Wisp

Vi fik pakket alle vores gaver ned og de sidste gæster tog afsted. Det var meningen, at Stig og jeg skulle have været inde i Odense by og få taget nogle billeder foran det store juletræ ved rådhuset, men vejret var alt andet end godt, så det blev desværre ikke til noget. Havde ellers været SÅ fedt I stedet kørte vi hjem til os selv med alle vores gaver så det var ordnet. Jens og to andre var taget hjem til Stig og jeg tidligere for at fodre og lufte hund og da vi kom var de klar til at køre med os ud til kroen........

Der stod en hel folk og ventede på os da Camilla og jeg kom ud fra toilettet for de ville jo gerne høre, hvad der havde været så sjovt. Og så måtte vi jo fortælle rishistorien . Endelig kunne Stig og jeg sætte os ned og få lidt at spise. Vi havde jo haft sandwich og frugt, men vi havde bare ikke selv fået noget. Så kl 15 fik vi os endelig en lille smule .. For lige at runde receptionen af ordentligt Det var VILDT hyggeligt og alle gæsterne har siden fortalt hvor god en ide de syntes det havde været. Både dem, der kun var med til receptionen og også senere til selve festen. Det var rart at få pakket alle gaverne op (vi fik også penge nok til både tv og hund ) mens gæsterne havde været dér, og både Stig og jeg var rigtig glade for, at vi ikke skulle have gjort det om aftenen til feste, for det havde slet ikke været godt. Så alt i alt var det helt perfekt med den reception Dog var der nogle minusser. Nogle af mine veninder havde været ude for at spørge personalet, om vi ikke kunne få et ekstra bord til alle gaverne (vi havde fået et bord og det var bare ikke nok). De havde så fået svaret "Nej det kan I sandelig ikke! I er kommet mange flere end beregnet, så dét kan I ikke".. Det forstod jeg ikke. Jeg havde ringet om mandagen og sagt vi blev 65 og vi blev lige knap 62, så det er da ikke flere .. Vi havde bestilt 2 sandwiches til hver. Det kan godt lyde af lidt, men jeg havde talt med dem derude og spurgt om de var store osv. Og de sagde at to til hver var rigeligt. Men sandwichene var alt andet end store. Det var sådan en trekant skåret over og så er der ikke meget sandwich. Folk tog også 4 og 5 stykker og på et tidspunkt blev Stig og jeg noget nervøse for om der nu var nok. Vi talte med servitricen på et tidspunkt og spurgte hvor meget der var tilbage og sagde, at når der ikke var mere, så var der jo ikke mere. En af mine veninder fortalte mig bagefter, at hendes kæreste havde hentet 4 sandwich. To til hende og to til ham, det havde servitricen set og sagt "Ja der er altså kun to til hver!". Hun har nok ment det godt, men det blev ikke modtaget godt Til sidst var der kaffen. Vi betalte jo pr. kop, der blev brugt og så betalte vi lidt ekstra pr. kop så folk bare kunne drikke den kagge de nu ville. Senere har Stigs forældre fortalt, at hver gang de havde tømt en kop så blev den fjernet med det samme!. Til sidst havde de siddet og holdt krampagtigt fast . Så der var nogle ting vi senere har hørt for. Men alt i alt var maden rigtig god og vi fik præcis det vi ville og som vi ville have det. Hverken Stig eller jeg havde problemer med personalet, tværtimod. Men det mest ærgelige ved det er, at Stigs familie har holdt en del fester det sted, og det har altid været super godt og der har aldrig været noget. Nu er der kommet nye ejere og det kan man godt mærke. Men de skal jo nok også lige ind i det ..

Da vi endelig blev færdige med at pakke op, var en del af gæsterne gået (altså vi havde sagt farvel og det hele ) og der var så småt ved at falde lidt ro over det. Og så kom det rigtig sjove!! Jeg skulle på toilettet! Camilla havde sagt at hun nok skulle hjælpe mig, så vi gik grinene ud på toilettet (heldigvis var det et ret stort toilet!). Vi får så hanket op i kjolen og der lyder sådan noget underlige lyde. Camilla står og hiver lidt mere i kjolen og der lyder flere små underlige lyde. Så spørger hun "hvad er det dog for en lyd?" og jeg står og er ved at eksplodere af grin!! og så siger jeg så "det er riiiis!!!!" Jeg havde jo fået en ORDENTLIG håndfuld ned i kjolen og de valgte så - nogle af dem - at komme ud på dette tidspunkt. Og det var simpelthen SÅ sjovt. Hele gulvet FLØD med ris . Folk udenfor toilettet begyndte at råbe ind og spørge, hvad der dog var så sjovt og vi kunne slet ikke svare dem fordi det bare blev sjovere og sjovere. Ikke nok med at risene gjorde deres til at bringe latteren frem, men det gjorde det bestemt også da jeg skulle ned på toilettet. Man kan jo ikke sidde rigtigt, så jeg blev nødt til at sætte mig med hovedet vendt mod væggen mens jeg sad og var helt knust af grin og Camilla stod bagved og holdt min kjole (også helt knust af grin) .. Ej hvor var det bare sjovt!!!... Senere fandt jeg så ud af hvordan jeg selv kunne komme ind på toilettet og trække kjolen op, men hver gang måtte Camilla lige rette den bagefter (den skal jo sidde rigtigt sådan en kjole ). Jeg kan godt fortælle at jeg aldrig har gået så lidt på toilettet som den dag!!.. Men sjovt var det i hvert fald. Og det har jeg jo så selvfølgelig ingen billeder af

Og så gik vi ellers igang med at pakke den største pakke op . Det var en genial måde at give sådan en gave på syntes vi og alle gæsterne grinte også temmelig meget.

Der var gaver over alt!! De stod stablet på hinanden og lå under bordet og udenom bordet Her er Stig ved at finde flere gaver

Og så skulle vi ellers igang med at pakke gaver op Og hold fast hvor havde vi bare fået mange!!! Vi var begge helt overrasket, for vi havde egentlig ikke rigtig ønsket os noget. Tror vi havde ønsket os 5 ting hvoraf et af dem var penge til et nyt tv og en hund. Jeg ved godt, at det er lidt trist at komme med penge på sådan en dag, men vi mangler ikke rigtig noget, og vi vil rigtig gerne have et nyt tv og en hund og så kunne vi jo ligeså godt ønske os det .. Men folk havde taget sagen i egen hånd og havde købt en masse ting . Ej Camillas mor havde ringet til mig da hun fik vores indbydelse og sagt, at jeg måtte altså komme på nogle flere ønsker og jeg måtte jo så tænke hurtigt og kom i tanke om, at Stig og jeg har talt om at købe os et stel (det du har Mie i hvidt med sølv kant ..), men vi ville ikke ønske os det til brylluppet fordi det ville være lidt træls at få en tallerken her en skål dér osv. Så vi havde bestemt os for bare selv at købe det. Men ifølge Camillas mor, så ønsker man sig altså sådan noget til sit bryllup så det sagde jeg så til hende. (Bare til orientering - så har Camilla og jeg kendt hinanden i 15 år og jeg er kommet rigtig meget hjemme hos hendes forældre og jeg er virkelig glad for dem. Hendes mor er simpelthen så sød og sjov på den hyggelige måde, så hele den samtale foregik mens jeg stod og grinte temmelig meget ) Noget af min familie ringede også til mig og spurgte om vi virkelig ikke ønskede os mere og så måtte jeg jo fortælle om stellet . Så det endte med, at vi fik noget af det her stel . og så fik vi ellers alt det vi nu havde ønsket os, plus meget meget mere. Og sjovt nok var der ikke to af noget. Og alle, selvom de havde købt noget vi ikke havde ønsket os, havde ramt plet i deres gaver til os Vi fik en masse julepynt (I ved georg Jense ting og Karen Blixen), og det kan man jo aldrig få nok af . Vi pakkede gaver op i 1½ time!!! Hvilket gjorde, at vi ikke fik talt så meget med alle gæsterne som vi gerne ville. Men det forstod de jo godt. Her er vores gavebord og her sidder min veninde og skriver alt hvad vi fik og af hvem, ned i en lille bog.

Hvis I ligger mærke til det, så står jeg og holder mit slæb over den ene arm på billedet hvor vi får kage. Der var jo syet to små lykker (er det y eller ø) i mit slæb og så var der syet to små hægter på under det nederste af corsagen (ja altså det var jo en ud i et kjole, men ved ikke hvad toppen kaldes ..).. Da vi havde været inde og få taget billeder i kirken og var på vej ud igen så vi jo alle de her riskastende folk og jeg trådte et skridt tilbage. Uheldigvis trådte jeg i kjolen så den ene af de her lykker gik i stykker og den ene kunne ikke holde hele slæbets vægt. Det var jo super ærgerligt, for nu skulle jeg gå rundt med slæbet over armen resten af dagen og sådan et slæb er TUNGT!. Heldigvis var Camillas mor med og hun er sådan en kvinde, der bare har alt med sig og så er hun rigtig dygtig til at sy. Som skæbenen nu ville det, havde hun tilfældigvis lige noget rød tråd i hendes håndtaske, samt nål og så gik hun ellers igang med at lave en lykke (tror altså det er med ø ) og så reddede hun lige min dag!! Ej hvor var jeg glad for Camillas mor dér! Her er hun igang med at sy det hele fast og redde min kjole (og mig)

Hmmm... kun en? Jeg har sendt omkring 6-7 stykker, øv. Nå, men jeg håber da der kommer styr på mailen igen. Har lige sendt en mail til dig, der hedder bryllupsbilleder 02. Lad mig lige høre om du modtager den. Og kan du så komme igang med resten af din beretning hihi er igang er igang Hmm ja det er da underligt. Skal nok give lyd med det samme om jeg har fået dem eller ikke

Receptionen Vi var de sidste, der kørte fra kirken, men ikke helt de sidste, der ankom til receptionen. Tror nogle havde været på en lille omvej ude på landet det er ikke altid nemt at finde vej når man ikke har været stederne før jo.. Nå, men Stig og jeg ankom og min veninde Camilla kom løbene med hårlak og så fik mit hår ellers en kæmpe omgang, så det endte med jeg stod i en hel sky dér i indgangen . Jeg har sådan noget hår, der ikke helt har lyst til at være krøllet, og jeg havde også sagt til frisøren, at det nok ville falde ud ret hurtigt, men næææ nej sagde hun. Den eneste grund til det ikke faldt ud var Camilla og hendes hårlak - og hvor havde jeg meget hårlak i tilsidst tog mig to dage at få normalt hår igen!. Vi kom ind i det lokale, hvor vi skulle være og da alle havde fået sat sig ned, holdt vi en lille (improviseret) velkomsttale. Det havde vi lykkeligt glemt vi nok skulle gøre så vi havde jo ikke øvet noget. Meen hvor svært kan det være at sige hej til sine venner og familie?? Det gik også helt som det skulle .. Vi startede med at skære kagen for, så folk kunne gå amok i kage med det samme, samt tage hjem når de havde lyst uden at skulle misse kagespisningen. Ikke alle kunne dog se os skære kage for da der stod en pæn flok omkring os og tog billeder. Plus at bordet stod på en sådan måde, at det kun var den ene halvdel, der kunne se os. Men vi fik da skåret i kagen (og den var bare SÅ fin!!). Og lad mig lige sige, at det faktisk er temmelig svært at være to om at skære sådan en kage Men det lykkedes tilsidst og vi fik en mundfuld kage hver. Og desværre var dét det eneste stykke kage jeg fik *suk*. Der skete SÅ meget, at mad ikke lige var det jeg tænkte mest på

Hvor er I søde sådan at blive ved at følge med herinde selvom det har taget temmelig lang tid efterhånden Loller - Jeg har fået den første mail med billederne (mange tak! ) jeg har haft lidt problemer med min mail, så jeg ved ikke om du har sendt flere NÅ, men skal jeg ikke bare komme igang - der er jo ikke så meget tilbage

Først lige et stort GODT NYTÅR til jer alle Og så må jeg hellere undskylde for den forfærdelige lange tid det har taget at få færdiggjort min beretning - det holder bare slet ikke! Starter tidligt i morgen og så lover jeg, at jeg bliver siddende til den er HELT færdig

Halløjsa - her har jeg vist ikke været inde før Synes virkelig det er nogle fine, flotte og geniale ting du har gang i. Invitationerne er vildt flotte og bordpynten er også rigtig rigtig flot (har hapset et par billeder) Og jeres ringe er også super flotte . Blir spændende at se de rigtige når I får dem . Kirken ser også rigtig rigtig hyggeligt ud udefra, synes jeg.

Kan godt li de ting du har fået købt på juleshopping Og sikke en sød gave du har fået!!! Den er godt nok flot :jul 15:

Så blev jeg opdateret i den første tråd jeg har på min liste I har da haft jer nogle vældige sjove aftener kan jeg se og det med blondieklubben synes jeg er en genial idé. Især med turene til Prag Ellers ser det hele jo rigtig godt ud. Det blir godt nok spændende at se billede af kjolen!!! Og det med at få en eller anden person ud og tale for jer når I skal vies, synes jeg lyder som en rigtig spændende idé .. Og så venter jeg spændt på at se billede af din julegave!! Godt nytår herfra

Vi overlevede risene og folk fik sig vist et billigt grin over alle de ris, jeg især havde fået . På det første billede kan man rigtig se hvor meget, der lå i håret på mig og jeg kunne slet ikke ryste det hele ud, så engang i mellem kom der en veninde hen, i løbet af receptionen, og stod ris ud af håret på mig.. Alle gik grinende hen til deres biler og Stig og jeg blev også sat ind i en bil og så gik turen ellers over til receptionen (Og så stopper jeg for i dag ... Håber jeg kan nå lidt mere i morgen)

Jaa der er jo en hel del af fortælle om sådan en dag :fløjt:.. Har altid undret mig, at folk har været så længe om at berette, men nu kan jeg godt forstå hvorfor

Nu troede vi jo, at vi bare skulle ud af kirken og så over til hotellet. Vi havde lykkeligt glemt ALT om ris . Så vi kom glade ud af kirken og jeg smilet rigtig da jeg så, at en hel del af vores gæster stod på hver deres side, men da jeg så så min veninde stå med en hel masse ris, stivnede smilet vist en hel del og jeg stoppede op og trådte et skridt tilbage . Men man skal jo igennem det. Så vi tog godt fat i hinanden og begyndte at gå. Jeg siger jer, at jeg fik mange ris!!! Det var HELT vildt!. Min veninde, der stod først smed en hel håndfuld ris ned i kavalergangen (hvilket jeg havde rigtig meget sjov ud af resten af dagen - men det hører I om senere) og det føg bare rundt med ris :fløjt: På det første billede kan man se hele den klump ris der endte inden under mit tøj

Og så ville BK tøserne tage afsted igen og selvom jeg spurgte flere gange om de ikke ville med over og have kage, sagde de nej tak og drog afsted. Der var mange, der sagde i løbet af dagen "Hvorfor spurgte du ikke om de ville med over og have kage!" og folk kunne slet ikke forstå, at I var kommet den lange vej bare for at kigge :fløjt:... Og så blir jeg nødt til lige at spørge. Hvordan havde I dog fået det planlagt?? Jeg har jo læst, at I havde en ganske fornøjelig tur i Odense (Stig han grinte godt nok da jeg fortalte det til ham) og havde I spurgte hvor I skulle tage hen, var det nok heller ikke stedet vi havde anbefalet Men BK tøserne drog afsted og Stig og jeg gik over og fik taget gruppebilledet. Vi har endnu ikke modtaget billederne fra fotografen, men glæder mig rigtig meget til at se netop dette billede . Efter det gik Stig og jeg ind i kirken, hvor vi fik taget et par billeder. Min veninde stod med mit kamera, mine venindes mor stod også og tog billeder og så fotografen. Glæder mig til at se de andres billeder.

Det var nu egentlig meget sjovt da alle kom hen og ønskede tillykke. Stig har en temmelig stor familie og jeg kan simpelthen ikke huske hvem de er fra gang til gang (jeg er jo gammel ) så der kom ret mange folk hen og ønskede tillykke som jeg slet ikke vidste hvem var. Så man kunne se, hvad jeg kendte og hvem jeg ikke kendte. Dem jeg kendte fik alle en krammer - resten fik håndtryk mens jeg stod og tænkte "gad vist hvem det var" . Der var jo også en del Stig ikke kendte da der også var nogle af mine arbejdskollegaer, så han stod også en gang i mellem og undrede sig over, hvem det mon var . Da jer herfra havde hilst på ham, havde han også tænkt "nå det er nok nogle af hendes kollegaer" :fløjt: . Da alle havde hilst på os stod vi og fik taget en masse masse masse billeder og fik hele tiden at vide, at nu skulle vi kysse osv osv . Vi ville jo gerne have et stort gruppebillede af alle dem, der havde været med i kirken, så folk begyndte lige så stille at få samlet sig foran kirken. Imens stod Stig og jeg og fik taget nogle flere billeder og jeg fik taget billedet sammen med pigerne herinde fra

Jeg har spurgt Stig, hvad han tænkte da jeg kom ind og Han havde ikke været overrasket på nogen måde over kjolen var rød. Han havde bare syntes den var (eller jeg var) utrolig smuk og så havde han tænkt, at det jo lige var mig den kjole, og så havde han også fældet en lille tåre Nå, men vi fik sat os på vores pladser (hvilket jo var ganske sjovt, for jeg havde jo slet ikke prøvet at sætte mig, så jeg var noget spændt på, hvordan det nu ville gå), meen det gik . Vielsen forgik som sådan en nu gør og jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre præstens tale til os, for han er jo en rigtig herlig mand med en god portion humor. Og talen var også rigtig god! Den var sød og sjov og han havde ramt os rigtig godt. Vi har jo talt med ham et par gange og det har været rigtig sjovt hver gang, så da vi stod dér foran ham, stod jeg og var ved at grine hele tiden (sådan er jeg, griner når jeg helst skulle være lidt alvorlig) men præsten stod også og så ud som om han mest havde lyst til at grine hver gang han så på mig, så det var rart, at tale havde sine sjove momenter for så kunne jeg jo få lov til at grine i stedet for at stå dér og brænde inde med det :fløjt: Vi gav hånd og alt det man nu skal og så fik vi ringene på og så var det vi egentlig havde aftalt, at vi ville give hinanden et kys, men altså det blev aldrig til noget - det virkede bare ikke som et passende øjeblik . Vi satte os ned og sang sidste sang og så var det tid til at gå ud og igen havde jeg meget sjov med de arme! . Jeg er ikke klar over om de sad som de skulle på vejen ud, men ud kom vi da - og endnu engang var jeg helt og aldeles i nuet. Man skulle ellers tro man ville tænke en masse tanker eller være rørt over det hele eller noget, men det var jeg åbenbart ikke .. Da vi kom til våbenhuset kunne jeg se, at der stod nogen udenfor og så begyndte jeg at gå lidt langsommere, da jeg var lidt nervøs for, hvad der ventede os derude . Men det var jo de skønne tøser her fra BK med deres granport (det var rigtig sødt!) og da vi stod dér blev vi sådan lidt: hvad så nu - vi kan jo ikke bare blive ved at gå ud i det blå . Så vi stoppede op og stod lidt og så lød det fra en af tøserne "det er altså Mistelten" og så vågnede jeg jo op og sagde til Stig "det er mistelten - vi skal kysse" Så det blev vores første kys som ægtefolk. I har jo set billeder af granporten så her ser I da folk kom ud og ønskede tillykke og så fik præsten også en krammer

Jeg ved slet ikke hvor al min tid blir af i øjeblikket, men synes i hvert fald ikke jeg har for meget af det , kan lige nå lidt beretning inden jeg vil i seng, det er lykkedes mig at holde forkølelsen væk indtil nu, men nu virker det som om det ikke går længere , så må hellere komme tidligt i seng så jeg er frisk til arbejdet i morgen. Nå, men jeg kom jo til at Jens og jeg var klar til at gå ind i kirken Og som svar på, hvordan det endte med at vi gik, har jeg endnu ikke nogle billeder af det, men det var i hvert fald mig, der fulgte Jens op og ikke omvendt . Nå, men graveren fik gang i kirkeklokkerne og så blev dørene åbnet!! På dette tidspunkt er der sikkert mange brude, der tænker alverdens tanker og ved I hvad jeg tænkte?!?.. Nul, zero, nada!! Ikke én eneste tanke - jeg var helt tom så jeg må have været så meget i nuet som det overhovedet kan lade sig gøre. Da vi begyndte at gå ind kiggede jeg straks til højre og her synes jeg, at jeg kunne se Loller, men jeg tænkte "ej det kan ikke passe", men da jeg så kom lidt videre kunne jeg se Mie (så helt lille er du altså ikke!!) og så blev jeg jo vildt overrasket og var jo nær gået over til jer , men så kom jeg i tanke om, at det jo nok ikke ville være det helt rigtige at gøre i den situation.. Men jeg var jo temmelig overvældet over, at der sådan var dukket nogle op herinde fra og da jeg så kiggede til venstre for mig, stod en af mine gode veninder med tårer i øjnene og SÅ var det ellers slut med at kigge på nogen folk! For dæleme nej om jeg ville græde! Så det endte med at jeg havde bøjet hovedet, og vist haft et temmeligt tomt blik (I ved sådan et man får når man slet ikke kigger på noget som helst) og så var der ellers kommet fart på pigen her . Så Jens blev jo nærmest slæbt det sidste stykke - hihi.. Så selvom det faktisk var en forholdsvis lille kirke, så syntes jeg turen op til Stig var temmelig lang!. Men endelig vovede jeg at kigge op og så stod Stig ikke langt fra mig, og så tror jeg bare jeg slap Jens og gik hen til Stig :fløjt: . En af mine veninder stod så hun kunne se, hvad vi sagde, og hun havde grint meget af, at jeg bare havde sagt til Stig "ihh hvor er du fiiin" og derefter havde sagt "se, den er rød"!!

Kan godt fortælle, at man altså ikke skal blive gift d. 1 december og så først komme hjem igen d. 18!! Der er bare SÅ meget man skal nå og man skal jo også nå og besøge en hel del, så det er derfor jeg desværre ikke er kommet videre med beretningen . Jeg vender stærkt tilbage d. 26 med mere beretningen og indtil da vil jeg lige ønske jer alle en rigtig glædelig jul!! :jul 15: :jul 15: :jul12: :jul 15: :jul 15: :jul13: :jul10: :jul13: :jul3: :jul3: :jul7:

Puha har lige set hvad klokken er!!.. Skal jo op og på arbejde i morgen Så jeg stopper nu og fortsætter historien enten i morgen aften (hvis jeg når hjem i ordentlig tid) eller fredag aften .. Kan altid håbe jeg når at få lidt flere billeder i mellemtiden..

Afsted gik vi ud af døren og jeg kan godt fortælle, at det på ingen måde er nemt at gå ned ad trapper i sådan en stor kjole! og SLET ikke når det har regnet. Camilla gik forrest og Mie gik bagerst og holdt min kjole oppe bagpå så den ikke blev våd. Vi skulle gå et par meter til parkeringspladsen hvor Stigs far holdt og det var en ganske underlig følelse at komme gående i det helt store outfit sådan en lørdag morgen kl.10.30. Det, der undrede mig mest var, at selvom der var folk der gik forbi og biler, der kørte forbi var der ikke en eneste, der smilet til mig eller sagde noget som helst. Hvis jeg gik forbi en i det tøj havde jeg nok smilt meget stort til vedkommende, men nope, det gør man åbenbart ikke . Jeg kom ind i bilen og det er faktisk ikke helt nemt og det var så også første gang jeg sad ned i min kjole - havde været kønt, hvis det bare ikke havde fungeret. Afsted mod Østrup gik det og da vi ankom til kirken var der helt tomt, så jeg behøvede ikke sidde og gemme mig, men i stedet kunne vi komme ud med det samme .. I våbenhuset (hedder indgangen egentlig det??) stod min papfar og ventede og normalt er han sådan en sjov fyr som laver sjov med det hele, men her stod han helt mundlam og med våde øjne .. Jeg blev gjort klar, fik de sidste krammere af Camilla og Mie og så listede de ellers ind i kirken (Stigs far var lusket ind med det samme da vi kom) og så stod Jens og jeg og talte om hvorvidt vi nu var klar eller ej. Da jeg mente, at jeg var ved at være klar kom jeg i tanke om brudebuketten og et øjeblik var der ved at gå panik i os alle tre (graveren stod også derude). Men buketten lå smukt på en stol og ventede - og hvor var det dog en flot buket. Lige som jeg havde ønsket mig. Ikke for stor, hængende og i farver, der passede helt perfekt .. Så var vi klar - det eneste vi manglede var at få armene på plads, og her blev det sjovt. Vi anede simpelthen ikke, hvordan vi skulle gå . Vi prøvede og prøvede, men intet føltes rigtigt, graveren vidste heller ikke hvordan man skulle gå og jeg grinte og grinte, for i al den planlægning havde jeg helt glemt at tænke over hvordan man egentlig skulle gå når man skulle ind i kirken!.. Nå vi fik endelig armene på plads (de sad HELT forkert!) og vi var klar. Klokkerne begyndte at ringe og Jens og jeg kiggede på hinanden og blev enige om, at den lille tur kunne vi godt klare ... Mig inden det store øjeblik

Afsted gik vi hjem til Mie og heldigvis var det stoppet med at regne, men det blæste!! *suk*. Så jeg gik under min paraply i håb om at håret i faldt helt sammen. På vejen hjem til Mie var vi inde og hente morgenbrød ved en bager og jeg må sige, at det ikke er spor pinligt at stå kl 8.45 i en bager en lørdag morgen med håret krøllet og diadem Nå, men hjem kom vi og fik vores morgenmad. Jeg er jo sådan en "vi har tid nok. og Vi når det nok" type så da de andre for jeg ved ikke hvilken gang sagde: Så Charlotte, så må du altså hellere komme igang med at få makeup på rejste jeg mig endelig fra bordet (klokken var nu 9.30 og vi blev hentet 10.30). Og så brød panikken ellers ud kan jeg godt fortælle jer . Jeg ville jo lige finde mine ting først (øreringe, parfume osv osv) og jeg kunne simpelthen ikke finde mine øreringe!! Jeg havde købt dem for nogle penge jeg havde fået på min polterabend og de passede helt perfekt til diademet, så jeg SKULLE finde dem. Jeg var nu meget rolig, men mine to veinder derimod begyndte at gå i panik. Jeg ringede stille og rolig til Os-2 i Ribe for at høre om jeg evt havde tabt mine øreringe dér (de havde ligget i min store pose med ting til brylluppet og de kunne være faldet ud da jeg var nede og hente kjolen). Dér lå de dog ikke og hende jeg talte med var dybt forundret over, hvor rolig jeg lød. Som hun sagde "Jeg har godt nok aldrig mødt en SÅ rolig brud som dig" . Men vi ledte videre og pludselig slog det mig, hvor de var (hehe) de lå i en lille pose, jeg havde taget ud af den større pose om morgenen og lagt på sengen. Så da de var fundet kunne jeg gå igang med makeup. Tror mine veninder var ved at gå til på det tidspunkt for de gjorde i hvert fald mig temmelig stresset men vi havde jo god tid mente jeg (klokken var på det tidspunkt 9.55 og jeg havde intet ordnet udover mit hår - jeg forstår måske godt deres stress).. Men makeup blev lagt og det hele og jeg var klar til kjolen (billederne hvor jeg kommer i kjolen har min veninde og dem har jeg desværre ikke fået endnu). Da kjolen var kommet på syntes jeg at noget var galt. Den sad altså bare ikke helt som den gjorde i butikken. Senere har jeg fundet ud af, hvad problemet var. Der var to elastikker inde i kjolen som skulle sørge for, at den ikke gled ned i løbet af dagen og egentlig bare holde kjolen, hvor kjolen nu skulle være. Min veninde som gav mig kjolen på var hende, der havde været med ude og købe den og se den på, men hun havde bare aldrig hørt om de elastikker og jeg havde glemt at fortælle hende om dem. Det var super ærgerligt, men med mindre man ved de skulle ha været dér så har det nok ikke gjort nogen forskel for nogen (udover mig selvfølgelig). Kunne heller ikke forstå den blev ved at falde lidt ned i løbet af dagen. Det var ikke meget, men lidt er jo også nok. og så sad den lidt længere nede end den skulle, men sådan er det jo .. Vi fik rette lidt hist og pist og jeg stod så i det helt store skrud og Mie rendte rundt og tog billeder imens hun sagde "ej jeg blir nødt til at have kleenex med for det her går ikke" og så stod hun dér med tårer i øjnene og det hele ... Vi fik os et glas champagne - ønskede os en god dag og så ringede Stigs far at nu var han dér og vi måtte gerne komme ned, hvis vi var klar. Et lille makeupbillede