Herefter var det blevet tid til præstens MEGET flotte og MEGET personlige tale..
Anita, i dag er det blevet din egen tur til at være prinsesse ved dit eget kongebryllup med din prins ved din side – og skulle vi også tilføje: Købmand, for Jesper elsker at forhandle om prisen på alt og med alle.
Og du stråler virkelig også som en ægte prinsesse – ikke fordi, du er da også meget pæn, Jesper – men jeg ved jo, hvor meget, du har set frem til din bryllupsdag, en ægte pigedrøm, som nu er gået i opfyldelse.
Ja, og selvom drenge selvfølgelig ikke leger prinsesser og har prinsessedrømme som os piger, så er der ingen tvivl om, at du har været ligeså spændt, Jesper, det er bare kommet til udtryk på typisk drengemaner – for over godnatøllen hjemme ved svigerfar, da Anita var gået i seng, kunne du ikke længere holde på hemmeligheden med, at du havde vundet din prinsesses hjerte.
Derfor skal I selvfølgelig også have jeres helt eget eventyr, som må høre med til et ægte kongebryllup, for
der var engang en ung konge, som regerede et lille land.
Han boede på et slot sammen med sine tjenere, men han havde ikke nogen hustru.
Hver uge plejede han at køre ud i sit rige for at se til, at alt gik, som det skulle.
Men en dag, da han var på vej hjem til slottet, kom han forbi torvet.
Der så han en pige, som sad og solgte blomster ved en bod. Hun var så smuk, at han ikke kunne få hende ud af sine tanker.
Dagen efter syntes han, at han ville køre ud igen, i stedet for, som han plejede, at vente en uge.
Han begyndte nu at køre ud hver eneste dag og naturligvis kørte han til torvet for at få et glimt af pigen, som solgte blomster.
Da en måned var gået, var han klar over, at han elskede pigen, og at han ville gifte sig med hende.
Han kaldte sine rådgivere sammen og kundgjorde den glade nyhed for dem:
Der skulle være kongebryllup!
Alle var glade og syntes, det ville være vidunderligt med et stort bryllup. Den unge konge var også glad selv, men da han kom op i sit kammer, blev han pludselig dybt bekymret. Han tænkte på, hvad der mon ville ske, hvis han befalede pigen at gifte sig med ham, og hun så ikke senere elskede ham.
Det var en foruroligende tanke for kongen, for han ønskede ikke blot en dronning, men først og fremmest en hustru, som elskede ham. Ville hun nogensinde kunne glemme, at han var konge og hun bare en simpel bondepige?
Han ville komme til hende på torvet i en gylden vogn, trukket af seks af hans fineste heste.
Foran ham skulle et orkester spille, og bag ham skulle det flotteste regiment i hans hær komme i skønne uniformer og vel disciplinerede.
Vognen skulle standse ved blomsterpigens bod, og den røde løber skulle ud. Han ville gå frem imod hende, klædt i sine allerfineste klæder med krone på og de kongelige smykker.
Hun ville med garanti blive imponeret.
Men lidt efter ombestemte kongen sig. For dette var forkert.
Godt nok ville hun blive imponeret, men at være imponeret og at elske, at have kær, er ikke det samme.
Så fik kongen en anden idé.
Han ville skænke hende den gyldne vogn med de seks heste. Han ville give hende et regiment soldater, et marchorkester, smykker, penge og verdens smukkeste klæder.
Hun ville med garanti blive taknemlig.
Men dagen efter havde kongen også opgivet den idé.
Dette var faktisk også forkert.
At være taknemlig, at være evigt taknemlig og så at elske, at have kær, er ikke det samme.
Til sidst indså kongen, at der i virkeligheden kun var én løsning.
Han skulle ikke komme til pigen som konge, men klædt som tigger eller bonde og forsøge at vinde hende som en af hendes egne.
Tidligt næste morgen, mens det endnu var mørkt, gik den unge konge ud af slottets bagindgang og vandrede til torvet.
Hvor var han nervøs og usikker!
Han som havde magt over hele riget, magt over alle landets penge og soldater, var pludselig ganske magtesløs.
Der var noget, som han ingen magt havde over:
Pigens hjerte.
Her måtte friheden råde. Frihed til at elske eller lade være, frihed til at sige ja eller nej.
Fik kongen held med sin plan?
Det ved vi ikke,
Det afhænger helt og holdent af pigen!
Så nu bliver det jo spændende, Jesper, om din pige svarer ”ja” her om lidt…
Kan I huske, at jeg spurgte jer, om I havde en sang, der var jeres, da jeg var på besøg hos jer?
Det mente I ikke, at I havde – Men nu har I til gengæld et ægte eventyr.
Skulle man omskrive det lidt til jeres verden, så så jeg for mig, hvordan du Jesper mange gange tog turen ind til computeren, for at se om den skønne pige var online – måske har tankerne også fløjet inde i dit hoved, om hvordan du skulle vinde hendes hjerte…
Men den dybereliggende grund til, at jeg valgte, at I skulle have dette eventyr her på jeres bryllupsdag er jeres evne til at se det dybe i det enkle.
For selvom vi alle har prinsessedrømme og fascineres af eventyrets verden – som du i øvrigt får travlt med at følge i den kommende tid, Anita, med forestående tvillingefødsel i kongehuset - så handler kærlighedens vej ikke om pomp og pragt; det handler ikke om at kunne imponere eller fremvise døde ting, men det handler om at turde vise sig selv som menneske.
Vi skal med et flot ord turde åbenbare os for hinanden – og det er på hinandens vrangside, at vi skal kunne elske.
Det er nemt nok at elske og danse med, så længe livet ikke byder os de store bump, når vi har tid til hinanden og kan sidde og skåle i den gode rødvin i stearinlysets skær, men i ægteskabet lover vi hinanden også at være der i modgangens tider – og det er her kærligheden skal vise sin sande styrke.
Derfor er det også så fin en egenskab netop at kunne se det dybe i det enkle – og det fornemmer jeg, at I virkelig er gode til.
I ser hverdagen som hyggen; der hvor man ser det værdifulde i at sidde sammen i sofaen og med garanti spise alt for meget slik til en god film, tage et slag kort eller trivial, gå en tur og være sammen med familien.
Og så kommer vi vist ikke udenom, at katten Pjevs også er en pæn stor del af jeres liv. Der er nok at gøre med at redde potteplanter, tasker og andre gode sager. Men det gør heller ikke noget, for Pjevs lever vist sit eget royale liv, hvor det meste er tilladt - og én ting har den forstået: Den ved, hvordan man smelter ethvert hjerte, så man bliver helt blød i knæene og glemmer alt om skældud.
Pas godt på den fine egenskab: At kunne se det værdifulde i det enkle. Det ville mange kunne tage ved lære af.
Det betyder ikke, at I ikke har drømme – I kunne for eksempel godt tænke jer på sigt at flytte nordpå og skabe jer et nyt hjem der – men det styrer ikke jeres lykke – og det er smukt.
Det er som i eventyret: At selvom kongen kunne give sin blomsterpige det halve kongerige, så indså han, at det ikke er heri den sande kærlighed ligger.
Den ligger i det menneskelige, i det nære, i hvad den anden er i sig selv – og ikke i hvad den anden gør for mig.
Kærligheden er, at du med hvad du er, formidler, at jeg bliver til som den, jeg er.
Ingen af os skal lave os om for at holde på den anden, for begge har vi valgt den anden for dét, han eller hun allerede er.
Og netop fordi der ingen forandring kræves, er alt forandret.
Vi ser dét, vi kan lide hos den anden, og som måske bliver til hos den anden, netop fordi vi ser det.
Og vi sætter uden fordømmelse grænser for dét, vi ikke kan lide, og fortæller den anden, at de dele fungerer dårligt for os i samværet med ham eller hende.
Så kan det være, den anden forandrer det stykke adfærd:
Ikke fordi han eller hun er tvunget til det, men fordi han eller hun glædes ved at kunne gøre sin partner glad.
Det er sådan, det kristne budskab, om Guds betingelsesløse kærlighed fungerer, når det får mennesker til at opføre sig ordentligt overfor Gud og hinanden.
Og det begynder vi på, når det går op for os, at Gud giver os fri, og at friheden skyldes, at han elsker os, ikke bare at han er slap og ligeglad.
Kærligheden er ubetinget, og netop derfor ikke til at blive færdig med. Den ønsker sig, ja kræver, den anden.
Samtidig sætter kærligheden den anden fri, fordi den opgiver ethvert forsøg på at skaffe sig den anden med magt.
Samhørigheden kontra friheden er kærlighedens spændingsfelt, kærlighedens styrke og kærlighedens udfordring – og jeg tror, at ligger man de ingredienser på vægtskålen, så vil jeres vægt vise en god balance.
Kigger man lidt dybere på jeres personligheder, Anita og Jesper, så er der to poler, der hedder det utålmodige og det afslappede (Det er nok ikke nødvendigt at fortælle, hvem der er hvad…), og de to poler mødes i foreningen stædighed, som I vist begge er lige gode om.
Men det, der med første øjekast kan synes at være et forholds svagheder, kan på længere sigt også være det, der netop styrker et forhold og holder det i live.
Og har man grundstene på plads, så kan det kun være sundt engang imellem at rense luften og kunne diskutere.
De grundsten fornemmer jeg, at I har, for når det kommer til stykket, så supplerer I og hjælper hinanden.
Og kigger man på de varme ord, I havde at sige til hinanden, da vi talte sammen, så er man ikke helt afsporet.
Jesper, du sagde om Anita, at hun er sød, kærlig, dejlig, ærlig – og stædig.
Og Anita, du sagde om Jesper, at han er solidarisk, og jo, han er kærlig og romantisk – i begyndelsen kom han i hvert fald med blomster, han er en god støtte og meget stærk.
Kære Anita og Jesper, pas godt på jeres gode evne til at se det dybe i det enkle – de øvrige ting er blot flødeskum på toppen.
I dag sætter I ord på jeres taknemmelighed over at ha’ hinanden I jeres liv ved at bekræfte, at I vil hinanden overfor Gud og os, som er her til stede.
Så et stort tillykke med jeres eget lille kongebryllup og pas så godt på autografen på 50’ern, hvis der skulle dukke nogle kendte forbi på jeres vej fremover.
