Sorry! Men er det ikke mig der bestemmer?

[carinadan 0]

Øv!! Sidder nu med en følelse af at være gået imod strømmen. Sagen er den, at jeg ikke har mine forældre mere. Så var lidt itviv om, hem der skulle føle mig op i kirken??

Vi har et vennepar og de betyder rigtigt meget for os. De har kendt min kæreste i mange år og taget super godt imod mig. Derfor har jeg valgt at spørge ham - om han vil følge mig op den dag! Det blev han utroligt beæret over... Og takkede JA!!!

Nu er det så bare, at en tæt veninde af mig - syntes overhovedet ikke om ideen. Hun finder det akavet ( ikke min ven) og mystisk, at valget faldt på ham.

Det skuffede mig inderligt og jeg blev ret ked. Normalt er jeg ret ligeglad med andres meninger. Men denne ramte mig...

Er det ikke min beslutning? Ved jeg trodser Emma Gad og diverse traditioner!! Men det valg betyder noget for mig...

Hvad tænker I om dette????

Øv

[sommer09 104]

Tænker du skal fast i dit valg, og gør som du har det bedst med Har du forklaret hvorfor dit valg gik på ham? Ikke fordi jeg kan se nogen grund til at forklare dig, for som jeg tænker det er det jo dit valg

Edited February 7, 2015 by sommer09

[diskobil 357]

At du måske lægger mere i det end der reelt set er. Jeg tænker umiddelbart ikke andet end at hun er din gode veninde og at hun bare har sagt hvad hun mener om det på samme måde som man gør med så mange andre ting. .

[gybbelgobbel 180]

Det er hendes holdning og fint nok med det, det skal du da overhovedet ikke tage dig af.

Måske er hun egentlig bare lidt stødt over at du vælger en fra "hans side" (jeg forstår det som at din tilkommende var venner med dem før han mødte dig?)? Måske hun føler sig forbigået?

Noget andet du måske skal overveje er hvorfor netop denne mening har ramt dig, hvis du normalt er ret ligeglad med andres holdninger?

Personligt synes jeg hele ideen om at blive "givet bort", som jo er den gamle symbolik, er gammeldags, men skulle jeg (i et tænkt eksempel) gives bort ville jeg kun kunne se "logikken" i at det var min (pap)far, min mor, min bedstefar/bedstemor, evt. søster/bror som gav mig bort. Personligt havde jeg dog nok valgt at gå alene hvis jeg ikke havde haft mine forældre eller bedsteforældre mere. Jeg lægger tryk på hvad jeg personligt synes og ville gøre, for at gøre det klart, at det er min holdning og at jeg ikke synes det du gør på nogen som helst måde er forkert - det er dit og din kommende mands bryllup, det er jer der bestemmer.

[ChristinaMN 22]

Øv!! Sidder nu med en følelse af at være gået imod strømmen. Sagen er den, at jeg ikke har mine forældre mere. Så var lidt itviv om, hem der skulle føle mig op i kirken??

Vi har et vennepar og de betyder rigtigt meget for os. De har kendt min kæreste i mange år og taget super godt imod mig. Derfor har jeg valgt at spørge ham - om han vil følge mig op den dag! Det blev han utroligt beæret over... Og takkede JA!!!

Nu er det så bare, at en tæt veninde af mig - syntes overhovedet ikke om ideen. Hun finder det akavet ( ikke min ven) og mystisk, at valget faldt på ham.

Det skuffede mig inderligt og jeg blev ret ked. Normalt er jeg ret ligeglad med andres meninger. Men denne ramte mig...

Er det ikke min beslutning? Ved jeg trodser Emma Gad og diverse traditioner!! Men det valg betyder noget for mig...

Hvad tænker I om dette????

Øv

Det er JERES store dag og derfor også JERES beslutning. Jeg går personligt selv op alene, jeg synes virkelig du skal følge din mavefornemmelse og glemme sure opstød fra sidelinien (ved godt det er nemmere sagt end gjort) - Du får lige en krammer

[TennaGerdes 10]

Det er 100 % din beslutning..

[W2B 0]

Jeg synes, at du skal gøre præcis, hvad DU føler for!

Din veninde er måske meget traditionsbunden, hvorfor hun måske synes det naturlige valg for dig havde været et mandligt familiemedlem.

Jeg tror ikke, at hun på selve dagen fokuserer på det akavede/mystiske (som hun jo synes, det er) ved at han følger dig op - kun på hvor smuk du kommer til at se ud :-)

[WeddingAddict 30]

Jeg synes du skal gøre hvad du gerne vil!! Og så er den ikke længere...

At hun lige havde et surt opstød over det, skal da på ingen måde påvirke din følelse med det hele!

Folk blev da også vildt underlige da jeg sagde at jeg havde valgt at det var min datter på 13 år som skal følge mig op til min Hubby ( han er hendes bonusfar) og ikke havde valgt min far. Men jeg har været gift en gang før og der fulgte min far mig op. Dengang synes jeg det var sødt at de ligesom gav mig bort. Denne gang er det bare vigtigt for mig at Isabella følger mig op, for på den måde har hun ligesom "godkendt" mit valg... hvis det giver mening.

[Ki Schou 215]

Jeg synes, at det er en meget smuk gestus, og din ven blev tydeligvis meget glad for det. Så jeg synes, at du skal holde fast i den.

Måske tænker din veninde, at det ikke er så "romantisk" som hvis det var et ældre familiemedlem, der gav dig bort fx en onkel eller bedstefar eller noget i den dur.

Men jeg ville holde fast i den beslutning, som du har truffet

Held og lykke

[TwoHearts 0]

Der er kun én ting som er vigtig og det er, at brylluppet bliver præcis som du og din kommende mand ønsker det skal være! Der skabes minder denne dag som I resten af livet vil sidde og tænke tilbage på med glæde. Så dejligt du har truffet et valg. Hold endelig fast i det.

Måske din veninde bare blev overrasket og troede hun selv skulle have haft rollen og så reagerede som hun gjorde i øjeblikket. Fortæl over en hyggelig kop kaffe at du har truffet et valg fordi det føles rigtigt for dig. Jeg er sikker på, at din tætte veninde nok skal "komme sig over det" og i stedet hjælpe dig med andre opgaver i forbindelse med bryllupsplanlægningen/brylluppet, hvis du ønsker det:-)

I ønskes et skønt bryllup

De bedste ønsker

Heidi