Leitschen

Hvorfor blande sig?

41 indlæg i dette emne

Jeg blander mig fordi jeg har bla. angst og søvnforstyrrelser. Så for at være sikker på at vi får en god dag, så bliver jeg ganske enkelt NØD TIL at vide hvilken dag det er. Jeg ville blive hylet HELT ud af den, hvis jeg pludselig bare bliver hentet, og vi risikere også at jeg måske kun har sovet 2 timer, og så bliver der ligesom ingen polter. Ved at jeg ved hvilken dag det er, så kan jeg sørge for at min døgnrytme er nogenlunde normal ( altså tvinge mig selv til at sove, evt. med medicinhjælp), og dermed være oppe når de kommer, og have fået en god nats søvn, og jeg står heller ikke og bliver ramt af panikangst osv.

Så ja i mit tilfælde er det ganske enkelt nødvendigt, ellers skal jeg ikke have en polter. Og det er mine veninder heldigvis HELT indforstået med. De vil også gerne have at jeg skriver en liste over hvem der skal med, da de ikke kender alle osv, og så skal jeg også skrive hvad jeg kunne tænke mig, ikke fordi jeg skal bestemme, men for at undgå angstanfald osv, for måske jeg tricker på noget de ikke lige havde tænkt på :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hver gang jeg læser rundt i dette emne undrer jeg mig over en ting.

Det ser ud som om det er helt almindeligt at bruden/gommen selv i større eller mindre omfang blander sig i sin polterabend. Jeg tænker her på dato / hvem arrangerer / hvem skal med / hvad skal dagen indeholde og måske vigtigere IKKE indeholde.

I mit hoved er en stor del af hele konceptet netop at det hele er hem'lig, hem'lig og brudeparret ikke selv ved noget som helst om det. Allerhelst skal det aldrig nævnes med et eneste ord før man pludselig bliver 'kapret' og står midt i det. I princippet skal brudeparret slet ikke vide, at der er noget polterabend.

Alle de gange jeg har deltaget i eller været medarrangør af polterabend har det været de allernærmeste veninder/søstre/svigersøstre der har taget stafetten om man så må sige og ad kreative veje fundet frem til gæstelisten (uden at brudeparret aner uråd) for at have en idé til hvem der skal med og derfra planlægge dagen og informere i hemmelighed.

Jeg synes lidt at hele konceptet ryger, når bruden/gommen blander sig eller forsøger at blande sig.

Misforstå mig ikke - jeg er lige så stor en kontrolfreak som de fleste andre herinde og ville da ELSKE selv at få lov at planlægge det hele så jeg vidste, at dagen blev lige efter mit hoved. Men hvad ville meningen så være med det hele? Jeg synes da, at det er en stor del af det, at jeg lige nu går rundt og har lidt 'kriller'/ondt i maven over at jeg bare ikke ved NOGET SOM HELST om, hvad der er i vente til mig. For mig er det da det, der er hele formålet og så må man jo bare tage det som en udfordring og mulighed for personlig udvikling at man bliver nødt til fuldstændig at afgive al kontrol i forhold til den dag. Og så bare stole blindt på, at de nærmeste kender mig godt nok til at planlægge nogle aktiviteter, som jeg ville have det godt med.

Er jeg den eneste, der tænker sådan?

Jeg er helt enig, brudeparret bør ikke blande sig, det ligger ligesom i konceptet efter min mening. Jeg stoler på min omgangskreds og at de kender mig godt nok til at ved hvad jeg vil sætte pris på og hvad jeg ikke vil bryde mig om.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hver gang jeg læser rundt i dette emne undrer jeg mig over en ting.

Det ser ud som om det er helt almindeligt at bruden/gommen selv i større eller mindre omfang blander sig i sin polterabend. Jeg tænker her på dato / hvem arrangerer / hvem skal med / hvad skal dagen indeholde og måske vigtigere IKKE indeholde.

I mit hoved er en stor del af hele konceptet netop at det hele er hem'lig, hem'lig og brudeparret ikke selv ved noget som helst om det. Allerhelst skal det aldrig nævnes med et eneste ord før man pludselig bliver 'kapret' og står midt i det. I princippet skal brudeparret slet ikke vide, at der er noget polterabend.

Alle de gange jeg har deltaget i eller været medarrangør af polterabend har det været de allernærmeste veninder/søstre/svigersøstre der har taget stafetten om man så må sige og ad kreative veje fundet frem til gæstelisten (uden at brudeparret aner uråd) for at have en idé til hvem der skal med og derfra planlægge dagen og informere i hemmelighed.

Jeg synes lidt at hele konceptet ryger, når bruden/gommen blander sig eller forsøger at blande sig.

