Bange for at miste min kæreste

[Guest trinestougaard]

med chancen for at blive stemlet som sindssyg, har jeg nogle tanker jeg gerne vil dele...jeg har aldrig aldrig været så dybt forelsket, betaget, og følt en inderlig kærlighed som jeg nu gør for min kommende mand...men med det at jeg føler således..ja så er jeg rigtig bange for at miste ham..ikke pga utroskab..der stoler jeg 100 % på ham..men det er i forhold til dødsulykker..jeg er ofte nervøs når han kører hjemmefra, ved tanken om tænk nu hvis han kører galt.. eller omkring polterarbend der tænker jeg åh nej bare det nu ikke går galt, jeg kan blive ved og ved...jeg vil bare ikke miste ham..jeg føler jo virkelig han er min soulmate og skulle han gå hen og dø, vil jeg aldrig aldrig kunne finde en som ham...

tænker i andre aldrig sådan eller er det bare mig???

jeg har faktisk engang set dr phil have en lignende situation oppe at vende, og der sagde han til kvinden : " hvad er det du holder hemmeligt som du har gjort, som gør at du ikke fortjener alt den lykke"?og jeg tænkte længe over det, og kan ikke lige komme på noget...men ja jeg tænker faktisk...vi er så lykkelige..et eller andet må gå galt så lykkelige har ingen lov at være...

håber på nogle svar fra ligesindede

:hjerte: trine

[Pernille 0]

Nej.. du er bestemt ikke sindsyg... Jeg har tit og ofte også gået med disse tanker at jeg ikke ville kunne leve hvis jeg mistede min mand, for han er virkelig min soulmate, min aller bedste ven og bare tanken om at han skulle dø før mig og især op til bryllupet var det en tanke der bare var ulidelig, netop fordi man hørte om så mange brudgomme der døde på deres polterabend.

Jeg tror det er meget normalt at når man elsker en person så inderligt så kan man ikke bære hvis man skulle miste dem, men lad endelig ikke de negative tanker få overhånd. Sig til dig selv at du har fortjent dette vidunderlige menneske og at I vil få den mest lykkelige levetid sammen. Tænk positivt! Værsæt hver eneste dag sammen med ham, sig du elsker ham når han kommer hjem. Giv ham et knus bare fordi du har lyst. Det gør jeg.

Med hensyn til Dr. Phil.. ja han er da meget sjov at lytte til men tag ikke alle hans råd for gode vare. Det er da rigtigt at mennesket er indrettet sådan at vi stiller spørgsmål når det går os dårligt, men også når det går os godt og derved vender vi det gode til det negative. Jeg tror ikke det er fordi du vil skjule noget (igen negative tanker), men det er blot en menneskelig reaktion og vi skal lære at vende vores negative tanker til positive tanker og dermed prise os lykkelige når det går os godt. Slip janteloven og sig til dig selv at det er ok at du er det mest lykkelige menneske på denne jord. Din positivitet vil smitte af på andre og du kan faktisk bringe glæde ind i deres liv ved bare selv at være glad..

Puha.. der kom en hel smøre.. håber du kan bruge det til noget!!!

Pernille

[Millepige 0]

Jeg har det på præcis samme måde, så er jeg også sindssyg

Jeg forstår dig godt, tænk nu hvis man mister ham, men man kan bare ikke bruge al sin tid på at tænke sådan, for tænk nu hvis du ikke gør?

Min kæreste er rigtig sød til lige at hente noget slik på tanken, hvis vi blir lækkersultne og jeg er altid bange for at der sku ske noget, fordi jeg jo ikke selv tog afsted osv.

Vi må prøve at tænke positive tanker http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

[Guest Oktoberbrud]

Hej Trine!

Jeg mener at det er det mest naturlige her i verden at være bange for tab. Når man elsker er man bange for at miste den man elsker - om det så er ens kæreste, familie, børn eller venner. Og jo højere du elsker jo større bliver den angst. Hvilket ikke betyder at dem der ikke har denne angst, ikke elsker lige så højt!

Derfor synes jeg du reagerer meget naturligt.

Du må bare ikke lade angsten tage overhånd.

Han skal nok komme hjem til dig hver dag!

Hilsen, Oktoberbrud

[Guest mdy]

Lige en lille puhhh.... historie...

Min tilkommende er selvstændig, han har vikarbureau og lejer smede og svejsere ud. I gennem et par måneder har han bl.a. haft 2 svejsere gående på et kraftvarmeværk nord for struer. I sidste uge eksploderede en af de tanke de netop var blevet færdige med, og den ene af vore vikarer stod i umiddelbar nærhed af den. Han har fået 2. grads forbrændinger i ansigt, på hals og hænder, og som han selv siger... Han troede han skulle dø så han var lige ved at hoppe ud over kanten for at redde sig selv... Der er 20 meter ned til jorden fra det stillads de gik på....

