Lad jeres bryllupsrejse gå til Trinidad & Tobago, hvis I ønsker at opleve ægte ”Sunshine Reggae”-vibes. Her får I både masser af solskin, masser af musik og en feel-good følelse. Lad jer rive med af den fascinerende og autentiske tropestemning og dans natten lang med hinanden og med den smilende og imødekommende lokalbefolkning til tonerne af ægte calypsomusik.
Øerne Trinidad og Tobago er så forskellige som nat og dag, men uanset hvor I kommer, vil I opleve en tilbagelænet og easy-going livsstil. Så for jer der ønsker en afslappende bryllupsrejse fri for stress – og med en pina colada i hånden – er Trinidad & Tobago et fremragende valg.
Beskrivelse af øerne Trinidad & Tobago
På det sydamerikanske kontinent ligger Trinidad & Tobago på grænsen mellem Det Caribiske Hav og Atlanterhavet ud for Venezuelas kyst. Udover hovedøerne Trinidad og Tobago, består landet af 21 mindre omkringliggende øer, som vi ikke vil komme nærmere ind på i denne artikel.
Annonce ♥
Trinidad & Tobago har et tropisk klima med høje varmegrader hele året rundt og er næsten selvskrevet som populær bryllupsrejse-destination. Vær dog opmærksom på at øerne har 2 årstider. De første 6 måneder af kalenderåret er kendt som den tørre sæson, mens de sidste 6 måneder så til gengæld er kendt som den våde sæson.
Hvis I rejser fra juli-december skal I altså være forberedte på, at der kan komme en vis mængde regn indimellem solskinstimerne – til gengæld er det i disse måneder at gennemsnitstemperaturen er højest og regnen varer ofte kun i kort tid.
Trinidad
Trinidad er med sine lidt over 5.000 kvm2 den største af de to hovedøer både hvad angår fysisk størrelse, men også når det kommer til indbyggertallet. Her bor hele 96% af øernes samlede indbyggertal. Øens hovedstad Port-of-Spain er en kulturel perle og klart en af øens største attraktioner i sig selv, men Trinidad byder også på regnskov, sandstrand og bjergkæden Northern Range.
Trinidad er allermest kendt for sit årlige karneval i årets første kvartal, og hvis I har muligheden for at time det, så er karnevalet virkelig en oplevelse for livet. Det er en sand folkefest, og forberedelserne tager flere måneder, hvor de lokale går op i det med liv og sjæl.
Når det ikke er karnevalstid, synes lokalbefolkningens motto dog at være ”hvad vi ikke når i dag, når vi i morgen, og den afslappede stemning kan ikke undgå at smitte af på øens gæster.
Tobago
Hvis tempoet på Trinidad er langsomt, så er det på Tobago endnu langsommere. Her er tiden sin egen, og her hersker en udbredt følelse af ro. Tobago udgør kun lidt over 5% af øernes samlede areal med sine 300 kvm2, men sammenlignet med Trinidad har Tobago flere fine bounty-strande at lokke med.
Her er lange strækninger med blændende hvidt sand og vand i alle nuancer af blå og om aftenen kan I nyde synet af de enestående solnedgange over havet, og hvad mere kan man egentlig ønske sig?
Indbyggerne er da også overbeviste om, at det var på netop Tobago, at Robinson Crusoe strandede, og vi kan kun anbefale, at I tager af sted og danner jeres egen mening om den påstand. Vi er overbeviste.
Det midterste af øen er dækket af tropisk regnskov med spændende vandreruter for de eventyrlystne, og I møder med garanti både brusende vandfald og fugle i flokkevis på jeres vandring. Tobago er faktisk kendt for sit rige fugleliv og er derfor et tilløbsstykke for fugleinteresserede.
Hvis I har mulighed for at rejse mellem februar og juni, er der på Tobago desuden gode chancer for at opleve de store læderskildpadder, som kravler op på stranden for at lægge æg i sandet. Det er en helt unik oplevelse, som I sent vil glemme. Øens bus-net er godt udbygget, så det er nemt at komme rundt, uden at I behøver at leje en bil.
Port-of-Spain – Trinidad
Port-of-Spain er Trinidads hovedstad og det er her det sner hvis I ønsker at afprøve det caribiske natteliv. Start med en god middag på en af de mange restauranter og fortsæt videre på barer og natklubber til I segner.
Lad jer imponere af de lokales rytmesans og dans med til den glade og dunkende musik – vi tør næsten garantere at I bliver trætte før de lokale. Byen er derudover kendt for sine gode shopping muligheder, samt masser af liv i gaderne også om dagen.
De Mas Karnevalet – Trinidad
Trinidads karneval De Mas er berømt verden over og sammenlignes mange steder med det helt store karneval i Rio. Der hersker ingen tvivl om de lokales kærlighed til musik, dans og fest, når man først har oplevet deres entusiasme omkring karnevalet. Her spilles på olietønder, kåres konger og dronninger og danses med vuggende hofter i spraglede og helt fantastiske udklædninger.
Det er befriende at opleve hvordan alle smider hæmningerne og bare giver slip og lader sig opsluge af det festlige univers. Inklusiv for- og efterfester, kan I få lov at feste i 5 hele dage.
Pitch Lake – Trinidad
Pitch Lake er verdens største naturlige asfalt reservoir og befinder sig på Trinidad. Søen af flydende tjære tiltrækker ikke kun turister, men også forskere der ligesom turisterne, er betagede af fænomenet. Nogle oplever et besøg ved tjæresøen som en skuffelse, da overfladen er størknet, og det dermed ser ud som om, man blot står på en kæmpe parkeringsplads.
Men med de rigtige guider, får I muligheden for at se, hvad der er under overfladen, og det er i sandhed fascinerende, når de trækker lange tråde af tjære op fra dybet.
ASA Wright Nature Centre og Caroni Lagoon National Park – Trinidad
Hvis I er interesserede i dyr, fugle og blomster, bør I besøge naturcentret og nationalparken på Trinidad. ASA har en alenlang liste over dyr og fugle, som I kan opleve men også sumpområdet i Caroni nationalparken en times kørsel derfra byder på et rigt dyreliv.
Mest eksotisk er den røde ibis; Trinidads nationalfugl, som er nem at kende med sin næsten selvlysende røde farve. Herudover kan I opleve krokodiller og frøer på de mange guidede sejlture, der udbydes i sumpen.
Scarborough – Tobago
Tobagos hovedstad Scarborough er den største by på øen og har omkring 17.000 indbyggere. Det er ikke den mest aktive by, men det har også sin helt egen charme og bidrager til følelsen af rendyrket ferie-afslapning.
Byen byder foruden Fort King George på spændende markeder med lokale varer og en stor dybt-vands-havn med kapacitet til de helt store krydstogtsskibe.
Scarboroughs mest kendte attraktion er Fort King George, som blev bygget af de engelske koloniherrer i slutningen af 1700-tallet. Det huser i dag et historisk og arkæologisk museum, originale kanoner, fængsel og en sublim udsigt over byen og havet.
Tidligere besøgende opfordrer til at man tager en picnic-kurv med derud og nyder udsigten, solnedgangen og hinanden – ren romantik.
Pigeon Point – Tobago
Pigeon Point er stranden over alle strande på Trinidad & Tobago – uden diskussion. Dette skyldes ikke kun det kridhvide sand eller de svajende kokospalmer, men også det fantastiske koralrev der omkranser bugten. Det er et perfekt sted for begyndere at kaste sig ud i snorkling, da vandet er klart og roligt.
Her er desuden restauranter og shoppemuligheder, så I kan sagtens få en hel dag til at gå på stranden uden at mangle noget som helst. Der kan være en lille brugerbetaling, men det er kun et symbolsk ,og for pengene får I også parkering med i prisen.
Bryllup på Trinidad & Tobago
Trinidad & Tobago kan opfylde jeres drøm om et romantisk og eksotisk bryllup. Det eneste specielle krav er dog, at I opholder jer på øerne minimum 3 døgn før selve brylluppet.
Læs mere om bryllup udenlands på Trinidad og Tobago og hvilke officielle dokumenter de kræver.
Besøg en lokal bryllupshjemmeside fra Trinidad der har links og idéer til udbydere og planlægning, hvis I vil holde romantisk bryllup på Trinidad. På Trinidad har I bl.a. også mulighed for at blive viet på ASA Wright Nature Centre, som også tilbyder reception og overnatning.
Værd at vide inden bryllupsrejsen går til Trinidad & Tobago
Valutaen på øerne er TTD (= Trinidad-Tobago-dollars), men I kan også bruge amerikanske dollars langt de fleste steder på øen.
Hovedsproget på øerne er engelsk, men I kan også støde på både spansk, fransk, tysk og hindi, så der burde være gode odds for, at I kan begå jer.
Hvis I ønsker at smage lokal caribisk øl, skal I gå efter Carib eller Stag.
Øerne blev opdaget af Christopher Columbus i år 1498 og har siden da været både spansk og britisk territorium. I 1962 genvandt de dog endelig selv magten og fremstår nu som et uafhængigt land. I 1976 fik de status som republik.
Læs også om de andre spændende destinationer Bryllupsrejse på Grenada og Bryllupsrejse på St. Lucia












