Alkoholiker i familien

[JannieB 0]

Hej alle.

Prøver at gøre det kort...

Min far er alkoholiker, og her på det sidste har han vidst drukket en del. Han har virkelig været slem efter min mor døde sidste år. Han har holdt nogle pauser, hvor han hver gang har lovet at nu er det slut (ved man jo godt at det ikke er). Min lillesøster på 16 år bor stadig hjemme, og har det selvfølgelig ikke godt med situationen.

Min farmor var vi også så uheldige pludseligt at miste i starten af april i år, hvilket min farfar slet ikke kan bære, selvom han prøver at vise os andre det modsatte...

Min fars familie består stort set kun af ham selv og min farfar. Min faster døde i 97, min onkel et par år senere, vi har lige genoprettet kontakten til min fætter og kusine igen...

Men hvorom alting er har vi (min søster, min farfar og jeg) alle tre prøvet at være der for ham og hjælpe ham på alle mulige måder. Min mand har selvfølgelig også hjulpet til og været der.

Intet har hjulpet, HVAD GØR VI?

Han kørte galt for 2 år siden med en del for meget alkohol i blodet, og fik taget kørekortet, som han nu kan genoptage.... Men han drikker jo. Er der noget man kan gøre så han ikke får kortet igen lige nu? Ved jo ikke om han gør det...

Det hele er bare SÅ rodet, og jeg har NÆSTEN givet op, for intet ser ud til at hjælpe...

Undskyld hvos det blev noget langt alligevel :blushsmiley:

Hvis der er nogle der vil dele erfaringer eller noget, tager jeg imod med kyshånd!

[Nenya 1]

Jeg har også en far, der er alkoholiker. Og selv om det er barsk, så er der ikke noget I kan gøre. Hvis han ikke selv vil holde op, så gør han det heller ikke - I kan ikke tvinge ham til det. Eftersom din søster stadig bor hjemme hos ham, så ville jeg dog personligt tilbyde, at hun kunne flytte ind hos jer - måske han så kan se konsekvensen af hans drikkeri. Det ville lette lidt af presset på din søster, så det ikke også går ud over hende.

Jeg ved, det er hårdt - det er svært bare at se til - men man kan ikke hjælpe et menneske, der ikke vil hjælpes. I mit tilfælde valgte min far at cutte forbindelsen til min bror og jeg. Og det er jeg lettet over - blandt pga. en masse svigt fra hans side.

Jeg håber det bedste for jer

[JannieB 0]

Jeg er villig til at give det EN sidste chance... Jeg ved ikke om min søster er klar til at gøre noget så alvorligt. Og hun er lige startet på en ny skole der ikke er så let at komme til med offentlig transport herfra Ballerup.

Desuden har min søster og jeg ikke det bedste forhold til hinanden..

Ved godt at hvis ikke han selv vil hjælpes er der ikke noget man kan gøre, men jeg vil prøve at gøre et eller andet en sidste gang... Ved bare ikke hvad...

Det værste er at han var sk... fuld da han kom hjem til os på vores bryllupsdag (han skulle jo med mig til kirken), og af den grund jo også var det i kirken.

Jeg er virkelig ked af at høre at i ikke har kontakt til jeres far mere

Tak for svaret....

[Guest Mr Lacaus]

Hej Jannie og Nenya,

At leve med en alkoholiker i familien ER svært og selvom man konstant kan ønske og drømme om bedring, så er min erfaring, at det er sjældent at man kan presse alkoholikeren til at droppe eller begrænse sit forbrug.

Jeg kan ikke hjælpe med hvad du skal gøre, men jeg kan foreslå nogle steder, som kan hjælpe med rådgivning og støtte. For dig som pårørende er der muligheden for at hoppe ind på www.MellemOs.dk, som netop er et forum for pårørende, eller at kontakte Alko-Linjen (Tlf. 80 33 06 10), som er et åbent tilbud om rådgivning. Begge steder er drevet af frivillig arbejdskraft uden politiske/religiøse præferencer.

Jeg håber inderligt for jer, at jeres alkoholiske pårørende snart når det bundniveau, som desværre ofte er nødvendigt før der sker bedring.

De varmeste hilsner og knus til jer begge.

... Og husk, at I er ikke alene. Vi er cirka 300.000 personer i Danmark, som er opvokset med alkoholiske forældre.

Redigeret August 28, 2006 af Mr Lacaus

[Frk.Fortuna 0]

Hej.

Min far er alkoholiker og har nu været ædru i 10 år. Han blev ædru da min mor slog sig sammen med hans arbejde om at få ham indlagt på et sted der hedder Majorgården. Der følger de den såkaldte Minnesota kur - og bruger de samme ideer som AA er bygget op om.

Min mor sagde til min far, at hvis han ikke gjorde noget, så gik hun sin vej med børnene - og samtidig sagde min fars firma (Hvor han har en lederstilling) at det altså ikke gik mere.

