kommentere selvom de har læst den. :) Jeg gør det nemlig selv, da de eneste i min familie og omgangskreds der tyr til den type opdateringer, er dem der ikke kan finde ud af at lukke munden op, når man snakker med dem i telefonen eller ansigt til ansigt. Så jeg er nok enormt hærdet når det kommer til den slags. Jeg synes ikke sociale medier er stedet til "beskidt vasketøj" så at sige. Og jeg mener det meget dybfølt når jeg skriver at det gør mig ked af det på dine vegne, at dette er din eneste mulighed for at nå ud, men jeg ved også at det er svært at tage tingene personligt med din familie, når de bor i den anden ende af landet. Men en fælles email eller privatbesked på FB havde jeg nok personligt valgt.

:bearhug:

Ja det har du måske ret i at jeg kunne have gjort, det er vel et spørgsmål om temperament, men jeg tror bare at jeg har fået nok. Det "alm. hensyn" "orker" jeg nok bare ikke at tage mig tid til mere. Jeg har ikke hæmninger mht. "vasketøj" for de som er på min liste er ikke nogle som jeg ikke ville turde lufte det til. Jeg er vist bare sådan indrettet. :wink:

Jeg tror bare at jeg har fået nok nu og så må de gøre eller lade være det er op til dem. Så kan jeg jo med god samvittighed sige slut og over and out. Jeg har været telefonkæden igennem adskillige gange og det har lige så stor effekt som at råbe ind i væggen. Min status er også bare et råb ud i intetheden, og jeg kan ikke forvente en dyt ud af det. MEN nu har jeg gjort det og så er det kollektivt ovre. Kender du den fornemelse. At det er "overstået" og ikke behøve at gøre mere nu ud over at beslutte hvem der er vigtig også i fremtiden og hvem der ikke er? Det er det eneste som jeg ihvertfald VED at der er kommet ud af det og det i sig selv er måske også en sejr. :biggrin:

Sørgeligt, men sandt. Utroligt hvad der dukker op fra mørket når man skal planlægge noget som for os ihvertfald er glædeligt. (Læs lige mit svar til Rose ovenover jeg er gået lidt kold i at skrive forklaringen igen hehe.)

Og tak for at du mener kram og ikke smæk. :)

Der er da heller ingen grund til at skrive den samme forklaring to gange. :)

Jeg skal også have meldt noget ud til mine søskende, men har ventet med det, for at mærke efter om mine følelser omkring det fortsat er de samme, når ikke sorg og stress var primær-følelserne i mit sind længere. Jeg er ved at være der nu og må indrømme at jeg fortsat er meget skuffet over dem. Håber den udmelding kan give den der følelse af at nu er det overstået, for jeg har egentlig givet slip på dem indeni, kan jeg mærke, og har forliget mig med, at jeg ikke ønsker at invitere dem til brylluppet næste år, men er nødt til lige at snakke med min lillesøster om det, for det var også et stort ønske for hende at vi skulle få et bedre forhold internt. Nok endnu mere for hende end for mig.

Jeg kan jo godt forstå at du har brug for at rase ud og råbe ud i intetheden. Vores metoder er bare ikke kompatible med hinanden på dette punkt. :wink:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hov hov, hvor er billederne , nu fløj jeg straks herind, og så er de her slet ikke , fyyyha nu ryger du over knæet :tunge:

Øv hvor er det træls at læse om alt det drama du også oplever, uanset hvor godt man så end er forberedt på at det kan ske, så gør det altså bare stadig ondt. Familieproblemer kan simpelthen være noget så drænene, kender jeg ALT til. Du får lige en kæmpe krammer, efter dit smæk i måsen :bearhug:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hov hov, hvor er billederne , nu fløj jeg straks herind, og så er de her slet ikke , fyyyha nu ryger du over knæet :tunge:

Øv hvor er det træls at læse om alt det drama du også oplever, uanset hvor godt man så end er forberedt på at det kan ske, så gør det altså bare stadig ondt. Familieproblemer kan simpelthen være noget så drænene, kender jeg ALT til. Du får lige en kæmpe krammer, efter dit smæk i måsen :bearhug:

Ja familie er af og til bare blaaah. Selv min gamle mormor på 84 sagde så skid "dem" da et stykke haha.. :wink:

Hihi arj det er jeg ked at. Jeg har haft så mange ting om ørerne i dag. Min (hende der hentede kjolen btw) brudepåpasser´s datter skulle have lektiehjælp så der gik lige 3 timer med at hjælpe. Det hele gik op i hat og briller lige pludselig. Men nu skal du ikke vente længere.. :biggrin:

Se bort fra de fjollede ansigter ikke? haha.. (og rodet i baggrunden hmmm unger i weekenden giver oprydnings planer til mandag... pyyh)

Fra bindebånd til lynlås kommer her:

post-64428-0-59386400-1398621964_thumb.j

post-64428-0-96826200-1398621979_thumb.j

post-64428-0-13818100-1398621995_thumb.j

post-64428-0-09173900-1398622017_thumb.j

post-64428-0-61314600-1398622038_thumb.j

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hov hov, hvor er billederne , nu fløj jeg straks herind, og så er de her slet ikke , fyyyha nu ryger du over knæet :tunge:

Øv hvor er det træls at læse om alt det drama du også oplever, uanset hvor godt man så end er forberedt på at det kan ske, så gør det altså bare stadig ondt. Familieproblemer kan simpelthen være noget så drænene, kender jeg ALT til. Du får lige en kæmpe krammer, efter dit smæk i måsen :bearhug:

Ja familie er af og til bare blaaah. Selv min gamle mormor på 84 sagde så skid "dem" da et stykke haha.. :wink:

Hihi arj det er jeg ked at. Jeg har haft så mange ting om ørerne i dag. Min (hende der hentede kjolen btw) brudepåpasser´s datter skulle have lektiehjælp så der gik lige 3 timer med at hjælpe. Det hele gik op i hat og briller lige pludselig. Men nu skal du ikke vente længere.. :biggrin:

Se bort fra de fjollede ansigter ikke? haha.. (og rodet i baggrunden hmmm unger i weekenden giver oprydnings planer til mandag... pyyh)

Fra bindebånd til lynlås kommer her:

Ih hvor er hun da bare FIN, og hvor ser hun bare glad ud. Er simpelthen så glad for at I kunne bruge kjolen, og at hun er blevet så glad for den :loveshower:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg kender dig heller ikke men vil gerne give dig et kæmpe :bearhug:

Kender til problematikken med sygdom og manglende forståelse for sådan..

og kan udmærket forstå du bliver frustreret over manglende interesse fra dem man forventede .. men sådan er samfundet desværre bare blevet..

At din familie har valgt som de har syntes jeg ikke er okay.. langt fra.. men tit er det desværre bare virkeligheden.. og det er altid når man er helt nede og vende man finder ud af hvem der er værd at samle på.. og det er rigtig tit dem man havde regnet med der skuffer mest.. :(

Jeg vil ikke du misforstår det her.. men kan godt følge Gybbel lidt i det hun skriver mht FB..

Nu ved jeg ikke hvordan din venneliste ser ud .. men jeg gør lidt som Gybbel.. scroller videre når nogle f.eks skriver en kort status " HJÆLP.. Krise" for de fleste gange er det nogle Trunter der bare vil have alle veninderne til at skrive " Åh nej Søde .. Hvad nu? " og så er det tit at de ikke ved hvad sko de skal tage på.. eller noget sladder de gerne vil videre med.. så jeg er også blevet lidt immun.. ( Peter og ulven )

Men i DIN situation burde folk jo vide hvordan det står til med dig.. og tolke det der efter..

Når det er sagt så ville sådan en status jo slet ikke være nødvendig HVIS de holdt regelmæssig kontakt..

Kan ikke gøre andet end.. :bearhug: :bearhug:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer