Bryllupsrejse på Guadeloupe

Drømmer I om en bryllupsrejse ud over det sædvanlige, er Guadeloupe en sikker vinder, for som de selv siger: 5 øer – ét paradis. Guadeloupe byder på fantastiske muligheder for spektakulære oplevelser for både de eventyrlystne, og dem der bare ønsker at dase. Guadeloupe er en ud af 4 franske DOM-ROM’s, som er en forkortelse for ”oversøisk region og departement” og øen tilhører dermed Frankrig.

Guadeloupe byder pga. sit franske tilhørsforhold på et spændende miks af afrikansk og fransk kultur, her får I det bedste fra begge verdener. Eksempelvis giver fransk kogekunst kombineret med friske caribiske råvarer et køkken helt i særklasse, hvorfor I kan krydre jeres bryllupsrejse på Guadeloupe med kulinariske oplevelser som fx grillede jomfruhummere og venusmuslinger.

Øer på Guadeloupe

Guadeloupe er en del af De Små Antiller i Det Caribiske Hav, bestående af 2 hovedøer; Grand-Terre og Basse-Terre og en lille håndfuld småøer; Les Saintes, Marie-Galante og La Désirade. Med sin unikke form ligner Guadeloupe set oppefra en fin sommerfugl.

Annonce ♥

De 2 hovedøer Grand-Terre og Basse-Terre ligner 2 vinger og er delt af en smal kanal (saltfloden), hvorfor de kun er forbundet via broer. Den venstre vinge er Basse-Terre i Det Caribiske Hav, og vingen til højre for kanalen er Grand-Terre, som sjovt nok ligger i Atlanterhavet.

De resterende øer ligger i havet omkring, og der er mulighed for at pendle mellem øerne med både fly og båd.

guadeloupe Ile des Saintes Grand-Terre

Modsat hvad navnet antyder, er Grand Terre den mindste af de 2 hovedøer med sine 590 km2. Det er her, I finder de klassiske paradis strande med kridhvidt sand og turkisblåt hav, der bare indbyder til rendyrket afslapning.

Øen er desuden kendt for et relativt fladt landskab med bløde bakker. Et perfekt sted for de mange sukkerrørsplantager og et centrum for handel og landbrug.

Det er også her, I finder byen Pointe-à-Pitre, som bestemt er en køretur værd. Læs mere om denne længere nede. Grand-Terre er øen med de fleste hoteller og derfor også den mest turistede af øerne, men det er ikke tilnærmelsesvis i et omfang, som man ser det på klassiske charterdestinationer.

Her er masser af plads og masser af luft omkring jer til at dyrke tosomheden og romantikken.

Basse-Terre

Basse-Terre er helt anderledes end sin mindre søster-ø. På de 848 km2 er terrænet præget af klipper og vulkantoppe, og meget af øen er dækket af tæt og frodig regnskov.

Den indre del af øen har fået klassifikation som nationalpark, og der er hele 300 kilometer vandrestier rundt i parken, hvor I kan få et uforligneligt indtryk af Guadeloupes flora og fauna, når det er bedst. I kan blandt andet se mahogni- og gummitræer og blomstrende vilde orkidéer.

På Basse-Terre ligger La Soufrière vulkanen, som er et must-see-liste sammen med Chutes Du Carbet vandfaldene. På øen ligger desuden den officielle hovedstad Basse-Terre (samme navn som øen), en hyggelig gammel by med huse i fransk kolonistil, men hvor der ikke er den største koncentration af aktiviteter og attraktioner for turister.

Les Saintes

Les Saintes er også kendt som Helgens-øerne og består af 9 bittesmå øer, som ligger syd for Basse-Terre. Kun 2 af de små øer er beboede. Her kan I opleve autentisk caribisk stemning af dimensioner. Tempoet er langsomt, og jeres transportmiddel vil oftest være jeres ben eller alternativt en cykel eller en scooter.

Her er som på de resterende øer fantastiske muligheder for at dykke og snorkle i det klare vand, og derudover kan øen også byde på leguaner og kaktusser som eksotiske indslag. Øens største attraktion er Fort Napoleon, som nu fungerer som museum med både Les Saintes-øernes og Napoleons historie på programmet.

dykkerbillede

Marie-Galante

En times sejlads fra Guadeloupe ligger øen Marie-Galante, som er opkaldt af Columbus efter hans skib Santa Maria La Galante. Øen er også kendt som La Grande Galette, hvilket betyder Den store pandekage. Dette henviser desværre ikke til øens nationalret, men derimod til den runde og flade form, som øen har.

Øen er blandt andet kendt for sin produktion af rom og derfor er et besøg på et lokalt romdestilleri oplagt. I kan vælge mellem Bellevue, Bielle og Poisson. Marie-Galante siges at producere noget af den allerbedste rom og derfor skal et sådant besøg helt sikkert suppleres med smagsprøver.

Inden promillen bliver for høj, bør I dog unde jer selv en vandretur rundt på øen. Læs mere på øens eget turistbureaus hjemmeside.

La Désirade

Øens nordlige side er helt ubeboet, mens sydkysten har fin hvid sandstrand og et fantastisk rev. Der er god mulighed for at dykke ud for øen men vær opmærksom på, at der ingen udlejningssteder findes derude, så I skal selv medbringe udstyr, hvis I ønsker at dykke på La Désirade.

Vi kan anbefale et besøg på den smukke strand Beauséjour, hvis I er til  badning og solbadning – og Petite Rivière er stranden for de, som ønsker at dykke.  La Désirade var i mange år en koloni for spedalske, og på øen findes stadig ruinerne efter hospitalet.

Øen er på ingen måde præget af organiseret turisme, og fremstår derfor særdeles uspoleret. En perle hvis I ønsker absolut fred og ro.

Oplevelser på Guadeloupe

Der er masser af spændende oplevelser, som I kan kombinere på jeres bryllupsrejse. I skal naturligvis nyde strandene og solnedgangene, men derudover må I ikke gå glip af de fantastiske vandfald, som Guadeloupe byder på.

Eller udforsk en vaskeægte vulkan og tag på en oplevelsesrig adventure dag. Vi har nedenunder valgt at beskrive nogle af højdepunkterne, som I kan opleve på Guadeloupe.

Chutes De Carbet vandfaldene

chutes de carbet vandfald guadeloupeChutes De Carbet vandfaldene på Basse-Terre er både fascinerende og fantastiske. Det første og største er dem har et fald på mere end 125 meter. Turen herop er både stejl og hård og kræver sin mand, så det er det næste vandfald med sine 110 meter, der tiltrækker flest turister, da det er betydeligt nemmere at komme frem til via en brolagt sti.

Det 3. og sidste vandfald i striben har ”kun” et fald på 20 meter, men har til gengæld det største vandvolumen. Også denne del af vandfaldet er kun tilgængeligt for erfarne vandrere, som kan klare turen til fods. Så for jer der orker at tage turene op til disse 3 vandfald, venter der er spektakulær oplevelse.

La Soufrière vulkanen

Vulkanen La Soufrière finder I på Basse-Terre. Med sine 1.467 meter er vulkanen den højeste af sin slags i De Små Antiller. Vandreturen derop er på omkring 900 meter og kan være en udfordring med høje temperaturer og høj luftfugtighed, men når I står på toppen, er det hele turen værd. Krydret med en duft af svovl og udsyn til masser af kratere er oplevelsen fuldendt.

Vulkanen var sidst i udbrud så sent som i 1976, men den bliver løbende overvåget af seismologer, som udtaler, at større udbrud næsten aldrig sker uden forvarsler. Der er altså ingen garantier, men risikoen skulle umiddelbart være minimal, og vulkanen er da også en turistattraktion uden lige.

Pointe-à-Pitre

Selvom det på papiret er Basse-Terre, der er Guadeloupes hovedstad, er det i praksis Pointe-à-Pitre på Grand-Terre, der fungerer som selvsamme. Tag udgangspunkt i Place De La Victoire med en kop kaffe under palmerne og besøg markedet på havnen, hvor I kan købe både friskfanget fisk, frugt, grønt, krydderier og kunsthåndværk.

Andre ting på byens to-do-liste er: Katedralen St. Pierre, Museet Schoelcher og St. John Perse.

Canyoning – eventyrlig action

Hvis I er friske på mere actionprægede aktiviteter,skal I uden tvivl prøve Canyoing. Her kommer I til at trekke, svømme, klatre, hoppe, glide og rapelle jer igennem både floder, kløfter, vandfald og skove. Det skulle efter sigende være en helt unik oplevelse, hvor I virkelig kommer tæt på naturen.

Det er obligatorisk med sikkerhedsudstyr, og eventyret er bestemt ikke helt ufarligt, men så er det jo godt, at I har hinanden med til at puste på sårene og sætte plaster på.

Bryllup på Guadeloupe

brud på strandHvis et caribisk bryllup er drømmen for jer, kan det selvfølgelig også lade sig gøre på Guadeloupe, men det er ikke lige så nemt som på mange andre eksotiske øer. Blandt andet stiller fransk lovgivning krav om, at minimum den ene part har boet fast på øen i en måned, før ægteskabet indgåes.

Derfor vil vi foreslå jer at få jeres officielle vielse et andet sted og så planlægge en uofficiel ceremoni på øen, hvor I så igen kan give hinanden jeres ja.

Værd at vide om Guadeloupe

En sjov detalje ved Guadeloupe er, at øen er medlem af EU på grund af sit franske tilhørsforhold.
Tidligere har den også været under både britisk og svensk territorium, så Guadeloupe må bestemt siges at have fået indflydelse fra Europa.

Valutaen på øen er af samme årsag Euro.

Det officielle sprog på Guadeloupe er fransk, men her tales også kreolsk. De lokale er ikke videre gode til engelsk, så det kan godt betale sig af have en lille lomme parlør med. Dog taler de ansatte i turist industrien engelsk i en vis udstrækning, så her kan I også få hjælp, hvis samtalen går i hårdknude.

Religionen på øen er domineret af den romersk-katolske kirke.

Guadeloupe har sin helt egen nationaldrik – Ti Punch. Den består af lime, rørsukker og rom. I vil opleve at ingredienserne står fremme på mange bardiske, hvorefter I så skal blande jeres eget miks, så I får den præcis, som I ønsker den. Og så er der kun tilbage at sige: SKÅL og god tur til Guadeloupe.

Læs også vores artikler Bryllupsrejse på Grenada og Bryllupsrejse på St. Lucia

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup