Jeg er fuldstændig vild med idéen omkring cake pops. Elsker at bage men normalt tager det så lang tid at lave flotte dekorerede kager, men med cake pops er det virkelig overskueligt, og de kan pyntes på de sjoveste måder.
Har du en rest af kage, der har stået et par dage, kan den nemt bruges til at lave cake pops med.
Sådan laver du lækre Cake pops
Ingredienser:
Annonce ♥
Kage
Smøreost – ikke light!
Flormelis
Candy melts (overtræk der kan købes hos fx specialkøbmanden og Inco)
Pinde (kan købes samme sted)
Diverse pynt
Fremgangsmåde:
Step 1. Chokoladekagen
Ja her må jeg altså indrømme, jeg har snydt lidt og brugt en af de der kager, der kun skal tilsættes vand og smør… orkede ikke at lægge for meget kærlighed i en kage, der bare skal smuldres.
Men det kan da godt være, resultatet bliver bedre med en rigtig hjemmelavet kage, men for mig var det fint denne her gang. Fulgte anvisningen på pakken og lod den køle af en times tid.

Step 2. Ostecreme
Bland 100g smøreost – ikke light og 200g flormelis. Måske du godt kan lave en lidt mindre portion, for jeg brugte ikke hele cremen. Jeg brugte her min røremaskine, men du kan også bare ælte med el-pisker med dejkroge eller med fingrene. Ælt først kagen og tilsæt så lidt ostecreme.
Tilsæt kun lidt af gangen så der ikke kommer for meget i, så bliver den for flydende.

Annonce ♥
Step 3. Cake pops kuglerne
Derefter trillede jeg små golfbolde af dejen, som jeg lagde på en tallerken med bagepapir på.
Efter at have fyldt en tallerken dækkede jeg den godt med film, så de ikke tørrede ud. Jeg stillede derefter mine cake pops kugler på køl i en times tid.

Step 4. Pynt
Startede med at smelte lidt candy melts – her kan du også bruge helt almindelig overtrækschokolade, men jeg har købt candy melts i sjove farver.
Jeg smeltede det i mikrobølgeovnen, dyppede en pind ned i og satte den igennem kuglerne. Efter pindene var kommet i fik de lige 15 minutter mere på køl.
Jeg meltede dernæst flere candy melts og dyppede kuglerne. Jeg brugte to forskellige teknikker.

Cake Pops teknik 1
Lad være med at smelte chokoladen for meget lad den være lidt tyktflydende. Denne teknik er brugt på alle dem med hvid overtræk.
Som du kan se, lægger det sig ikke lige så pænt, men jeg synes det er lidt lækkert, at det har sådan et chokoladeudtryk over sig + man kan dekorere dem lidt sjovere – se fx de hvide med de små strittere på, det er lavet med en lille saks.
Annonce ♥
Cake Pops teknik 2
Smelt chokoladen rigtig godt så den bliver meget flydende. Dyp cake poppen deri og hold den lidt nedad mens du drejer rundt og slår lidt på pinden med fingeren. På den måde ryger alt overskydende chokolade af, og den får en pæn flot overflade.
Derefter kan de overhældes med krymmel, eller hvad du nu synes er flot.

Af: Mette Hvitved Nielsen