Broken

Altså, det VED jeg jo reelt set ikke endnu, søde Anette - men jeg håber... *kram*

Hmm... Her er jeg :17: Og et lidt nyere.. Og hvis jeg nogensinde skal giftes igen, skal I nok få lov at se et hvor man kan se mig også *s*

Well, - sagen har taget en drejning jeg ikke havde forventet.. Efter at jeg havde været hos min terapeut, ringede HAN til Christian og lagde en besked på hans svarer; min terapeut kunne nemlig - som jeg - ikke finde hoved eller hale i hvad der skete.. Det var så svært at forstå, at vi kunne opleve kærlighed og samhørighed GENGÆLDT og så stærk - og at han så bare forsvinder.. Efter nogle dage ringede Christian tilbage til terapeuten - og det viser sig han har det helt forfærdeligt fordi han er på vej ind i en depression. Det har IKKE noget med mig at gøre - men han har cuttet kontakten med alle; venner, familie - og altså mig! Han er bundulykkelig - og fortalte han har siddet med telefonen i hånden flere gange, men ikke turdet ringe til mig.. Dét kan jeg så forholde mig til - jeg er uddannet psykoterapeut og har selv været dér engang - så jeg kan FORSTÅ det. Stakkels, stakkels, vidunderlige mand!! Han har en aftale med sin psykolog i dag - og jeg håber at terapien virker rigtig hurtigt for ham.. Det er nu langt fra en "garanti" for, at jeg ender med at kunne være sammen med C, for der sker mange ting i sådan en proces. Man befinder sig (som nogle af os ved) i det sorteste hul imens det står på - og det kan tage lang tid, alt efter hvor alvorligt den er. Men har masser at give ham, på alle måder og forskellige plan. Jeg håber bare han giver sig selv lov til at være sammen med mig og dukker op i mit liv igen. Men det vigtigste er at han får hjælpen - det er ikke til at holde tanken ud om, at han har det helt forfærdeligt!! Jeg elsker ham tosset, så jeg venter og ser.. Og nu er USIKKERHEDEN i det mindste forbi. ... For nu. PS: Fik jeg lige skrevet at jeg er ved at dø af skræk; for ikke at slå til - for alligevel at miste ham... Det er der alt sammen på samme tid!

Jeg synes din buket er så PERFEKT - passer vildt godt til "vintage-feelingen med det moderne twist" ;) Og fik jeg sagt at du er SMUK?!! *suk*

Åååååh Søde skattepigemusen, hvor ser du bare smuk og dejlig ud!! Og hvor forrygende med kransekagekirken - jeg har aldrig set noget lignende og den er bare SÅ flot udført :carrot: Jeg glæder mig rigtig meget til at læse om det hele *varmt kram* Oldie

Også mange kram og STORE TILLYKKER fra mig, søde Tanja Hvor er du smuk - og hvor er DIN MAND en lækkermås ;) Pas godt på jer selv og hinanden!! *varmt kram* Oldie

Hvor er I et SMUKT par - og hvor ser du bare VIDUNDERLIG ud i din kjole; hold da op!!! *kram* Oldie

Anette - det må du altså ikke skrive; din kjole er GUDINDE-SMUK!! Kjolerne fra Lilly er da fine - men har ingenlunde den KLASSE som din har - og detajlerne på din er bare GENNEMFØRTE *varmt kram* Én der har set den ægte vare ;)

Åh Line..... Hvor er jeg glad for at jeg ikke kunne styre mig, men sneg mig herind igen. Til gengæld er det ikke til at finde ord der ikke allerede er skrevet - eller som helt udtrykker en ømhed og glæde jeg bliver fyldt af, når jeg læser din tråd og ser dine billeder... Line, - må den vidunderligt jordnære og på samme tid overjordiske atmosfære fra jeres billeder, være symptomatiske for jeres liv sammen Jeg ønsker jer lykke og kærlighed! *varme kram* Oldie

Allersødeste Tina.. Jeg ville ønske jeg kunne have været der - men må nu nøjes med at sende dig mine kærligste og varmeste "tillykker" fra den mørkeste del af Jylland (men du skulle se en stjernehimmel ;))! TILLYKKE Jeg bliver varm og glad inden i når jeg tænker på dig - og det er sq din egen skyld *g* Pas godt på jer selv og hinanden - lykken kan være en flygtig følgesvend, så glem alt om "med måde" og giv den hele armen ;) *kærlige kram* Oldie

Savner jer, tøser! Virkeligheden overgår fantasien - men gad vide hvilken ond fe, der ikke var inviteret med til min barnedåb?! Christian citrede i hele kroppen, som han sad ved siden af mig på havnen og så ud over vandet.. Vandet som vi begge elsker. Og jeg faldt; åbnede op for al min længsel og for den ømhed jeg kommer til kort med inden i. Han tog mig i sine arme og jeg følte mig for første gang i årevis (eller måske nogensinde?) beskyttet. Sikker. Varm og rolig. Al den tid vi overhovedet kunne stjæle, mellem mine 1 million arbejdstimer, og hans x2, var vi sammen. Jeg fik lyst til at sige "jeg elsker dig" - selvom jeg vidste det var alt for tidligt. Og det skræmte mig så meget, at jeg fik lyst til at løbe derfra.. Og som ved et trylleslag var magien væk. Min angst var blevet til hans forbehold. Fordi jeg var fej. Fordi jeg havde brug for, at han skulle holde om mig og sige at det var OK jeg var bange, men at han var modig nok for to. I stedet lukkede han sig, som en østers i vandet, om sit perlemorssmukke indre - og har være væk lige siden. "Jeg har brug for tid" - men man kommer ikke tæt på af at være væk... Og væk det er han. På trods af, at jeg fandt modet for os begge - på trods af alt den mangel på nærhed jeg har tålt. ... Ugerne er gået og inden i hænger mine tåbelige irationelle følelser ud over mørke klipper over et frådende hav, som jeg bare ønsker at kaste mig i - men mine hænder er låst i et instinktiv greb som jeg ikke kan løsne. Et løfte. En stædig sindssyge, selvom jeg slynges mod forrevne sten og slår mine blottede lemmer til blods. Hvornår får ulykken ende, tænker jeg - imens jeg følger den tåre han har bragt ind i mit hjerte, rejse op til og ud over kanten af mit øje. Og så snører jeg støvlerne - og går med hundende ud over stubmarkerne, imens lyset skumrer og de sprossede vinduer på gårdene bliver til glødende klaser af varme og nærhed, der ikke er mig forundt. Så banalt. Så ensomt. Sørgmodige, kærlige tanker, Oldie PS: Besøg would be nice - hvis I stadig har lyst.. *kram*