Han var indlagt i tre måneder - og vi var deroppe i en uge til en såkaldt familieuge.

Det er vigtigt for dig at forstå tre ting:

1. På et tidspunkt når din far en bund hvor han kan gå to veje. Enten kan han blive ædru - eller også kan han drikke sig ihjel.

2. Alkoholisme er en livsvarig sygdom og ikke et kortvarigt problem. Det hjælper ikke noget at skære ned på misbruget. Han skal stoppe 100% og han kan aldrig drikke så meget som en enkelt genstand igen.

3. Alkoholisme er en familiesygdom. Både du og din søster - og sikkert også din farfar er ramt af den. Det kan I være på flere måder. I kan fx. være medafhængige. (Det var jeg) Dvs. at I ubevidst støtter misbruget, fordi det er rart at kunne forklare alle sine problemer med, at "Min far drikker jo også" I kan også udvikle depressioner pga. din fars drikkeri.

Til sidst skal jeg huske at sige:

Alkoholisme er ikke en fysisk sygdom. Selve afgiftningen fra alkohol tager kun et par dage - det er det psykiske der er det hårde. Det er derfor at fx. antabus slet ikke virker.

Alting bliver ikke bedre bare fordi din far bliver ædru - men det hjælper da noget.

Hvis din far bliver ædru er det vigtigt, at når han beder om tilgivelse at du tilgiver ham alt.

Alkoholisme er ikke noget man "bare" kommer over. Min far har været ædru i 10 år og 5 mnd. Han rådgiver andre i AA og har det virkelig godt.Men som han siger. Det er stadig en kamp hver dag. Nogle gange en større kamp end andre - men stadig en kamp.

Majorgården er en privat instituon og desværre lidt dyr - men det virker. En del viksomheder og kommuner betaler også for opholdet.

http://www.majorgaarden.dk/

http://www.anonyme-alkoholikere.dk/

http://aca-danmark.dk/ (Anonyme voksne børn af alkoholikere)

Skriv endelig en PM hvis du har brug for mere hjælp.

Masser af knus.

/Fortuna

[Lesandie 0]

Hej Jannie

Kan kun alt for godt sætte mig ind i din situation. Min mor er alkoholiker, hvilket hun har været det meste af min barndom og nu voksenliv.

Hun har ødelagt mange fester, fødselsdage m.m har også mistet kørekortet pga sprit.

Jeg har tit tænkt at mit liv ville være nemmere uden hende, men man dropper jo ikke bare lige sin mor eller far. Men for 2 mdr siden fik jeg bare nok.... Jeg var klar!! Jeg vidste med mig selv at jeg hellere ville undvære hende i mit liv end lade hende såre mig igen. SÅ jeg sagde til hende at hvis hun ikke gik på antabus med det samme ville hun ikke se mig igen eller nogle kommende børnebørn færdig slut!!

Hun blev enormt hysterisk og vred og sagde jeg ingenting forstod osv, jeg sagde at det var hendes valg, at jeg var klar over det ikke var nemt men jeg ville hjælpe hende hvis hun gjorde det. Dagen efter da hun var faldet ned, fik vi en god snak. Hun er nu på antabus på 2. måned og takker mig hver dag for at jeg "tvang" hende til det fordi hun har det så godt.

Det er barsk men det virker. Har en veninde der har gjort det samme med samme resultat. Det værste der kan ske for en forældre er at miste sine børn, det kan lyde som afpresning, men med en alkoholiker kan det være eneste udvej.

Venligst Trine

[Louiseh79 0]

Hej allesammen,

Min mor er også alkoholiker.

Det er svært at forklare, hvordan det startede. Men hun startede vel, som det man kalder rødvinsalkoholiker - altså et glas til maden blev til et glas før maden, som blev til den evige papvin på køkkenbordet... Senere gik hun over til whiskey og den slags.

Det var - og er - pissehårdt at håndtere. For man ved ikke, hvad man skal gøre. Personligt besluttede mine brødre og jeg på et tidspunkt, at der skulle ske noget, og hun kom i døgnbehandling på amtets behandlingshjem - de fleste amter har sådan et, og her er det gratis at være.

Desværre var de ikke meget værd. Min mor var der i otte måneder, og hun var vel nok ædru, da hun kom derfra, men det vigtigste hun lærte, var nok, at min far nok havde det meste af skylden...

Det er ALDRIG en anden, som har skylden for et misbrug. Der kan naturligvis være medvirkende årsager, men det er altid misbrugeren, som vælger at tage glasset for munden - eller for den sags skyld sitkke nålen i armen. Det tog mig meget lang tid at indse, at jeg ikke havde nogen skyld i min mors misbrug, for man tænker hele tiden, at man kunne have gjort nogle ting anderledes gennem sit liv...

Der gik ganske kort tid efter min mor kom hjem, før end hun drak igen. Dog ikke så voldsomt som før hun kom i behandling, men det kommer jo ganske hurtigt op på det niveau... Desværre.

Det kulminerede den 4. november 2005, da min mor forsøgte at tage sit eget liv med en overdosis sovepiller. Lægerne sagde, at hvis ikke hendes krop havde været så vant til misbruget, havde hun ikke overlevet.

Herefter kom hun i antabusbehandling gennem kommunen. Samtidig fik hun bevilliget samtaleterapi - og senere parterapi sammen med min far.

Men hun drikker igen. Det værste ved antabusbehandlingen er, at hun har lært af de andre, at hvis man fx. tager antabus torsdag, kan man godt drikke i weekenden. Det kan være, man får det lidt skidt, men hvis man vil, så kan man godt. Samtidig har det været ret nemt for hende at snyde med antabussen, selvom der er en, der overvåger, at hun tager den.

Nu bekymrer jeg mig mest om, hvordan jeg skal tackle min mor contra alkohol til mit bryllup. Jeg ved, at hun gerne vi drikke, men jeg vil ikke, at hun bliver fuld og bringer mig i forlegenhed overfor mine venner...

Der er ingen rigtige svar, når det kommer til alkoholmisbrug. Jeg kunne aldrig undsige mig min mor, men jeg har til gengæld også lært - gennem terapi, jeg fik tilbudt efter selvmordsforsøget - at jeg skal lære at leve mit eget liv. Jeg kan ikke fortælle min mor, hvordan hun skal leve sit liv, men jeg kan selv bestemme, hvordan jeg vil leve mit. Dermed må jeg også selv sige fra overfor min mor. Ikke desto mindre er det svært - og det har taget mig meget lang tid at nå til den erkendelse.

Da min mor var i behandling, var vi deroppe på familieweekend med terapi og alt det der. Der gik behandleren igennem sådan en model over, hvordan misbrug udvikler og rter sig, og jeg var grædefærdig. Nu havde jeg gået i månedsvis og troet, at min og min mors situation var unik. Og så kunne hun sætte det helt præcist op i en model. Dermed sagt, at der er utrolig mange, som er i præcis samme situation som dig og mig...

Jeg er flere gange blevet anbefalet Al-Anon, som er en slags AA for familie og venner til misbrugere. Jeg har aldrig selv fået taget mig sammen til at gå til møder, men jeg er ret sikker på, at man her kan få nogle inputs til, hvordan man tackler problemer som vores. For jeg tror ikke på trusler og den slags, for trangen til alkohol er helt enorm, og nogle gange kan den altså godt overskygge alt. Jeg tror simpelthen ikke på, at det virker med tvang og trusler...

Ja, undskyld, det her blev det længste indlæg nogensinde, men det her er noget, som har optaget helt utrolig meget af min tid de sidste mange år.

[JannieB 0]

Ja det er sq ikke nemt!! Og jeg kan genkende SÅ meget ved jeres historier... Her i søndags var min mand og jeg i sommerhuset for at hjælpe min far med at flytte nogle ting. Han brød helt sammen (han var selvfølgelig fuld) og sagde at han savnede min mor hver dag, og det bare ikke blev bedre. Han kunne ikke leve sit liv sådan her osv.

Her d. 27. september er det 1 år siden vi mistede min mor til kræft, og selvfølgelig er det hårdt, men jeg kan jo ikke være der for ham når han drikker... Jeg prøver, men han er bare så ked af det, og den selvmedlidenhed kan jeg ikke håndtere. Og jeg er jo selvfølgelig også selv ked af det. Jeg føler jeg er kommet langt med hensyn til min mors død, men når jeg er sammen med min far og han er fuld og begynder på at tale om hvor ked af det han er, hvor meget han savner hende osv. så får jeg dårlig samvittighed over at jeg er nået det videre...

Jeg er bare ved at drukne i alle de problemer der er med hensyn til min far.. Min mand fylder 30 år på fredag, og vi skal ud at spise for at fejre ham. Han har valgt at det bliver hans forældre, hans søster og hendes kæreste og mig der skal med. Med andre ord har han frabedt sig min fars selskab og dermed også min søsters... Og der er en 60 års fødselsdag på min mors side af familien hvor de også har valgt at min far og søster ikke skal med fordi, som de siger vil de så nødig se ham gøre sig til grin foran en masse mennesker, og de vil selvfølgelig heller ikke have noget ødelagt. Så de vil invitere min far og søster til aftensmad en eller anden dag i stedet. Selvom det sikkert aldrig bliver til noget...

ØV, hvor er det bare hårdt at se ens egen far blive udelukket af så meget. Det værste er at jeg udemærket forstår hvorfor de gør det.

Jeg hader det bar så meget efterhånden, har lyst til bare at flytte fra det hele..

/ Jannie.