PBN-Aalborg

Wagner i Algade - de har en stor smoking-habit-jakkesæt-pingvin afdeling ovenpå til rimelige priser. Min mand købte et komplet sæt med bukser, lang jakke, skjorte, cravat, vest og strømper til 4000kr. Synes personligt at Vangsgaard er den mest snobbede herretøjsbutik i Aalborg, og jeg sætter aldrig mine ben derinde! - men sådan er vi jo så forskellige :blushsmiley:

Hvor pinligt det end er, så har jeg faktisk ikke et billede af det lykkelig par, for da de gik ud, optog jeg video, som er for stor til at komme herind, og udenfor i det smukke solskin, strejkede kameraet fuldstændigt Derfor må I slutte med et billede af den smukke gamle bil, der skulle transportere parret videre. Kære Mette og Flemming, Tak fordi jeg måtte være en del af jeres store dag Jeg håber, I havde den mest vidunderlige og smukke dag, og at alt levede op til jeres forventninger - det fortjener I :yllove: Jeg glæder mig til at se billeder og høre alt om jeres fantastiske dag Mange kærlige hilsner og knus Pernille (og gemalen)

Så hilses der - her var jeg helt bange for, om de nogensinde slap hinanden igen Beklager det uskarpe billede - zoom-funktionen på mit kamera er ikke for god

Mette på vej op til sin Flemming, der lavede en af de største "Frederikker", jeg længe har set - nøj, han var stolt og forelsket

Jeg var heldig og fik lov til at være en del af Mette og Flemmings smukke vielse igår, så her kommer et par billeder af en smukt og lykkeligt par Smukke og (tør jeg godt sige) lettere nervøs Mette kommer ind i kirken med en meget stolt far

Ja, det kan I helt sikkert Vi havde også fået prøveattesten, da den nye navnelov blev offentliggjort. Det betød, at vi kunne få vores ønskeefternavn alligevel. Da vi havde skrevet på prøveattesten, at jeg ville tage min mands efternavn, skulle den jo ændres. Jeg sendte en ny attest med alle bilagene, den gamle attest samt en forklaring på problemet, og 3 dage efter havde vi en ny attest

Hej Anne Marie Hvad det kostede ved jeg faktisk ikke, for vi fik en speciel pris, da fotografen er kunde ved mine svigerforældre. Men jeg kan da fortælle dig, at vi gav 6000kr for fotografen fra 13.30 til 21.00, et lækkert album med 10 selvvalgte billeder, en ramme med 3 billeder en ramme med et stort billede i 2 album med 200 billeder fra dagen samt alle billeder på cd-rom Så det synes jeg bestemt ikke er dyrt Men ring da til Thomas/Brian og hør dem ad - Tlf. 98 14 81 00 Pernille

Ej hvor dejligt at høre godt om "Jensen & Co" da det også er dem vi har bestilt til vores bryllup den 24. juni. Desværre er vores budget ikke det største, så det er "kun" Hans Jørgen som kommer og spiller, men jeg er nu ret sikker på, at han nok skal klare den Ham går I bestemt ikke galt i byen med

Ja, Nørlund Slot er så absolut helt fantastisk :carrot: Mine svigerforældre er revisor for dem, så vi har smagt deres fantastiske mad flere gange - der går I bestemt ikke galt i byen

Hello Blev gift i Ansgars Kirken i Aalborg og holdte festen på Luneborg Kro i Tylstrup - fantastisk sted Mht. musik så havde vi valgt Jensen og Co der spiller alt andet end suppe-steg-og-is-musik. Under middagen spillede de akustisk på guitar, hvor vi var igennem Kim Larsen, Kaj-sangen fra Kaj og Andrea (på ønske fra min nevø) og til Wild Rover, hvor alle gæster sang med - skønt :carrot: Til dansen spillede de en masse god dansemusik, så der var trængsel på dansegulvet hele natten. Vi havde Brian fra Aalborg Skolefoto (Gugvejscentret) til at fotografere. Han kom inden kirken og gik sidst på aftenen. Vi fik en masse dejlige billeder og minder fra dagen, og alle gæster har efterfølgende sagt, at de faktisk ikke lagde mærke til, at han var der. Brudebuketten blev lavet af Charlot fra blomsterhandleren i Gugvejscentret (kan ikke huske forretningens navn) Alle 3 kan på det varmeste anbefales. Pernille

Som lovet en "lille" fortælling om vores bryllupsdag Har nok lidt svært ved at begrænse mig, men der skete bare så mange vidunderlige ting den dag :yllove: Lørdag den 13. august 2005 Jeg vågnede 5 minutter før vækkeuret kl. 07.30 og lå et par minutter og gassede mig et par minutter, inden det var tid til at stå op. Det føltes først som en helt almindelig morgen, indtil jeg kiggede over på klædeskabet og så min smukke kjole hænge der og vente på at blive taget i brug. Jeg fik vækket mine forældre og sat kaffen over. Vi fik morgenmad, og min far kørte min mor og jeg til frisøren til kl. 08.30. Her blev vi sat i hver vores stol, og så gik den store ”dulning” i gang. Efter et par timer var vi færdige, og jeg var ret tilfreds med resultatet. Kl. 12.30 var det tid til at komme i det store skrud - min smukke, smukke brudekjole. Efter en del besværligheder og assistance fra min far, var jeg færdig, og efter en omgang tandbørstning var jeg klar. Nu manglede vi blot at få syet lidt stofrester fra min mormors og min mors brudekjoler ind i foret på min kjole, så jeg havde der gamle på mig. Indtil nu havde jeg været helt rolig, glad og uden nerver bortset fra de 5 gange, jeg syntes, jeg skulle tisse lige inden, kjolen skulle på. Men her i stolen kom nerverne – en rumlen i maven og en følelse af at skulle besvime. Jeg var virkelig skidt tilpas og kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme igennem dagen. Jeg fik på en eller anden måde talt mig selv til ro, og det blev tid til at komme af sted. Kl 13.45 kom transporten – en flot gammel blå Ford fra 1939, som mine svigerforældre havde bestilt til os (min svigerfar havde ellers joket med, at han havde lejet to knallert 45 til os) Jeg fik mig ret så nemt placeret på bagsædet (det føltes nærmest som at sidde i en sofa, så meget plads var der) min far kom ind ved siden af, mens min mor placerede sig på forsædet. Bilen satte i gang, og vi kørte de få 100 meter over til kirken. Vi kørte op foran kirken, mens kirkeklokkerne bimlede lystigt. Vel inde i våbenhuset, kom min svigermor med min ufattelig smukke brudebuket bestående af cremefarvede roser, cremefarvede gerbera, hjerteranker, brudeslør, nogle dekorative grene og perler. Vi blev stillet an og fik de sidste instrukser, og jeg var på dette tidspunkt HELT rolig og havde overskud til at hyggesnakke med min far, nevø og niece. Orglet brusede inde i kirken, dørene gik op, og vi gik fremad. Jeg huskede at kigge op, smilede og fik øjenkontakt med et par stykker på de bagerste rækker i begge sider, men efter 15 skridt fik jeg øje på Bo og kunne så mærke, hvordan mine læber begyndte at bævre, og ansigtet langsomt begyndte at krakelere i tårer. For der stod han – min skat, min ufattelig dejlige skat - med et stort smil og øjne fyldt med glædestårer. Resten af vejen op til alteret husker jeg intet af. Hvordan min far opførte sig, ænsede jeg ikke. Om min nevø og niece gik pænt, lagde jeg ikke mærke til. Jeg havde kun øje for to ting – Bo og ikke at bryde helt sammen. Turen op af trappen gik vist fint, og vel oppe ved alteret fik jeg hilst på min svigerfar og Bo’s fætter. Efter et mimet ”hvor er du smuk” og et kindkys fra Bo, fik jeg mig sat ned med kjole, slør, brudebuket og kirkeprogram, og de andre fulgte efter. Vielsen var smuk, og præsten holdte en personlig, humoristisk og varm prædiken med udgangspunkt i linien ”Sådan nogen som os har jo brug for en kæreste, og den kæreste havde jeg tænkt skulle være dig” fra Poul Kreb’s sang ”Sådan nogen som os”. Vi fik begge sagt to høje og klare ”ja” og