Misforstå mig ikke - jeg er lige så stor en kontrolfreak som de fleste andre herinde og ville da ELSKE selv at få lov at planlægge det hele så jeg vidste, at dagen blev lige efter mit hoved. Men hvad ville meningen så være med det hele? Jeg synes da, at det er en stor del af det, at jeg lige nu går rundt og har lidt 'kriller'/ondt i maven over at jeg bare ikke ved NOGET SOM HELST om, hvad der er i vente til mig. For mig er det da det, der er hele formålet og så må man jo bare tage det som en udfordring og mulighed for personlig udvikling at man bliver nødt til fuldstændig at afgive al kontrol i forhold til den dag. Og så bare stole blindt på, at de nærmeste kender mig godt nok til at planlægge nogle aktiviteter, som jeg ville have det godt med.

Er jeg den eneste, der tænker sådan?

Jeg er helt enig, brudeparret bør ikke blande sig, det ligger ligesom i konceptet efter min mening. Jeg stoler på min omgangskreds og at de kender mig godt nok til at ved hvad jeg vil sætte pris på og hvad jeg ikke vil bryde mig om.

Kan godt følge dig i hvad du mener. Jeg vil også gerne overraskes. Men til mit bryllup kender alle pigerne ikke hinanden. Jeg ville da være vildt ærgerlig over hvis en eller to piger ikke kommer med til min polterabend fordi dem der står for det ikke vidste/kendte til alle inviterede.

Men er jo meget forskelligt hvordan man har det. Jeg har nu bare valgt at jeg vil give en liste til en god veninde, for at være sikker på der ikke sidder nogen som ikke kommer med 😊

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg synes ikke der kan laves regler om "hvordan en polterabend skal være", da alle brude er forskellige og har ting, som der (måske) skal tages hensyn til. Jeg har en veninde i Kbh, som jeg meget gerne vil have med (vi bor i Aalborg), så jeg har bedt min søster om at arrangere, så hun kan komme med. Af økonomiske hensyn for gæsterne, så har vi sagt, at vi smider 2000kr efter hver polterabend, hvis de sørger for, at vores søn (han er særligt sensitiv), bliver passet hos en af bedsterne, og at der skal være lidt fart over aktion med i pakken. Så bliver det ikke sindssygt dyrt for de deltagende, min veninde kommer med og så har de stadigt relativt frie hænder. Jeg glæder mig, men er da også nervøs ved tanken. Samtidigt har jeg en veninde, som går i panik ved tanken om polterabend, så hun har fået lov at bestemme deltagerlisten, og det gør hende tryg :heart:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg synes ikke der kan laves regler om "hvordan en polterabend skal være", da alle brude er forskellige og har ting, som der (måske) skal tages hensyn til. Jeg har en veninde i Kbh, som jeg meget gerne vil have med (vi bor i Aalborg), så jeg har bedt min søster om at arrangere, så hun kan komme med. Af økonomiske hensyn for gæsterne, så har vi sagt, at vi smider 2000kr efter hver polterabend, hvis de sørger for, at vores søn (han er særligt sensitiv), bliver passet hos en af bedsterne, og at der skal være lidt fart over aktion med i pakken. Så bliver det ikke sindssygt dyrt for de deltagende, min veninde kommer med og så har de stadigt relativt frie hænder. Jeg glæder mig, men er da også nervøs ved tanken. Samtidigt har jeg en veninde, som går i panik ved tanken om polterabend, så hun har fået lov at bestemme deltagerlisten, og det gør hende tryg :heart:

Jeg er HELT enig , der kan nemlig være vildt mange ting der spiller ind. Og hvis man f.eks har syg, eller man har et barn med specielle behov, så er det ikke nødvendigvis sikkert, at veninder/familie, ved lige præcis hvad der kan ende galt osv. Fordi det netop ikke bare er logik for alle andre.

Fair nok hvis man ikke vil blande sig, men det gør det stadig ikke mere rigtigt end dem som gerne lige vil være inde over visse ting. Hvis jeg f.eks ikke kender datoen, jamen så bliver der bare slet ikke nogen polter, for det ville vælte min dag total, hvis de pludselig bare dukkede op, plus jeg kan risikere jeg kun har sovet i 1 time, når de kommer og banker på.

1

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg tror det eneste jeg kunne finde på at blande mig i mht. polterabend ville være hvem der gerne måtte inviteres. Netop fordi alle ikke kender hinanden, og mine veninder kan jo ikke vide hvem der er inviteret til brylluppet og hvem jeg gerne vil se. Så jeg kunne måske godt finde på at aflevere en liste til en, som jeg formodede havde noget med det at gøre, og så ellers blande mig udenom. Det ville jo være synd hvis de undlod at invitere noget, som jeg gerne ville have haft med, fordi de måske ikke havde tænkt på vedkommende.

Jeg vil gerne overraskes, og jeg regner da med at mine veninder har en idé om hvad jeg synes er sjovt :wink:

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har meldt lidt ud, jeg har totalt højdeskræk og er ikke vild med at fart og ræs heller, de må gerne arrangere det, men skal så bare være klar over at jeg vil stå på sidelinjen og se på. Ved der er af tøserne i selskabet der har været lidt utilfreds med det, fordi hun ville ud og køre gokart, det syntes hun kunne være sjovt, men flere af de andre ville ikke bruge penge på noget jeg ikke vil deltage i, så det er vist droppet. Så har jeg sagt INGEN motorcykler, hverken h2b eller mig, af den ganske simple årsag at min bror blev slået ihjel sidste år på sådan en, så det vil jeg slet ikke kunne rumme. Så har de fået en liste med weekender hvor vi kan, det lyder måske forkert, men jeg arbejder weekend og der kan jeg jo ikke bare lige blive væk fra, og så har vi også lige en børnefødselsdag som vi heller ikke kan rende fra. De har fået at vide at hvis de tager os samtidig så skal det være min mor der passer trunten, hun er nemlig ikke rigtig blevet passet af andre end hende før, sådan mere end et par timer, så hvis jeg skal kunne slappe helt af, skal det være der hun er. En liste med mennesker har de selv bedt om, om de følger den ved jeg ikke :-)

Det er nok forskelligt hvordan man og ens liv er skruet sammen, så det er nok det der kan være afgørende for om man blander sig eller ikke og i hvor høj grad :-)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg er helt enig med trådstarter - Og jeg synes det er dårlig pli og udtryk for at man ikke stoler på folk at man blander sig med lister over hvad man vil og ikke vil. Hvis dine veninder og søskende kender dig, så ved de hvad du ville skrive på listen hvis du fik lov. Der sket en hel siden det var "moderne" at ydmyge bruden og gommen på deres PA.

Jeg ved ikke om jeg får en PA (der er tegn på at jeg gør) - hvis jeg gør bliver jeg da utrolig glad for at de har brugt tid og kræfter på at arrangere noget for mig. Jeg har hvalp på 15 uger og en søn på 6 måneder og hvis mine veninder og søskende finder på at holde noget for mig, så stoler jeg da 100% på at de også har arrangeret pasning hos nogen jeg stoler på.

Ud over det så er jeg ikke meget for at være i centrum og jeg har ikke noget behov for at skille mig ud. Jeg gruer for bryllupsdagen - især vielsen og de steder hvor jeg ikke bare kan stå i baggrunden - jeg har sagt a og så må jeg bare mande mig og tage b med også.

Jeg stoler på at hvis der arrangeres noget for mig så er der taget højde for min lyst til at være i centrum og at jeg helst vil være et får i resten af flokken.

Jeg har sendt vores gæsteliste til min mands ven - som også skal være vores toastmaster. Jeg lader som om at jeg er naiv nok til at tro at den kun skal bruges i toastmaster - sammenhæng. Jeg ved også at min kommende mand har udvekslet mails med min søster - det lader jeg som om jeg ikke ved.

Min mands polterabend sker på lørdag - hvilket også er vores toårsdag. Det er rigtig ærgerligt, for jeg havde arrangeret en god dag for os, med børne/hundepasning. Jeg har ikke tænkt mig at pive over det - i stedet har jeg hjulpet mandens ven med at spinde en historie, så han overhovedet ikke fatter mistanke. At fejre specielle dage er mere vigtigt for mig end for ham - så jeg ser ingen grund til at ødelægge hans dag ved at sige at jeg synes det er ærgerligt. Jeg må bare konstatere at folk ikke ved at lige præcis dette var vigtigt for mig og at jeg nok ikke har delt det med andre end manden. Det skal vennerne ikke klandres for.

Jeg synes det er synd at der er så mange "mig-mig-mig-mennesker" der laver scener hvis de ikke får det som de vil have det - både her og alle andre steder.

Hvornår er vi blevet så forkælede?

Det var så lige et surt opstød her fra morgenstunden... undskyld.

2

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Det må være let at have et liv, hvor man bare kan tage overraskelser og oplevelser som de kommer. Ja undskyld nu lyder jeg nok som en dum kost, men man må dælme også respektere at for nogle mennesker, er det simpelthen nødvendigt at blande sig, eller vide visse ting, for at de kan få en tålelig dag.

Fair nok at man ikke ønsker at blande sig, så lader man jo bare være. Men brydermig simpelthen ikke om tonen om at dømme andre, fordi de af den ene eller anden grund, bliver nød til at blande sig på den ene eller anden måde.

For mig og mange andre, handler det ikke om mig-mig-mig, eller om at få sin vilje og få det som man selv ønsker, det handler om at få en dag man kan holde ud, og en dag man kommer hel igennem. Der er dælme kæmpe forskel på at ville have sin vilje, og så at have forhindringer i livet som gør, at man bliver nød til at sætte linjer op, eller vide visse ting.

Så bøvs igen herfra.

Redigeret af Rikke aka rapanden
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg synes det er forkert at skrive man er et "mig-mig-mig-menneske" hvis man har brug for at blande sig i sin egen PA.

Min kæreste skizofreni ville stikke helt af hvis jeg ikke gjorde det. Ikke fordi jeg ikke stoler på min mor, søster, bror og svoger som skal stå for den, for det gør jeg, men fordi jeg er den eneste person der ved præcis hvad han kan og ikke kan, samt hvor lidt der skal til for at vælte hans verden.

Og vælter hans verden, ja så risikerer vi måneder på en lukket psykiatrisk afdeling, et aflyst bryllup og det der er værre...

Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne...

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg synes det er forkert at skrive man er et "mig-mig-mig-menneske" hvis man har brug for at blande sig i sin egen PA.

Min kæreste skizofreni ville stikke helt af hvis jeg ikke gjorde det. Ikke fordi jeg ikke stoler på min mor, søster, bror og svoger som skal stå for den, for det gør jeg, men fordi jeg er den eneste person der ved præcis hvad han kan og ikke kan, samt hvor lidt der skal til for at vælte hans verden.

Og vælter hans verden, ja så risikerer vi måneder på en lukket psykiatrisk afdeling, et aflyst bryllup og det der er værre...

Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne...

Præcis, og er man syg handler det sgu ikke om at mande sig op, det handler om at få en dag man kan kapere og overskue, og NEJ andre ved ikke hvad man kan og ikke kan, for det er altså ikke noget man råber højt om.

Bliver ærligtalt drønhamrende hidsig over at læse man skal mande sig op, inddirekte få atvide man er egoistisk. Og sidst men ikke mindst hander det dælme ikke om at være forkælet.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Det må være let at have et liv, hvor man bare kan tage overraskelser og oplevelser som de kommer. Ja undskyld nu lyder jeg nok som en dum kost, men man må dælme også respektere at for nogle mennesker, er det simpelthen nødvendigt at blande sig, eller vide visse ting, for at de kan få en tålelig dag.

Fair nok at man ikke ønsker at blande sig, så lader man jo bare være. Men brydermig simpelthen ikke om tonen om at dømme andre, fordi de af den ene eller anden grund, bliver nød til at blande sig på den ene eller anden måde.

For mig og mange andre, handler det ikke om mig-mig-mig, eller om at få sin vilje og få det som man selv ønsker, det handler om at få en dag man kan holde ud, og en dag man kommer hel igennem. Der er dælme kæmpe forskel på at ville have sin vilje, og så at have forhindringer i livet som gør, at man bliver nød til at sætte linjer op, eller vide visse ting.

Så bøvs igen herfra.

Jeg synes det er forkert at skrive man er et "mig-mig-mig-menneske" hvis man har brug for at blande sig i sin egen PA.

Min kæreste skizofreni ville stikke helt af hvis jeg ikke gjorde det. Ikke fordi jeg ikke stoler på min mor, søster, bror og svoger som skal stå for den, for det gør jeg, men fordi jeg er den eneste person der ved præcis hvad han kan og ikke kan, samt hvor lidt der skal til for at vælte hans verden.

Og vælter hans verden, ja så risikerer vi måneder på en lukket psykiatrisk afdeling, et aflyst bryllup og det der er værre...

Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne...

Jeg synes det er forkert at skrive man er et "mig-mig-mig-menneske" hvis man har brug for at blande sig i sin egen PA.

Min kæreste skizofreni ville stikke helt af hvis jeg ikke gjorde det. Ikke fordi jeg ikke stoler på min mor, søster, bror og svoger som skal stå for den, for det gør jeg, men fordi jeg er den eneste person der ved præcis hvad han kan og ikke kan, samt hvor lidt der skal til for at vælte hans verden.

Og vælter hans verden, ja så risikerer vi måneder på en lukket psykiatrisk afdeling, et aflyst bryllup og det der er værre...

Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne...

Præcis, og er man syg handler det sgu ikke om at mande sig op, det handler om at få en dag man kan kapere og overskue, og NEJ andre ved ikke hvad man kan og ikke kan, for det er altså ikke noget man råber højt om.

Bliver ærligtalt drønhamrende hidsig over at læse man skal mande sig op, inddirekte få atvide man er egoistisk. Og sidst men ikke mindst hander det dælme ikke om at være forkælet.

HØRT HØRT HØRT - som beskrevet tidligere lider vi begge af depression og angst - herudover har vi 2 sensitive børn vi også er nødt til at sørge for er i de rigtige hænder - jeg ville f*ndme ØNSKE at vi bare kunne lade alting være op til vores meget kompetente og kærlige veninder som er sat i spidsen for det, men de har faktisk begge så stor forståelse at de er GLADE for og finder det NØDVENDIGT at vi har en kommunikation om nogle ting, for at det kan lykkes, for selvom de kender os godt, så kender de altså ikke nødvendigvis alle detaljer af vores sygdom bare lige sådan!!!

Forståelse for sine medmennesker er altså en essentiel ting her i verden!

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tænker fedt at nogen har det sådan at de der står for pa dem kan de helt sikkert stole på, sådan er det bare ikke lige her, ikke at de vil mig eller min datter noget ondt, men de tænker og er bare anderledes end mig, og især en enkelt er meget fremtrædende og styrende, en bliver derfor også sur når de andre ikke vil være med at arrangere gokart fordi de ved det ikke er noget for mig, men hun syntes det kunne være sjovt. Den samme har en datter på samme alder som min, og hun bliver passet af rigtig mange forskellige, og mor forstår ikke at vi ikke gør det samme ( hun mener det er sundt for dem) der er bare rigtig meget forskel på de to børn, hendes er en krudtugle der farer derudaf med 220 kravlede som 5 måneder og gik som 8 måneder, min datter har fra hun blev født blevet ked og trukket sig ind i sig selv når der var fremmede, og det er noget vi arbejder rigtig meget med sammen med hendes pædagoger, men det skal foregå i hendes tempo ( hun er det man kalder et sensitivt barn) og den toneangivende veninde jeg har, har bare ikke forståelse for det på nogen måde, derfor kan jeg ikke være sikker på hvad der bliver valgt, hvis hun egenrådigt kunne bestemme. Og så syntes jeg ikke lige at en årsdag, hvor du oveni ved han skal afsted kan sammenlignes med at skulle udeblive fra sit arbejde eller pludselig en eller begge af jer skulle forsvinde til en planlagt børnefødselsdag hvor der kommer 14 mennesker til kaffe, lagkage og aftensmad, skal de bare komme til en lukket dør fordi vi er mig mig mig agtige fordi vi melder ud at den dag kan vi ikke???

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde først ikke tænkt mig at reagere på jeres svar, men nu kan jeg ikke lade være.

Jeg mener stadig hvert et ord - og måske kan i forstå på mine svar nedenfor - hvis ikke, ja, så er der ikke noget at gøre ved det.

"Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne..."

Jeg ville ønske at det forholdt sig sådan - at jeg bare var den dum uvidende og naiv gås, der ikke tænker før hun taler.

Ja, min mand er sund og rask, og heldigvis for det og desuden mener han at jeg er det dejligste i verdenen - også selvom jeg har mine udfordringer, som han bliver udsat for hver evig eneste dag.

Jeg deler ikke mit sygdomsforløb med andre end min tætteste familie - og heller ikke med jer, da jeg ikke mener at udpensling af hvad manden, børnene eller en selv fejler hører sig til i offentligt rum - undskyld , hvis jeg igen træder nogen over tæerne.

Rikke, nu har jeg læst nogle af dine posts - og jeg kan forstå at du har noget der ligner min "centrums-angst" bare i en meget værre grad. Jeg har været på det her forum i nogle måneder og jeg må indrømme at jeg ikke har læst ret meget af hvad du har skrevet - selvom du sikkert har nogle gode pointer. Jeg skipper posts (ikke kun dine) og går til den næste, så snart sygdom, lidelser og dårligdom af en hver art bliver nævnt. Desværre kan man så ikke læse ret mange posts til ende herinde - og det var det der gjorde mig så skide frustreret den anden morgen.

Jeg har ikke medlidenhed med dig (eller nogen andre) - for jeg ville hade at nogen havde medlidenhed med mig - men min kommentar omkring at jeg ville mande mig op, kom af at jeg er MEGA stolt af at jeg er kommet så langt som at glæde mig til at blive gift. Min første tanke, da min kommende mand spurgte mig var at sige nej, fordi jeg vidste at han gerne ville have et kirkebryllup - og det vidste jeg at jeg på daværende tidspunkt ikke ville kunne klare. Jeg har øvet, trænet, fået hjælp, gjort ALT hvad der overhovedet står i min magt for at give min mand den hvide brud han så gerne vil have. Og ved du hvad? Det får han. Jeg går ned af det kirkegulv i stor hvid kjole sammen med min far. Jeg krammer mine gæster, jeg lader en fremmed ordne mit hår og negle og lige nu øver vi på at jeg rejser mig op og siger skål for min nye mand - hvem ved, måske bliver jeg modig nok til at bede gæsterne om at råbe hurra også.

-Blomst- Det jeg har noget i mod, er at blande sig i SIN EGEN PA. At du hjælper med at arrangere din mands, så han får en god dag, er da kun noget enhver brud/gom kan håbe på, hvis man har specielle krav.

Eftersom at man skal giftes, ville jeg tro at man kendte hinanden godt nok til at svare på hinandens vegne - måske er det en lyserød og naiv drøm jeg har?

Tajamus, jeg har ikke en veninde i samme kaliber som din, og jo, det er ærgerligt hvis ens venner og veninder ikke lytter. Jeg side stiller overhovedet ikke din situation med min - min pointe var at jeg ikke vil pive overfor min mand, hverken nu eller nogensinde over at det bliver på vores toårsdag (som betyder alverden for mig) for jeg ved at det ville give ham en mindre god dag og give ham dårlig samvittighed senere.

Mig mig mig kommentaren hører i realiteten mere til en post der kunne omhandle tonen på det her forum generelt - "bare" fordi man skal giftes, så synes jeg ikke man kan være bekendt at opføre sig som egoister overfor sine medmennesker. Det er en bred og grov generalisering, men det er den følelse jeg får, når jeg pløjer post efter post igennem efter ideer til hvordan jeg kan gøre vores bryllup perfekt for vores gæster.

Det eneste jeg vil undskylde for i denne og den forgående post er min klodsethed med ord. Jeg har rigeligt at se til i hverdagen med de udfordringer jeg har - jeg behøver ikke også at høre om andres.

Ja, nu er det mig der er egoistisk - Jeg kan gøre mig selv og jer andre den tjeneste at holde mig til DYI sektionen, for der er jeg i de fleste tilfælde i stand til at læse hver brugers kommentar til ende uden at sidde og skære tænder - og i sjældne tilfælde som den anden morgen, springe i luften.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde først ikke tænkt mig at reagere på jeres svar, men nu kan jeg ikke lade være.

Jeg mener stadig hvert et ord - og måske kan i forstå på mine svar nedenfor - hvis ikke, ja, så er der ikke noget at gøre ved det.

"Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne..."

Jeg ville ønske at det forholdt sig sådan - at jeg bare var den dum uvidende og naiv gås, der ikke tænker før hun taler.

Ja, min mand er sund og rask, og heldigvis for det og desuden mener han at jeg er det dejligste i verdenen - også selvom jeg har mine udfordringer, som han bliver udsat for hver evig eneste dag.

Jeg deler ikke mit sygdomsforløb med andre end min tætteste familie - og heller ikke med jer, da jeg ikke mener at udpensling af hvad manden, børnene eller en selv fejler hører sig til i offentligt rum - undskyld , hvis jeg igen træder nogen over tæerne.

Rikke, nu har jeg læst nogle af dine posts - og jeg kan forstå at du har noget der ligner min "centrums-angst" bare i en meget værre grad. Jeg har været på det her forum i nogle måneder og jeg må indrømme at jeg ikke har læst ret meget af hvad du har skrevet - selvom du sikkert har nogle gode pointer. Jeg skipper posts (ikke kun dine) og går til den næste, så snart sygdom, lidelser og dårligdom af en hver art bliver nævnt. Desværre kan man så ikke læse ret mange posts til ende herinde - og det var det der gjorde mig så skide frustreret den anden morgen.

Jeg har ikke medlidenhed med dig (eller nogen andre) - for jeg ville hade at nogen havde medlidenhed med mig - men min kommentar omkring at jeg ville mande mig op, kom af at jeg er MEGA stolt af at jeg er kommet så langt som at glæde mig til at blive gift. Min første tanke, da min kommende mand spurgte mig var at sige nej, fordi jeg vidste at han gerne ville have et kirkebryllup - og det vidste jeg at jeg på daværende tidspunkt ikke ville kunne klare. Jeg har øvet, trænet, fået hjælp, gjort ALT hvad der overhovedet står i min magt for at give min mand den hvide brud han så gerne vil have. Og ved du hvad? Det får han. Jeg går ned af det kirkegulv i stor hvid kjole sammen med min far. Jeg krammer mine gæster, jeg lader en fremmed ordne mit hår og negle og lige nu øver vi på at jeg rejser mig op og siger skål for min nye mand - hvem ved, måske bliver jeg modig nok til at bede gæsterne om at råbe hurra også.

-Blomst- Det jeg har noget i mod, er at blande sig i SIN EGEN PA. At du hjælper med at arrangere din mands, så han får en god dag, er da kun noget enhver brud/gom kan håbe på, hvis man har specielle krav.

Eftersom at man skal giftes, ville jeg tro at man kendte hinanden godt nok til at svare på hinandens vegne - måske er det en lyserød og naiv drøm jeg har?

