Regnbuen

uh, det er bare svært Altså, jeg ved godt, at man kan have langt hår i varmen. Jeg har selv været i Egypten med hår ned til skulderbladene, ca. Men jeg var i Florida for to år siden, dengang med helt kort hår. Og hold op, hvor var det varmt! Der er så fugtigt derovre, så det er helt forfærdeligt. Kl 9.00 om morgenen driver sveden bare af en (charmerende) Der er også det, at jeg har været farvet mørkhåret, og min kæreste elsker når jeg er farvet rød. Så det vil jeg gerne være til vores bryllup. Og hvis nu jeg bliver klippet nu, så får jeg jo alt det mørke af, så det nemmere bliver pænt rødt Argh! Jeg har tid ved frisøren i morgen, og er totalt i krise :P Hvad nu, hvis jeg bliver klippet, og det ikke bliver helt pænt til brylluppet - hvor langt hår skal man have for at bruge clip on extensions?

ej, nu er jeg her så igen Men det er så åndssvagt... Sagen er den, at jeg skal til Orlando i Florida på lørdag. Og jeg VED jeg vil få det mega, mega varmt med det her semilange halv page hår jeg render rundt med nu. Men jeg ved ikke, om jeg tør klippe det. I virkeligheden tror jeg faktisk gerne, jeg vil være korthåret igen, fordi det er frisk, og min kæreste synes jeg er mega sexet med det. Men jeg er bange for at klippe det af, for sæt nu jeg finder ud af, at jeg faktisk gerne ville være langhåret til mit bryllup om et år Det fylder faktisk så meget nu, at det helt overskygger glæden ved at skulle ud at rejse. Og det er jo bare for dumt :P

okay, først, jeg ved ikke, om denne tråd er placeret forkert, men hvis den er, så må I bære over med mig. Jeg ved godt, den måske ikke har så meget med forberedelserne at gøre - og så alligevel.... Min forlovede og jeg har været sammen i 5 ½ snart, og forlovet i 1½ år nu. Vi har ikke før rigtig snakket bryllup af to årsager: 1. Vi er biseksuelle, og min far er præst. Vi ville gerne have ham til at vie os, men det har ikke tidligere været tilladt med et kirkebryllup 2. min forlovede har igennem de sidste 4 år været på kontanthjælp stort set hele tiden, og der er jo forsørgerpligt.... Nu er det så tilladt med kirkebryllup. Min far har sagt ja til at gøre det. Min forlovede er kommet på SU. alting flasker sig. Vi er begyndt at planlægge.... Så lægger jeg et link op på FB til en underskriftsindsamling til at fjerne forsøger pligten, og en af mine bedste venner farer frem med bål og brand, og spørger, hvorfor staten dog skulle betale vores romantiske eventyr, om jeg da ikke er klar over, at det forpligter at blive gift, og at det er mere end en flot kjole. Om jeg ikke forstår, at det at blive gift jo er både medgang og modgang, og hvis jeg ikke vil have modgangen, så kan jeg da bare leve papirløst (så vil jeg gerne have min forlovedes diagnosticerede angst til at forsvinde, for vi lever papirløst nu, så er der jo ingen modgang, Så nu bliver hun vel snart rask? Og kan arbejde? Og ikke gå til psykolog mere?) For det første, så bliver jeg bare utrolig ked af, at en, jeg regner som en af mine bedste veninder farer sådan i flæsket på mig - en ting er, at hun måske synes reglen er god - men behøver hun gøre det så personligt? Især, når det er velkendt i venneskredsen hvor skidt min forlovede har haft det? Jeg blev enormt såret, og nu mistede jeg bare helt lysten til at sende "save the date" mails ud Og samtidig, så sætter hun jo nogle tanker i gang, for....hvad nu hvis min forlovede ender på kontanthjælpen igen?? Åh nej, nu ved jeg slet ikke, om jeg tør alligevel.... Øv øv øv, og undskyld jeg skriver herinde, jeg er så ny. Men måtte bare dele det med nogen

ih, det er bare så rart at læse, at det ikke bare er mig, der er dum, når jeg syntes hun var lige lovlig personlig Man bliver bare så ked af, at få sådan en smørre tværet ud i fjæset, når man faktisk gik og glædede sig helt vildt til at planlægge bryllup. Hendes mand havde endda den frækhed af sige, at alle kontanthjælpsmodtagere er nogle dovne nogle, der skal piskes i arbejde, og "hvor vi dog piver helt vildt" Og samtidig med, at det gør ondt, så rører det jo ved en reel frygt, for det lurer da lidt i baghovedet, om vi nu også tør gifte os.... Men hvorfor skal ægteskab kun være for "de rige"??

Jeg blev også bare så ked af, at det hele blev gjort så personligt En ting er at mene, at reglen er god - noget andet er, at tvære ud, at hvis man ikke vil leve sammen i modgang, så må vi jo bare lade være. Hvis jeg ikke ville leve i modgang, så havde jeg nok droppet hende, dengang hun var så langt nede i sit sorte hul, at hun bare sad og græd, når ma ringede til hende i telefonen