Vi har bedt frisør og hårstylist Carina Lundtoft fra salonen MinStoreDag om at give os hendes bedste bud på brudefrisuren anno 2016, og vi kan godt allerede nu løfte sløret for, at blomster er nøgleordet for hårmoden denne sæson.
“At gifte sig er en enestående oplevelse og en dag i romantikkens tegn. Gå all in på den drømmelignende stil og bliv strålende smuk på bryllupsdagen i blonder og fint tilbehør. Din brudefrisure er kronen på værket, og den er naturligvis en lige så vigtig del som kjole, smykker, sko og makeup”.
“I 2012-2014 var tidens trend stadig meget klassisk, enkel og elegant. Diadem og tiara skiftedes til at gå hånd i hånd med sløret, alt efter hvor traditionsbunden bruden var”.
Annonce ♥
“I 2015 stor hittede boheme looket. Det skulle være romantisk, mere afslappet, frihed og ren kærlighed. Snoninger, fletninger, løse krøl, fald, løst opsat, ingen slør, ingen diadem og tiara i billedet”.
Sådan er trenden for brudefrisuren 2016
“Glamourøs, selvsikker og med elegante finesser er bruden anno 2016 både moderigtig og slående smuk”.
“Blomster er virkelig hotte i 2016, og de er blevet det nye tilbehør til håret. En del brude ønsker blomsterkranse at sætte i håret. Andre er ude efter enkelte blomster til at sætte i en let pjusket opsætning eller løs fletning”.
“Blomsterne fuldender dit look og forstærker den følelse, du er ude efter ved dit bryllup. Husk at vælge blomster, der holder sig flotte på hele bryllupsdagen. Få hjælp fra en blomsterdekoratør samt din frisør”.
Alternativ til blomster
“Hvis du ikke ønsker blomster, er det meget trendy at dekorere håret på andre måder. Der findes rigtig mange fine store og små hårsmykker eller bånd at dekorere håret med. Vintage-stilen er virkelig in for tiden, og den er meget inspirerende med perler, hårbånd af blonde og satin. Det er kun din fantasi der sætter grænser”.
Læs mere på MinStoreDag.dk og få inspiration til din brudefrisure.
Held og lykke med brylluppet.