Må sige jeg trak vejret meget dybt efter at have hørt det... Er uendelig glad for at det ikke var min kæreste og har meget ondt af vikaren.

Jeg tror det er vigtig som Oktoberbrud siger, ikke at lade angsten tage overhånd. Men det er på den anden side også helt naturligt at være bange for at miste.

M

[Guest trinestougaard]

tak for jeres svar.. dejligt at vide jeg ikke er den eneste...det er rigtigt som i siger det ikke må tage overhånd og det er jeg selv bevidst omkring...så styrende er det heller ikke for alle mine tanker..men lige præcis den der med at sende kæresten på tanken efter slik der har jeg nøjagtig samme tanke tænk hvis der skete ham noget og jeg selv burde have taget afsted..øvøv men jeg har nemlig ikke kørekort og tænker tit tænk nu hvis bare fordi jeg blev lækkersulten..der skal ingenting til at ulykker sker...nogle gange er verden bare uretfærdig...og ja puha for en historie en af jer skrev...så tak for rådene jeg priser mig lykkelig for ingenting er sket og håber på det bedste...

[majmaj 0]

Hej Trine -og jer andre.

Hvor er det dejligt at læse at der er andre der tænker lige så urationelt som jeg.

Dagen for vores bryllup havde jeg været ude at købe nogle småting, og cyklede hjem fra byen. Pludselig blev jeg så bange for at blive kørt over og dø fra min kæreste. Jeg begyndte at græde der på cyklen, og kunne ikke lade være med at tænke på hvordan han ville reagere når han fik at vide at jeg var død. Og ikke mindst når han ville være nødt til at gå ind i vores arbejdsværelse hvor min brudekjole hang klar på ginen...FORFÆRDELIGE tanker!

Det er vist den eneste gang jeg har været bange for selv at dø, ellers har det før kun været tanker om at han døde. Det er så levende at jeg kommer til at hulke-græde over det. Men dét i sig selv kan jo gøre livet farligt! I hvert fald hvis man sidder på en cykel !

majmaj

[Guest trinestougaard]

hej alle

jeg kan godt forstå du blev så ked majmaj ved tanken om at han skulle se din kjole hænge der og du ikke længere var i live...jeg har tænkt den omvendt at tænk hvis det endte med at jeg i stedet for at skulle i kirke for at giftes skulle i kirke for at gå til jespers begravelse...men det er mere fordi jeg læse en tragisk historie i et magasin for et stykke tid siden hvor en brud gjorde netop dette...

men som de andre siger må vi nok prøve at lægge de sørgelige/negative tanker fra os og nyde det mens vi har det...

[Guest Dittelitten]

Jeg kan sagtens følge dig.

Jeg har selv været meget tæt på at miste min mand for 2 ½ år siden. Han var meget syg, og ingen vidste, hvilken vej det ville gå.

Heldigvis blev han helt rask og har næsten ingen men i dag.

Jeg kan dog stadig tage mig selv i at blive virkelig angst for, hvad der kunne være sket. Så må jeg bare holde om ham indtil det går over.

Andre gange kan jeg bare kigge eller tænke på ham og tænke: Hvor var det godt han overlevede.

Kender udmærket følelsen af, at tænke: kommer han nu hel hjem fra Kbh. (Jeg er ellers ikke bange for terror, men tanken har da strejfet mig.)

Så det er slet ikke unormalt - tværtimod. Det minder os bare om, at vi har fundet en kærlighed, som er større end kærligheden til os selv. Jeg kan forestille mig, at det må være den samme følelse, forældre har overfor deres børn.

/Dittelitten

[Demeter 0]

Hej...

Det er da fuldstændig naturligt at føle en vis angst for at miste de vigtige ting - jeg har selv oplevet den der med: "Hvad hvis han ikke kommer hjem i aften - måske er han kørt galt??" mht min forlovede...

Jeg kan dog også sige, at jeg oplever det med mine børn også - og det er irrationelt - det er åndsvagt - og det er fuldkommen naturligt...

Som andre også har sagt, så er det vigtigt at snakke det ud - men uden at blive helt opslugt af det - det er følelser, og det er dine - og mht dr. Phil - så kan jeg sige, at alle mennesker har forskellige grunde til at opleve den frygt - kan da godt være, at nogen oplever den, fordi de ikke synes, de fortjener at have det godt - men der er lige så mange andre grunde til den - angst for adskillelse, dødsfald i familien, tab af job eller andre ting - eller måske netop den her med "det her er for godt til at være sandt" - men hovedsagen er, at folk dør, når de dør - ikke fordi vi er bange for det...

Det blev noget af en smøre..

Håber du har det meget bedre nu..

Kram

Demeter