Når I tager på bryllupsrejse til Maldiverne, vil I efter 14 timers flyvetur fra Danmark få oplevelsen af at befinde jer i en helt anden verden. Maldiverne fordeler sig over 1.200 små koraløer i det Indiske ocean, hvoraf knap 100 i dag er omdannet til luksuriøse resorts, som alle er oplagte steder at nyde livet som nygifte på bryllupsrejse.
Her kan du læse om det, vi synes, der er værd at vide, hvis I overvejer at rejse til Maldiverne.
Det er ikke uden grund, at Maldiverne har placeret sig øverst på listen blandt foretrukne bryllupsrejse destinationer med de kridhvide sandstrande, kokospalmer, turkisblåt vand, et tropisk klima og temperaturer på den gode side af 30 grader.
Annonce ♥
Det er et sandt paradis for et forelsket par, som ønsker ultimativ luksus, romantik og afslapning kombineret med uforlignelige oplevelser i det omkringliggende hav.
Som en tidligere rejsende så godt beskriver det: ”En perfekt afslutning hvor man også sagtens kunne være kommet på at forlove sig, hvis der ikke allerede sad en ring på fingeren”.
Når I ankommer til Maldiverne
Efter ankomst med fly til Male International Airport på øen Hulhule, transporteres I videre til jeres resort med (vand)fly og/eller båd. Denne del af transporten er i sig selv en spektakulær oplevelse og en god forsmag på det eventyr, der venter forude.
Undervejs bør I nyde udsigten til de mange smukke koraløer, der samlet i 26 atoller danner en ring om en indre lagune, hvor der i tidernes morgen har befundet sig en vulkan.
Maldiverne er med sin lave placering over havets overflade en unik oplevelse – ingen af koraløerne rager mere end 2,5 meter op over overfladen! – men den lave højde over vandet betyder desværre også, at Maldiverne er i risiko for at forsvinde i takt med, at den globale opvarmning stiger.
Så hvis I har muligheden, er det bare med at komme af sted – for Maldiverne er så absolut et must-see.
Oplevelser på Maldiverne
Indkvarteringen på Maldiverne er en oplevelse i sig selv. De luksuriøse watervillas – hytter på pæle ude i vandet – og bungalows på stranden indbyder til, at I aldrig nogensinde bevæger jer uden for jeres lille enemærke, da her er alt, hvad I kan drømme om og mere til.
Men det ville være en skam at snyde jer selv for alle de fantastiske oplevelser, som Maldiverne også byder på.
Vandaktiviteter
Maldiverne er kendt for sin fantastiske flora og fauna – ikke mindst under vandet, hvorfor alle ressorts uden undtagelse har dykker- og vandsportcentre, hvor I kan leje udstyr til diverse udfoldelser.
I vandet omkring øriget er der registreret over 1.000 forskellige fiskearter, og det tilsammen med et kilometerlangt farvestrålende koralrev og det varme, krystalklare vand gør Maldiverne til en meget populær destination for selv garvede dykkerentusiaster.
Men tag ikke fejl – her er bestemt også plads til nybegyndere udi dykningens verden. Både resorts og turbåde arrangerer dykker undervisning på alle niveauer, og I kan derfor sagtens være med, selvom I inden rejsen er helt uerfarne som dykkere.
Udover de mange koralfisk er der chance for at støde på større dyr som delfiner, hajer, skildpadder, kæmpestore djævlerokker. og hvalhajen. Det er ingen overdrivelse at sige, at dykning på Maldiverne er en oplevelse for livet.
Foruden dykning og snorkling byder øerne også på surfing, ø-hop og natlige fisketure, så der er rigeligt at tage sig til, hvis I pludselig får nok af ren afslapning.
Picnic Islands
En oplagt ting at gøre på Maldiverne er en tur til en af de mange Picnic Islands; små ubeboede øer, som I kan få helt for sig selv. Her kan I hygge jer, bade, snorkle og solbade helt uforstyrret og lige så længe, I har lyst til.
En tur i speedbåd derud, den nye ægtefælle i hånden, en picnickurv under armen og en mobiltelefon, så I kan ringe, når I vil retur – så bliver det vist ikke mere romantisk? Der kan efter ønske arrangeres både barbecues og overnatning på de ”øde øer”.
Her kan du faktisk spise romantisk picnic:

Spa i verdensklasse
Maldiverne byder selvfølgelig også på spa-muligheder i verdensklasse. Jacuzzi, massage, aromaterapi og saunaer er i sig selv lækre – men kombineret med det fantastiske klima og afslappet ferie-krop og sind, føles det hele bare endnu mere lækkert.
Maden på Maldiverne
På de fleste resorts er der mulighed for at købe både halvpension og all-inclusive-pakker, hvor I således får adgang til et eller flere af dagens måltider. Da Maldivernes ene store hovederhverv er fiskeri, er friskfanget fisk naturligvis en hyppig gæst på menukortet sammen med friske råvarer, som ofte er dyrket i resortets have.
Det andet hovederhverv er turisme, hvorfor I også vil opleve, at mange af restauranterne har tilpasset sig turisternes behov, og der vil derfor ofte være et velkendt alternativ til den lokale mad.
Hvis I har muligheden for det kan et besøg på Ithaa Undersea Restaurant klart anbefales. Det er en halvpebret fornøjelse, men det skulle efter sigende være en fantastisk oplevelse og alle pengene værd at indtage sin middag 6 meter under havet i verdens første undervandsrestaurant.
En anden anderledes spise oplevelse er på det super lækre Soneva Fushi ressort på Kunfunadhoo-øen. Her er der bygget en restaurant oppe mellem træerne, hvor middagen kan indtages – endnu en fantastisk oplevelse på Maldiverne.
Bryllup på Maldiverne
Blå himmel, hvidt sand, turkisblåt hav så langt øjet rækker – og en brudebuket fuld af eksotiske blomster. Lyder det fristende? Så var det måske værd at overveje et bryllup på Maldiverne.
For denne mulighed er selvfølgelig også til stede i dette paradis-land.
På Four Seasons hotellet på Kuda Huraa tilbydes komplette bryllupspakker med alt fra før-brylluppet-spabehandlinger, over selve vielsen til bryllupskage og romantisk middag efterfølgende. Ligesom det også er en mulighed at arrangere bryllup i samarbejde med Kuredu Island Resort.
Læs mere om bryllupspakker på Maldiverne med Four Seasons
Læs mere om bryllup på maldiverne i samarbejde med Kuredu Island Resort
Begge steder tilbyder arrangørerne at stå for det hele, så jeres største bekymring bliver at finde det perfekte bryllupsoutfit, slappe af og nyde hinanden!
Værd at vide om Maldiverne
Assalaam Alaikum som oversat betyder ”Fred være med jer” er en Islamisk hilsen, som man bydes velkommen med de fleste steder.
Valutaen på Maldiverne er Rufiyaa, men de fleste steder modtages også både euro og amerikanske dollars. Derudover har man de fleste steder mulighed for at betale med de gængse kreditkort.
Det officielle sprog på Maldiverne er Divehi, men i turistområderne samt i hovedstaden Male tales der engelsk.
Religionen på Maldiverne er Islam, og befolkningen er meget rettroende. Af samme årsag er det strengt forbudt at bade topløs for kvinder.
På Maldiverne lever man flere steder ud fra devisen ”No news – No shoes” og turister opfordres derfor også til at smide skoene ved ankomst. Der udleveres ligefrem en pose til opbevaring af skoene under opholdet.
I hovedstaden Male bor omkring 100.000 mennesker – hvilket svarer til en fjerdel af landets totale indbyggertal. Flere af ressorterne tilbyder ture til Male, hvor I kan opleve lokale markeder, shopping osv.
Læs også om bryllupsrejse til Hawaii og bryllupsrejse til Seychellerne












