Ægtepagt ifm. bryllup

Slør, ring og en ægtepagt, tak. Lykken er stor, når dagen nærmer sig, og JA’et skal lyde klart og tydeligt fra alteret. De mange forberedelser op til brylluppet fylder selvsagt meget, og der planlægges ofte i stor stil.

Skal der blomster på bordene, i brystlommen på gommen eller blot i hånden på bruden? Hvad med kagen, kjolen og cocktails? Alle disse ting er typisk sjove at forholde sig til.

Der er dog en “mindre” detalje, som også er væsentlig at forholde sig til. Den er ikke sjov, til gengæld kan den blive vigtig for dig og din kommende mand. Ja, det er præcis lige så kedeligt, som du havde frygtet. Bør I lave en ægtepagt? Og i givet fald hvornår?

Annonce ♥

Hvorfor skal vi lave en ægtepagt

Mange forveksler fejlagtigt ægtepagten med testamentet, fordi det “vist nok er noget med, når nogen går bort, og hvem der skal have hvad..?”. Men fortvivl ej, du er ekspert i ægtepagt indenfor to minutter – bare læs med.

En ægtepagt er kort fortalt et juridisk dokument, hvor to parter laver en aftale. Aftalen handler om, hvad der skal ske med ægtefællernes ejendele, hvis ægteskabet ikke holder, eller den ene ægtefælle går bort.

Grunden til, at man i tidernes morgen overhovedet opfandt ægtepagten var, at der i ægteskaber opstår den lykkelige juridiske tilstand, som kaldes delingsformue (tidligere kaldet formuefællesskab).

Det betyder, at der rent juridisk ikke længere skelnes mellem, hvad der er dit og mit, nu ejer I alt sammen.

Og hvad betyder det så? Jo, det betyder, at hvis I en dag beslutter jer for, at I ikke vil være gift længere, så skal I også dele alting lige mellem jer. Dvs. at alt, hvad I bringer med jer ind i ægteskabet, skal deles ligeligt mellem dig og din ægtefælle, hvis ægteskabet ikke holder.

Lav en ægtepagt her

Annonce ♥

Eksempel uden ægtepagt

Lærke og Christian er lige blevet gift. I tiden før de blev gift, købte Lærke en lejlighed, og sammen har de købt en bil. Hvis Lærke og Christian bliver skilt uden en ægtepagt, har Christian krav på halvdelen af værdien af Lærkes lejlighed, og de har begge krav på halvdelen af bilens værdi.

Alle de ting, som Lærke og Christian har købt før og efter de blev gift, skal altså deles lige mellem de to. Hvis parret derimod har lavet en ægtepagt, kan de selv bestemme, hvem der skal have hvad, hvis ægteskabet ikke holder.

Ikke særligt ophidsende, vi ved det godt. Men der er overraskende mange, der har gavn af ægtepagten. Ægtepagten skaber klare rammer for situationen, hvis den skulle ændre sig fra det lykkelige ægteskab til noget mindre lykkeligt.

En ægtepagt er for alle jer, der ønsker at forventningsafstemme. Som håber på det bedste, men som ikke træder ind i en ny juridisk situation med skyklapper på.

 

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup