chinilla

Babyklar eller ikke..?

17 indlæg i dette emne

Hej alle I kloge tøser http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

Jeg har et måske mærkeligt dilemma, som jeg håber I kan sætte lidt perspektiv på.

Jeg har aldrig været typen som bare MÅ holde en baby når jeg ser en, nok snarere tværtimod! Efterhånden som veninderne, kollegaerne osv begyndte at tale om at nu kunne de altså godt mærke moderinstinktet trække i dem, tænkte jeg at det skete nok også for mig på et tidspunkt. Men jeg synes egentlig ikke at jeg har den der fornemmelse af at NU kan jeg bare ikke vente længere...

Min kæreste (mand) og jeg har været sammen i 9 år, købte hus for 3 år siden og blev gift i sidste måned. Og vi har begge fast arbejde, så man kan vel godt sige at rammerne er i orden.

Mit spørgsmål er så: Er det uansvarligt at forsøge at få børn før man har den der vilde fornemmelse? Jeg kan meget bedre li´at være omkring børn nu end for få år tilbage og kan egentlig godt se os for mig som en familie. Men når man hører hvordan andre kan føle det, bliver jeg i tvivl om jeg ikke er klar endnu. Hvis jeg ikke sammenligner med andres "fornemmelser" vil jeg sige at jeg er klar, men ellers...jeg ved det ikke!! Nogle siger at man måske først får de instinkter når man er gravid, hvad siger I.

Jeg håber ikke at det er alt for mærkeligt et spørgsmål... :denmarkflag:

Knus Tina :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Tanken om at være klar til at blive en lille familie er svær at beskrive. Vi mærkede det som en glæde over at være sammen med andre børn og det at der manglede noget....

Den der ægte følelse du beskriver kom i det sekundt vores dejlige søn blev født. Det er svært at forholde sig til de følelser der pludselig kommer og overvælder en.

Mange mødre, mig inkluderet, bliver utrolige følsomme. Jeg kan f.eks. græde over en avisoverskrift eller en reklame i tv. Dit barn kommer i centrum for næsten alle dine følelser.

Held og lykke. Glæder mig til at høre om jeres beslutning.

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde det fuldstændig ligesom dig, men jeg kunne på den anden side ikke forestille mig at blive gammel uden at have fået børn. Tænk hvor ensomt det kan blive! Og så havde jeg nok også en nysgerrighed i forhold til, hvordan det var at blive mor. Men moderinstinktet havde jeg bestemt ikke - følte nærmest, at jeg ikke rigtig kunne finde ud af at være sammen med børn.

Da jeg så blev gravid, var det hele stadig meget uvirkeligt. Og da jeg fødte min søn, var det ENDNU mere uvirkeligt, at der lige pludselig var et lille væsen, som var mit ansvar, og som jeg ikke rigtig forstod eller kunne kommunikere med. Alligevel elskede jeg ham over alt på jorden, fra det øjeblik han kom op på min mave. Og den følelse er bare blevet stærkere og stærkere......

I dag ELSKER jeg at være mor. Så nej, det er bestemt ikke uansvarligt at forsøge at få børn, selvom man ikke har den vilde moderskabstrang. Jeg for mit vedkommende tror aldrig, at jeg ville have fået den.....og til gengæld ville jeg for alt i verden ikke have undværet at blive mor.

Så: Go for it!!!!!

KH Fladstjerne

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hold da op hvor er det mærkeligt. Dit indlæg kunne være mit. Du beskriver fuldstændig hvordan jeg har det. Jeg sad faktisk den anden dag og tænkte på, at jeg ville spørge til råds herinde og så gør du det :-)

Jeg har også været sammen med min kæreste i 10½ år og vi blev gift i august. Vi har også begge faste jobs og ejerlejlighed og så alle rammer i orden. Vi bliver begge snart 30 så vi er også "modne".

Men men men min kæreste har været klar i et par år. Ikke sådan at han går og plager :-) men klar. Han har altid elsket børn og haft mange børn omkring sig. Jeg har også altid godt kunne lide børn og indenfor de sidste par år har jeg også haft rigtig meget med mange børn i alle aldre at gøre i familie og med venners osv og jeg elsker også børn og tænker tit når jeg ser børn, at jeg også vil have børn og har egentlig altid vidst, at jeg ville have børn.

Men jeg har heller ikke den der følelse af, at nu er jeg klar. Jeg synes, at det er skræmmende, fordi det er en beslutning for life. Alle andre beslutninger du tager i livet kan laves om, du kan skifte job, blive skilt, sælge huset osv, men det her vil forandre mit liv forevigt. Men mon følelsen nogensinde kommer ? Skal man bare kaste sig ud i det ?

Glæder mig til at læse de svar du får.

Held og lykke med det.

Knus Silver

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Hej Tina!

Så længe at du ved med dig selv, at du gerne vil have børn, så skal du slet ikke være nervøs.

Faktisk er der mange mennesker der først bliver "klar" når barnet melder sin ankomst, og jeg tror det er pga uvisheden om hvordan det nu er at være forælder 24 timer i døgnet. Det er noget der er umuligt at forestille sig.

Én ting kan jeg love dig, og det er at moderfølelsen kommer, hvis ikke før, så i det øjeblik dit barn bliver lagt på din mave. Det er helt ubeskrivelige følelser der vælder op i én, og jeg tror ikke at du derefter nogensinde vil tænke på om du var klar.

Håber at I træffer den rigtige beslutning.

Knus

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Tusind tak for svarene. Nu er jeg rigtig glad for at jeg skrev indlægget!! http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/smile.gif

Det er virkelig rart at høre for det første at andre har de samme tanker som mig og for det andet at jer som har fået børn kan genkende følelsen. Den måde I beskriver det at blive forældre for første gang på - det uvirkelige, men utroligt dejlige - det er også hvad jeg forestillede mig og det er skønt at høre fra "erfarne"!

Selvom det selvfølgelig er op til os selv hvornår vi vurderer at nu er vi klar, så har jeres svar alligevel hjulpet meget, så mange tak for det :denmarkflag:

Knus Tina :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har også læst alle svar med stor interesse.... Har været igennem alle tankerne og har i det sidste årstid "udviklet mig" sammen med min mand til at blive babyklar. Nu er jeg/vi elt afklarede og vil nu til at begynde at arbejde på det. Ved, at der kan gå lang tid, for jeg har 2 veninder, der har gået i hhv 1½ og 2½ år indtil nu uden resultat. Så....

Men i morgen tager vi på bryllupsrejse, så hvorfor ikke starte der? http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/seng.gif :denmarkflag:

Knus fra Marlene

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg har også læst alle svar med stor interesse.... Har været igennem alle tankerne og har i det sidste årstid "udviklet mig" sammen med min mand til at blive babyklar. Nu er jeg/vi elt afklarede og vil nu til at begynde at arbejde på det. Ved, at der kan gå lang tid, for jeg har 2 veninder, der har gået i hhv 1½ og 2½ år indtil nu uden resultat. Så....

Men i morgen tager vi på bryllupsrejse, så hvorfor ikke starte der?  :(  :denmarkflag:

Knus fra Marlene

Så vil vi da glæde os til at se dig på babyklar.dk http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/whistling.gif

Og god bryllupsrejse :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Min kæreste og jeg har været sammen i 6 år i september, og vi har en dejlig datter på 21 måneder.

Jeg havde i starten af 20´erne bestemt ikke det tikkende ur, følte mig tværdimod meget kunstig sammen med små børn i det hele taget....men mit ur begyndte stille og roligt at tikke, og ja til sidst slog det meget stærkt. Min kæreste der imod kunne slet ikke følge med på sidelinien, men gik tilsidst med på ideen.

Jeg tror som - nogen af jer andre også - at man nødvendigvis ikke skal føle sig parat, når man beslutter sig for at blive gravid, man kan faktisk ikke gøre sig parat, for når man har aldrig har haft sit eget kød og blod, så ved man ikke, hvad det vil sige, og hvor stærke de følelser er, man har for det lille væsen.

Selv om jeg brændte for at blive gravid og græd af lykke, da testen var positiv efter 4 måneder, så fik jeg også de tanker: jamen er det nu det jeg vil? Det er jo for resten af livet og kan ikke laves om....Jeg fattede faktisk ikke, at jeg bar på et levende væsen indeni mig, og at jeg skulle være mor, førend jeg blev scannet 16 uger henne. Vild oplevelse....og alligevel hvad vil det sige????

Men anyway - uanset hvor meget man forbereder sig, så lader det sig ikke gøre. Jeg fik taget min datter ved kejsersnit og var i fuld narkose, så det var først næste dag at jeg rigtigt fattede, hvad det var, der var sket. Det var så UVIRKELIGT, at hun pludselig var der, og ja man kniber sig selv i armen....

Følelsen er slet ikke til at beskrive, den man har overfor sine rollinger, og ja jeg kan kun sige, at det skal og må opleves. Selvfølgelig er det ikke rosenrødt, og det kan være hård kost i starten, som man hører, men men men....man glædes over de små ting, som den første pludren, et lille smil osv, og ja nu hvor min datter er 21 måneder...giver hun os bare SÅ mange fantastiske ting igen! Troede ikke det ville være sådan, når hun blev større...for man forholder sig til lige nu og her og tager dagene som de kommer, så man kan ikke forestille sig, hvordan det vil være senere, når det er den førstefødte.

I skrivende stund overvejer vi at få en til, og ja igen er jeg i dilemma, selv om jeg ikke troede det ville være sådan, når beslutningen om en lillebror kom. Der er ting, der taler for og imod, og ja har faktisk denne gang i optakten mere det der med, er jeg nu parat???? Men det vil tiden jo vise...

Men mit råd er: det skal og må simpelthen opleves, hvad det vil sige, at have sin egen guldklump!!!! Og ja hvis nogen tror livet "slutter" fordi man får børn (sådan havde min kæreste det hvertfald :) ) så tro om igen. Det kræver selvfølgelig lidt mere planlægning, men barnet er ikke en hindring! Det er en "udfordring!!"

Ja det blev til et lidt langt indslag, men jeg håber, I hænger på endnu, og kan bruge mine ord til noget!

Svalepigen

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Jeg havde heller ikke haft særligt travlt med at få børn, og det med at holde andres små pus har ikke sagt mig det store. Faktisk syntes jeg nogle gange, at det var en smule ubehageligt at få sådan en lille baby i armene, som var så skrøbelig og som jo heller ikke gjorde så meget andet end at ligge der. :)

Babyer var for mig sødest, når deres forældre holdt dem.

Men lige pludselig så skete der altså et eller andet - og så ville je have børn. Min kæreste var med på ideen efter snakken frem og tilbage, og vi gik i gang.

I dag er vi forældre til et lille vidunder på 6 måneder, som simplethen er det dejligste, jeg nogensinde er stødt på.

Kærligheden til ham vokser hver eneste dag, og jeg er stolt af ham, som kun en mor kan være for sit barn.

Men mine følelser voksede nu allerede under graviditeten - når du mærker dit barn bevæge sig rundt/eller sparke for første gang, så vil du sikkert forstå, hvad jeg mener.

Så lad være med at sammenligne dine følelser pt med andres - du er dig og har din måde at reagere på. Samtidig må du ikke forvente, at du kan sætte dig ind i den følelse en forælder har, men det skal nok komme.

Hvis i beslutter jer for at forsøge, så ønsker jeg jer :) held og lykke

Redigeret af oerum
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Jeg har også læst alle svar med stor interesse.... Har været igennem alle tankerne og har i det sidste årstid "udviklet mig" sammen med min mand til at blive babyklar. Nu er jeg/vi elt afklarede og vil nu til at begynde at arbejde på det. Ved, at der kan gå lang tid, for jeg har 2 veninder, der har gået i hhv 1½ og 2½ år indtil nu uden resultat. Så....

Men i morgen tager vi på bryllupsrejse, så hvorfor ikke starte der?  :bed:  :)

Knus fra Marlene

<{POST_SNAPBACK}>

Arhm.... Skal lige sige det også kan ske at der er "hul igennem" første gang... Jeg hører blandt de MANGE der lige nåede at smide p-pillerne og kun fik den "kunstige p-mens" og så var den der... Min kæreste har altid sagt.. "Der skal bare en smed til" og "Jeg skal bare lige til en gang, så er du gravid" Men da det rent faktisk gik sådan at vi slet ikke nåede træningslejren så blev han alligevel lidt mundlam! :)

Min læge fortalte mig at der er rigtig mange der bliver gravide med det samme når de smider pillerne... så lad være med at gøre som jeg og tænke, jeg har været på pillerne i 10 år så der går i hvert fald 3-4 måneder inden der sker noget... Det kan gå meget stærkere!

Nå... men med hensyn til det primære indlæg. Min kæreste og jeg er henholdsvis 35 år og 28 år (Hi hi... første gang jeg har skrevet det fyldte år i fredags!!! *G*) og min kæreste har læææænnngggeeee været klar til at få børn, jeg på den anden side har haft det sådan at det når vi nok. Jeg var ikke i tvivl om at jeg skulle have børn... men det skulle da ikke være nu!

Men for små 2 år siden blev jeg enig med mig selv om at nu skulle det være, vi havde begge fast job, vi havde villa, volvo (læs Escort stationcar med plads til børn) og vovhund. Så der var jo ikke noget der ikke var parat til en lille. Jeg besluttede mig for at give min kæreste min sidste stribe p-piller i julegave!!!

Skæbnen ville det så sådan at jeg en god uges tid før jul glemt 2 piller i træk så jeg besluttede mig for at holde, og et par dage før jul blev svigerfar indlagt og juleaften gik med at sidde på hospitalet (min kæreste og hans søskende blev kaldt derud ved 16 tiden juleaftensdag med den besked at der kun var få timer tilbage!!!) så p-pillerne fik han ikke den aften. Min svigerfar fik det mirakuløst bedre og mellem jul og nytår fik min kæreste den forsinkede julegave og vi gik i træningslejr! -HAHA-

Da jeg skulle have min mens midt i januar skete er ikke noget.... Jeg tænkte årh... det kan jo være det er forsinket fordi "systemet" lige skal i gang, men da jeg var gået 1 uge over tiden og var småsvimmel, havde ømme bryster m.m. måtte jeg jo lige prøve med en hjemmetest. NEGATIV!!! HM! Jeg ventede et par dage mere, tog ind til lægen og han tog en test med samme resultat. Men efter en gu mente han at jeg var "måske-gravid-med-pil-opad!!!".

En uge senere fik jeg min først positiv-test!!!! VILD JUBEL!!! Men også en masse tanker... Kan jeg nu gøre det godt nok, er det det jeg vil, er jeg klar og en masse andre tanker susede rundt i hovedet på mig.

18. september 3 uger før min termin kl. 1 om natten havde jeg drønhamrende ondt i ryggen, kl. 7.39 var min dejlige søn født. Moderinstinktet var der til dels... Der måtte ikke ske ham noget, men at det var mig der var mor... Det havde jeg svært ved at forstå!!!! Men det er kommet med tiden, nu siger jeg mor om mig selv også når jeg snakker med kæresten og kan ikke helt lade være med at grine af mig selv.

Mit råd til dig er... SPRING UD I DET... du kommer aldrig til at føle dig helt klar før du står i det. Og med hensyn til om du kan finde ud af det og så videre... som en anden skrev, når først barnet er der er der nogle instinkter der slår til, man ved pludselig en masse om børn som man ikke aner hvor man har fra. Men det er jo nok en slags urinstinkt. Og så empati med lillemand!!!

Held og lykke med det hvis I springer ud i det. Og ellers nyd tiden indtil.... for det er s.. knaldhårdt arbejde i starten!!!!!!!!

Hold op hvor blev det et langt svar -HAHA--HAHA- Nå I må leve med det!!!

:) M

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hejsa

Jeg kan kun nikke genkendende til det du skriver. At jeg blev gravid på under 14 dage efter at jeg havde smidt mine piller hjalp mig ikke ret meget til at blive klar og gå i træning..det nåede vi simpelthen ikke. Min kæreste var rædselsslagen og jeg selv var meget i tvivl.. fødslen gik rent ad helv... til og da jeg først vågnede op efter fuld narkose kunne de have givet mig hvilket som helst barn, jeg følte absolut ingenting. Men da hun først åbnede øjnene og jeg kunne se ligheden mellem hende og hendes far, så hjalp det allerede. Det jeg vil sige er at det at være Mor ikke er noget man er, det er noget man lærer/bliver.

Nu er datteren 2½ år og vi er så småt begyndt at træne til den næste, også selv om jeg efter hendes fødsel erklærede at jeg ALDRIG mere skulle igennem det igen. Og her står jeg...nøjagtig som første gang..bare et par erfaringer rigere men stadig lige nervøs og med den evige "kan vi nu klare det"..for kan man nu elske den næste lige så meget som den første...det er jeg ikke i tvivl om men det skal jo prøves før man ved det med sikkerhed. :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Hejsa

Jeg kan kun nikke genkendende til det du skriver. At jeg blev gravid på under 14 dage efter at jeg havde smidt mine piller hjalp mig ikke ret meget til at blive klar og gå i træning..det nåede vi simpelthen ikke. Min kæreste var rædselsslagen og jeg selv var meget i tvivl.. fødslen gik rent ad helv... til og da jeg først vågnede op efter fuld narkose kunne de have givet mig hvilket som helst barn, jeg følte absolut ingenting. Men da hun først åbnede øjnene og jeg kunne se ligheden mellem hende og hendes far, så hjalp det allerede. Det jeg vil sige er at det at være Mor ikke er noget man er, det er noget man lærer/bliver.

Nu er datteren 2½ år og vi er så småt begyndt at træne til den næste, også selv om jeg efter hendes fødsel erklærede at jeg ALDRIG mere skulle igennem det igen. Og her står jeg...nøjagtig som første gang..bare et par erfaringer rigere  men stadig lige nervøs og med den evige "kan vi nu klare det"..for kan man nu elske den næste lige så meget som den første...det er jeg ikke i tvivl om men det skal jo prøves før man ved det med sikkerhed. :)

<{POST_SNAPBACK}>

Bliver helt misundelig... Glæder mig for vildt til vi skal i træningslejr igen, bliver helt blød om hjertet når jeg ser en gravid mave... *GGG* Puhhh... nu bliver jeg helt sentimental!!!! :) Men men men... vi venter lige til efter brylluppet... og SÅ skal vi i gang!!!! :heppe: :yeah: :heppe: :yeah:

Held og lykke med projekt baby (mini-snotboble???? :) )

Redigeret af mdy
0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Arhm.... Skal lige sige det også kan ske at der er "hul igennem" første gang... Jeg hører blandt de MANGE der lige nåede at smide p-pillerne og kun fik den "kunstige p-mens" og så var den der... Min kæreste har altid sagt.. "Der skal bare en smed til" og "Jeg skal bare lige til en gang, så er du gravid" Men da det rent faktisk gik sådan at vi slet ikke nåede træningslejren så blev han alligevel lidt mundlam! 

Min læge fortalte mig at der er rigtig mange der bliver gravide med det samme når de smider pillerne... så lad være med at gøre som jeg og tænke, jeg har været på pillerne i 10 år så der går i hvert fald 3-4 måneder inden der sker noget... Det kan gå meget stærkere!

Ja, jeg ved det....

Er lige kommet tilbage fra en på alle måder aktiv :) bryllupsrejse, så nu må vi se om nogle uger.... :)

0

Del dette indlæg


Link to post
Share on other sites

Annonce ♥

Log ind for at besvare

Folk bliver vildt glade for svar!

Ikke medlem endnu?

Opret dig gerne. Det er gratis og tager 10 sekunder.


OPRET NY GRATIS MEDLEMSPROFIL

Allerede medlem?

Du kan med fordel logge ind.


LOG IND HER

Annonce ♥


Annoncer