fik uden problemer givet hinanden ringene på. Bagefter stod vi og kiggede på hinanden uden, at nogen af os kunne huske, hvad der nu skulle ske. Præsten tog derfor diskret pegefingeren og rørte hans læber – nå ja, kysset!! Vi fik knælet, blev velsignet og satte os nu ned som mand og hustru. Jeg fik kort kigget på både min far og svigerfar, der begge med vand i øjnene sendte store smil tilbage. Vi var begge ret rørte, men fik da mumlet os igennem den næste sang. Der siddende med hinanden i hånden var der ikke andet end ufattelig lykke i hele kroppen på mig. Efter sidste salme lykønskede præsten os, og vi fik vielsesattesten og kirkens bibel. Vi fik rettet kjole, slæb og slør til, tog hinanden i hånden og gik ud af kirken som rette ægtefolk. Denne gang var jeg i stand til at hilse og smile HELE vejen. Udenfor kirken var det tid til billeder og lykønskninger. Det var så dejligt at se så mange glade familiemedlemmer og venner. Så kom det uundgåelige – ris! Og masser af dem. Heldigvis stod jeg med ryggen til de fleste riskastere, så mit slør tog de fleste af dem. Vi ankom vel til receptionen efter en hyggelig tur og en sludder med chaufføren Erik, hvor vi hilste på en kammerat, der ikke kunne nå med i kirken. Serveringsdamerne var godt i gang med hælde champagne op. Bo og jeg havde fået specielle champagneglas, hvorpå min svigermor havde graveret vores hjerte fra invitationer etc. samt skrevet ”Pernille & Bo 13. august 2005”. Det var bare så flot og en utrolig sød tanke. Da alle var ankommet, bød jeg velkommen på min mands og egne vegne, og vi fik skålet med alle. Det blev tid til at skære bryllupskagen for. Kagen var lavet af min mor og var i tre firkantede etager. Hver etage bestod af 2 hvide bunde smurt med min mors hjemmelavede hindbærsyltetøj. Her imellem var der et tykt lag chokolade/karamel mousse. Hele kagen var dækket med hvid marcipan og pyntet med røde marcipanroser og røde sukkerhjerter. Vi fik skåret kagen og ”fodret” hinanden, og det var så den eneste bid kage, jeg fik den dag. Jeg tog dog revanche dagen efter, ligesom vi har et stykke i fryseren til vores 1 års bryllupsdag. Så var det ellers tid til at komme rundt og hilse på alle vores gæster. Der var mange, og tiden var knap, men vi nåede da rundt til alle. Efterfølgende fik vi taget billeder ved ”slottet” på Sohngaardsholmsvej Hele seancen tog en times tid, hvor vi rigtig hyggede os. Det var dejligt at få lidt tid for ”os selv”, hvor vi kunne få snakket lidt om dagens forløb indtil videre. Med tanke på at specielt jeg ikke bryder mig synderligt meget om at få taget billeder, var hele fotograferingen en meget positiv oplevelse. Fotografen var godt til at få os til at slappe af, og desuden var han en hyggelig, lun fætter samtidig med, at han stadig var yderst professionel. Efter de første par snapshot blev jeg også bedre til at slappe af, og de store smil føltes efterhånden knap så påtagede og kunstige. Af og til måtte vi dog lige have en lille pause, hvor vi kunne få løst smilemusklerne op. Vi ankom planmæssigt til Luneborg Kro kl. lidt i 18, hvor alle vores gæster var ankommet. Mit første projekt var at få hæftet slæbet op på min kjole, men det ville bare ikke lykkes, så resten af aftenen rendte jeg rundt med mit slæb over armen. Det gik, men pyha det var varmt, og min højre arm var ret træt dagen efter. Vi blev lidt forsinket, så klokken var næsten 19, inden vi gik til bords. Min mand (så dejligt at kalde ham det nu) bød kort velkommen og takkede for fremmødet og gaverne, hvorefter han gav ordet videre til aftenens toastmaster – hans fætter og vores gode ven Kasper - der også bød kort velkommen og opridsede aftenens få men vigtige regler. Først præsenterede han dog båthornet! Truttede han i det, betød det tid til indslag, og meget vigtig – tid til at skåle. Så hver gang han truttede, råbte alle skål – det lærte gæsterne med det samme. Resten af aftenen forløb med skøn mad, musik i verdensklasse (Jensen og Co), dejlige taler og smukke sange. Mine forældre havde lavet både tale og sang, og Bo’s tale var humoristisk, kærlig, dejlig, fantastisk, romantisk, inderlig, betænksom og eftertænksom, præcis som han er som person. Jeg prøvede i starten tappert at holde tårerne tilbage, men ret hurtigt måtte jeg give op, og herefter trillede tårerne ned af kinderne på mig, men jeg sad med et kæmpe smil og kiggede forelsket på ham. Bo overraskede mig med et gavekort til Wellness på Rønbjerg Feriecenter, for som han sagde – så har jeg lidt for travlt med altid at gøre en masse for andre og glemme mig selv! Min svigerfar holdte en humoristisk og kærlig tale, og så var det min tur. Bo kiggede ret så forundret på mig, da toastmasteren annoncerede, at jeg var næste indslag. Ingen – ikke engang toastmasteren - vidste, at jeg ville holde tale. Jeg havde kun sagt, at jeg ville give Bo en overraskelse, og jeg startede da også med at hive en stor pose frem fra under bordet. På dette tidspunkt var jeg HELT rolig og tog første del af talen uden brug af manuskriptet. Også næste afsnit måtte jeg improvisere, da min mormor alligevel ikke kom med på Luneborg Kro. Hun var efter receptionen mæt af indtryk, så hun blev hjemme. Jeg fik sendt en varm tanke til hende og tænkte samtidig, at det her gik da vist rigtig godt. Jeg tog fat på manuskriptet og kunne mærke, at jeg efterhånden blev nødt til at støtte mig mere og mere til den skrevne tekst samtidig med, at stemmen begyndte at blive grødet, og øjnene langsomt blev fyldt med tårer. Halvvejs måtte jeg stoppe op og bede om en skålepause, hvorefter jeg troede, jeg kunne fortsætte. Jeg fik dog nærmest ikke sagt et ord, inden jeg kunne mærke, tårerne svømme over. Jeg holdte den gående lidt, men da jeg slet ikke kunne se, hvad der stod på papiret, måtte jeg gribe efter servietten og bede gæsterne om at skåle endnu engang – hold op, det var hårdt. Resten af talen fik jeg stammet mig igennem og kunne endelig bede folk om at skåle for min mand. At bedømme efter de reaktioner, jeg fik efterfølgende, var jeg vist ikke den eneste, der ikke kunne holde tårerne tilbage, og ham jeg helst ville have en reaktion fra – nemlig Bo – sad med tårerne trillede ned af kinderne. Jeg havde også en overraskelse til Bo. Han er på 10. år fan af et engelsk førstedivisionshold, som han kun har set spille live en gang. Så jeg havde arrangeret en tur derover indeholdende to kampe og en rundvisning på stadion. Da man jo til sådan noget skal være ordentlig påklædt, fik han også deres nye spilletrøje, hvor der bagpå stod Pernille’s mand. Jeg havde købt en til mig selv også, hvor der står Bo’s kone. Tja, og så græd min mand igen J Mine brødres tale frembragte mange latterbølger og bifald samtidig med, at den var kærlig og varm. Især var mine brødres ord til Bo utrolig smukke og en uforbeholden ”kærlighedserklæring”. Min fars søskende gav os en æske med en flaske rødvin og en masse postkort, hvorpå vores gæster skulle skrive en hilsen til os. Alle postkortene kom i æsken, som blev bundet til. Æsken må vi så åbne på vores 1. års bryllupsdag, hvor vi kan nyde vinen og læse alle hilsenerne. Min veninde og hendes mandhavde lavet en mappe til os, hvori der var et papir til hver par ved festen. Meningen med dette var, at hvert par skulle skrive en historie om os, som den anden part ikke kendte. Sidste mænd på podiet var vores venner Lasse og Kasper eller Barry og Fætter, som de oftest hedder. De holdte en meget humoristisk tale med udgangspunkt i, at Bo og jeg mødte hinanden på nettet. Vi slap heller ikke for at komme op på stolene og under bordet for at kysse nogle gange. Da naturen jo også af og til kræver, at man forlader sin plads, blev vi begge også udsat for de ”dejlige” kysserunder. Kl. 23.40 rejste vi os fra bordet og nåede brudevalsen inden midnat. Herefter var der kaffe og dans efterfulgt at natmad. Under dansen fik jeg en overraskelse. Pludselig stod Bo og hans fætter Ole oppe ved musikerne og var i gang med at stille en mikrofon an. Ole præsenterede dem og fortalte, at de da gerne lige ville synge en lille sang til den smukke brud. Jeg lignede et stort spørgsmålstegn men brød ud i et stort smil og et grin, da de to herrer begyndte at synge ”Vild med eventyr” (af Fenders) Det er min ynglings grand prix sang, og Bo kigger altid spøjst på mig, når jeg rigtig skråler med herhjemme. Han havde i den grad taget r**** på mig og havde lært melodien og teksten til ug. Jeg kunne ikke andet end at stå midt på dansegulvet helt alene med et kæmpe smil og synge med i vilden sky. Tænk at min fantastiske mand, der ellers ikke ret gerne synger, stod der foran alle de mennesker og sang af hele hjertet. Kl. 03.45 begyndte folk at bryde op, og i løbet af en halv times tid var alle gæster taget hjem, og der var kun vores forældre og søskende tilbage. Efter lidt snakken, fik vi sagt godnat til familien, inden vi gik op i brudesuiten med et par glas og nogle sodavand kl. 04.45. Oppe på værelset var det tid til at få brudekjolen af og hevet alle hårnålene og sløret ud af håret. Det var næsten lige så besværligt som at få kjolen på! Så var det ud på badeværelset og få hårnålene ud. Av av av!! Både de og sløret sad ret så godt fast, så det krævede lidt kamp. Alle 40 hårnåle kom dog ud i fin stil sammen med en del ris. Makeuppen kom også af, og jeg lignede igen mig selv – bare i en meget træt udgave. Kl. 05.30 lå vi i den bløde seng – trætte, lykkelige og ufattelig glade efter den mest fantastiske dag i vores liv. Vi snakkede kort om hvor dejlig, dagen havde været, hvordan alting bare var gået, som det skulle, og om at vi ikke ville ændre 2 sekunder, hvis vi havde muligheden for det. Dagen havde simpelthen bare været perfekt, hvilket alle vores gæster også efterfølgende har givet udtryk for. Øjnene var nu virkelig tunge, så vi kyssede godnat for første gang som mand og kone og faldt begge hurtigt i søvn holdende i hinandens hænder – totalt lykkelige. Vækkeuret ringede kl. 08.30 efter kun små 3 timers søvn, da vi havde aftalt med familien at mødes til morgenmad kl. 09. Vi fik udvekslet morgengaver, hvor Bo fik et ur, og jeg fik et sæt små firkantede ørenringe i hvidguld med en lille sten i og et matchende armbånd med lænker i skiftevis mat og blankt hvidguld

Hej Gitte Det hedder jeg såmænd, fordi det er mine initialer http://bryllupsklar.dk/forum/public/style_emoticons/default/whistling.gif Knus Pernille B N

Takker for de søde ord Jeg har lidt problemer med billederne, da opløsningen åbenbart er så høj, at de bliver meget små for at komme under 70kb! En lille fortælling kommer nok en af dagene

Og til slut min smukke brudebuket.

Til receptionen hvor vi spiste bryllupskage, som min mor havde lavet *MUMS*