Takkekort til bryllup

Takkekort – ja tak. Det er simpelthen et must at udsende takkekort efter bryllup, der er ingen vej udenom. Og gerne hurtigst muligt, så takkekortet stadig er lidt relevant og ikke kommer dumpende ½ år efter brylluppet. Alle der har vist jer opmærksomhed ved brylluppet ved at give jer en gave bør modtage et takkekort.

Også selvom de ikke har deltaget i selve brylluppet men blot har sendt en gave eller en buket blomster. Det aller mest normale er, at vedlægge et bryllupsbillede sammen med takkekortet. Så find yndlingsbilledet frem og få det fremkaldt i en fart, så I kan gå i gang med takkekortene. I kan selvfølgelig også være endnu mere kreative.

Hvad skal der stå i takkekortet

Der er 2 forskellige muligheder – den nemme og den personlige. Den nemme løsning er at udsende helt ens fortrykte takkekort, hvor I blot skal skrive de forskellige modtagernavne udenpå kuverten og sende dem af sted. Det er hurtigt – men ikke særlig personligt.

Annonce ♥

Teksten til sådan et takkekort kunne være:

Tusinde tak for opmærksomheden ved vores dejlige bryllup, vi havde den mest vidunderlige dag.

Kærlig hilsen Mette & Thomas

Et personligt takkekort er ganske vist noget mere tidskrævende, men modtagerne af takkekortene vil helt sikkert synes, at det er skønt med en personlig tak, så de ved, at I blev rigtig glade for gaven og at de satte pris på jeres deltagelse i brylluppet.

Personlig tak

Jeres bryllupsgæster har gjort en indsats sig for at gøre jeres bryllup helt specielt. De har været til polterabend, de har købt nyt tøj, de har været brudepiger, toastmaster, bestman, damerne har været til frisøren og få sat håret, de har købt en flot bryllupsgave til jer, de har skrevet sange og taler og lavet festlige indslag.

Så de har fortjent en ordentlig og personlig tak for deres store engagement i forbindelse med jeres bryllup. Så målret takkekortene til de enkelte gæster. Teksten behøver ikke at være speciel lang.

Teksten kunne for eksempel lyde sådan her:

Kære Tine og Michael

Tusinde tak fordi I var med til at gøre vores bryllup helt specielt. Vi havde den mest vidunderlige dag.
Mange tak for den lækre stegepande, vi skal tænke på jer hver gang vi steger frikadeller fremover.
Også en stor tak for den fine sang, I havde skrevet, den var rigtig god.

Kærlig hilsen Anna og Jørgen

Rigtig god fornøjelse med jeres takkekort.

Få vores gratis e-bog + nyheder om bryllup