Tajamus, jeg har ikke en veninde i samme kaliber som din, og jo, det er ærgerligt hvis ens venner og veninder ikke lytter. Jeg side stiller overhovedet ikke din situation med min - min pointe var at jeg ikke vil pive overfor min mand, hverken nu eller nogensinde over at det bliver på vores toårsdag (som betyder alverden for mig) for jeg ved at det ville give ham en mindre god dag og give ham dårlig samvittighed senere.

Mig mig mig kommentaren hører i realiteten mere til en post der kunne omhandle tonen på det her forum generelt - "bare" fordi man skal giftes, så synes jeg ikke man kan være bekendt at opføre sig som egoister overfor sine medmennesker. Det er en bred og grov generalisering, men det er den følelse jeg får, når jeg pløjer post efter post igennem efter ideer til hvordan jeg kan gøre vores bryllup perfekt for vores gæster.

Det eneste jeg vil undskylde for i denne og den forgående post er min klodsethed med ord. Jeg har rigeligt at se til i hverdagen med de udfordringer jeg har - jeg behøver ikke også at høre om andres.

Ja, nu er det mig der er egoistisk - Jeg kan gøre mig selv og jer andre den tjeneste at holde mig til DYI sektionen, for der er jeg i de fleste tilfælde i stand til at læse hver brugers kommentar til ende uden at sidde og skære tænder - og i sjældne tilfælde som den anden morgen, springe i luften.

Jeg forventer nu heller ikke folk har medlidenhed med mig, for jeg har ikke ondt af mig selv, så hvorfor skulle andre. Men i denne tråd ( og andre), er det bare pænt relevant med en forklaring på, HVORFOR man vælger som man gør, og HVORFOR man handler som man gør. Ellers fremstår man netop som en egoistisk trunte, der bare vil have alt hvad hun vil, og så er bedøvende ligeglad med andre, og sådan gider jeg ikke opfattes. Jeg har et ganske fint liv, men jeg ved også bare hvad jeg skal undgå for at skuden vender, og derfor træffer jeg de valg jeg nu engang gør, og det er i alles interesse. Min familie ville næppe blive begejstret over en aflyst polter, et hysterisk flip, en tur på psyk osv, og derfor er det vigtigt for mig at vide hvilken dag jeg skal afsted, og have forklaret hvad jeg IKKE ønsker, for det ved familien ikke noget om, da det ikke er noget vi snakker om.

Hvad du mener om mig er jeg som sådan egentlig ligeglad med, men jeg blev bare afsindig provokeret af dit indlæg, og valgte derfor at svare.

Og sidst men ikke mindst skal man måske ikke brokke sig over tonen, når man selv skriver rimelig generaliserende og groft. Og så vælger jeg ellers at stoppe vores debat her, og vi må være enige om at være uenige.

Redigeret af Rikke aka rapanden
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde først ikke tænkt mig at reagere på jeres svar, men nu kan jeg ikke lade være.

Jeg mener stadig hvert et ord - og måske kan i forstå på mine svar nedenfor - hvis ikke, ja, så er der ikke noget at gøre ved det.

"Så zaviness - pissefedt for dig at du og din tilkommende begge er sunde, raske og velfungerende mennesker der bare kan smide kontrollen uden at risikerer andet end i får en virkelig tåbelig udklædning og for meget alkohol, men prøv med noget forståelse for de mennesker der altså kæmper med nogle ting der gør at det ikke er muligt at smide tøjlerne..."

Jeg ville ønske at det forholdt sig sådan - at jeg bare var den dum uvidende og naiv gås, der ikke tænker før hun taler.

Ja, min mand er sund og rask, og heldigvis for det og desuden mener han at jeg er det dejligste i verdenen - også selvom jeg har mine udfordringer, som han bliver udsat for hver evig eneste dag.

Jeg deler ikke mit sygdomsforløb med andre end min tætteste familie - og heller ikke med jer, da jeg ikke mener at udpensling af hvad manden, børnene eller en selv fejler hører sig til i offentligt rum - undskyld , hvis jeg igen træder nogen over tæerne.

Rikke, nu har jeg læst nogle af dine posts - og jeg kan forstå at du har noget der ligner min "centrums-angst" bare i en meget værre grad. Jeg har været på det her forum i nogle måneder og jeg må indrømme at jeg ikke har læst ret meget af hvad du har skrevet - selvom du sikkert har nogle gode pointer. Jeg skipper posts (ikke kun dine) og går til den næste, så snart sygdom, lidelser og dårligdom af en hver art bliver nævnt. Desværre kan man så ikke læse ret mange posts til ende herinde - og det var det der gjorde mig så skide frustreret den anden morgen.

Jeg har ikke medlidenhed med dig (eller nogen andre) - for jeg ville hade at nogen havde medlidenhed med mig - men min kommentar omkring at jeg ville mande mig op, kom af at jeg er MEGA stolt af at jeg er kommet så langt som at glæde mig til at blive gift. Min første tanke, da min kommende mand spurgte mig var at sige nej, fordi jeg vidste at han gerne ville have et kirkebryllup - og det vidste jeg at jeg på daværende tidspunkt ikke ville kunne klare. Jeg har øvet, trænet, fået hjælp, gjort ALT hvad der overhovedet står i min magt for at give min mand den hvide brud han så gerne vil have. Og ved du hvad? Det får han. Jeg går ned af det kirkegulv i stor hvid kjole sammen med min far. Jeg krammer mine gæster, jeg lader en fremmed ordne mit hår og negle og lige nu øver vi på at jeg rejser mig op og siger skål for min nye mand - hvem ved, måske bliver jeg modig nok til at bede gæsterne om at råbe hurra også.

-Blomst- Det jeg har noget i mod, er at blande sig i SIN EGEN PA. At du hjælper med at arrangere din mands, så han får en god dag, er da kun noget enhver brud/gom kan håbe på, hvis man har specielle krav.

Eftersom at man skal giftes, ville jeg tro at man kendte hinanden godt nok til at svare på hinandens vegne - måske er det en lyserød og naiv drøm jeg har?

Tajamus, jeg har ikke en veninde i samme kaliber som din, og jo, det er ærgerligt hvis ens venner og veninder ikke lytter. Jeg side stiller overhovedet ikke din situation med min - min pointe var at jeg ikke vil pive overfor min mand, hverken nu eller nogensinde over at det bliver på vores toårsdag (som betyder alverden for mig) for jeg ved at det ville give ham en mindre god dag og give ham dårlig samvittighed senere.

Mig mig mig kommentaren hører i realiteten mere til en post der kunne omhandle tonen på det her forum generelt - "bare" fordi man skal giftes, så synes jeg ikke man kan være bekendt at opføre sig som egoister overfor sine medmennesker. Det er en bred og grov generalisering, men det er den følelse jeg får, når jeg pløjer post efter post igennem efter ideer til hvordan jeg kan gøre vores bryllup perfekt for vores gæster.

Det eneste jeg vil undskylde for i denne og den forgående post er min klodsethed med ord. Jeg har rigeligt at se til i hverdagen med de udfordringer jeg har - jeg behøver ikke også at høre om andres.

Ja, nu er det mig der er egoistisk - Jeg kan gøre mig selv og jer andre den tjeneste at holde mig til DYI sektionen, for der er jeg i de fleste tilfælde i stand til at læse hver brugers kommentar til ende uden at sidde og skære tænder - og i sjældne tilfælde som den anden morgen, springe i luften.

Jeg forventer nu heller ikke folk har medlidenhed med mig, for jeg har ikke ondt af mig selv, så hvorfor skulle andre. Men i denne tråd ( og andre), er det bare pænt relevant med en forklaring på, HVORFOR man vælger som man gør, og HVORFOR man handler som man gør. Ellers fremstår man netop som en egoistisk trunte, der bare vil have alt hvad hun vil, og så er bedøvende ligeglad med andre, og sådan gider jeg ikke opfattes. Jeg har et ganske fint liv, men jeg ved også bare hvad jeg skal undgå for at skuden vender, og derfor træffer jeg de valg jeg nu engang gør, og det er i alles interesse. Min familie ville næppe blive begejstret over en aflyst polter, et hysterisk flip, en tur på psyk osv, og derfor er det vigtigt for mig at vide hvilken dag jeg skal afsted, og have forklaret hvad jeg IKKE ønsker, for det ved familien ikke noget om, da det ikke er noget vi snakker om.

Hvad du mener om mig er jeg som sådan egentlig ligeglad med, men jeg blev bare afsindig provokeret af dit indlæg, og valgte derfor at svare.

Og sidst men ikke mindst skal man måske ikke brokke sig over tonen, når man selv skriver rimelig generaliserende og groft. Og så vælger jeg ellers at stoppe vores debat her, og vi må være enige om at være uenige.

For ikke at optrappe debatten vil jeg bare nøjes med at takke dig Rikke for at svare nogenlunde hvad jeg selv gerne ville og så er jeg i øvrigt så enormt glad for den del af forum der handler om at andre heller ikke har et let og perfekt liv, for det hjælper mig til at få det bedre med mig selv, når jeg ved at andre ikke bare har oceaner af overskud i deres perfekte liv - det får mig til ikke at føle mig så ensom med de udfordringer jeg har, så tak til dig og andre der deler deres meget private historier i detaljer - bliv endelig ved, for I gør faktisk livet og bryllupsplanlægningen lettere for mig og måske også andre :loveshower:

1

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer