Små gaver til gæsterne er blevet meget populære til bryllupper, men ofte kræver de en del arbejde. Her kan du se, hvordan du kan lave en DIY favour, der også tjener som bordkort, og som kræver meget lidt arbejde.
Her får du en udførlig arbejdsbeskrivelse, som viser dig, hvordan du laver de fine bordkort med stempeltryk og får dem knyttet sammen med din favour æske.
DIY – Sådan gør du
Det skal du bruge:
- Selvhærdende ler
- Bogstav-stempler
- Kagerulle, kniv og lineal
- Æsker
- Ståltråd
- Chokolade eller anden gave til æsken
Selve bordkortet er lavet i selvhærdende ler. Jeg har rullet det ud til cirka 3 mm tykkelse og stemplet gæsternes navne i med et stempelsæt fra Tiger. Når du trykker stemplet i, er det vigtigt at klodsen dækker lidt af det foregående bogstav, for at der ikke kommer for langt mellemrum imellem bogstaverne.
Annonce ♥
Bagefter skal kanterne skæres af med en lille skarp kniv og en lineal. Hvis kanterne flosser lidt, glattes de til med en fugtig finger og lidt forsigtighed. Efter tørring kan bordkortet også slibes til med lidt sandpapir. Skiltene tørrer i cirka 24 timer.
Nu er de klar til at blive sat på favour-æskerne. Jeg har valgt en helt simpel løsning med en købt æske i guld fra Søstrene Grene samt en guld-farvet ståltråd.
Fold æsken efter de markerede linjer. Vikl ståltråden om bordkortet, så der stikker cirka 8 cm ud på den ene side. Jeg har snoet den 3-4 gange om bordkortet og derefter fæstnet det på bagsiden ved at sno ståltråden om sig selv. Derefter vikles tråden om æsken og lukkes på bagsiden ved igen at vikle de to ender om hinanden.
Annonce ♥
Det sidste touch
Favour-æsken kan nu fyldes med det du har lyst til. Disse favours er fyldt med lækre Ferrero Rocher, der passer godt til i guld-temaet. Man kunne også lægge menukort, en magnet med et billede eller en læbepomade i æsken.
Det er dog værd at huske på, at det kan være svært at finde på en lille gave, der ikke er for dyr, og som alle gæsterne vil blive glade for. Lidt lækkert slik er derfor altid en sikker vinder.
En lille stedsegrøn gren giver det sidste touch på en stofserviet og sammen med hvide tallerkner.
Held og lykke med projektet.
Photocredit:
Alle billeder i denne artikel er taget af Anne Kathrine Østerby Muldbjerg, muldbjergdesign.dk