KarinaT

Da vi havde sat os godt til rette i den lækre vogn kom chaufføren og spurgte om vi ville have champagne…JA TAK! Derefter trillede vi ligeså stille af sted ud mod Tambourgs Have. Det var en mærkelig følelse at sidde der og se ud på alle de folk der stod og vinkede til brudeparret, og vide at det faktisk var efter os...

Ris i store mængder...

Så ska vi vist væk...

Der siges tillykke mens faster kigger kjole

Christians søster siger tillykke

Et stort tillykke fra Heidi (ryberg)

Mor og datter

Vi stillede os over til den ene side og folk kom skiftevis og sagde tillykke. Da vi var ved at være færdige, hviskede Christian: ”Er det ikke bare nu vi ska videre?” og joh det var det. Folk havde endnu ikke kastet noget ris, men vi kunne godt se at de fik rimelig travlt med at rode i tasker og poser da vi begyndte at gå ned mod limousinen. Og så kom det! Et hav af ris og rosenblade væltede ned over os og nu gjaldt det bare om at komme ind i limo’en i en fart...

Da vi kom ud i våbenhuset lå der en hestesko på gulvet. Jeg hviskede til Christian at han skulle huske at samle den op inden vi gik ud. Udenfor var der det skønneste vejr og alle mine bekymringer om dårligt vejr var helt unødvendige. Solen skinnede fra en (næsten) skyfri himmel og det var bare perfekt.

Derefter sang vi ”Nu titte til hinanden” lige inden kollekten og velsignelsen, hvorefter vi sluttede af med ”Det er så yndigt”. Da vi var færdige skulle præsten komme ned og sige tillykke, men vi vidste ikke om vi skulle rejse os op eller om vi skulle blive siddende. Så vi valgte det nemmeste – at blive siddende. Præsten fik sagt tillykke og så skulle vi rejse os og gøre klar til udmarch. Musikken startede og vi begyndte at gå ud. Det var helt fantastisk at gå der og bare kigge på alle de smilende ansigter der mødte os. En glædens dag kan man vist rolig sige.

Da vi var blevet viet gik min mor og søster ned til orgelet. Da de rejste sig og gik sad folk og kiggede som om der var noget galt. Mange troede at Lisbeth var blevet syg. Ja selv Christian havde i forvirringen glemt hvad der skulle foregå. Lisbeth havde fået lov til at spille et vers af ”I skovens dybe stille ro” og ”Nu er jord og himmel stille” på trompet for os. Det er bare helt fantastisk i en kirke da det giver en helt speciel klang. Men sine kun 11 år var hun rigtig nervøs. Ud over et par enkelte fejl gjorde hun det rigtig godt og hun fik stor ros bagefter.

SÅ KAN DE LÆRE DET...

Så er vi mand og kone

Vi fandt senere ud af at indgangs melodien ikke var den traditionelle, men bare en eller anden tilfældig melodi. Det samme var det ved udmarchen. Det er sådan nogle ting man først lægger mærke til når man ser optagelserne fra dagen. Da vi var kommet på plads startede vi med at synge "Den signede dag". Jeg havde lidt problemer med buketten for allerede ved indmarchen var der røget nogle blomster af, og den var så våd at den dryppede ned på min kjole...men så er det jo godt at man har en serviet ved hånden. Jeg fik øjenkontakt med Christian og han sendte mig det der "Hvor er du bare en sindsyg tosset tøs"-blik. Vidste godt at det var Ferrarien hen hentydede til. Kunne også se at han stadig svævede over turen Efter tekstlæsningen sang vi "Op al den ting som Gud har gjort", og så var det tid til den personlige tale. Og personlig - det var den, samtidig med at den var sjov. Så var det blevet tid til selve vielsen. Christians havde en tusse i halsen, præstens stemme knækkede over (han var så rørt) og Christians lillebror som var ringbærer var ved at flække sammen af grin da vi bøvlede med at få ringene af puden.

Brudebørnene