Artiklen er skrevet af vores samarbejdspartner Troelstrup i januar 2021.
Det er i den grad andre tider end sidste år, hvor vi lavede vores årlige trendartikel med Troelstrup omkring populære looks til gommen. Vi har igen bedt eksperterne fra en af Danmarks ældste herretøjsbutikker om at dele ud af deres erfaringer og forventninger til hvilke looks, der vil tage fart til bryllupperne i 2021 – særligt nu hvor tidsånden pludselig er en helt anden.
DR nyheder har allerede spået om, at tiden på den anden side af corona-pandemien kan tage form som 1920erne, hvor både kultur og økonomi var i opsving i kølvandet på blandt andet den spanske virus. Vi krydser allesammen fingre for, at vi i løbet af 2021 begynder at kunne se lysere tider. I så fald kan dette, som nyhedsmediet lufter tanken omkring, blive afspejlet i overdådige og måske længe ventede post-corona-bryllupper i bedste “The Great Gatsby”-stil.
Det interessante er dog, at andre tendenser samtidig trækker i en mere modstridende retning – nemlig fokus på bæredygtighed og forbrug med omtanke.
Troelstrup spår derfor, at trends for gommen i år 2021 vil komme til at pege i 2 retninger: Én hvor brylluppet bliver en overdådig fest og farverig fejring af livet, og én hvor brylluppet bliver en bæredygtig og mindre prangende kærlighedens fest.
Overdådig fest for livet
“Hvis du søger et ekstravagant bryllupslook, der i den grad markerer at bryllupsdagen er en helt særlig festdag, så kig mod kjolesættet eller jaketten – også kendt som morning suit” udtaler Hans Peder Lange, der er butikschef hos Troelstrup, og en af butikkens bryllupseksperter med årelang erfaring indenfor rådgivning til den store dags påklædning.
Kjolesættet er et utroligt traditionsrigt sæt tøj, og er ifølge kutymen den korrekte påklædning for gommen til et kirkeligt eftermiddagsbryllup. Jaketten er i samme båd, men til en vielse der afholdes om formiddagen. Det er nemlig også heraf at navnet “morning suit” kommer. Troelstrups butikschef Hans Peder Lange knytter dog en kommentar til denne oprindelige forskel mellem de to sæt:
”Én ting er de oprindelige foreskrifter omkring tøjet, men hvorvidt man i dag vælger kjolesættet eller jaketten bør jo dybest set ikke komme an på nogle gamle regler. Det samme gør sig desuden gældende for smokingen. Folk bliver i dag gift på stribe i smoking, men det var oprindeligt et sæt tøj, der blev brugt til fest og ballade og bestemt ikke et bryllup. Moden og tøjets kulturelle betydning har ændret sig så ubeskriveligt meget. Mit råd er derfor, at man blot skal vælge det, som ens hjerte begærer.”

Kjolesættet er absolut en af de mest festlige sæt, som den civile mand kan iklæde sig. Det går perfekt til et stort bryllup i storslåede omgivelser, hvor der er plads til store armbevægelser

Jaketten, også kendt som “morning suit”, minder om kjolesættet med hensyn til snit, men kan have andre farver end blot sort/hvid. Oftest er et jaket-sæt designet i grå nuancer
Bæredygtig kærlighedsfejring
Igennem de seneste år har Troelstrup fulgt en mere og mere dominerende tendens til at gommen ønsker at investere i et sæt, der også kan bruges efter brylluppet.
“Denne utroligt kærkomne, bæredygtige tankegang spår vi herudover, at flere og flere vil kombinere med omtanke omkring, hvor tøjet er blevet produceret henne. Det skyldes, at en habit fra fx Canali, der produceres i Italien, har betydeligt kortere til Troelstrup i København end tøj produceret i Asien, og dermed også giver lidt point på den samvittighedsmæssige klimakonto.”
Hans Peder tilføjer herudover, at netop ud fra denne betragtning omkring den store indflydelse som shipping har på det globale klima favoriserer Troelstrup netop brands, der tilsikrer at så meget tøjproduktion som muligt foregår indenfor Europas grænser.
Looks der er oplagte at investere i til bryllup, og som snildt kan give glæde mange år efter er en festhabit eller en smoking. En lækker habit i god kvalitet kan bruges til job og formelle anledninger efter den store dag, mens smokingen er oplagt at hive ud af skabet til nytårsfester – eller for den sags skyld til andre bryllupper som velklædt, festlig gæst.
Annonce ♥
Indenfor smokings er der et hav af valgmuligheder. De mest populære designs er den klassiske sorte smoking eller en navy variant, der gennem efterhånden en håndfuld år har haft stigende popularitet.
“En smoking er jo ikke bare en smoking. Én ting som de fleste kan starte med at forholde sig til er farven, herefter kommer præferencer indenfor detaljedesign, men det allevigtigste er faktisk pasformen. Her skal man have rådgivning til at finde frem til den helt rette model.”
Hans Peder forklarer videre, at man hos Troelstrup altid har mindst 10 smokings fordelt over forskellige pasformer og brands klar i butikken – og at butikken herudover også laver custom made smokingdesigns på stribe. Ønsker man derfor at blive gift i smoking, er det bedste man kan gøre at starte med at rådføre sig med en ekspert på området, så man ikke selv farer vild eller kommer ud af døren med noget som var dyrt, men som man ganske enkelt ikke bliver glad for.

Smokingen er en af de mest populære valg af påklædning til bryllup – både for gom og gæster. Der er et hav af muligheder, så det bedste råd er at starte med at finde en god ekspert, der kan guide en igennem virvaret med sikker hånd

Den navy variant af smokingen har vundet indpas de seneste år
Festhabitten er som nævnt også et populært valg af påklædning til gommen. Særligt hvis man sjældent går i jakkesæt, så vil et sådan sæt tøj være rigeligt til at markere at bryllupsdagen er en helt særlig og festlig anledning.
“Hvis man gerne vil giftes i en habit, så er det klart anbefalelsesværdigt at man lægger noget kærlighed i detaljerne og tilbehøret til sættet – ellers kan man komme til blot at ligne en revisor”.
Af muligheder for at sørge for, at looket bliver festligt og ikke blot formelt nævner Hans Peder blandt andet et tilvalg af silkevest og plastron eller en farverig butterfly, skjorte med dobbeltmanchetter, så der kan bæres manchetknapper, og naturligvis et par lækre sko.
Angående valget af farve på jakkesættet er blå, i et utal af nuancer, altid den mest populære valgmulighed. Indenfor den seneste tid har man dog hos Troelstrup iagttaget en stigende interesse for de grå sæt, der også gør sig rigtigt godt året rundt.

Festhabitten er et godt valg for manden, der ikke går i jakkesæt til hverdag, og for hvem denne påklædning dermed markerer en ekstraordinær anledning. Særligt de blå jakkesæt er altid populære til bryllup, og fåes i et hav af nuancer og metervarer

brudgom i grå fest habit
Hvad forskellen egentlig er på en smoking og en habit er et af de spørgsmål som Troelstrup får oftest. Det er en længere snak, som vi ikke skal lade os blive afsporet af, men som du kan læse meget mere omkring på Troelstrups online univers for tøj til bryllup og fest. Der er nemlig talrige forskelle på designet – og ligeledes kan man komme ud for mange holdninger til, hvornår man bør iklæde sig hvad.
Annonce ♥
3 gode råd til gommen 2021
I tillæg til trendfokusset deler Troelstrup 3 gode råd, der er værd at tage med sig, når man skal finde tøjet til gommen i 2021.
Kom i (ekstra, ekstra) god tid
I kølvandet på coronakrisen kan du risikere større vareefterspørgsel end udbyttet kan efterleve – i hvert fald lige efter krisen. Det skyldes bl.a. at mange i modebranchen kan være gået konkurs eller have været ramt af produktionsnedlukninger.
“Det kan blive rigtig frustrerende både for butikker, der ikke har nok varer at sælge af, og forbrugere, der ikke kan få deres ønsker til bryllupstøjet opfyldt. Vores bedste råd er derfor: Kom i ekstra, ekstra god tid! Better safe than sorry.”
I skrivende stund har Troelstrup allerede forspørgsler fra kommende brudgomme, der skal giftes i sensommeren og vil være sikre på at være først i kø til at finde tøjet til bryllupsfesten, så snart butikken atter får lov at slå dørerne op.
“Den overordnede anbefaling er, at man køber tøjet til brylluppet 8-10 uger før datoen for festen. Man kan dog sagtens begynde sin research og kigge til inspiration længe før, hvis man ønsker det” udtaler Hans Peder slutteligt.
Den gyldne middelvej
Måske behøver det ikke være enten eller mellem de to ovenfornævnte poler? Bare fordi noget er bæredygtigt behøver det ikke nødvendigvis være mindre luksuriøst. Du kan sagtens skabe et bryllupslook, der både kan benyttes ved mange andre lejligheder og er det ypperste luksus.
Hvis du fx gerne vil giftes i smoking, hvorfor så ikke prøve at se, hvordan den ekslusive, håndsyede, italienske Canali ser ud på dig? Den kan du få glæde af til mange nytårsfester frem i tiden. Sådan kan dit bryllupslook blive både bæredygtigt og overdådigt.
Dress op, men klæd dig ikke ud
Følg hjertet og find en balancegang, hvor du føler, at looket bliver noget ganske særligt, men at du ikke føler dig som en, der er på vej til fastelavn. Gør brug af de muligheder, der er til rådighed for at dresse dit sæt op: Sko, slips/butterfly/plastron, vest, manchetknapper, pochette/brystbuket, seler osv.
Det er altid en skam at se en gom, der har investeret det hvide ud af øjnene i et dyrt sæt tøj, for derefter at lade looket falde til jorden ved ikke at have lagt ligeså meget kærlighed i valget af sko og tilbehør til sættet. Hvis du er bange for, at looket stikker af, så prøv at holde dig til at tilbehøret har den samme farve blot i nogle forskellige nuancer.
Og som hovedregel: Hvis du begynder at føle dig som et fastelavnsris, så er det ikke det rigtige tøj for dig. Du skal føle dig tilpas, så du kan stråle af selvtillid på jeres store dag.

Hans Peder Lange er butikschef hos Troelstrup, og blot én ud af butikkens team af bryllupseksperter med årelang erfaring indenfor rådgivning til gommen og de mandlige gæsters påklædning
Alle billeder og rettigheder hertil tilhører Troelstrup. Se meget mere bryllupstøj på Troelstrup.com