Mortil4

Trist

20 posts in this topic

I lørdags var helt fantastisk. Jeg blev gift med manden i mit liv. Vi har kendt hinanden i mange år og har altid drømt om denne dag. Vores 4 dejlige børn var brudesvend brudepiger og forlover. Håret sad, makeuppen sad, børnene var smukke og min mand så helt fantastisk ud som han stod der og ventede på mig i kirken med tårnene silende ned af kvinderne. Kirken var smuk pyntet med levende lys, sangeren sang fantastisk og rørte alle og jeg kunne slet ikke holde op med at smile. Festen var helt fantastisk med smukke, nære og rørende taler. Maden var god og de rosende ord ville ingen ende tage (Gennemført, flot, smukt.....) alle sagde jeg var smuk. Der blev taget en masse dejlige billeder, danset brudevals og min mands tale slog benene væk under alle. Som i kan læse var det bare den perfekte dag , men...........

Er så gennem trist, græder ved det mindste. Dumme tanker som øv det regnede så vi fik ikke taget billeder udenfor, øv kjolen kunne være snøret bedre, nåede ikke at se mig i spejlet inden vi hastede afsted til kirken, nåede ikke at trække vejret ned i maven før dørene gik op og så videre.......

Har drømt om denne dag i mange år. Har planlagt den i detaljer i 1 1/2 år, total stress og ingen søvn op til.......

Sidder nu og er så inderlig trist. Drømmen er udlevet, kan ikke laves om, ikke gentages, kommer aldrig til at opleve følelsen af at gå op af kirkegulvet igen. Giver noget af alt dette mening? Er der nogen der forstår min reaktion eller selv har prøvet det. Er typen der har let til tårer men græd ikke på min bryllupsdag. Sugede bare oplevelserne til mig men skal lige hilse og sige efterreaktionen er hård nu hvor stressen letter....

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror man skal passe super meget på med at have for mange forventninger, og forvente at det hele bliver perfekt. Selvfølgelig skal man forvente en fantastisk dag, og en skøn skøn stemning med dem man elsker :)

Derudover tror jeg virkelig også det er vigtigt at huske alt det gode, fremfor de få ting der måske gik galt. Du skriver jo selv en helt masse fantastiske ting, så hæng fast i dem, og ikke de få ting der kiksede. Du kan jo alligevel ikke ændre noget af det nu, og havde jo en fantastisk dag alligevel. Mht. billederne, kunne I jo evt. få taget nogle flotte udendørs billeder i jeres tøj efterfølgende, jeg ved godt de ikke er fra dagen, men så har I dag nogle billeder udenfor i jeres tøj, hvis det er et højt ønske.

Ved godt det sikkert er lettere sagt end gjort, men det er lige mine umiddelbare tanker jeg sidder med.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tror roligt jeg kan sige at du ikke er alene. .:) Jeg har oplevet reaktionen herinde før flere gange men også når jeg har talt med brude efterfølgende i forbindelse med at jeg er rendt i dem til bryllupsfester, firmafester o.l. Men er det ikke en naturlig reaktion ? Mange bruger 1-3 år på at planlægge en dag og en fest i mindste detaljer. I store perioder er det - hos nogle - noget som fylder alt. Man sætter forventningerne op, er spændt men uanset hvor godt og perfekt det hele er så er det ovre inden man har set sig om fordi dagen går så hurtigt.

Jeg tror du havde haft præcist de samme tanker hvis kjolen var snørret bedre, I havde fået taget billeder udenfor og du havde kigget dig i spejlet inden.

Det jeg så kan sige er at dem jeg har talt med efterfølgende er kommet over det og de er kommet hurtigt over det og det er kun 4 dage siden. Det er som sagt en helt naturlig reaktion men den aftager går over og andre ting kommer til. Men din beskrivelse af stress og manglende søvn op til får mig også til at sige at det er utroligt vigtigt at man i sin planlægning nogle gange stikker en finger i jorden, stopper op, tager nogle pauser og abstraherer fra det. Derudover er det vigtigt at man i dagene op til siger til selv: Vi har gjort alt hvad vi kan for at skabe de perfekte rammer for dagen og festen. Nu må det gå som det går.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tusind tak for jeres svar. Hvor er det rart at høre at jeg ikke er alene om disse følelser. Tror bare helt basal at tiden gik for stærkt. Har drømt om denne dag i mange år. Synes jeg har været i god tid med det hele men vidste godt de sidste to dage ville være hektiske. En hverdag med 4 børn er i forvejen fyldt op :-) så har forsøgt at lave så meget som muligt hen over sommeren, men efter tre dage og nætter med sygt barn deraf minus søvn i ugen op til, manden ekstra travlt på arbejde og en børnehave opstart af barn nr. 4 gik der bare træthed og stress i den.

Ville ønske dagen var gået i slowmotion:-)

Med hensyn til billederne så bryder jeg mig bare ikke om at blive at blive fotograferet. Pga. Regnen blev det i fotografens studio på et Hvidt tæppe og hvid baggrund og masser af spotligt. Super dygtig og omhyggelig fotograf men efter nul søvn, nul mad og to timer med "smil" var jeg bare rigtig dårlig. Vi har besluttet tage lidt nye billeder herhjemme i vores fine tøj på amatørbasis, afslappet og i solskin. Har ikke set fotografens billeder endnu men han er super dygtig så mon ikke de overrasker positivt.

Tror også nok det skal gå over der er bare så mange følelser at forholde sig til lige nu så det er bare rart at dele det med nogen. Tak for svar og tak fordi i lyttede......

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Den må være til Rikke. :lol: Jeg kan jo af gode grunde ikke sige at jeg selv har/har haft disse følelser og været igennem det (kan Rikke vel faktisk heller ikke endnu). Jeg kan blot sige hvad jeg har set og observeret i mine mange år her på bryllupsklar.dk og "udenfor" + bekræfte at sådan en dag går lynhurtigt. Men med 4 børn kan du tage det helt roligt. :lol: Hverdagen bliver hurtigt fyldt op af alle mulige andre ting.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

I lørdags var helt fantastisk. Jeg blev gift med manden i mit liv. Vi har kendt hinanden i mange år og har altid drømt om denne dag. Vores 4 dejlige børn var brudesvend brudepiger og forlover. Håret sad, makeuppen sad, børnene var smukke og min mand så helt fantastisk ud som han stod der og ventede på mig i kirken med tårnene silende ned af kvinderne. Kirken var smuk pyntet med levende lys, sangeren sang fantastisk og rørte alle og jeg kunne slet ikke holde op med at smile. Festen var helt fantastisk med smukke, nære og rørende taler. Maden var god og de rosende ord ville ingen ende tage (Gennemført, flot, smukt.....) alle sagde jeg var smuk. Der blev taget en masse dejlige billeder, danset brudevals og min mands tale slog benene væk under alle. Som i kan læse var det bare den perfekte dag , men...........

Er så gennem trist, græder ved det mindste. Dumme tanker som øv det regnede så vi fik ikke taget billeder udenfor, øv kjolen kunne være snøret bedre, nåede ikke at se mig i spejlet inden vi hastede afsted til kirken, nåede ikke at trække vejret ned i maven før dørene gik op og så videre.......

Har drømt om denne dag i mange år. Har planlagt den i detaljer i 1 1/2 år, total stress og ingen søvn op til.......

Sidder nu og er så inderlig trist. Drømmen er udlevet, kan ikke laves om, ikke gentages, kommer aldrig til at opleve følelsen af at gå op af kirkegulvet igen. Giver noget af alt dette mening? Er der nogen der forstår min reaktion eller selv har prøvet det. Er typen der har let til tårer men græd ikke på min bryllupsdag. Sugede bare oplevelserne til mig men skal lige hilse og sige efterreaktionen er hård nu hvor stressen letter....

Forstår dig fuldstændig! Genkender det 100%! Havde også forventet jeg ville tude en hel masse på dagen, men selvom jeg var meget meget glad og ét stort smil, følte jeg ikke helt, jeg var i kontakt med mig selv. Det er helt som du beskriver - den perfekte fest, så mange har rost det og alle andre er helt oppe at køre over dagen. Det regnede også d. 30 august og selvom vi kunne tage billeder udenfor (og vi har lige fået de første fra fotografen og de er megagode), var det ikke de gyldne, bløde, solstråle billeder i en nedlagt æbleplantage, som jeg havde drømt om. Vi tog på en kort bryllupsrejse - 4 dage i Italien og det øsede ned og var mega koldt. Vi var et sted oppe i bjergene, hvor der ikke var meget at lave. Vi skulle have ligget ved poolen og solbadet. Var så mega bitter og vred og ked af det! Følte jeg burde svæve på en lyserød sky, men i stedet havde jeg det som du har beskrevet. Og i DK blev der sommer igen! Skrev hjem til en veninde og min mor og fik ingen forståelse - vi skulle jo alligevel bare hygge os - lykkelige og nygifte - på værelset, skidt pyt med vejret. Men det er hårdt at gå fra adrenalin og mega stress, til at lave INGENTING. Kan stadig blive jaloux og bitter, når det efterfølgende har været sol på en lørdag. Og bliver irriteret når jeg ser på billederne hvor uglet mit hår var og hvor dårligt make-uppen holdt. MEN det var jo en perfekt dag! Så hvorfor har man det sådan? Kan ikke svare dig.. Håber det er ved at blive bedre. Det bliver langsomt bedre her :) Det har hjulpet at komme hjem igen og have venner og familie på besøg og snakke dagen igennem igen og igen. Jo flere detaljer de fortæller om, jo mere vi griner af ting fra dagen osv jo mere husker jeg, at det var en fantastisk dag! :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Sådan tror jeg faktisk de fleste har det :)

Jeg har det også sådan (på en måde) Vi blev forsinket ved frisøren, så vi kom alt for sent i kirken, og nåede slet ikke at stresse ned før vi blev sendt afsted op ad kirkegulvet osv.

Så var frisuren desuden allerede ødelagt efter ca 2 timer - og til festen var svigermor (som iøvrigt ikke kan lide mig) stang-vissen, og MAX belastende, og forsøgte at styre slagets gang ved at stjæle toastmasters båthorn, småsnakkede under alle talerne, bagtalte min mor og mig hver gang hun kunne komme til det, og styrtede iøvrigt tudende ud to gange og ville tage hjem - og værst af alt - brød ind i "vores" dans (første dans efter brudevalsen) som vi havde haft som eneste krav til musikken, fordi vi gerne ville have en hel dans bare for os selv, en dans hvor vi kunne se hinanden dybt i øjnene og bare sige "vi gjorde det!" Sidstenævnte er det eneste der virkelig går mig på den dag i dag - fordi det var det der betød mest for mig på dagen (udover at blive gift selvfølgelig) og fordi jeg ved at hun gjorde det helt bevidst, for andre gæster forsøgte at stoppe hende, og på videoen der er filmet imens, kan man hører hende sige at "jeg ikke har fortjent det"

Når det så er sagt, så har jeg besluttet mig for at de ikke er ting der skal ødelægge vores store dag! Udover de ting havde vi en fantastisk dag, med mange gode taler, vi hyggede os, hørte en masse fantastisk musik, og var omgivet af alle dem vi elsker :heart:
Og så følte vi os i helt trygge hænder - både ved dem der stod for festen, og ved Bent fra DiskoBil, der bare var fantastisk! Aldrig har jeg drømt om at Dj'en ville sætte sig ud og snakke med min meget trætte (og dermed sure) søn der ingenting gad, ej heller havde jeg på noget tidspunkt drømt om at han i den grad involverede vores datter (tror hun fik snoet ham en lille smule rundt om fingeren :tunge: ) at alle hendes yndlingsnumre blev spillet - og da det var tid til at gå hjem, og hun bare var træt, så vidste ikke hvad hun ville hører, men vi kom med forslag, og vupti - blev de spillet! Så Saramusen blev spillet ud af festen med manér!

Det har virkelig været med til at gøre vores dag perfekt, og dermed er det også nemmere at se bort fra det der gik galt. Prøv at huske på alt hvad der bare var helt perfekt, og så spørg dig selv om det der gik galt, ødelagde festen, eller betyder noget den dag i dag. I blev gift, i havde en fest - og i har hinanden. Hvad mere mangler man?

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Ej hun lyder da lidt irriterende hende svigermor! Sikke noget i måtte stå mål til på jeres bryllupsdag -Blomst- ! Og dejligt du kan mindes alt det gode alligevel.

Jeg ved ikke, om det er det samme for Mortil4, men for mit vedkommende er det jo i virkeligheden ikke de ting med vejret og håret, der er galt. Det er meget små ting på en fuldkommen perfekt dag. Men det er nok de ting, jeg hænger mine følelser op på. For det er jo fuldstændig ulogisk i mine (og i andres) øjne, at man kan være ked af det oven på sådan en fantastisk dag, hvor alt klappede og man sagde ja til manden i sit liv. Jeg kunne ikke lade være med at føle mig skuffet og ked af det i dagene efter - men over hvad dog? Og det jeg har syntes har været aller hårdest, har været andres forventninger til, at man var på en lyserød sky. Jeg følte et enormt pres for at fremkalde følelser jeg ikke havde, og følte mig helt forkert for at have det sådan. Jeg frygtede virkelig at komme tilbage på arbejde og alle skulle spørge til brylluppet.

Det der har hjulpet mig, er at snakke dagen igennem igen og igen, se billeder, se videoer, at min mand har været så støttende og forstående (og på ingen måde bebrejdede over, at jeg ikke kunne spejle hans følelser lige efter brylluppet) og så st være ærlig! De fleste har faktisk sagt "det kunne jeg godt forestille mig" og "sådan ville jeg nok også have det", når jeg har fortalt om mine blandede følelser omkring det hele. Så det har også hjulpet at komme ud med det og holde op med at have dårlig samvittighed over at have det sådan :)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg tror det der med at så lang tids planlægning er overstået og man efterfølgende føler sig tom, er helt rigtigt, og ikke mindst at man har nået klimaks og luften ligesom er gået ud af ballonen, og det fortæller kroppen klart og tydeligt.

Er sikker på det er ret så normalt.

Udover jeg var lidt trist lige efter, så har jeg også været fuldstændig blank på øverste etage siden! Samtlige aftaler jeg har haft siden brylluppet hsr jeg glemt alt om! Inkl. sønnikes fodboldtræning som han har gået til i rundt regnet 4 år! Det har faktisk været så slemt at hans træner lige kom hen og præsenterede sig igen i dag, for jeg måtte da have glemt ham, når nu ikke vi havde været der i nogle uger :blush: Det var slet ikke pinligt, og måtte da også spørge om han prøvede at sige noget omkring vores fremmøde til træningen på det seneste :lol:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Jeg havde det også sådan. Det er fy fy tanker, og de er svære at offentliggøre, fordi de tanker er ikke "berettiget" og andre kan ikke sætte sig ind i det. Jeg var selv meget - ja bitter måske. 1 års planlægning, og i starten var det sjovt og spændende, men endte som en kamp der gik mig meget på, fordi det var så svært at finde det jeg ønskede (vi ønskede). Hele den der "lyserøde" følelse var ikke eksisterende. Og det gik mig så meget på. Gør det til dels stadig, men jeg tænker ikke så meget på det mere.

Jeg er ikke i tvivl om at vi har haft "det bedste bryllup", men jeg syntes bare der var så mange ting som ikke var "godt nok" alligevel. Og bagefter? Ingen lyserød sky :blink: Jeg følte en overgang at de 120.000 vi skød i det bryllup bare var penge ud af vinduet, men der er jeg da heldigvis blevet fornuftig :lol: (ellers dør man af bitterhed). Selvom min kjole ikke sad godt nok, mit hår slet ikke var det jeg havde ønsket, vores fotograf (som ellers skulle være så god - og han er virkelig også topfotograf) levede bare på INGEN måde op til vores forventninger, musikeren var ved at stille op da vi ankom - det havde jeg da en forventning om var sket tidligere, der var de forkerte dekorationer på bordene, og jeg var nødt til at smide min kjole under forretten, for jeg var ved at omkomme i den - for oveni, var jeg jo også hundesyg og havde kun fået 3-4 timers søvn. Men det er tanker som jeg kun har delt med de færreste, fordi jeg føler virkelig ikke at jeg kan tillade mig det, og som Blomst skriver, måske skal man have fokus på det gode i stedet for. Lige præcis - men det er satme svært! :lol: Og meget af det var da skide ligegyldigt...

Nå men altså, nu hvor det er på afstand, så var det en smuk, dejlig og ikke mindst kærlighedsfyldt dag. Vi havde de mest fantatiske indslag og vores gæster hyggede sig så meget.

Jeg vil gerne have et bryllup mere - ikke en ommer, ALDRIG. For det vil det aldrig blive. Jeg vil bare gerne opleve det hele igen, selvom det jo aldrig bliver det samme. Men det er sådan en smuk glad dag, og næste gang - så kan jeg nok nyde det lidt bedre :lol::heart:

Så mit bedste råd er: giv tid, og anerkend dine følelser. På sigt husker du kun alt det dejlige og smukke, heldigvis.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Hvis det kan berolige dig A (Blomst) så oplevede jeg slet ikke alle de ting du omtaler der selvom jeg stod lige bag hovedbordet. Man kunne derfor have en ide/håb om at de øvrige gæster som ikke sad ved hovedbordet heller ikke bemærkede det så udbredt. Jo jeg oplevede den med båthornet og gav hende også det gule kort. Egentlig meget sjovt - i hvert fald første gang.

Jeg kender ham ikke men der var en DJ/ny annoncør herinde som fornylig skrev noget i retning af at børn er med til skabe stemning på et dansegulv mv. Jeg tænkte hvor har han dog ret - i hvert fald nogle gange. Ved nogle bryllupsfester er det bedre for børnene og festen at de hentes lige efter brudevalsen og så er der andre fester - som her - der er meget andet end musik, dans og vild fest efter brudevalsen, hvor han har fuldstændig ret. :)

Hvad din svigermor måske ikke var, det var din mor så hele vejen igennem :lol: Både under middagen og efterfølgende. Det var hende, dig og ikke mindst Sara der styrede det dansegulv, så selvfølgelig skulle Sara da også tilgodeses og spilles ud af festen med maner. :lol: Hvad sønnen angår rakte mine pædagogiske evner ikke så langt til sidst. Det er ikke altid at teknik m.v. fænger. Særligt ikke hvis "offeret" er "lidt" træt. :lol: Men altså jeg har også en overmand i egne rækker i Lars (én af vores andre DJ's) og det kunne jeg læse på Trustpilot. Han har præsteret at gå tur med en barnevogn under en bryllupsmiddag og derved fået en højrystet baby til at falde til ro. Længe leve long mix . :)

:back2topic: Når man kigger ned i tråden så er alle jer der ytrer jer vedr. følelserne efter dagen blevet gift indenfor de sidste ca. 14 dage. Så som sagt ovenfor. Give it time. Det bliver hurtigt hverdag igen fyldt op af en masse andre ting.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Og jeg elsker at stå og nusse min kjole lidt hehe - i efterkrigstiden :lol:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

:lol::lol::lol:

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Og jeg elsker at stå og nusse min kjole lidt hehe - i efterkrigstiden :lol:

Ha ha! Jeg skal ud og prøve brudekjoler om 2 uger og har lige sagt til min H2B at det bliver så svært at holde kjolen hemmelig for ham. For jeg har da lyst til at have den hjemme og danse rundt i hver aften ;-) Ved da ikke hvordan jeg skal kunne sende den med min mor og stedfar hjem og lade dem beholde den det næste halve år ;-P

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Det er så svært at holde den kjole hemmelig! Bare det at undgå ikke at tale over sig... Så held og lykke ;)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Prøv at gør det én gang. Så tror jeg du kommer på andre tanker. :lol: Mange har en fornemmelse af at de har en 3. dansepartner når de danser med brudekjolen. Når det så er sagt er det sikkert en særlig fornemmelse.

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jo tak jeg tror også det bliver sindsygt svært :-)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Prøv at gør det én gang. Så tror jeg du kommer på andre tanker. :lol: Mange har en fornemmelse af at de har en 3. dansepartner når de danser med brudekjolen. Når det så er sagt er det sikkert en særlig fornemmelse.

Du har sikkert ret :-) Men ih hvor man jo drømmer når man sådan skal ud og prøve kjoler for første gang :-)

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Æh - Jeg har jo aldrig prøvet det :lol: men ser jo hvordan mange af jer kæmper med kjolerne når det går løs :lol: Men det overskygges helt sikkert af de følelser der vælter ind over en og som jeg jo aldrig vil kunne forholde mig til

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Tak for alle jeres forstående svar. Kan godt mærke at det bliver bedre dag for dag. Ville stadig gerne lige spole tiden tilbage til da jeg skulle gå op af kirkegulvet, og så lige tage den 5-10 gange i slowmotion:-) så jeg var sikker på at få det hele med. Jeg nyder at se billederne og genkalde mig turen, for nej jeg føler heller ikke rigtigt jeg var tilstede i "øjeblikket" Tror alle de drømme, forventningerne og den kæmpe planlægning har fyldt så meget at jeg står med følelsen "jamen er det hele så bare overstået nu" jeg kommer aldrig til at opleve det igen, kommer aldrig til at føle den forventning igen men omvendt har jeg fået manden i mit liv, festen var perfekt og ja de ting der ikke helt var som i drømmen ( regn, billeder mm.) betød jo ikke noget på dagen. Tror det er svært for mange at forstå, men så er der jo heldigvis jer:-) <3Tak

Er ked af at høre om de ting der gik galt for jer men dejligt at i alligevel havde en fantastisk dag

0

Share this post


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Create an account or sign in to comment

You need to be a member in order to leave a comment

Create an account

Sign up for a new account in our community. It's easy!


Register a new account

Sign in

Already have an account? Sign in here.


Sign In Now

Annonce ♥