Turen op til alteret

[lackland 0]

Jeg skal giftes d.3 Dec 2005 med manden i mit liv og selvfølgelig glæder jeg mig vildt!! Men i glæden er der også sorg. Min far fik i dec 2003 en hjerneblødning. han er på mange måder fysisk velfungerende, men psykisk er det umuligt at sige det samme. grunden til dette er bla at hans tale er stærkt påvirket, ikke på en måde så han ikke er istand til at tale han udtaler mange timg perfekt, men han har mistet evnen til at forstå hvas andre siger derfor er han uendeligt sårbar og har det svært med mange mennesker. Hans skade betyder bla at de ting han siger ikke er der han mener og ønsker at sige...... Samtidig sidder skaden i hans hjerne så det sprog han har langt fra er stuerent...... for at sige det som det er han kalder alle idioter, svin, nazister og ludere samt det der er værre. Når der sker for mange ting omkring ham og han føler han mister kontrol óg bliver skræmt eller når han føler han ikke gør tingene "rigtigt" bliver han vred og begynder umotiveret at råbe op eller blive voldelig noget de fleste af vi hans nærmeste efterhånden har måtte lægge krop til..... Det kan være svært at vide om han har en god eller dårlig dag derfor kan det være svært at sige at han kan føre mig op også fordi alene det at forklare ham hvad der skal ske endnu ikke er lykkedes godt nok er der tid til den store dag, med det er sjældent folk med skader som hans oplever nogen forbedring efter det første år. jeg håber selvfølgelig, men har samtidig ikke lyst til eller energi til at sætte alt for store forventninger til det...... Det meste af familien mener tilsyneladende at jeg skal finde en anden til at føre mig op hvis han ikke er istand til det (hvilket vi jo nok må se i øjnene) jeg føler bare at det på en måde er manglende respekt overfor min far bla fordi han selv har det meget dårligt med hvordan hans liv er blevet efer skaden. Dette er grunden til at jeg egentligt havde tænkt selv at gå omend det føles lidt trist, men det har udløst store protester fra store dele af fam, men også præsten der absolut ikke mener at man kan gøre det....... , men hvad så??? Er der nogle ideér..... ???

[Guest hyacinth]

Føler virkelig med dig, hvor er det en svær situation, sender lige nogle

Jeg vil dernæst sige, at vi før har diskuteret det herinde, og der er altså flere piger der vælger at gå turen selv, så hvis du har mod på det, kan jeg absolut ikke se noget forkert i det. Måske har du også brudepiger/svende, der skal gå sammen med dig og så går man jo ikke helt alene.

Ellers tænkte jeg på om du har en bror, du kunne tænke dig skulle følge dig op, eller et andet mandligt medlem af familien du er tæt knyttet til. Det ville da også være en mulighed. Ligeledes hvis i i vennekredsen har en nær ven, som du ville føle dig godt tilpas ved skulle følge dig op

For mig at se handler det meget om hvad DU ønsker og ikke hvad familien synes er rigtigt og forkert

og så lige velkommen til Bk

Rikke

[Guest fenris]

Ja, det er jo noget trist noget. Men jeg tror det er den rigtige beslutning ikke at lade ham følge dig op - måske vil din far også selv befinde sig bedst med at slippe for den stressfaktor.

Men hvem skal så gå med dig...tja, der er mange muligheder: Evt. børn, din mor, brødre/søstre, god ven, anden familie.... du har frit valg på alle hylder.

Jeg synes du skal finde en person, som betyder meget for dig, og som du gerne vil have ved din side. Eller måske en som har nær tilknytning til din far, og derfor kunne fungere som hans "repræsentant".

Og hvis du slet ikke synes der findes en brugbar erstatning, så skal du holde fast ved at gå op selv - og lukke ørene for omverdenens protester. Det er din og din mands dag, og I har ret til at tage en sådan beslutning.

[dmb 0]

Først og fremmest tillykke med det kommende bryllup.

En mulighed kunne også være at du og din kommende mand gik op sammen.

Ved godt at det tager noget noget af overraskelsen ved at se hinanden, men omvendt synes jeg også det er meget smukt går et par går sammen....

Med hensyn til andres forventninger har jeg lært af min bryllupsplanlægning at det er umuligt at tilfredsstille alles forventninger, så man kan ligeså godt fra starten vælge at gøre de ting som gør en mest glad på dagen.

[Guest Gitte Petersen]

Du skal gøre hvad du føler er rigtigt. Ønsker du at gå selv synes jeg du skal gøre det. Hvis det føles "forkert" for dig at en anden mand skal overtage din fars plads, hvad så med at lade din mor føre dig op. Jeg har hørt om en anden der valgte den løsning.

[Guest Novemberpigen]

Jeg føler virkelig med dig, det er noget af et dillema du er i.

Min egen far fik også en hjerneblødning i maj 2003, men han døde desværre af den, derfor har jeg valgt min farbror til at følge mig op og derved føler jeg lidt at jeg har min far ved mig.

Jeg tror, at hvis jeg var i dit sted ville jeg vælge min far til at følge mig op trods alt, da jeg tror han et eller andet sted godt ved hvad der sker. Men jeg kan godt se stressfaktoren for dig i og med du vil tænke på hvordan han har det - en mulighed kunne måske være at have en stand-in parat i kulissen??

Jeg håber virkelig du finder en løsning du selv er tilfreds med.

Novemberpigen