|
|
Borgerlig vielse & borgerligt bryllup |
|
|
Inden I kan afholde et borgerligt bryllup, skal I udfylde en ægteskabserklæring.
I kan
udfylde og printe ægteskabserklæringen ud fra kommunens hjemmeside
via
dette link.
Ægteskabserklæringen skal udfyldes og sendes retur til jeres kommune.
På ægteskabserklæringen står der, hvilke dokumenter I skal
vedlægge (kopier er tilstrækkelige). Husk at I kan altid
kontakte kommunen og spørge til råds, hvis I er i tvivl om
noget.
Der kan være temmelig lang ekspeditionstid, så indsend erklæringen ca. 6 uger før brylluppet skal stå.
Når kommunen har behandlet jeres ægteskabserklæring, udstedes der en prøvelsesattest, som er gyldig i 4 måneder. Prøvelsesattesten skal afleveres
til den myndighed, der skal vie jer.
I skal også hver især finde en person, som vil være jeres officielle vidne til ægteskabet. Dette betyder i praksis ikke andet, end at vidnerne skal skrive under på, at I nu er blevet viet efter gældende regler. Ovenstående gælder både ved vielse på og udenfor rådhuset.
Hvis I ikke selv vælger vidner, så vil det være 2 embedsfolk fra rådhuset, som underskriver i stedet for. Dette bruges som regel kun, hvis brud og brudgom sniger sig op på rådhuset uden at venner og familie kender til deres bryllupsplaner.
|
Borgerlig vielse på rådhuset
Her vil det oftest være en embedsmand eller -kvinde, der foretager vielsen. I må ikke forvente, at selveste borgmesteren dukker op.
Talen er stort set ens for alle brudepar, der vælger rådhuset, og der er således ikke mulighed for medindflydelse på talens indhold.
Når I har sagt ja til hinanden, får I mulighed for at udveksle ringe. Så bliver I erklæret for rette ægtefolk, og jeres vidner skal skrive under, og til slut får I udleveret jeres vielsesattest. Ceremonien tager ca. 10 minutter.
Som regel er påklædningen lidt mere afdæmpet ved et rådhusbryllup end ved et kirkebryllup. Det er f.eks. ikke sædvane, at bruden bærer slør og er iført et kæmpe skrud af en brudekjole. Men derfor kan hun sagtens være hvid brud alligevel.
De fleste vælger en mere enkel brudekjole eller en dragt, og så har den betænksomme gom selvfølgelig sørget for at skaffe en smuk buket, så hans brud ikke bliver snydt for blomster.
For gommens vedkommende vil et elegant jakkesæt være meget passende, smoking og kjole/hvidt bruges normalt ikke på rådhuset.
|
|
Borgerligt bryllup uden for rådhuset
En borgerlig vielse behøver ikke nødvendigvis at foregå på et rådhus. Et alternativ kan være, at I bliver gift i en have, på en strand eller på et skib. Dette kræver lidt mere benarbejde end at blive gift på rådhuset.
I skal nemlig selv sørge for følgende:
1) I skal finde en person, der må og vil vie jer i lidt
utraditionelle rammer. Det er ikke kun embedsmænd fra rådhuset, der har bemyndigelse til at vie jer. I kan også prøve at henvende jer til et medlem af jeres kommunes Borger Repræsentation, de har alle bemyndigelse til at foretage vielser. En liste over medlemmerne kan I få fra jeres jeres kommune.
2) I skal huske at hente tilladelse hos rette myndighed, hvis I vil giftes et offentligt sted. F.eks. skal I have tilladelse fra Slots- og Ejendomsstyrelsen, hvis I vil giftes i en offentlig have eller park.
Denne form for vielse kan, hvis I ønsker det, blive mere personlig end på rådhuset. I har mulighed for at give vedkommende, der skal vi jer, nogle stikord til talen. F.eks. om hvordan I mødte hinanden eller en sjov oplevelse I har haft sammen. Ellers er ceremonien magen til den på rådhuset.
Påklædningen til en borgerlig vielse kan I helt selv vælge, alt efter situationen og jeres temperament.
En tommelfingerregel er, at jo større brylluppet er (gæster og omgivelser), jo "større" kan jeres påklædning være.
Rigtig god fornøjelse med jeres bryllup.
|
|
Besøg også vores super populære bryllupsforum. Læs alt
omkring brudekjoler og bryllupsplanlægning. Søg inspiration iblandt tusindvis af brugernes egne bryllupsrelaterede
billeder - Læs mere her
|
|
|
|
|