Sådan mødte vi hinanden...

[Guest jane-san]

Kære Allesammen.

Her får i min og Michaels historie, om to mennesker, der møder hinanden, forelsker sig og udvikler den ultimative kærlighed.

Jeg har altid været glad for at synge, og derfor meldte jeg mig som sanger i et lille band i byen, hvor vi bor. :band:

Det var stadig mine teenagerdage, og hold op mand, hvor kan man være SUPER mærkelig. Total independent woman mht. tøjstil, væremåde mm. :drink2: Jeg gik også med en facade, der udtrykte total party-tøs og fjogehoved...bare lige en tand for meget generalt. (1½ år efter fik jeg et sammenbrud og alt gik i sort rent følelsesmæssigt. Men det rettede op på mit liv, satte mange tanker i gang, og jeg fandt mig selv frem i lyset (ja, så er tårerne på vej...det var bare en sej omgang))

Efter nogle uger som sangerinde slog lynet altså bare ned hos mig... jeg blev smask-forelsket i trommeslageren!!! Det var Michael. Han var 8 år ældre end mig, stille og rolig, kærlig mm., og indeni vidste jeg, at han bare var sådan en mand, jeg gerne ville have, trods min facade udadtil.

Også pga. facaden, var Michael overhovedet ikke forelsket i mig... can't blame him !!! Bandet holdt cirka et ½ år, og vi skiltes allesammen. Jeg mødtes nogle få gange med Michael igen i en by-mæssig sammenhæng, men der var ikke nogen gnist.

En måned efter mit sammenbrud, hvor jeg ændrede mig kolosalt og blev "voksen", ringede Michael til mig, for at høre om jeg ville være med til at starte et nyt band op. Det ville jeg, og vi aftalte at mødes oppe ved ham til et glas rødvin. Min gnist havde på det tidspunkt gemt sig, og JEG var på det tidpunkt, det vigtigste for mig.

Der sad vi så i sofaen og snakkede, og han kunne selvfølgelig godt se at jeg var fuldstændig forandret - på den gode måde. Jeg havde cuttet kontakten med faktisk alle mine såkaldte "veninder", og at snakke med en så kærlig og betænksom fyr, som Michael, fik alle mine følelser frem... Jeg fortalte og græd og græd, og i hans arme følte jeg mig bare så tryg og elsket...

Det venskab(for det var kun venskab) jeg på den korte tid havde fået til Michael, ville jeg for alt i verden ikke sætte over styr...

Vi fik et nyt band startet, og tilbragte mange weekender sammen, sådan som venner nu gør... havde han været en pige, var han helt sikkert min slyngveninde...

Efter 1 år ( havde nu kendt hinanden i 2½ år) som venner, tog han skridtet en afen... han kyssede mig og fortalte at han var forelsket i mig. Jeg blev lidt konfus, og skulle bare hjem, for jeg ville ikke miste min allerbedste ven. Der gik en uge, og vi var lidt akaverede sammen, men en aften derefter, tog han min hånd i sin og kiggede mig i øjnene og spurgte:" Skal vi to ikke være sammen? Skal vi ikke være kærester?" ØHHH, jeg måtte lige tænke, men tog chancen. (ja, så hyler jeg...)

Min allerbedste ven blev også min kærste, og egentlig faldt mange ting på plads for os... it was meant to be... 2 mdr. efter faldt jeg på knæ for ham med en mælkebøtte, helt spontant og lidt for sjovt, og spurgte om han ville tilbringe resten af sit liv sammen med mig... han blev lidt målløs...

Jeg skulle på weekend dagen efter, og da jeg kom hjem igen lå der 75 lyserøde hjerteformede balloner på mit stuegulv, hvor der på alle stod: JA, JEG VIL !! Så er livet ikke bedre... han er BARE så sød...

Ingen vidste at vi nu egentligt var forlovet, og vi ville gerne vente lidt med at gøre det "officielt".. der gik ½ år.

Michael var nede på knæ til nytårsaften lige efter nytårstorsken og foran hele min familie, inkl. onkler, tanter, bedsteforældre mm. Mor havde tårer i øjnene, far var vist overrasket, men glad og min lillesøster stormede ud i køkkenet og hentede en flaske champagne. DET VAR SÅ SØDT.... :romance:

Vi fik vores ringe og nu 2 år efter den uofficielle forlovelse, har vi endelig sat datoen... 17. september 2005 :heppe:

Jeg takker hver dag for min kæreste skat. Han er min bedste ven, min store kærlighed, min mest fortrolige. Han er kærlig, ærlig, betænksom, sjov og solen på min regnvejrsdag... vi har de fedeste diskussioner, op/ned ture, men kan ikke være sure på hinanden mere end 5 min. ad gangen. Tænk, jeg har fundet ham, som jeg glæder mig til at blive gammel sammen med... for evigt.

:hjerte: :hjerte: :hjerte:

Jeg elsker dig min egen lille skat... come what may !!!

Knus Jane :hjerte:

Redigeret August 1, 2004 af jane-san

[karenv 0]

2 mdr. efter faldt jeg på knæ for ham med en mælkebøtte, helt spontant og lidt for sjovt, og spurgte om han ville tilbringe resten af sit liv sammen med mig... han blev lidt målløs...

Jeg skulle på weekend dagen efter, og da jeg kom hjem igen lå der 75 lyserøde hjerteformede balloner på mit stuegulv, hvor der på alle stod: JA, JEG VIL !!

NNNNÅÅÅÅÅÅÅÅ!!!!!!!!!!!!!!!!!!!!

:hjerte: :hjerte: :hjerte: :hjerte: :hjerte:

Hvilken dejlig historie, Jane!

KarenV

[mflask 0]

Nu sidder jeg sg'u og får vand i øjnene - på en høj hellig lørdag formiddag.

Det er en dejlig historie i deler...

Knus

Mette

[Guest Jmuggi]

Hvor romantisk !! :hjerte:

[Pinkyl 3]

Jeg skal godt nok liiige trække vejret en xtra gang og tørre en tåre af min kind.Sikke en historie , sikke en kærlighed.....den er vidunderlig og helt , helt fantastisk når den føles på netop den måde du skriver.... ....

Knuz PinkyL :bamsekram:

[wichmann 0]

Suk... Jeg har gåsehud over hele kroppen og en tåre i øjenkrogen. Det var en dejlig og sød historie om hvordan i mødtes og senere "fandt" hinanden.

I har dannet grobund for en meget lykkelig fremtid sammen. Held og lykke til jer begge... og tillykke med hinanden.

Kærlig hilsen

Pernille

[Guest jane-san]

TUSINDE, TUSINDE TAK for jeres utrolig søde kommentarer og lykønskninger....

Det er bare så rart at dele sine tanker og spørgsmål med andre, og så et så fedt og rart sted som her på bryllupsklar...

I er bare så søde allesammen...

De kærligste hilsner fra Jane :hjerte:

[Guest trizza]

Hejsa!

Ja! I går var det 3 uger siden jeg faldt på knæ... egentlig er det jo manden, men nu måtte det så være (man må vidst gerne når det er skudår)... datoen er sat og det bliver næste år. :mellow:

Kender I det??? De 3 uger har været ulidelige fordi vores forældre skulle samles og havde det at vide samtidig... Nu er har jeg nogen flere at glæder mig med.

Tusind tak for en dejlig historie Jane.

I ønske al held og lykke til jeres fremtidige liv sammen. :hjerte: :hjerte: :hjerte:

knus Trizza